Mites anden plade er tilpasset et tilfredsstillende træningspas. Der skal løftes, ikke drøftes. Odenseanerne sætter PR på ‘Relentless’.
Træning er nyttesløst. En serie af optimerede bevægelser, der mimer dem, man ville lave, hvis man faktisk levede sådan, som kroppen er skabt til, og ikke stod hele dagen ved hævesænkebordet og blev nærsynet, indtil man tog hjem og ramte sofaen og blev mere nærsynet. Der er intet konkret udbytte af træning, som der ville være, hvis man brugte kræfterne på at, hvad ved jeg, kulegrave kartoffelstykket, bygge et shelter eller jage dyr, hvis man er til den slags.
Trænings eneste formål er at føle sin krop og få den til at holde lidt længere, inden man visner helt. Mærke, hvordan det er at presse sig selv og svede for det. Frigive nogle endorfiner.
Det samme gælder for Mites andet album. Det er funktionelt som en proteinshake, omtrent lige så tæt på at være et ordentligt måltid, men nogle gange er det lige det, man har brug for. Og har man brug for nogen til at spotte én, er fynboerne en solid træningsmakker: ‘Relentless’ er med sine 27 minutter og 51 sekunder optimal til et intensivt træningspas, hvor den kan pace én frem med blastbeats, kværnen og breakdowns, når man lige skal have vejret, såvel som til turen på vej til eller hjem fra hvad som helst, hvor man lige mentalt skal i gear eller rense ud. Det er en plade, der lyder som bunkevis af andre hardcore-plader, med det eneste formål at være endnu et soundtrack til en lille halv times adspredelse fra livet i senkapitalismen.
Det opfylder ‘Relentless’ næsten helt uden anmærkninger. Tre steder på pladen forsøger de at være en smule mere dybe og moody end ellers: Introen til ‘Tomorrow Won’t Save You’ med forvrænget skrigen over feedback, interludiet ‘Interlude’ som et sejtrækkende instrumentalt vadested og outroen til ‘Teeth’ med samplet vokal, feedback og maskinelle beats. Som udgangspunkt er det en god ting at tænke i flow og (minimal) afveksling for at give enkeltdelene så meget desto stærkere impact, men på ‘Relentless’ kommer det snarere til at sinke pladens fremdrift og skabe unødig forvirring uden rigtig at bruge den forvirring til noget. Det er ikke funktionelt, og det er det slet ikke, fordi det tydeliggør de svagheder, som ellers druknes så fint af farten og voldsomheden på resten af ‘Relentless’: Så thrashet deres hardcore end er, kan de ikke skrive et riff eller en melodi, der bliver hængende længere end feedbacken, og selv i konteksten af et hjørne af hardcore, hvor hittepåsomhed ikke er mindre vigtigt end moshabilitet, er deres afstikkere tænkt meget inden for boksen.
Til gengæld viser ‘Relentless’ en optimeret udgave af Mite, der nu i nogle år har spillet til alt hardcore- og metal-relateret, der kunne spilles til i Odense, så man efterhånden troede, man vidste, hvad man kunne forvente. Så gik sangeren Sebastian Beronius, og bassisten Peter Sandvig, der hele tiden havde stået og råbt med ude i siden af scenen, fik en mikrofon at råbe i og hænderne fri til at gøre det med en ny bassist indskiftet – og så skiftede Mite tydeligvis gear henover foråret. Fra debut-EP’en ‘77 Days’ er fedtet skåret fra over hele linjen, alt, der lugtede af tomgang og stiløvelser for konventionens skyld, er nedprioriteret til fordel for et helt rent udtryk, hvor der alene fokuseres på voldsomhed, fart og mere fart, voldsommere i en selvproduktion af Kurt Ballou- og Brad Boatright-skolen. Mite prøver ikke længere at få os alle sammen med: De stikker af, og så er det op til os selv at hægte os på.
Det er komplet nyttesløst. Men det frigør en dejlig dosis endorfiner undervejs.
