Noget af det mest frustrerende for mig som musikanmelder er, når jeg hører en plade, der virkelig rører mig, men ordene ikke kommer til mig.
‘Recovery Language’ udkom tilbage i september i år, og jeg har hørt den igen og igen siden da. Hver eneste gang overrumples jeg over, hvor god en plade det er, og hvor sindssygt dygtige sangskrivere det britiske hardcoreband Still in Love er.
Og alligevel har jeg gloet på det hvide papir igen og igen, når jeg har villet sende det videre til jer, der læser.
Sådan er det nogle gange – det er ikke altid, man kan omskabe de følelser, der vækkes indeni, til ord på skærmen. Ofte har jeg opgivet, når det er sket. Men jeg har ikke lyst til det her. Den her plade skal deles.
‘Recovery Language’ er London-bandets første LP og efterfølger EP’erne ‘Withdrawal Symptoms’ 1 og 2. Men de lyder af så meget mere end bare “endnu et moderne hardcoreband”. Det er pudsigt, hvordan hardcoren med tiden er blevet den hårde genre, der rører mig allermest – opvokset som jeg er med corpsepaint og Metal-Archives-elitisme og -puritanisme.
Måske er det fordi det bare føles mere ægte. Man kan ikke komme uden om følelserne, når man spiller ordentlig hardcore. Man kan selvfølgelig høre ting som Lionheart og Kublai Khan TX, mens man er i gang med at tygge i sine farvekridt, men den slags findes i alle genrer, så det vil jeg ikke holde imod hardcoren som helhed.
Men når det spiller, så spiller det virkelig. Og det er netop det, ‘Recovery Language’ kan.
For mig er kunst noget, der bygger bro mellem det indre og det ydre, og det er noget, der gør os som beskuere eller lyttere i stand til at sætte os i kunstnerens sted. Og for Still in Love er det sted alleryderst.
Under de brutale riffs ligger der en sorg, der er kogt over.
Leaning into the rails / Clutching cold metal in pouring rain / Wind swept, it crashes over me / The absence that we feel when the ones we love are taken away / Deep in avoidance / Are you dealing with the pain or burying what’s inside / There’s comfort in silence as it eats me alive / Lying dormant on the bathroom floor / How long’s it been since I’ve seen your face / I dread how you must feel
‘Inherit’ stiller hårde spørgsmål. Det er brutalt, og det er fuldstændigt uden finesse. Lyrisk er det heller ikke stor kunst. Men ærligheden i linjerne bryder min modstandsdygtighed ned på et splitsekund. Hvor godt kender vi ikke alle det, at man gemmer det, man føler, i stedet for at erkende det? Hvor godt kender vi ikke at skjule smerten? På en måde fungerer hardcore som underklassens samtaleterapi. Måske kan vi nemmere håndtere den hårde refleksion, når den ledsages af et cirkelspark og en flækket læbe?
‘Inherit’ har nemlig plads til netop det. Riffet er langt fra den bævende underlæbe på motorvejsbroen eller fosterstillingen på badeværelsesgulvet, og Nick Worthingtons vokal flænser stemmebånd mere, end den hulker. Marc Richards’ trommer buldrer og blaster, inden den igen skifter over i sporadisk D-takt. Og sorgen blæses ud over hele verden.
Og det er ikke kun den personlige tragedie, der spøger, Worthington og band ser også udad. ‘The State of Things To Come’ er grusom:
As I write these words from the comfort of my own home / Speechless in disbelief at the horrors that are shown
…
Have you seen the news today / Tune in to another nightmare / Bodies burning in hospital beds / Bodies burning in hospital beds / Children screaming / It’s a lonely time to be young
Særligt interessant er nok den sidste linje. Folkedrabet i Gaza er grusomt ud over alle normale definitioner af ordet. Det er den slags, vi kun ser i film. Men erkendelsen af at det sker lige nu. At der findes mennesker, der aktivt forsøger at udrydde et folk, at dræbe deres børn, har slået noget ihjel inden i os alle.
Vi kan ikke forstå eller forholde os til ondskab. Jeg har selv mange gange udtrykt, at jeg ikke tror, begrebet findes blandt mennesker. At det må være et overnaturligt begreb. Men hvordan forklarer man så de handlinger, der fører til, at for tidligt fødte børn med fuldt overlæg brandbombes i deres kuvøser? Det kan man ikke.
Det ødelægger os. Og for vores unge ødelægger det deres tro på verden og på fremtiden. Hvordan kan man bevare den, når man ser mennesker aktivt bruge deres penge og magt på at gøre verden værre for andre? Hvordan kan man tro på, at man selv har værdi som menneske, når vi dagligt konfronteres med, hvor lidt et menneskeliv er værd?
Det er indbegrebet af ‘The State of Things To Come’, der gennem sørgmodigt-smadrende guitarriffs rejser disse spørgsmål.
Det er ikke svar, Still in Love giver os. Men det er vigtige spørgsmål.
Den gudesmukke ‘Preserve & Cherish’, der gæstes af Architects’ Sam Carter, handler om at gøre den lillebitte forskel. Guitaristerne Mark Ringrose og Curtis Ward (ex-Bring me the Horizon of all things) udfører deres allerbedste arbejde gennem melodiske riffs og noget, der næsten minder om soloer, mens de to sangere drøfter verdens tilstand og håbet om frelse for de fortabte. Ordentlige mennesker vil ikke stoppe.
I won’t stop/ When everything turns cold (x3) / These words will burn / These words are carved in stone / This fire still burns / This fire still burns
Det er det, man kan sætte sin lid til. Så længe mennesker tør se virkeligheden i øjnene og leve efter det, vi skylder hinanden, vil morderne, forbryderne, slavegørerne og parasitterne ikke stå uimodsagte. Og det raseri og den modstand, vi hører hos Still in Love, er et ekko af alt det, vi ser i verden. Det kan ikke blive ved. Det er hardcore. Og det er derfor, det er så vigtigt, at disse stemmer høres.
