Nortt er tilbage med et album, der føles som at blive langsomt begravet i sig selv. På ‘Dødssang’ åbnes graven, hvor kun den sorteste og mest kvælende doom kan ånde.
Solen skinner, planterne spirer og de første modige danskere er så småt begyndt at smide jakken. Foråret har været længe undervejs, og det samme har Nortts nye album, ‘Dødssang’, der på alle tænkelige måder står i kontrast til den forestående lune årstid. De sidste to plader fra one-man-bandet fra Odense udkom begge i december måned for henholdsvis otte og atten år siden, så du kan nok forstå mit chok, da jeg så, at Nortt ville udgive sit første album i april otte lange år efter ‘Endeligt’ så dagens lys.
Nortt er foruden at være et musikalsk projekt også pseudonymet båret af manden, der har levet og åndet den danske funeral doom scene i over 20 år. Det er for mange en livstid, men ‘Dødssang’ handler ikke om livet. Tværtimod. Der er ikke noget at fejre på ‘Dødssang’. Det er et musikalsk øjebliksbillede af ren forfærdelighed, og det er præcis dét, der gør denne her slags musik så tiltrækkende, når den er eksekveret ordentligt. Det er en kunst at gøre døden og dens endelighed så forførende, som Nortt har været i stand til, og åbenlyst stadigvæk er.
‘Dødssang’ lægger ikke overraskende ud med et stemningsfyldt instrumentalt intronummer, der på nærmest ingen tid opbygger den atmosfære, som skal ledsage os under albummets resterende tre kvarters tid. Nok har der været stille på Nortt-fronten i noget, der ligner et årti, men alt er tilsyneladende stadigvæk, som det plejer at være – og gudskelov for det. Stemningen er dyster, ildevarslende og på samme tid helt enormt ensom og håbløs.
‘Dødsengel’ fortsætter, hvor introen slap, og her bliver man på ingen tid mindet om, hvor effektivt Nortt er, når der skal piskes en stemning i gang. Det er dystert, det her. Det er virkelig dystert. Og sådan skal det også være. Umiddelbart her bliver det også tydeligt, at ‘Dødssang’ er et af de album, der kun fungerer som helhed. Det er nemlig lettere uvigtigt, og indimellem endda uigennemskueligt, hvor hvert enkelt nummer starter og slutter, for det er helhedsoplevelsen, der tæller. Det betyder ikke, at numrene ikke står stærkt for sig selv, for det gør de skam, men singlevenligt er det ikke. Det har aldrig været på Nortts dagsorden at skrive hits. Det ville slet ikke fungere.
Klaveret spiller stadigvæk en afgørende rolle på tværs af samtlige numre. Med tangenterne som pensel maler Nortt et deprimerende og dunkelt billede, der med jævne mellemrum brydes op af solide trommetæsk og en guitar, der bevæger sig mellem det hylende og det brummende gennem albummets otte numre. På vokalen lyder Nortts dæmoniske growls præcis så opgivende og desperate, som de plejer. Det er et kompliment, hvis du skulle spørge fra nogen.
Noget andet, der er værd at nævne, er sangenes længde. Nortts længere sange har altid resoneret mest hos mig, og jeg synes generelt, de er mere indbydende at fordybe sig i. Sangenes gennemsnitslængde er stadigvæk for kort, hvis du spørger mig, men på det plan er ‘Dødssang’ trods alt en opgradering fra ‘Endeligt’. Især næstsidste nummer, ‘Bøn Til Døden’, er med sine ni minutter lange spilletid et strålende eksempel på netop det, der gør Nortts længere sange så opslugende. Den bliver efterfulgt af den passende betitlede ‘Udslukt’, hvor sidste lys slukkes, og albummet når sin slutning. Herefter satte jeg det så på igen. Og så en enkelt gang mere.
Det føles underligt, at kalde et album fra en kunstner, hvis musik beskrives som “Pure Depressive Black Funeral Doom Metal” for “fint”, men det synes jeg virkelig, ‘Dødssang’ bliver. På samme tid er albummet følelsen af, at det aldrig bliver godt igen. Det er lyden af en afgørende tid, der rinder ud, og på den måde minder albummet egentlig ret meget om ‘Endeligt’, der egentlig skulle have været en form for svanesang – en dødssang, om man vil. Fælles for de to album er, at det ikke er døden i sig selv, der er i fokus, så meget som det er tiden op til. Dødstidspunktet er den altafgørende og uundgåelige endestation, men på ‘Dødssang’ bliver det reduceret til en fodnote, for det er liminalfasen fra livet til døden, der tager al fokus.
Svanen synger altså endnu, men om det virkelig er på sidste vers, vil tiden vise. Jeg håber det ikke.
