TW: seksuel vold, pædofili
‘Fordærv’ var den oprindelige titel på nærværende anmeldelses object of fixation, og på mange måder egentlig en bedre titel end den nye ‘Made Flesh’, som jubilæumsudgivelsen af den grafiske roman er kommet til at hedde. Det er nemlig først og fremmest en fordærvet historie, og det er præcis de mørke afkroge af vansind, vi får lov at fordybe os i med en gysertegneserie i hænderne. Heldigvis har vi bevæget os forbi de indledende årtiers afvisning af genren som udelukkende underlødig og uden værdi, og horror er efterhånden studeret nok til, at vi kan sige gode, opbyggelige ting om, hvad vi tilbydes, når vi frivilligt opsøger gyset. Derfor ikke mere om det, men lige til handlingen i denne historie.
Det vil sige, at der er spoilers herfra.
Michael hjemsøges i sit voksne liv af invasive, dystre tanker, som han har svært ved at lægge fra sig, og som skaber problemer for ham i dagligdagen. Han slår det selv hen som angstanfald, mareridt og impotens, men vi skal ikke ret langt ind i romanens univers før, det bliver endog meget tydeligt for os, at forsøget på at skabe en mondæn forklaringsramme vil Michael ikke komme langt med. Han bliver nødt til at lægge sin ordnede, kedelige tilværelse med overarbejde, antidepressiver og forsvarsmekanismer fra sig og drage til det enormt bogstaveligt mørke Nordjylland da hans far dør og han må retur til slægtsgården. Han har aldrig før taget sin kæreste, Rose, med dertil grundet en frygt for at huset vil tage hende fra ham, og det viser sig da også hurtigt, at frygten har været begrundet.
Herfra bevæger romanen sig ad trygt genkendelige stier inden for horrorgenren, og vi føres igennem flere klassiske troper. At kalde den klichéramt ville være for hårdt, men vi overraskes heller ikke af en markant nyskabelse i selve fortællingen, som muliggør onde ånders rumsteren og besættelse via edderkopper, mens børnerim placeres i en ildevarslende kontekst. Vi får serveret en klassisk origin story og udforsker sammen med Michael, hvem, der har myrdet de syv stakkels børn, som siden han var barn har forsøgt at advare ham om den lurende ondskab. Den bestialske barnemorder ved navn Albert, lærer Michael, var i øvrigt galoperende pædofil, og vi vises forholdsvist grafisk omfanget af hans forbrydelser. Han har for øvrigt også ædt sin mor for, at de kunne være sammen for evigt, og det er lykkedes ham at frigøre sin ondskab fra sin fysiske krop gennem selvmord, så han nu er i stand til at besætte en stakkels præst, da Michael vender tilbage til huset; Michael er nemlig the one who got away og objekt for åndens pædofile, morderiske lyster. Det går op for Michael, at børnenes jordiske rester skal findes, så de kan sættes fri, og så er det jo heldigt, at de er begravet i kælderen under barndomshjemmet. Bedst som han får dem fisket op af en brønd under kældergulvet, vender den besatte præst tilbage efter han ellers var skræmt væk af Rose tidligere – hun fik nemlig den beåndede ide at kaste en flaske vievand i hovedet på ham, og det kunne han ikke så godt tåle. Han taler utroligt grimt til Rose, er vist ikke så glad for kvinder generelt, dog uden den store fantasi eller variation i sit ordforråd og forsøger at stikke hende ihjel.
Heldigvis dukker Michael op af brønden i rette tid til at proklamere, at han bevidner den forbrydelse begået mod børnene, hvilket antageligt er genoprettelse nok for børnenes ånder, som alle flyver op af vandet og hiver den Albert-besatte præst ned i brønden til han ender blandt skarpe rødder, som flår hans indvolde ud og både kæbe og pik af. En passende straf, alt i alt. ”Endelig er det slut” siger de til hinanden og kysser, og så ved alle godt, at det er det jo ikke. Og ganske rigtigt hopper vi frem i tiden, hvor parret er sovset ind i lykke uden nogen tegn på residualtrauma efter den forholdsvist voldsomme, paranormale oplevelse de har været igennem. De venter et barn og Michael er holdt op med at arbejde hele tiden for at gemme sig for sine følelser, men til ultralydsscanningen er det bare desværre ikke noget helt almindeligt barn, der ligger derinde.
Spoilers slutter her.
Selvom grebene er velkendte og plot twistet ikke decideret overraskende, så fungerer romanen godt. Den lykkes med at opbygge spænding som historien udfolder sig, man forbliver nysgerrig og nyder detektivarbejdet med at få stykket brikkerne i puslespillet sammen for at forstå, hvilken ondskab, der er på spil. Det visuelle ben er romanens helt store styrke. Den billedlige formidling af hovedpersonen er her, hvor sympatien skabes for Michael. Flere steder underlægges han, i mødet med sin fortids metaforiske og bogstavelige spøgelser, sin barndoms oplevelser, og skiftet i perspektiv formidles med enkle greb på rørende vis. Læseren mærker drengens frustration, forvirring og sorg og forstår intuitivt hvordan det lever videre i den voksne Michael, uden at han har adgang til erkendelsen selv. Stregen er finurlig, og ansigtstræk skiftevist accentueres og udviskes i fremragende formidling af de bagvedliggende følelser.
Panelerne brydes effektivt når vi for eksempel skal forstå omfanget af det, der hjemsøger Michael da han midt under elskov med sin kæreste, Rose, overmandes af de små spøgelsesbørn, der kræver hans opmærksomhed, en uhyggelig hekseskikkelse og et æg, der udklækkes i hans hånd kun for at afsløre hundredvis af små edderkopper, der kravler rundt på ham. De forskellige skift i perspektiv er små, men enormt effektive, og vi har ikke vanskeligt ved at forstå hvorfor det måske kan være svært at holde noget som helst erigeret med den billedside. Panelernes orden genoprettes, og vi er tilbage i soveværelset, hvor Michael efter bedste evne forsøger at forklare Rose, at ”det-er-ikke-dig-det-er-mig” gennem skift frem og tilbage mellem subjekterne som veksler mellem normal- og nærbilleder for at fremhæve henholdsvis kropssprog og ansigtsmimik. Skiftene mellem traditionelle paneler og helsidekompositioner spejler henholdsvis det ydre og indre liv hos Michael og vækker som konsekvens empati hos læseren.
Der veksles tilpas meget imellem hvad, der gives – i mere og mindre eksplicit grad – og hvor meget læseren selv skal fuldende huller mellem panelerne, og resultatet er vellykket. Historien, reaktioner og følelser overforklares ikke, og eksisterer der plothuller, udfyldes de uden at det kræver nok til, at læseren bemærker det. Her virker de velkendte horrortroper til fordel for romanen. Der er også en vis nyskabelse i at forankre handlingen så eftertrykkeligt i en enormt velkendt danskhed, både når det kommer til små detaljer som hvordan det kan være nødvendigt at arbejde mere end man har lyst til, for at kunne have råd til både at bo og have bil i København, men også Michaels konfliktskyhed og manglende evne til at tale om egne følelser, som ultimativt fremstiller ham som en ret typisk jysk mand. Der er indledningsvist en diskrepans som følge af det forhold, men som fortællingen skrider frem kommer præmissen til at fremstå plausibel alligevel, og selvom der måske nok ligger et eller andet i at hjemstedet for de beskrevne uhyrligheder er Nordjylland (i modsætning til København, som her er lig med ro og normalitet), så tilgiver man også værket for dét greb.
Jeg har både beskæftiget mig med romanen i digitalt og fysisk format, og jeg bliver nødt til at fremhæve det fysiske her. 10 års-jubilæumsudgaven er med hard cover, og det er bare lækkert at sidde med. Den er en anelse mindre end det klassiske tegneserieformat, og selvom det ikke gør noget, havde jeg dog personligt foretrukket at tegningerne var blevet printet dét større, især når der er tale om helsidekompositioner, som sagtens kan bære størrelsen kva deres format. Og så er der bare noget over den helt analoge fordybelse, især genren taget i betragtning. Undlad eksempelvis gerne at sætte en alarm på telefonen for at huske at tage boller ud af ovnen med mindre du ønsker dig et mindre hjertestop undervejs i læsningen. I øvrigt jo et tydeligt tegn på, at romanen formår at opbygge spænding i tilstrækkelig grad. Udgivelsen er i øvrigt også forsynet med et “pin up galleri” med visuel fortolkning fra forskellige kunstnere samt en ekstra, lille historie, som er uafhængig af Michaels ubehagelige besøg i det mørke Jylland.
Læste du ikke ‘Made Flesh’ da den udkom for 10 år siden kan du roligt kaste dig over den i dag. Læste du den dengang er det nok alligevel tid til et gensyn nu.
