Myrkur er aktuel med ‘Spine’. Og det er, endegyldigt, ikke metal.
Der er ikke behov for at gennemgå en diskografi eller gå et kor af hverken kritiske eller begejstrede stemmer efter længere. Myrkur har for længst cementeret sig som en dansk kunstner, der har været i stand til at skabe et navn for sig selv, og kvinden bag har modtaget sin del af hvad seje internetkrigere ellers kan grave frem af misogyne, nedladende, sexistiske eller not trve-baserede tilsvininger.
For denne anmelder startede det med den selvbetitlede plade fra 2014, nåede et crescendo med ‘Mareridt’ i 2017, og er stille og roligt klinget af siden. ‘Folkesange’ var ikke et dårligt album, men det var netop hvad titlen lovede: folkemusik, og ikke metal.
Hvis nogen var i tvivl, er de det forhåbentlig ikke længere. Bruun har lagt metallen bag sig.
Pop på rygraden
‘Spine’ åbnes af nummeret ‘Bålfærd’, som nærmest symbolsk både fortsætter lyden fra forrige album og markerer afskeden med samme. Hvad man ellers tillægger den hedenske afsked må stå for egen regning, men hvis man tror, at stilen for albummet er lagt nu, tager man fejl. Der er ganske vist folkeelementer at finde på pladen, men de forbliver elementer.
Bruuns musikalitet har sit afsæt i pop før vi møder hende i andet, og det lader til, at ‘Spine’ netop undersøger hvad der for nuværende ligger på rygraden. Det er dystert, til tider melankolsk, og der anslås også både distortede guitarer, anvendes et par blastbeats og køres et tremoloriff, men metal er det ikke. Bruuns ellers vidunderligt bestialske, lyse blackede growl anvendes også ganske få gange, men metalelementerne fremstår snarere som souvenirs end byggesten.
Selvsamme rygrad tåler også en nærmere granskning, for hvor Myrkur tidligere har udmærket sig ved at have en stringent sammenhængskraft på sine albums føles dette som det modsatte. Bevares, der er stadig tilpas meget sound til, at jeg ikke er i tvivl om hvem der spiller, men vi bevæger os fra føromtalte blackelementer over synth, rock, power og speed – det hele i en ramme af Chelsea Wolfe-inspireret pop (med nogle af de samme tilbøjeligheder til stonerinspirerede trommer). Hvor nummeret ‘Mothlike’ er indbegrebet af sammenblandingen, er pladens sidste nummer ‘Menneskebarn’ (hvis lyrik ironisk nok er engelsk til trods for både titel og det kontekstuelle faktum, at Bruun har fået en søn siden sidste album) en køn vuggevise i et nærmest unplugged setup.
Læg dog mærke til, at den forgrenede rygrad, som pryder pladens cover, er dækket af et skinnende lag sølv, som var den belagt med en amalgam af hvad der har været definerende for Bruuns musikalske rejse hertil. Også den øvrige visuelle æstetik er blevet rykket i en ny, og langt mere farverig retning.
Pladen varer kun 34 minutter, og selv hvis vi accepterer præmissen om, at vi skal føres rundt i forskellige afkroge af forskellige genrers vartegn, havde jeg alligevel gerne accepteret et album på kun en halv time, hvis jeg kunne undgå ‘Valkyriernes Sang’, for her tipper de mange elementer over til decideret rod. Selvom det er et af de numre, hvor vi faktisk får lov at nyde føromtalte blackede growl, så er det også en sang, der lugter af både hardrock, “åh”-råbekor, power og speed, men uden at det rigtigt er det, pruttens ejermand har spist.
Lægger Bruun ‘Myrkur’ bag sig?
Det kan måske lyde provokerende at byde Amalie Bruun velkommen tilbage, men det er faktisk ikke ment sådan. Selvom sætningen opstod før researchen blev udført, kan man hæfte sig ved, at den officielle præsentation af pladen på Myrkurs egen bandcamp-side nævner hendes navn flere gange end vanligt og slutter af med formuleringen “With Spine, MYRKUR unravels the next chapter in the personal mythology of Amalie Bruun”. Lige netop en personlig mytologi lader sig jo vanskeligt definere af andre end den berørte selv, og dermed overflødiggøres genrespekulationer i grunden også. Og måske ér det heller ikke så vigtigt, for selvom ‘Spine’ ikke er metal, så er det udmærket pop. Og hvis det spiller, artisten for længst har fundet sin lyd, og der er et publikum til det, er det vel en succes på flere parametre.
For et medie, der beskæftiger sig med metal, kan vi dog med ro byde Myrkur som emneområde et kærligt farvel, samtidig med at vi ønsker Amalie Bruun rigtig god vind på den videre rejse.
