Der er vist nok noget med, at et menneske har udskiftet hver eneste celle, når syv år er gået. At man er den samme, selvom intet er, som det var. Derved har vi vel ad videnskabens veje svaret på Plutarks ældgamle paradoks om Theseus’ skib, men bliver også nødt til at forholde os til os selv som noget, der er evigt i forandring. Det er svært at forholde sig til. Endnu mere når det er så tydeligt, som det er med indspillet musik. Man forestiller sig måske, at noget skal være evigt, når først det er nedfældet. Eller optaget. Men vi kommer nok til at erkende, at alting blot er et snapshot af en virkelighed fra den vinkel, vi så det.
Når man som jeg har anmeldt adskillige plader i træk fra samme band (‘Underperfomer’ her og ‘Congratulations’ her), bliver man nødt til at forholde sig til udviklingen. Kan man skifte så mange brædder ud, at det ikke længere er samme skib? Kan man spille så mange nye riffs, at det ikke er den samme lyd? Kan man spille sammen så længe uden at udvikle sig?
Ja og nej, måske? Er ‘Spinner’ EYES? Umiskendeligt ja. Lyder den som ‘Underperformer’? Nej. Kan man mærke, hvordan orkestret over fem år er nået fra det ene punkt til det andet? Måske?
Ofte er den første plade den hårdeste. Derefter går der lidt mere slåbrok og sutter i den senere. Men det skulle ikke være tilfældet for den her, skulle jeg snart forstå, da jeg satte den på. Efter en kort meddelelse fra sponsorerne – EYES’ nye label Prosthetic Records – fremført på japansk til klingende computermusik og synæstetiske pastelfarver og nuttede væsener er det nemlig forsanger Victor Kaas’ tur til at sætte tonen for albummet. Og ‘Better’ indledes med et af hans mest afsporede vokalspor nogensinde.
Den aggression og vildskab, der lægges for dagen på åbningsnummeret, er måske blandt det bedste, EYES nogensinde har lavet, og en stor del af grunden til det er netop at finde hos forsanger og sangskriver Kaas. Da jeg talte med ham forleden, fortalte han mig, at dette album kommer et helt andet sted fra end de to foregående. Den var mere personlig, sagde han.
Det har jeg gået og tænkt over i noget tid. Jeg forstod det ikke. Jeg tænkte, at både ‘Underperformer’ og ‘Congratulations’ måtte komme indefra. Angsten for ikke at leve op til samfundets krav og forventninger slog mig som ekstremt personligt. Det samme gjorde følelsen af selv at have højere forventninger til virkeligheden, end den kan levere. Jeg kunne mærke begge dele i mine knogler. Men i virkeligheden er det ekstremt observerende. Det er måske ikke ligefrem Fukuyama (eller måske er det, taget i betragtning hvor eklatant han tog fejl), men alligevel er det grundlæggende set en vurdering af verden og menneskets placering i den. Og så kan man være eller ikke være mennesket alt afhængig af ens abstraktionsniveau. Det er politik, ikke?
Det er der ikke så meget af på ‘Spinner’.
“Always the fucking clown / Hunting for reaction / Wherever I want to be / Waiting for me”
“Do what you must, just don’t do it for real / Point out all of the faults, then replicate it / Do what you must, just do it for them / And let the rot take root inside your system / You did, you did, you did, deluded yourself”
Disse to eksempler fra henholdsvis ‘Clown’ og ‘Money Mouth’ peger derimod ganske meget indad.
Dette amatøragtige meme lavede jeg engang sidste år. Det handlede for mig om at sætte et billede på, præcis hvad det er ved Kaas, jeg sætter så meget pris på. Det er intensiteten, kaosset, energien og voldsomheden. Men med linjen fra ‘Clown’ bliver det også tydeligt, at det som med alt andet kan være noget, man gør til en vis grad på bekostning af en selv. Det kan ikke være gratis for Victor Kaas at være så meget på for os andre. Det må kræve noget. Og det kan godt være, man ikke altid har det.
‘Clown’ er også et stærkt nummer, hvor særligt trommeslager Simon Djurhuus får lov at spille med musklerne. Trommebåndet er på en eller anden måde langt bredere end sædvanligt, og tyngden er dominerende. Kaas har også “nedstemt” sin vokal for at passe til den buldrende stemning, der understreges af Kenn Bendtsens bas. Det er et vældigt interessant nummer, for generelt er det de høje tonelejer, der præger pladen. Makkerparret Furbo og Bomand på guitar sørger ellers for at spille, så det lyder som en bunke fuld af slidte madrasfjedre i fri dressur, hvilket er fremragende. Den slags høres for eksempel arketypisk på ‘Deflating Rooms’, hvor de to i høj grad styrer showet.
Men på ‘Clown’ er det de to tunge fyre i rytmesektionen, der får lov at indtage definitionsmagten. Det vidner om et modent band, at de i så høj grad giver hinanden plads til at udvikle sig og have det sjovt i indspilningen. Det er et moderne band, der spiller bolden frem og tilbage på hele banen frem for altid selv at løbe med den, og det er fornøjeligt at lytte til.
En anden sang, der i den grad bør fremhæves, er ‘The Captain’, hvor Kaas gæstes af norske Selma Bahner, der ellers er at træffe i Feral Nature. De tos sammenflettede vokaler og den ubalancerede riffing får nummeret til at gå op i en spids, hvor kaptajnen som en moderne Ahab styres af hybris og leder sit ‘Pequod’ direkte ind i en malstrøm af gode intentioner og ubrugelige halv-handlinger. Kaptajnen er ikke til at regne med, forstår vi, når Bahner og Kaas har rullet sig ud.
Det klæder EYES at have lagt distancen på hylden og kastet sig hovedkulds ud i selvransagelse og jagten på forløsning. ‘Spinner’ er koncentreret galskab og et fascinerende dyk ned i Kaas’ sind som set gennem en anime-linse, hvor følelser og handlinger råbes ud med navns nævnelse. Om det er “giga drill breaker”, “motherfucker” som på den KEN Mode-gæstede ‘Save Face on a Regular Basis’ eller “I won’t move a muscle after I’m gone / Until then I will spin out and into oblivion”, behandles de lige vægtigt.
‘Spinner’ er et solidt nyt kapitel i EYES-føljetonen. Måske er det faktisk deres bedste. Og det lader os vende tilbage til det, jeg talte om i starten. For EYES er ikke det samme, som de var ved starten af pandemien, da de skulle udsende deres debut, og alt deres arbejde og forberedelse måtte løbe ud i sandet. Vi kan mærke, at cellerne er udskiftet, at plankerne er nye. Men bandet er det samme – skibet er det samme. Og kursen er fortsat skarpt stukket ud. EYES løber ikke på grund i en overskuelig fremtid.
‘Spinner’ er optaget, mixet og produceret af Jacob Bredahl. Brad Boatright i Audiosiege har mastered. Den er indspillet i The Village og Provo Studio september – oktober 2024. Art direction og design af Lasse Høgh.
