Den danske black metal-scene er spirende i øjeblikket. Hvor mange længe har valgt den mere atmosfæriske retning, går Ædel Fetich kontra med et debutalbum, du kan bruge som soundtrack, mens du elsker din næste – med en brosten.
Og Ædel Fetich elsker hurtigt. Faktisk er det selvbetitlede debutalbum ovre på lige under 28 minutter. Hurtigere end du kan få smurt dig en håndmad på et provinsdiskotek.
Heldigvis kan man altid bare spørge om en runde mere.
Produktionen er lige tilpas skrabet nok, til at første riff på åbningsnummeret ‘Et Liv Fuld Af Fejl’ rammer præcis så hårdt, som sådan et bør gøre. Samtidig er der bund nok til, at både bas og trommer har plads i mixet med masser af punch, mens Skvat bjæffer og vræler sine indre dæmoner ud.
Den polske skraldepose og firserbaskeren
Hvis man ikke allerede har læst mit interview med Skvat og Skóggangr fra januar, inden man hører pladen, så vil jeg kraftigt anbefale det. Der er mange inspirationer og stemninger, som virkelig kommer til sin fulde ret med dét i baghovedet. Her snakkede vi en del om inspirationen fra den polske scene – særligt bands som Gruzja og Odraza. Dét kommer især til udtryk på pladens eneste single, ‘Ridderlig Lider’, i outro-riffets melodi, som muligvis er det mest polske, jeg har hørt, siden min bedre halvdels veninde udbrød “KURWA MASZ”, da hendes hund havde bidt hul i en skraldepose og givet den en entusiastisk rystetur i stuen.
Som lytter bliver man tæppebombet med riffs. Skvat lovede i januar, at bandet ikke ville dvæle for meget ved det samme. Det løfte bliver holdt. Sangene er relativt korte, men intense. Jeg kan ikke få ‘Sort Magi’ ud af hovedet, som er pladens mest black metalliske nummer. De konstante rytme-, riff og temposkift er konstant legende, men ikke alt for afvigende fra noget, der er velkendt.
Afslutningen er også velkendt, men noget aparte i dens tydelige kip med hatten til Michael Sembellos ‘Maniac’ i både riff og Skvats fløjsbløde tenorstemme, som synger: “Der er en psykopat på mit gulv.” Den psykopat har boet i mit hoved, rent free, siden jeg hørte dét nummer for første gang på Stengade sidste måned.
Det er godt for både ham og mig. Jeg er vild med selskabet, og han har sikkert ikke råd til at betale alligevel.
Det er sådan en reference, der enten efterlader dig hovedrystende eller ekstatisk. Jeg hælder til det sidste – fordi det er så meget i bandets ånd. Kompromisløst, mærkeligt og elskværdigt.
Dem, som gav op og tabte
Foruden at lyde som en rystet skraldepose har ‘Ædel Fetich’ masser af tungsind at byde på.
‘Mit Billede af Dig’ åbner med:
“Jeg ved du tror, du kan finde mig.”
Nede i det samme gamle hul.
Gud tilgiver, men jeg er ikke Gud.
Jeg er fandme stadig det samme gamle nul.”
Her rammer pladen sit tematiske centrum: Mennesker, der har givet op og tabt. Selvforagten er ikke metaforisk. Den er direkte. Nogle steder næsten demonstrativ.
Lyrikken er effektiv i sin kompromisløshed, men netop den konsekvente nulstilling står til tider uden kontrast. Når alt er bund, bliver dybden svær at graduere. Det gør ikke budskabet svagere – men det gør det mindre nuanceret. Når det så er sagt, så er det, som gør ‘Ædel Fetich’ til en speciel plade; netop den apati, som går igen og igen.
Nogle, som absolut ikke taber, er Skvat, hvis vokalpræstation er imponerende. Alverdens eder og dårligdom flyder som skidt fra en spædekalv, som skrig, råb og en teatralsk vokal, der passer lige så godt til Det Kongelige Teater, som den gør til fællessang til ‘Himmelhunden’ på Kanalen Bodega.
Jeg har før været inde på, at jeg ikke er sikker på, at jeg forstår Ædel Fetich. I det føromtalte interview blev der slynget fraser ud som “et underliv på kanten. Jeg har svært ved at finde noget, som beskriver Ædel Fetich bedre end dét, efter at have hørt ‘Ædel Fetich’.
Det er musik for underskudsmennesker, spillet af udskud med et kæmpe overskud. Det gør ondt at relatere til, men man vil altid gerne have et skud til. Det er absurd på en Malk de Koijnsk facon. Grotesk, men selvbevidst.
Til hyldesten af Keld Heick under sidste uges Melodi Grand Prix blev det pointeret, at den danske troubadour engang blev kritiseret for at skrive lejlighedssange. Det gør Ædel Fetich også. Lejlighedssange – til en ordentlig røvfuld og en tur på antabus.
Bandets debut tør at sparke døren ind til noget, der ofte enten er navlepillende kedeligt eller edgy for no fucking reason. Der bliver ikke spurgt om lov, men råbt “fuck dig”, mens du bliver banket ned med et rustent knojern. Ædel Fetich leder ikke efter en plads på scenen. De tager den og kører væk igen på en tunet Puch Maxi med mælkekasse bagpå.
Den Puch må fandme gerne komme ud at køre noget mere på landevejene.
