De fleste historier slutter efter klimaks. Al vores verdensopbygning, karakterudvikling, spændingskurve og så videre peger i én retning. Der er et højdepunkt, der er en kulmination og der er et punktum. Nogle gange bruger man halvanden side på en epilog. Men det hører til sjældenhederne.
Som publikum flokkes vi til spændingen – til der, hvor det går op i en spids. Og så tager vi med glæde imod “… og de levede lykkeligt til deres dages ende” som en form for afslutning.
Men det er håbløst uvirkeligt.
Hvor mange klimakser har du oplevet i din tilværelse, kære læser? Hvor mange spændingsmættede og betydningsfulde singulære øjeblikke er der i et liv?
Ikke lige så mange som hverdagsprægede dage, tænker jeg.
Det er dem, der er flest af, og det er faktisk også dem, der er sværest. På ‘Livslede’ udforskede Sunken tilværelsens uudholdelighed. Sanger Martin Skyum Thomasen udforskede galskaben og deliriet, mens han skreg på en udvej.
Denne heftige emotionalitet kan man måske i en eller anden afskygning genkende fra ungdommens flammende vitale år. Alt var stort, alt var voldsomt, alt var en søgen på en forløsning. Hele livet som ung er et ræs gennem alt det, der er nu, for at nå frem til det næste, der bliver.
Således var de dybsorte tekster på ‘Livslede’ også gennemstrøgne af stærke farver, vilde udsving og knejsende højder at falde fra. Ensomheden fra nummeret af samme navn skar dybt – Thomasen kunne mærke den iskolde knivsæg i knoglerne. På ‘Foragt’ kastedes hadet og afskyen fra modparten til sangeren selv som rasende bølger mellem to klippesider. På ‘Delirium’ forestillede han sig freden i døden, som han påkaldte sig på ‘Dødslængsel’.
“Men hvad sker der bagefter?,” spørger vi. Og det er præcis det, Sunken har kastet sig ud i på ‘Lykke’.
Fra sidste albums fem skæringer er vi nået ned på fire i denne omgang. Der er ikke længere plads til et introtrack for den aarhusianske kvintet, der har skåret ind til benet på denne plade. Fire lange numre er, hvad vi får serveret, og selvom de alle fire varer over ti minutter, er det et ambitiøst projekt. Man kan ikke have nogle svipsere, når der er to sange på hver side af pladen – så skal hvert eneste skud sidde midt i skiven.
Det gør de heldigvis også, kan jeg allerede nu afsløre. Sunken er ikke blevet mindre dygtige siden sidst, hvor jeg i min anmeldelse også gav dem fuld plade – tværtimod. ‘Lykke’ er uden tvivl et af de album, hele landets black metallere bør måle sig op mod i den kommende tid. Hvis altså de vil godtage den som en black metal-plade, for selve nøgleelementerne i den genre er kun én del af det, der bliver brugt så effektivt her.
På ‘Lykke’ er der mindst lige så meget post-rock som black metal, og at det atmosfæriske har fået lov at sætte tempoet. Det hører man tydeligt på åbningsnummeret ‘Din Røst Malede Farver i Luften’, hvor et skingert og sart post-rock-riff åbner skidtet, inden Joachim Højer Larsens trommer i buldrende basleje sætter ind. Det er et kort frirum, vi får, men den smule er det hele værd. Og med Simon Skotte Krogh og Alexander Sallings duellerende guitarer udsat for både Max Uldahl Pedersens orkestrering og i særdeleshed Johan Emanuel Jørgensens studiemagi bliver det hele kæmpestort. Som en skyfri efterårshimmel, der synes at strække sig ud i det uendelige.
Wolves in the Throne Room har ikke levet forgæves, kan man sige, men alligevel føles det, som om danskerne her gør deres helt egen ting, der vel nok kan siges at være influeret af de kaskadiske bakkedrag, men alligevel føles ganske særegne.
Særligt efter fire og et halvt minut sparker Jørgensens studiemagi ind og får guitarer til at lyde som et væld af andre instrumenter, der gør hele oplevelsen intet mindre end gigantisk alt imens Elisabeth Viks gæstevokaler vikler sig ind og ud som en brise. Lige så smukt og storslået, som det er melankolsk og bittersødt.
Selv Thomasens harske vokal bidrager kun til at opbygge den stemning, og den måde, den er placeret i midten af alt det smukke, skaber en solid kant, der sørger for, at vi aldrig mangler bid midt i alt det følsomme. Omkring syvminuttersmærket gør han endnu mere væsen af sig med en forpint vokal, vi skal høre udvikle sig endnu mere på næste nummer; den første single ‘Og det er Lykke’.
Dette nummer starter med en grammofonagtig klang over akustisk guitar, der emmer af stemning, inden dette bliver saboteret af, hvad der bedst kan beskrives som et breakdown på black metal-maner. Thomasen brøler, og Højer Larsen dundrer, mens Skotte Krogh, Salling og Jonas Faghtmann på bas skærer en hidsig gang til.
Senere skal Thomasens vokal blive decideret forstyrret – noget, der i den grad passer til det ætsende sarkastiske causeri, teksten dækker over. I gentagelsen af sangtitlen ‘Og det er Lykke’ kammer Thomasen over, og man bliver hensat til Hamsuns skildringer af psykose i ‘Sult’.
‘Glædesfærd’ vender igen tilbage til bittersødmen fra åbningsnummeret, og en stærk smag af The Cure spreder sig overalt i lokalet. Guitaren i sidste tredjedel må simpelthen være skrevet med blikket stift rettet mod ‘Disintegration’, mens den lader sig sno ind og ud af Thomasens vokal, der indtager rollen som irsk klageånd – igen strålende formidlet af Johan Emanuel Jørgensen.
‘Når Livet Går På Hæld’ læner sig ind i dronen som bærende element og sørger for, at pladen lukkes mindst lige så solidt, som den åbnedes. Med elementer fra Stars of the Lid eller The Angelic Process – her tænkes særligt på de hultlydede, langsomme trommeslag – støver bandet af, trækker gardinerne for og låser efter sig, inden de går.
Hvor ‘Livslede’ var en febrilsk kakofoni af misantropi, rædsel og dødsdrift, er ‘Lykke’ det lange, seje træk. For hvad sker der, når man ikke tager livet af sig selv?
Ja, man vågner dagen efter. Og dagen efter det – og igen. Og så skal man finde ud af, hvad man skal udfylde sine dage med. Man kan næsten forestille sig, at a-siden er at opdage denne evige sandhed, og at b-siden er at lære at leve med den.
På ‘Glædesfærd’ beskrives dette selvbedrag. Man lader, som om man har det godt, til man selv tror på det. Det er meget almindeligt. Hos psykologer kaldes den slags endda “kognitiv terapi”. Det er for meget at tænke på i verden, så vi fokuserer indad. Man går op i kaffe. Eller på at løbe ture. Et eller andet for at føle noget.
Og så håber vi på, at vi bliver glade i fremtiden, som det skildres på ‘Når Livet Går På Hæld’.
Sunken lyder ikke som meget andet i Danmark. Man kan trække paralleller til Morild – der forresten også er produceret af Johan Emanuel Jørgensen – men den varme sødme blandet op med de rasende riff- og vokaltinder er noget ganske særligt. Sunken har igen formået at skabe noget, andre kan stile efter.
‘Lykke’ er udkommet på Eisenwald Records. Den er optaget, mixet og mastered af Johan Emanuel Jørgensen i The Village Recording i København. Pladecover er udført af Benita Malciute. Marika Hyldmar har taget bandfotos.
