En sløv omgang bøllebank fra nordmænd

Skrevet af:







Kunstner(e):

Albumtitel:
Endling
Modtaget fra label
Genrer: ,

Har du nogensinde stået i en situation, hvor du gerne ville have, at tiden gik langsommere? I så fald er Kvelertaks femte album, ‘Endling’, ganske passende. Det føles nemlig som en kamp at komme igennem dets omkring 50 minutter.

Kvelertak er et band, der plejer at vide hvordan, de gerne vil lyde. Der er en klar tilgang og struktur i deres musik, selvom den kan føles som et kaotisk bud på blackened punk ved første lyt. Kvelertak er dog ikke som andre punk-bands. Kvelertak skaber kaosenergi, der vil noget, men på den habile måde. De er nemlig dygtige til deres instrumenter og gode til at supplere med melodiske indspark fra sidelinjen.

Inden albummet blev udgivet, har Kvelertak udgivet tre singler, der mildt sagt har skuffet en stor del af fanskaren. Men hvad er der galt med dem – de lyder jo som Kvelertak? Det er rigtigt, men det lyder også som om, at Kvelertak i denne omgang ikke kan finde ud af, hvordan de har lyst til at lyde. Det er ikke ensbetydende med, at man som band skal finde én lyd, der virker, og derefter hvile på laurbærrene. Kreativ gentænkning er en god ting, men det har ikke virket specielt godt for Kvelertak på dette album; det føles rodet og udover det hele. Kvelertaks rå, barske og rebelske lyd kan stadig noget. Det lyder bare som om, at Kvelertak ikke selv har vidst, hvor de ville hen med albummet, da de skrev det. ‘Endling’s velfungerende passager står nemlig meget skarpt i kontrast til dets ikke-velfungerende. Det er kaos på den kaotiske måde, ikke kaos på den velafbalancerede måde, de ellers plejer at ramme pletskud på.

Tidsmæssigt har albummet sine længere numre, men de korte formår også at føles lange. Lidt som en hård ørkenvandring, bare i de norske bjerge i stedet. Introen til ‘Krøterveg Te Helvete’ – hvor single-versionen af nummeret faktisk har vokset meget på mig – trækker sig ud i tre og et halvt minut, før der sker noget. Til sidst føles det helt iltfattigt på den lange bjergbestigning, man foretager sig, når man smækker albummet på. Og når indledningen så endelig kulminerer, er det et lettere skuffende auditivt spark i hovedet – som at blive losset i ansigtet af en, der lige har løbet et maraton.

Click here to display content from YouTube.
Learn more in YouTube’s privacy policy.

Denne anmeldelse skal heller ikke fungere som et ekkokammer, hvor jeg sidder og brokker mig over mine utilfredsheder med Kvelertaks åbenlyse forsøg på at udvikle sig musikalsk. ‘Endling’ rammer heldigvis også plet på en række punkter. Trods albummets kvaliteter, der falmer i forhold til tidligere værker, så er Kvelertaks genkendelige bølle-punk stadigvæk en optimeret faktor på ‘Endling’. Det velspillende og harmoniserede guitarmakkerskab ruller derudad gennem hele albummet. Faktisk så meget, at nogen gerne må stoppe dem engang i mellem. Ivar Nikolaisen får råbt og skreget rigeligt på albummet, hvilket er godt. Hvad der er mindre godt, er nogle af de mere syngende vokalstykker. De lyder trætte og uambitiøse; to ord, der muligvis aldrig er blevet forbundet med Kvelertak før.

Kvelertak byder op til vild slåskamp, men de fremstår samtidig trætte og desorienterede. ‘Endling’ skinner både i ambition og inkompetence, mens Kvelertak i sig selv virker ustoppelige. Desværre med den konsekvens, at pladen ikke er perfektioneret på den måde, man forventer. Kvelertak rammer ikke plet med ‘Endling’, men formår stadigvæk at holde os i et løst og halveffektivt kvælertag.

Karakter
3
/ 6

Selvtægt er et DIY-magasin om punk og metal. Vi er drevet som en frivillig forening.

Ansvarshavende redaktør: Hanna Ella Sandvik
Magasinkoordinator: Tobias Holst

This image has an empty alt attribute; its file name is logo-1024x243.png

A.C. Meyers Vænge 134, 1. th.
2450 København S
CVR: 44226421

Privatlivspolitik

Instagram
Facebook