Normalt stiger jeg af toget, så snart jeg hører en ren vokal, som får mig til at tænke på Evanescence. Det handler ikke om en aversion mod kvindelige vokaler, men snarere en rettet mod troper så genbrugte, at selv støvsugning lyder sjovere: den doomromantiske tanke om, at magien opstår, når man sætter et stereotypt maskulint udtryk for for et feminint. Alligevel var der et eller andet ved ‘October Decay’s første nummer, der alligevel stoppede mig da jeg rakte ud for at slukke og finde noget andet – en eller anden form for magnetisme, som trods min erfaringsramme for egen smag fik mig til at holde igen. Kald det intuition, men det viste sig selvfølgelig at være den rigtige beslutning at give albummet en reel chance. Her er der doom for alle pengene. Doom, som stadig lyder som doom gjorde i 2006, hvilket lyder som en sviner, men faktisk er det modsatte, for dengang lød doom stadig godt. Det er som om, der blev udviklet på genren frem til cirka her, hvorefter den mere eller mindre gik i stå.
Jeg har ikke tidligere stiftet bekendtskab med finske Red Moon Architect, men har taget mig selv i at anbefale dem til tre forskellige personer de seneste dage. Pladen er tungsindig, langsommelig, iskold og dragende. Den engelske frase impending doom lader sig dårligt oversætte, men står alligevel som den nøjagtige betegnelse for den grundlæggende fornemmelse, der er forbundet med denne omgang af oktobers forfald. En sang som ‘Frozen Tomb’ føles netop som kold, tung død, som rækker ud efter dig, og netop som den griber fat viser dig, at rædslen kan udskiftes med beundring for den skønhed, der også findes her.
Helt overordnet set forbinder jeg skivens numre med følelser, kan jeg se, når jeg kaster et blik på mine noter. Slår man bandet op på bandcamp nævnes da også temaer som minder, fortvivlelse og død, så det er måske ikke helt forfejlet. Sæt eksempelvis ‘The Depths’ på og mærk hvordan den kilder alle de rigtige steder, eller prøv ‘Decay of Emotions’ og se hvordan den giver plads til en lang, sorgbunden solo, fuld af længsel. Det musikalske spiller, følelserne er på plads, men når nu det kilder som det skal, hvad fanden er det så, der også kradser?
Ville Rutanen tilføjer en genretypisk og fremragende vokal præcis som jeg ville vente den ud fra hvad coveret lover mig. Jeg har ikke en finger at sætte på den. Men det er ikke det første, jeg hører. Bandets vokalkoncept er bygget op rundt om dikotomien som udgøres af Rutanen på den ene side, og så Anni Vijanens silkebløde og polerede rensang på den anden, og dér dukker ulden frem i blandingen og forklarer, hvorfor den vamsede sweater ikke kun er rar at have på.
Den stereotype kontrast mellem det (maskuline) brølende monster og den (feminine) rentsyngende engel er efterhånden blevet en af metallens fortærskede troper, og jeg mener egentlig ikke, den tilføjer noget synderligt interessant til pladens komposition. Tværtimod fremstår Rutanens growl så rigeligt kompetent når det kommer til det stemningsskabende og -formidlende, og oftest bliver Viljanens stykker med ren vokal de elementer, som trækker mig ud af flow – og det er irriterende. Det er som om, der sigtes efter en sværmerisk form for romantik som den, man finder i fantasyfilm, der finder sted i et hedengangent Midgaard: hvor en mand er på eventyr og kæmper med sværd og kvinder vinder deres værd ved at være blide, smukke og ikke så meget andet.
Hendes vokal er ikke ueffen, tværtimod har hun en emotiv og klar lyd, men det samlede insinuerede tema kommer til at ligge for tæt op ad Phantom of the Opera, til at det bliver rigtigt interessant. Bemærk måske endda, at besøger du fanen om bandets medlemmer på føromtalte Metal Archives vil der under Rutanen fremgå “vocals” og under Viljanen “vocals – female”. Jeg laver ikke fis. Og vi er ikke i 2006.
Det er lidt ligesom chokolade og marcipan. Begge dele er lækre og raffinerede, og de kan godt fungere sammen, men det er gjort tusinder af gange før – med forskellige grader af sukkerindhold – og det er bare hverken nyskabende eller særligt. Det åbner jo selvfølgelig for en lang diskussion om hvornår genrekonventioner og -greb bare fungerer og er med til at definere en genre og hvornår de ganske enkelt bliver anakronismer (og potentielt en diskussion om hvad chokolade i øvrigt bør kombineres med), men grundlæggende set er vel dette: hvis en genre ikke udvikler sig vil den gå i stå og dø hen.
‘October Decay’ er et stykke med doom som mor ville have serveret den for tyve år siden, og det tilfredsstiller lækkersulten så fint – så længe du ikke har brug for at løfte blikket efter andet end finsk marcipanbrød. Du kan i stedet få ‘First of October’, det eneste af pladens numre, som også er udgivet som single, og som markerer sig tydeligt som en outro, hvilket er prisværdigt. Det kan endog være lige så vigtigt som en god intro til et album. Det hele klinger lige så stille ud, mens en hvislende synthundertone forstærkes og lytteren kan gøre sig klar til igen at se virkeligheden i øjnene. For ‘October Decay’ præsenterer en kortvarig eskapisme, og udgør en solid plade inden for en veletableret genre. Har man intet problem med slidte virkemidleri sin lytning er der intet, der stikker eller kradser, men der sker heller ikke noget nyt, og albummet kunne være lavet på ethvert tidspunkt inden for de seneste 10-20 år.
