Det begynder med en gammel, slidt stemme på finsk. Et sample fra en svunden tid, der lyder som noget, man burde have glemt, men som alligevel får lov at åbne ‘Tavastland’ – som en nøgle i en rusten lås. Herfra bliver der ikke sparet på virkemidlerne: Vokalensemble, vikingeråb, et “VALHALLA!” kastet direkte i hovedet på lytteren, og det hele er pludselig både overrumplende fjollet og helt, helt alvorligt.
Pladen bærer præg af en dynamik i opbygning og tempo, som gør, at man aldrig når at falde i staver. Selv de mest hektiske passager – hvor dobbeltpedalerne ruller afsted som en finsk kampvogn og soloerne svinger sig op i de helt store, frostklare buer – føles kontrollerede. De er der af en grund.
Det er vel egentlig symptomatisk for ‘Tavastland’ som helhed: Albummet bevæger sig et sted mellem det bombastisk storladne og det intime, som et flosset, tiliset landskab, der både føles uendeligt og klaustrofobisk på én gang. Det er meget finsk, det her.
Havukruunu har i flere år bevæget sig på grænsen mellem black metal og en mere melodisk, groovy tilgang. De har da også selv frabedt sig black metalmærkatet og læner sig mere ind i heavy som definition nu – måske fordi deres musik i virkeligheden handler mere om længsel end om raseri, mere om rødder end om genre. Der er dog stadig plads til tremologuitar, kanonérende trommespor og gennemborende vokalelementer. ‘Tavastland’ er bandets fjerde fuldlængde studiealbum, og det lyder som et foreløbigt højdepunkt – ikke nødvendigvis fordi det er det mest brutale, men fordi det samler mange forskellige udtryk i ét sammenhængende, tematisk og musikalsk værk. Komplekst og rigtigt, og jeg vil tro, at det vil være at finde på et par årslister ved årets afslutning.
På ‘Kuoleman oma’ trækkes tempoet lidt ned. En cello får lov at åbne sammen med en akustisk guitar, og en folket vibe folder sig ud som en vinterbeklædning over de frosne skove, der både er lydligt og tematisk bagtæppe for hele albummet. Jeg kan for øvrigt ikke være den eneste, der får en kortvarig fornemmelse af åbningstemaet til Game of Thrones.
Det er stadig tungt, men nu med mere plads til at trække vejret og mærke pulsen. Nummeret bevæger sig i et mellemtempo og med et pulserende groove, som er svært ikke at blive fanget i, selvom nummeret også udvikler sig i retning af storslåede soloer i kølige farver og med fart på. Timo Kosenius’ vokal varieres fra fordums mere blackede tider og mod en mere klassisk heavy renvokal, og backingvokalerne ligger i lag i en mere symfonisk retning. Der er ikke så mange dikkedarer, det er dansabelt og fungerer.
Pladen tilbyder dog også egentlig forløsning til tider, som eksempelvis på ‘Unissakävijä’, hvor følelserne kommer strømmende omkring to minutter inde, og jeg opnår et af de der øjeblikke, hvor jeg overvejer, om jeg skal til at tude i offentligheden, uden at dem omkring mig i toget kan forstå, hvad der sker i mine høretelefoner.
‘Kun veri sekoittuu lumeen’ demonstrerer, hvordan Havukruunu mestrer det kontrastfulde: Det starter med groovy tyngde og en skønt nederdrægtig vokal, men udvikler sig langsomt mod noget mere atmosfærisk og spacy. Det er måske ikke mit favoritøjeblik på skiven, men det gør den tilgængelig – måske fordi det bliver bredere snarere end pænere. Det er en åbning, og taler ind i, hvordan det vil kunne tiltrække en masse, som har brug for andet end kold, isfyldt ondskab. Der skal også være plads til gateways.
Herfra skal lyde en anbefaling til at få dykket ned i de tidligere album, hvis man ikke allerede har været der, samt at sørge for at få studeret deres covers i samme ombæring. Illustrationerne er håndtegnede i sort/hvid og spejler de rå, naturalistiske og overisede temaer på indholdssiden. Derudover har jeg ladet mig fortælle, at de spiller supertight live. Det har jeg fortsat til gode.
‘Tavastland’ er opkaldt efter en provins i det sydlige Finland, og det er også herfra albummet henter sit narrative stof: En fortælling om regionens opgør med kristendommen i 1200-tallet, hvor gejstlige blev jaget nøgne ud i skoven for at dø. Teksterne – som udelukkende er på finsk – rummer en dyster poesi, der blander personlige fortællinger med mytisk, naturforankret symbolik. Pladen afslører “Vores fædres århundredgamle synder og trøstens løgne”, som bandet har udtalt i et interview. Lyriksiden beskæftiger sig med hjemlandet, som er blevet et fængsel, og om mennesket, der er fremmedgjort i skovens land. Det giver mening, at bandet insisterer på modersmålet – det føles som et nødvendigt valg for et band, der vil minde os om, at alt det her kommer et sted fra, og som har et behov for at understrege, at rødderne er fæstnet i hedensk polyteisme, med den styrke som er knyttet dertil.
Og det er måske det, der gør ‘Tavastland’ til en stærk oplevelse: Det kommer et sted fra. Det føles rodfæstet. Der er noget på spil her. Der er riffs og soloer og hvinende blastbeats og alt det der, men mest af alt er der en længsel efter noget ægte, fortabt og dybt. Et kald fra en skov vi har glemt, men som stadig husker os.
Det er meget finsk, det her. På den bedst tænkelige måde.
