Da Rot Away blev cool

Skrevet af:







Kunstner(e):

Albumtitel:
Heavy Weight
Genrer:

What’s cooler, than being cool? Ice cold! og Rot Away, faktisk.

Vincent Vega er cool. Jennifer Barkley er cool. Sailor Ripley er cool. O-Ren Ishii er cool. Der er den her helt særlige måde at være på, der er sej. Det er ikke på Schwarzenegger-måden. Det er sådan, “hårh, prøv lige at se hvor stærk ham der er”, og selv om det har sin charme, så er det ikke cool
Når man er cool har man en afstand, en form for detachment. Når Vincent Vega sidder og fortæller om sin rejse til Europa, mens han og Jules Winfield udmærket er klar over, at de er på vej hen for at myrde et helt hotelværelse fuld af folk, er han cool. Når Jennifer Barkley tager et smut til Pawnee for at drive en valgkampagne med venstre hånd, og samtidig bare leder efter et skrald fordi why not, er hun cool.
O-Ren Ishiis stoneface midt i en ninjakamp til døden er pisse-fucking-cool.

Click here to display content from bandcamp.com

Og på ‘Heavy Weight’ har Rot Away taget skridtet fra sej til cool. Det klæder dem. Der er blevet eksperimenteret med lyden i forhold til ‘Nothing is Good’, der var god på bøllemåden. Men selvom de dengang mente, at det skulle lyde som om det kom direkte fra Glostrup Storcenter, er de rykket videre. Og dermed har de lagt afstand til alverdens andre hardcorebands, der bare bliver ved med at slå sig selv for brystet og knuse øldåser mod panden, i mange tilfælde i årtier.
Det gider Rot Away ikke.

Én person skal særligt fremhæves i denne kontekst: Ole Palm Schwartz. Bassisten, der er stiftende medlem af bandet, og som ellers har den ofte lidt oversete tjans, når det kommer til hardcore. Men for pokker, hvor har den mand dog fået fingrene i gear på denne plade. Allerbedst kommer det til udtryk på ‘Sopranos Vengeance’, der må formodes at være “hans” nummer. Efter et kort skud trommer fra Andy Albrechtsen, går Schwartz i gang og driver sangen af sted med hans helt egen dundrende og HM2-agtige stil. Det er sateme svedigt.

Men naturligvis betyder det også, at sangskriver og guitarist Christian Hammer har fået et endnu bedre blik for sit eget arbejde. Han ved hvornår han skal fylde og hvornår han skal træde tilbage, og ligesom i sport betyder det ofte, at hele holdet spiller bedre, når stjerneangriberen begynder at lære hvornår han skal aflevere i stedet for selv at tage skuddet.
Men altså, stjerneangriberen Hammer får nu også rigelige muligheder for selv at score i løbet af de 26 minutter, vi får lov at være i selskab med Rot Away på ‘Heavy Weight’.

‘Swing the Hammer’, der var sidste single inden release, byder på et decideret modbydeligt groove. Det bliver næsten rock and roll’et i sin fuldfede coolness og er et sygt eksempel på, hvordan man skriver et pissegodt hardcoretrack. 
Sammen med Jonathan Albrechtsens let ændrede vokalstil, stryger tankerne nemt hen imod de tyske konger af cool i Mantar, og det er ikke så lidt, skulle vi hilse at sige.
Gang vocals i omkvæd, stygt, rullende groove og massive trommer gør, at vi forventer en sundhedsfarlig omgang pandæmonium i pitten, når ‘Swing the Hammer’ sættes i gang.

Click here to display content from YouTube.
Learn more in YouTube’s privacy policy.

Det samme forestiller vi os med det letgenkendelige åbningsriff og ditto råberi i ‘Stabbed in the Eye’. 
På den måde er vi ret nemme. Adskillige hæse mennesker, der råber noget sejt i kor, og så er vi på. Hammer og nytilkomne Martin Medom Olsen – legenden fra As We Fight og Riverhead – styrer guitarerne perfekt, og man kan forestille sig dem som en slags hardcoreversion af Dave Murray og Adrian Smith, der gør, at nummeret drives frem.
Men derudover er der også bare noget med rytmen i denne sang. Andy Albrechtsens trommer er medrivende og igen kommer Palm ind og gør det noget så tungt i breakdownet. Jonathan Albrechtsen har næsten et hip-hop-agtigt flow denne gang, der får os til at tænke på Public Enemy eller Nas, og det er lidt af en curveball, men som vi rigtig godt kan lide. Det er også til at forstå teksterne med den nye stil forsangeren har taget til sig, og det tager faktisk også lidt af bølleæstetikken væk. Det høres mere tydeligt, at Albrechtsen har noget på hjerte, og at hans slåskampsfokus til koncerterne måske handler mere om behovet for at få afløb for noget, at mærke noget fysisk i stedet for alt det, der rumsterer inde i kraniet, frem for bare at banke fjortenårige i nakken, og det er noget vi sætter pris på.

Lyrik er et privilegium og det er godt, når det betyder noget. Det er jo en af grundene til, at power metal og dødsmetal fylder så forholdsvis lidt på denne side. Vi mener – who cares, når det bare handler om at slå folk oven i hovedet med en hammer?
Næh, vi kan godt lide, når der er noget på spil, og det er ‘Stabbed in the Eye’ et godt eksempel på. ‘I used to never sleep / but now I’m never awake / (…) I feel so angry all the time / I feel so angry, all the fucking time’
Det er svært at være Jonathan Albrechtsen, ligesom det er svært at være alle os andre. Det er rart at mærke noget følsomhed – lidt ligesom vi gjorde det på ‘Prøv Igen’, der handlede om at føle sig forrådt eller skuffet af nære venner.

Click here to display content from YouTube.
Learn more in YouTube’s privacy policy.

Og nu lyder det nok som om vi bare gennemgår track for track, men faktum er, at ‘Heavy Weight’ bare er en rigtig, rigtig god plade, og at det klæder Rot Away at give mere af sig selv. 
Måske er de blevet ældre, måske har de indset at det er sejere at indrømme man er et menneske, eller måske har de bare haft det fedt. Ikke at det er vigtigt, men det er til at tage og føle på.

Karakter
5
/ 6

Selvtægt er et DIY-magasin om punk og metal. Vi er drevet som en frivillig forening.

Ansvarshavende redaktør: Hanna Ella Sandvik
Magasinkoordinator: Tobias Holst

This image has an empty alt attribute; its file name is logo-1024x243.png

A.C. Meyers Vænge 134, 1. th.
2450 København S
CVR: 44226421

Privatlivspolitik

Instagram
Facebook