Hvad sker der, når pop-punk vokser op, skifter teenager-attituden ud og får et trivielt 8-4 job med tilhørende deprimerende morgenrutiner? Det udvikler en dybere melankoli og råhed i sit musikalske udtryk. Det er præcis det billede, der rammer min nethinde, når jeg lytter til Molly og deres nye album ‘Charter’.
Der er noget forbandet velkendt over lyden på dette album, som straks sender mine tanker til en, nu, mere voksen udgave af mit ungdommelige jeg. Det føles som at genopdage en gammel ven, og jeg mindes bands som Alkaline Trio og Social Distortion.
Pladen indeholder en god røvfuld melankoli, sammensat af iørefaldende punk/rock melodier, og omkvæd, der bliver hængende i ørerne og får dig til at nynne med i dagevis. Alligevel er ungdommens frihed ikke helt gemt væk på hverdagens støvede loftrum under lag på lag af forpligtelser og fornægtelser. Det hører vi blandt andet i sangen ‘It Started as Some Fun’, hvor der i upbeat, nærmest ungdomsnaivt, melodi synges “I’m getting loose, I’m getting drunk, I’m getting wasted.” En følelse som mange af os nok, inklusiv mig selv, til tider kender alt for godt, når hverdagen bliver for trist og grå.
I sangen ‘I Can’t Keep Doing This’ får vi nogle stille grunge-elementer, hvor akustisk guitar starter nummeret og giver en fyldig, flydende og laid-back feeling til hele nummeret. Det giver en rigtig fin adspredelse til pladens helhed. Vi får til gengæld, i sange som ‘Live and Let Die’, den mere rå punk/rock-attitude at føle, hvor trommehvirvel og sprød distortion på guitaren sætter dagsordenen.
Forsangeren Malthe Hill har et råt og sløvt udtryk i sin vokal, som var han lige vågnet efter en kæmpe afrusning. Det skaber samme tilbagelænede udtryk som vi kender det fra sangere som blandt andre Kurt Cobain. Her får vi det præsenteret sammen med hastige tempoer og en “vi gør det bare”-tilgang der giver plads til lyrikken om hverdagens trivialitet og flugten ind i alkohol og stoffer for at finde mening med det hele. Der er lagt rigtig fine harmonier på af koret, der virkelig hjælper med at bære udtrykket og får lytteren med ind i det lyriske univers. Sammen med den sprøde guitar, de tempofyldte trommer, afstikkeren af en akustisk guitar og en bass, der ikke fylder mere end højest nødvendigt, får Molly lavet et rigtig fint album.
Er det en vanvittig original plade? Måske ikke. Albummet revolutionerer ikke nødvendigvis markedet for punk/rock med sin originalitet. Men fungerer det pissefedt? Ja, helt vildt. Der er ingen tvivl om, at dette album virkelig leverer på flere punkter. Selv om der er enkelte numre, der falder igennem og føles som fyld, er der også en række sange, der er gennemført fantastiske. Disse er så gode, at de uden tøven bliver tilføjet denne punkers personlige playliste. Selvom ikke alle numre er lige mindeværdige, er det netop denne variation mellem mindre markante sange og de absolutte hits, der skaber en spændende og underholdende lytteoplevelse. De bedste sange gør det hele værd.
