Vacuous betyder tom eller uden tanke. Vacuous er også et dødsmetalband fra London.
I en tid, hvor den old school dødsmetal har fået en revival, hvor de fleste bands ønsker at lyde som legenderne i Autopsy og Morbid Angel, udfylder Vacuous det tomrum, som er tilbage.
Det er heldigvis ikke uden tanke.
Vacuous’ andet album ’In His Blood’ er et kalejdoskop af indtryk, som stikker i alverdens retninger. Hvor bandets første album ‘Dreams of Dysphoria’ havde Incantation og den doomede, rådne dødsmetal som sit udgangspunkt, har Vacuous fundet sin egen lyd efter skiftet til Relapse Records. Lyden er en smeltedigel fyldt med klassisk dødsmetal, grindcore, black metal, doom og … grunge?
Vacuous tager ingen fanger. Pladens selvbetitlede åbningsnummer starter med et skrig — ikke ulig Tom Arayas ikoniske skrig fra ’Angel of Death’, men endnu mere forpint. Herefter udvikler sangen sig til vaskeægte, ulækker blacket deathgrind, hvor forsanger Jo Chens vokal veksler mellem skrig, growls og gurglen.
Herefter begynder det føromtalte kalejdoskop at udfolde sig. ’Hunger’ flirter både med The Cure og black metal, mens ’Public Humiliation’ leger med doom og sludge.
Herefter får vi nummeret ’Contraband’. Det nærmeste, jeg kan komme på en rammende beskrivelse, er blackened death grunge, hvilket hverken er en god eller ret præcis beskrivelse.
Sangen omhandler 37 vietnamesiske flygtninge, som blev kvalt i traileren på en lastbil, mens de forsøgte at komme til England.
Chen er født i London, men familien har rødder i Malaysia og tilhører derfor også den sydøstasiatiske diaspora som følge af Vestens forsøg på at stoppe kommunismens spredning i Asien under koldkrigstiden.
Med dette i baghovedet bliver det ikke et mindre ubehageligt og klaustrofobisk nummer at lytte til. Det slæbende guitarriff kombineret med tribal-agtige trommerytmer lyder næsten ritualistisk og overjordisk. Det er klart den sang, som stikker mest ud på pladen, men hvis man kan acceptere, at Vacuous ikke spiller efter reglerne, bliver den bedre og bedre for hvert lyt.
’Flesh Parade’ er det tætteste, Vacuous kommer på et straight up dødsmetalnummer. Sangen er placeret midt i albummet som en lille ‘palate cleanser’ midt i al den umami, som er til stede på ‘In His Blood’, og en venlig påmindelse om, at Vacuous rent faktisk stadig spiller dødsmetal. Blodet på albumcoveret skulle i øvrigt være sojasauce, som bandet har hældt ud over guitarist Michael Brodsky. Det ser klamt og snuff filmsagtigt ud, samtidig med at det hjælper med at underbygge min umami-metafor. Ingen sure miner herfra.
‘In His Blood’ er en svær plade at lytte til. Der sker konstant noget nyt, og det føles til tider, som om musikken er ved at falde fra hinanden. Det sker heldigvis ikke.
Vacuous gør ting, som ikke burde fungere, men det fungerer alligevel, fordi de tør at prøve. Med en spillelængde på lige under 32 minutter har bandet smidt alle hæmninger og tømt samtlige sojaflasker i spisekammeret for musikalske ideer.
Onde tunger ville måske mene, at bandet er genreforrædere. Det, synes jeg, er en fejlanalyse, når der er så mange andre bands med brækvokal og Incantation-riffs. Vacuous har formået at finde deres egen lyd, hvilket gør deres moderne take på blacket dødsmetal et friskt pust ved at vise, at man sagtens kan spille dødsmetal uden at lyde som et band, hvis sidste relevante plade var fra før mit fødeår.
‘In His Blood’ kan sagtens ende med at være en outsider til årets dødsmetalalbum. Bandet kan i øvrigt opleves på årets Kill-Town Death Fest i Pumpehuset, hvor det er svært at forestille sig andet, end at pladen vil være koncertens omdrejningspunkt.
