Stress Positions har disket op med en nødhjælpspakke til de indebrændte. Til alle dem, der er fanget i systemer, de ikke har kontrol over. Så er det bare ærgerligt, at det kun er to tredjedele af pakken, der faktisk duer.
Jeg vidste indtil for ganske nylig ikke meget om Stress Positions. Jeg vidste, at truppen består af fire amerikanere, der ikke just er nede med politiet, og jeg vidste, at vores magasinkoordinator havde anbefalet mig deres nye LP ‘Human Zoo’. Så langt, så godt. Hvad jeg ikke vidste, var, at Stress Positions laver virkelig gennemarbejdet musik, der tilmed bedst kan beskrives som punk så hardcore, at det ofte –begynder at lugte af powerviolence – og det har jo aldrig været en dårlig ting. Om genrepolitiet er enige i den dom, skal jeg dog ikke kunne sige. Gælder ACAB egentlig også dem?
Stress Positions består af samtlige medlemmer fra det hedengangne C.H.E.W, og der er snarere tale om et navneskift end et andet band. Historien går på, at man i bandet blev så træt af at fortælle folk, at navnet ikke er en forkortelse, men bare er sat op sådan, fordi navnet “Chew” allerede var taget, at der blev nødt til at ske noget. Efter forsanger Doris Jeane takkede af, så de tre resterende medlemmer så muligheden for at starte på en frisk – denne gang med forsanger Stephanie Brooks ombord.
Der er bands, der er apolitiske, der er bands, der foregiver at være det, og så er der Stress Positions. Nok har de ingen sympati for strømerne, men når Brooks i åbningsnummeret ‘Sadistic’ skriger: “My body is my own / The choice belongs to me / A sadistic violation of my autonomy”, stopper man op, som var hendes skingre brølen en sirene. En brutal og ubesmykket skildring af en virkelighed, som burde høre fortiden til, men som stadig præger mange kvinders liv i USA. Når vokalen tilmed kommer fra en person, der både italesætter potentielle dødsdomme og samtidigt lyder som om hun har fået både en vinkelsliber og en håndgranat indopereret i struben på samme tid, så lytter man efter. Det er altså både det, der bliver sagt, og måden, det bliver sagt på, der spiller en rolle.
Vi er knap et par minutter inde i pladen, og det er allerede åbenlyst fra 100 kilometers afstand, at Stress Positions er pissesure – og det er fuldt berettiget. Ellers værd at fremhæve er titelsangen. Hovedriffet er virkelig groovy og bliver underbygget af en basgang leveret af Russell Harrison, der får masser plads til at ånde bagerst i lydbilledet. Nummeret kritiserer den måde, vestlige magter historisk – og stadig – undertrykker, indoktrinerer og behandler mennesker som eksotiske kuriositeter og objekter, man kan kontrollere, fremvise og dominere. Sangen handler ikke blot om kolonitidens menneskeudstillinger, men også om de strukturer og den magt – og indflydelsesjagt – der stadig eksisterer. Det kan vi sætte to fede streger under, når Brooks halvvejs inde i nummeret skriger: “Watch how they read and write / Just like you and I / Watch how they assimilate / As we impose benevolence on their lands”. Det er ikke bare fortidens ekko, Stress Positions kritiserer, og det er vigtigt at have in mente. Det er en antikolonialistisk fuckfinger sendt vestens vej, og havde det ikke været for den sang, der kommer lige bagefter, ville det også være albummets skarpeste nummer.
Lige bagefter kommer ‘Nakba’ nemlig. Den beretter om falske forhåbninger og en meget ægte etnisk udrensning af det palæstinensiske folk i 1948. Nummeret tager navn efter den katastrofe, den samtidigt forsøger at indfange, og fungerer som endnu et eksempel på, hvordan historien har det med at gentage sig selv. Det bevidner dette tekstuddrag eksempelvis om: “Note a story old as time / Engineered to excuse your crimes / A history soaked in blood / Can’t excuse what you’ve done”. Stress Positions kradser hul i de vestlige narrativer, og musikalsk er ‘Nakba’ mindst lige så bevidst, som det er tilfældet med lyrikken. Det iltre, tumlende riff fra guitarist Benyamin Rudolph nær sangens slutning falder perfekt sammen med trommeslager Jonathan Giralts ihærdige tæsk. Generelt gør sidstnævnte bare pladen en fryd at gennemlytte. Der er en fornuftig variation over trommespillet, og det er tilpas legesygt til, at man aldrig falder i trance, men hele tiden holder opmærksomheden. Det er befriende i en genre, hvor trommeslagere har det med at finde tryghed i de samme vaner. Her er rytmik, man både kan badutspringe og slås til.
Der er en del at tage fat i på ‘Blood Money’. Den sang står som en dissekering af vestens dobbeltmoral og sætter lys på USA’s selvbillede som demokratiets vogter og frelser – et billede, Stress Positions flår fra hinanden: “Heathens need democracy / And we deserve their oil / You’re dead and they don’t care / My money put you there”. Det er ikke ligefrem subtilt, men det er måske også hele pointen. Teksterne er så åbenlyse som de tendenser og katastrofer, Stress Positions italesætter, for hvor blind skal man lige være, for ikke at kunne se forskellen mellem altruistiske handlinger og træk i et geopolitisk magtspil?
Trods tracklisten tæller ti numre, kan man sagtens kalde sang nummer seks, ‘Salbahe Ako’, for albummets sidste egentlige sang. Titlen kan fra tagalog oversættes til “Jeg er brutal” og kredser om det at eksistere som brun kvinde i et system, der konstant forsøger at reducere én til passivitet og pænhed. I stedet insisterer sangen på at finde empowerment i at placere sig selv i situationer, der bryder med konformitetens dogmer og vride sig fri af det patriarkalske systems spændetrøje. Undervejs i sangen gentages den samme frase som et slags mantra: “Maliit ako at puno ng galit”, der kan oversættes til “Jeg er lille og fuld af vrede”. Det var vi ikke et sekund i tvivl om.
Inden vi skal til at tage stilling til de tre afsluttende remixes, kommer vi til ‘Kaddish’. Kaddish er en jødisk mindebøn, og “sangen” her består af samplede udklip fra forskellige udtalelser, der kører hen over en rastløs melodi og messen. Det er et dybt ukomfortabelt lyt, der alligevel føles utroligt passende og uundgåeligt set i resten af værkets lys.
‘Kaddish’ står i stærk kontrast til ep’ens næste portion sange, der består af remixes af ‘Human Zoo’ og ‘Blood Money’. Førstnævnte har faktisk to remixes, det ene af Planet B og det andet af Made By Human Hands. ‘Blood Money’ måtte nøjes med et enkelt, også af Planet B. Jeg er ikke flydende i technoens taksonomi, så jeg skal ikke prøve at gøre mig klog på de specifikke genrebetegnelser, men jeg tror godt, man ville kunne danse til det her. Eller som minimum rykke lidt med hovedet til dem. De tre remixes er forskelligartede nok til, at det pirrer min morbide nysgerrighed, men jeg forstår stadigvæk ikke, hvad de laver på ‘Human Zoo’.
Det, der gør Stephanie Brooks’ vokal så altafgørende på denne ep, er dens evne til at skære igennem de fræsende riffs og den bastante rytmesektion, men når begge disse er erstattet af techno-beats, ender det med give en flad fornemmelse – også selvom der er godt med distortion på. Vi snakker remixes af numre, vi nærmest lige har hørt. For ganske få minutter siden. Hvordan man kan synes, at disse har eksistensberettigelse, begriber jeg ikke, men det er i og for sig ikke et unikt fænomen.
Jeg er fuldstændig pjattet med ep’en som format. Chancen for, at du når at køre træt i skidtemøget, er nemlig langt mindre, end hvis du sidder med en plade eller – gud forbyde det – en dobbelt-lp. Når en LP så formår at gøre dig totalt uinteresseret i udgivelsens sidste tre sange, burde man overveje at bruge det andet format. For enten er der noget helt galt med albummet eller med mig selv som lytter. Tager det væk fra resten af oplevelsen? Nej, slet ikke, og hvis man stikker fingrene i ørene, og lader, som om de sidste tre sange ikke eksisterer, så skal det jo nok gå alt sammen.
Human Zoo by Stress Positions
