(TW: selvskade, selvmord)
Der er noget poetisk og enormt passende i at kaste sig ud i en af de mest macho-prægede genrer i verden, når man er så fin og blød en mand som Sebastian Toft. For vi kan vel knap komme uden om, at hiphop i høj grad handler om have plads i buksen til at svinge med et par tunge testikler. I hvert fald i overført betydning, for kvinderne har i 2025 naturligvis også både lyst til og mulighed for at give sig i kast med den testosterondunstende musikalitet.
Toft, som Skt. Delarge kalder sig til daglig, er dog ikke helt så forstærket i sin mandeswagger, omend han spytter rim og “barrer”, som jeg kan forstå linjerne i en raptekst kaldes nu til dags, som en hård hund.
Men som det er med hunde, så er det dem, der har haft det hårdest, der gør højest, og det tror jeg også, man kan sige gør sig gældende her på pladen, der har den poetiske titel ‘Ritualer er det eneste, vi har at holde om’. Det handler sgu ikke om at have det rart, må man forstå.
Måske skal vi tage lidt fat i titlen, inden vi graver os længere ned. Hvad er overhovedet et ritual? Well, grundlæggende set er det når en gentagen handling tillægges mere end almindelig betydning. Det er altså ikke nødvendigvis et ritual, når vi sætter os ved det første det bedste bord i kantinen og finder vegetarpostejklemmerne frem fra madpakken. Men hvis vi nu forestiller os, at vi hænger jakken på plads, tager sko og strømper af, brygger en kop kaffe og får os ti minutters uforstyrret ro, når arbejdsdagen er er overstået, ligesom vi gjorde i går og dagen før, så går det hen og bliver et ritual. Når vi ryger den sidste cigaret i mørket hver aften, inden søvnen trænger sig på, så er det et ritual. Når vi tæller bogstaverne i de ord, vi møder på vejen, og forsøger at samle dem i grupper af samme værdi, så er det et ritual. Eller når vi tænder og slukker lyset fem gange for at undgå, at noget frygteligt skal overgå dem, vi holder af. Så er det også et ritual.
Og for Skt. Delarge, der i øvrigt er en reference til lige dele den hæslige hovedperson i ‘A Clockwork Orange’ og katolicismens nærguddommelige helgener, er det disse to sider af mønten, der er i spil.
Ritualerne er, som han fortæller det, det, vi klynger os til, når vi driver rundt i den uoverskuelige hverdag, og dem, der holder de lange, uoverskuelige stræk samlet som tråde på en væv. Vi ser frem til påsken, til sommerferien, til weekenden, til fredagsbaren, til den daglige halve flaske rødvin eller måske bare næste rygepause, hvor vi kan surre os fast til det velkendte og det selvstyrede, når verdens hvirvelvind af krav og behov flår i os.
Selv beskriver han det således:
“Alt fra små hverdagsvaner til store performances er i princippet et ritual. Jeg ser det som et synonym for en gentagelse, men ophøjet til noget åndeligt. Ritualer er vigtige for os. For at vi forstår hinanden. For at forstå os selv. Ritualer er på den ene eller anden måde nedslag i vores liv, hvor vi skaber relationer og tanker om alt. Ritualer er det eneste faste i vores kultur. Ritualer er det eneste, vi har at holde om.”
Ja, nuvel, de lidt mere tvangsprægede ritualer, jeg taler om, er måske noget, jeg tolker mig frem til. Men det er med god grund, vil jeg mene. Lad os se på hvorfor.
Vi skal nemlig ikke særlig langt, før det obsessive viser sig i en perle af en linje i ‘AldrigIkkMereMer’:
“Tænker livet er alt for langt men bliver alt for kort / Når man vækkes fra eget privilegie og pludselig tænder på stribede inderlår” [sic]
Det her er krystalliseringen af den samfundsstrømning, vi så tage fart med internettets komme og særligt med fremkomsten af hjemmesiden SuicideGirls i 2001. For dem, der måske ikke eer velbevandret i alternativ onlineerotik fra årtusindskiftet, kan det fortælles, at sitets navn kommer fra Chuck Palahniuks 1999-roman ‘Survivor’, hvori en karakter beskriver, hvordan han ved en fejl modtager opkald, der skulle være gået til en art livslinje, og lytter til de unge pigers trængsler, alt imens han onanerer med den anden hånd.
Erotiseringen af det, der får os til at tænke på døden, er såmænd ikke noget nyt. ‘Dracula’ er trods alt mere end 100 år gammel, Shelleys oeuvre endnu mere, men ikke desto mindre har Suicidegirls.com og den stigende sexarbejdspositivisme blandt unge især medført noget interessant. At goth-kulturen kædes så kraftigt sammen med det seksuelle, er naturligt, men det betyder også, som Toft beskriver, at man i sin forståelse, sin accept og sin medfølelse formår at opfatte noget, der ikke som sådan har selv det mindste positive indhold – eg. selvskade – som tillokkende og besnærende.
Det bliver tvangspræget. På samme måde som romanens Delarge slås til jorden af Beethovens Niende, trækker det i musikeren Delarge, når han ser tegnene på indre uro i en partner. Wow, skarpt skrevet.
Det er også en måde at forholde sig til noget, der er svært at tumle med, kan man mene. Nu er jeg ikke psykolog, men jeg vil dog postulere, at de fleste foretrækker at tænke på at bolle fremfor skarpe knive i huden.
Og det er det, teksten til dette musikstykke kredser om. Det er flugten fra alt, der gør ondt. “Gider ikke være her mere / så jeg selvmedicinerer,” rapper han. Og uddyber så alle de måder, han flygter. Bider tænderne sammen og lukker øjnene hårdt, drikker alkohol, medicin, stoffer, alt der, som han siger “kan fylde bare en smule plads i kraniet”. Nærmest rituelt kunne anmelderen sige med et selvtilfreds smil. Forestil jer bare det.
Denne skarpe og larmende sang er stærk i sin lyrik og lægger pladen godt fra land. Beatsene er tungere, mere larmende og industrielle i udtrykket, end vi tidligere har oplevet fra Tofts hånd, og det er – overraskende nok – rigtig skønt. Det er Toft selv, der har stået for al musikken, men produktionen – og sparringen forestiller jeg mig – kommer fra Salvers Anders Fallesen, der også har stået for SYL’s ‘alt godt’, og det er mig magtpåliggende endnu engang at understrege, hvor vanvittigt dygtig Fallesen er. For en DIY-debutplade har ingen ret til at lyde så godt, som denne her gør. Alt er skarpt skåret og hårdt skruet, og det er en lydlig fornøjelse at lytte til.
På Salvers ‘Jeg ved ikke hvor jeg skal hen’ formåede han at skabe den bedste guitarlyd, jeg har hørt i dansk musik i lang, lang tid, og på samme måde har han hjulpet Toft med at bevæge sin hiphop længere og længere ind i det morads af analog industrial og hardcore, som lyden har bevæget sig ind i. Hiphoppen er ikke det eneste, vi bevæger os i på denne plade. Det er derimod et mørkere, mere grumset univers, der ud over at lyde fremragende også cementerer Skt. Delarge som et navn, der har mere at gøre med kammeraterne i den guitarbaserede scene end med glitret mainstreamrap. På mange måder kan man forestille sig, at der er blevet lyttet til Backxwash i øveren. Det kan vi også kun anbefale.
Det er også grundlæggende en subversiv udgivelse. For den er hård og skarp, primært på A-siden, hvor et nummer som ‘JERNKÆFT >’ har et næsten vestegnsagtigt flow på den måde, hvor man staver det uden vokaler og i versaler og måske læser det højt fra sin egen tatoverede underarm. Det er bidsk og bøllet, men drejer sig igen om fornemmelse af at synke, måske drukne. Det er det her, der sker, når det ikke er ritualer hverken at holde om eller holde fast i.
Tofts vokaler varierer fra det gadedrengerappende over råb og effektbaserede brøl, og det giver helt ærligt en spænding og energi, der gør ‘Ritualer er det eneste vi har at holde om’ ekstremt medrivende og aggressiv. Midt i alt det tunge. ‘udmeddet’ er tungt som bare fanden og et perfekt eksempel på dette. Nummeret er kun godt halvandet minut langt, men kunne sagtens trække langt mere.
De bløde elementer kommer særligt i sange som den harskt antiracistiske ‘DKKK’, der skyder med skarpt mod xenofobi og fremmedhad og kanaliserer Poppers toleranceparadoks til en knytnæve rettet mod Kjærsgaards kumpaner eller ‘[De/Der][De/Dem]’, der figurativt klynger Harry Potter-forfatteren JK Rowling op og banker på hende i transsolidaritet. ‘Regnvejrsdag’ lægger sig i slipstrømmen på Tvivler og arbejder med internetmemet “mænd vil hellere ______ end at gå i terapi.” I dette tilfælde føre krig.
Toft er stærk i sine værdier og det er smukt.
Pladen er også generelt god, og jeg kan lide den trods min begrænsede viden om genren. Men de tre sidste numre lægger sig op af et genretræk, jeg kender, og som jeg absolut ikke er fan af. Balladerne. Jeg forstår simpelthen ikke pointen i at spolere så megen god energi med langsomme sange, og Skt. Delarges stemme må også siges at passe noget bedre til den kontrastfulde arrig-ængstelige rap end de stille sange, der minder lidt om Jeppe Aakjær. Det spolerer desværre afslutningen på en hektisk oplevelse.
Topmålet af energi findes nok i ‘BangersOnBangersOnBangersOnBangers…’, der mest af alt minder om en fest, hostet af Yahya Hassan og begravet i racermel. Technorytmerne banker, vokalen er flabet, og det hele spiller. Her er hverken slips eller løkker. Bare et lille øjeblik.
Sebastian Toft har selv produceret, mens Anders Fallesen har stået for mix. Christopher Bjørn Gjørup har mastered. Natalia Strik har stået for omslagsillustration, og Sofie Daugaard Asmussen har leveret grafisk design. Fotos er taget af Malene Nelting.
