Førsteplads i fumlegængeri

Skrevet af:







Kunstner(e):

Albumtitel:
3 sange 2024
Genrer: ,

Glem hvad du lærte på dit kursus i music management. Hul i labre reels, flot grafik og online-tilstedeværelse, hul i netværk, taste makers, hype-opbygning og hul helt vildt meget i musikkritikere, der faker en vild tabt ungdom gennem din musik. Hvis det, du laver, er fedt, skal folk nok høre det og fortælle andre, at det er fedt. God musik lever fra mund til øre.

Det var sådan, rygtet om Troop Transport spredte sig i 2023. Nogle unge, aarhusianske tågehoveder havde indspillet nogle sange og fået Peter Peter til at masterere dem. Spillet lidt, gået lidt i opløsning, flyttet væk, udgivet et kassettebånd med sangene, glemt at promovere det, spillet lidt mere. Men så var der alligevel nok, der hørte det bånd og snakkede om det, og helt vildt meget på bagkant fandt os medietyper ud af, at vi hellere måtte gøre en minimal indsats for selv at opsøge det og høre, hvad det handlede om.

Hurtig rock, kalder de det selv. KBD-punk, kan man også sige. Wipers, hvis de havde været gemytlige jyder i stedet for angsty yanks. Sådan noget, som Jay Reatard kunne være gået tilbage til at lave mellem de rigtige plader i stedet for bare at dø. Den slags dansksproget punkrock, der altid dukker op og alligevel altid føles helt frisk, når den gør det: Mig & Min Ven, hvis de havde været lidt mindre gemytlige nordsjællændere og i stedet lettere angsty østjyder.

Troop Transport spiller alligevel bare. Nogle gange ender de med at udgive det, sådan som de har gjort det med båndet ‘3 sange 2024!’, der indtil videre vist nok kun er blevet solgt til Toldermania. Det er ikke online, du kan ikke streame det, du skal ud og finde det, og når du skal høre det, skal du spole vildt langt for at komme til B-siden, hvor der ligger tre sange mere, som guitaristen David har indspillet derhjemme. Det er ren søvngænger-lo-fi med falset og trommemaskine, og det er foruroligende fedt, men det er A-siden, der giver en lyst til at gøre alle mulige ting, der ikke er godt for én, fordi de vil føles så fantastisk godt.

‘Jeg spiller i band’ hedder første sang. Det gør Troop Transport. Det behøver de ikke mig til at fortælle nogen. Dem, der har brug for at vide det, skal nok selv finde ud af det. Det er det fedt nok til, at de ikke kan undgå.

Karakter
5
/ 6

Selvtægt er et DIY-magasin om punk og metal. Vi er drevet som en frivillig forening.

Ansvarshavende redaktør: Hanna Ella Sandvik
Magasinkoordinator: Tobias Holst

This image has an empty alt attribute; its file name is logo-1024x243.png

A.C. Meyers Vænge 134, 1. th.
2450 København S
CVR: 44226421

Privatlivspolitik

Instagram
Facebook