Den rene og skære ubærlighed ved det hele

Skrevet af:







Kunstner(e):

Albumtitel:
Little Rope
Genrer:

Der er helvede og ingen morgendag i vente på Sleater-Kinneys fjerde studiealbum efter gendannelsen. Men der er også en ukuelighed, for hvad skulle man ellers stille op med sig selv?

Det er noget af en programerklæring, når Sleater-Kinney åbner ‘Little Rope’ med en sang, der slet og ret hedder ‘Hell’ og er en opremsning af alle de måder, vi møder hver vores helvede på hver evig og eneste dag. Men man skal ikke længere end til omkvædet, før det står klart, at heller ikke dette helvede skal få bugt med hverken en selv eller Corin Tucker: “There’s hell and there’s no tomorrow,” gjalder hun med en røst et sted mellem triumferende og indigneret, mens Carrie Brownsteins guitar hyler en andenstemme henover et heavyrockende kæmperiff.

Som om alt alligevel er så lort, at man lige så godt kan fejre det. Som om hul i det hele, hvis det skal være sådan, men alligevel smadre sig igennem endnu en dag, for hvis nu der skulle være noget andet på den anden side.

‘Little Rope’ er ikke en resigneret plade, selvom udgangspunktet for den er sorg og tillidssvigt: Omdrejningspunktet for teksterne er Brownsteins mors og stedfars død i et biluheld, men det er ikke en biografisk plade. I stedet for at svælge i det personlige savn undersøger Brownstein og Tucker savnet og svigtet i en række af dets varianter med noget, der mere minder om nysgerrighed end frygt: Hvordan kan noget være så fucked og stadig være værd at fortsætte med?

Som om alt alligevel er så lort, at man lige så godt kan fejre det. Som om hul i det hele, hvis det skal være sådan, men alligevel smadre sig igennem endnu en dag, for hvis nu der skulle være noget andet på den anden side.

Det er selvfølgelig kun rigtig interessant, fordi Sleater-Kinney lader musikken spille op mod tekstindholdet: To af pladens mest trodsigt muntre sange, ‘Needlessly Wild’ og ‘Don’t Feel Right’, er på tekstsiden ren selvlede og væmmelse ved det, man har ladet sig selv blive til. På ‘Crusader’ bliver det næsten punket disco, og hvis såvel den sang som ‘Hunt You Down’ og førnævnte ‘Needlessly Wild’ lige så nemt kunne have været Miley Cyrus-sange, siger det både noget om, hvor Sleater-Kinney vil strække deres udtryk i 2024 for at tonesætte en følelse, uanset hvor utiltalende den så måtte være for deres fans – og det siger noget om, hvor stor en betydning, Sleater-Kinney har haft, når deres udtryk i dag giver genlyd i såvel Miley Cyrus’ vrængende antipop som Olivia Rodrigos overbegavede popkondensat.

Click here to display content from YouTube.
Learn more in YouTube’s privacy policy.

I 2024 kan Sleater-Kinney fejre 30-års jubilæum, hvis de vil. Hvis de ikke føler for det, er der sådan set ikke noget at sige til det, for helt vildt harmonisk har det aldrig været. Det skrev Carrie Brownstein om i selvbiografien ‘Hunger Makes Me a Modern Girl’ i 2015, samme år som Sleater-Kinney vendte tilbage efter små ni år fra hinanden. Brownstein havde lavet et nyt band, Wild Flag, med Sleater-Kinneys trommeslager Janet Weiss i mellemtiden, mens Corin Tucker havde lavet sine egne plader, men det blev aldrig helt det samme som Sleater-Kinney. Da de tre så fandt sammen igen, holdt det kun to plader, før Janet Weiss følte sig frosset ud under indspilningerne af det niende album, ‘The Center Won’t Hold’.

Det er nogenlunde tørre biografiske data, som altså betyder noget for ‘Little Rope’: Pladen er produceret af John Congleton, der har gentaget St. Vincents trick fra ‘The Center Won’t Hold’ med at producere flere af sangene som en art mørk synthpop, der ikke kan finde sig til rette med at være synthpop. I bunden af de fleste sange ligger en savtakket synthbas, der lyder som tidlig Gary Numan – en reference, der bliver taget helt ud på balladen ‘Dress Yourself’ – og når Sleater-Kinney så på ‘Six Mistakes’ kommer tættest på den guitarlarmende punkrock, de spillede på de første plader, bliver resultatet grimt og kluntet.

Men grimheden og kluntetheden er en pointe, fordi den afspejler tekstens desperation. Den er et fejltrin, som Sleater-Kinney åbent står ved. Og det er i virkeligheden noget af det allerbedste ved Sleater-Kinney: Det er ikke nødvendigvis kønt, når Brownstein og Tucker prikker de der små Gang of Four-melodier ud eller metalriffer på alternativt stemte guitarer, og når de hyler og skriger, skærer det i ørerne.
Men det er jo også sådan, det er. Det er så grimt og ubærligt, det nogle gange er, og det er så frydefuldt, at man kan vælge at give pokker i det.

Det gør Sleater-Kinney på ‘Little Rope’. Man kunne sådan set godt argumentere for, at man stadig kan nøjes med at høre ‘Dig Me Out’, ‘Call the Doctor’ eller ‘The Woods’ (fra hhv. 1997, 1996 og 2005), hvis man er i humør til Sleater-Kinney. En del af det imponerende ved ‘Little Rope’ er også, at det 30 år og 11 albums inde kan lade sig gøre at lave en plade, der er så uforsonlig. Men i bund og grund handler det om den følelse, der rammer mig første gang, jeg hører pladen fra ende til anden i bilen på vej til arbejde: ‘Hell’ har allerede været ude som single, men som albumåbner bliver den til en programerklæring. Og når pladen når frem til den afsluttende ‘Untidy Creatures’, er det svært for mig ikke at begynde at tudbrøle i det øjeblik, hvor Tuckers stemme krænger over i et hyl.

Jeg ved ikke, om det er, fordi jeg føler den vægten af den ubærlige sorg, der fylder pladen; om det er, fordi jeg føler mig så lettet over at føle de følelser delt af andre; eller om det er den rå fryd ved at høre nogen synge så trodsigt lige op i sorgens og selvledens åbne ansigt. Men det er strengt taget også pointen.

Click here to display content from YouTube.
Learn more in YouTube’s privacy policy.

Karakter
5
/ 6

Selvtægt er et DIY-magasin om punk og metal. Vi er drevet som en frivillig forening.

Ansvarshavende redaktør: Hanna Ella Sandvik
Magasinkoordinator: Tobias Holst

This image has an empty alt attribute; its file name is logo-1024x243.png

A.C. Meyers Vænge 134, 1. th.
2450 København S
CVR: 44226421

Privatlivspolitik

Instagram
Facebook