§1 Foreningens navn

§1 Selvtægt

§2 Foreningens hjemsted

§2 Københavns kommune

§3 Foreningens formål

§3 Foreningens formål er gennem disse aktiviteter at sikre ikke-kommerciel formidling af musik og viden om musik. 

Foreningens formidlingsprojekt er primært indenfor genrerne punk og metal, med fokus på de musikere, der gør tingene anderledes og andre stemmer end dem, man typisk hører.  

Foreningens fokus er på musiklivet i Danmark omkring disse genrer, men beskæftiger sig også med international musik, med den forståelse, at diskussion af dette kan være med til at udvikle det danske musikliv. 

Foreningens formål er desuden at forbedre synligheden af dansk musik inden for disse genrer, særligt af marginaliserede grupper, der ikke har repræsentativ visibilitet

Foreningens formål er desuden at udvikle musikjournalistiske talenter, særligt indenfor de førnævnte grupper.  

Foreningen ønsker at forholde sig kritisk til den danske musikscenes aktører, heriblandt bookere, promotorer, pladeselskaber og spillesteder. Eventuelle presseakkrediteringer og ,promotionmateriale skal derfor fremgå i det endelige resultat med for eksempel “Pladeanmeldelse baseret på tilsendt album fra pladeselskab” eller “Koncertanmeldelse baseret på presseakkreditering fra spillested”.

Transparens, ærlighed og respekt er grundlæggende værdier for foreningen. 

Da foreningens medlemmer udenfor deres medlemskab kan arbejde med anden musikformidling, er det afgørende, at alle medlemmer der deltager aktivt i musikformidlingen, skal oplyse alle tilhørsforhold til promotion, booking, spillestedsaffiliation, pladeselskabsaffiliation eller lignende ved optagelse i foreningens bestyrelse eller arbejdsgrupper. Med denne indsigt kan foreningens bestyrelse aktivt navigere i interessekonflikter og dermed i en kommerciel verden minimere kommerciel indflydelse på foreningens musikformidling, eller som minimum være gennemsigtig om dens eksistens. 

Foreningens musikformidling skal foregå konstruktivt og dens musikkritik skal altid have for øje at tilbyde kunstnere mulighed for at udvikle deres kunst.

Foreningens bestyrelse kan i særlige tilfælde beslutte, at nogle kunstnere ikke skal indgå i foreningens formidling, såfremt bestyrelsen vurderer at kunstnerne eller kunstnernes affilierede aktivt modarbejder foreningens formål og at formidling om kunstnerne kan anses som promovering af værdier, der er i modsætningsforhold til foreningens.

Foreningens formål tager udgangspunkt i DIY-kulturen ved at demokratisere musikformidling og ikke lade formidlingsansvaret hvile på en enkelt person, men en demokratisk valgt, kollektiv bestyrelse. Dette er med henblik på at skabe indflydelse for alle foreningens medlemmer og tage et fælles ansvar for musikformidlingen. Det er foreningens formål på den måde at samskabe musikformidlingen med dens publikum. Juridisk er foreningens forperson jævnfør medieansvarsloven ansvarshavende redaktør.

Foreningens formål er desuden at udfordre musikformidlingens udtryk, med åbenhed over for blandt andet lyd, video, illustration, fotografi og andre formater, der ikke blot er tekst.

Foreningens formål er at gøre alt dette med udgangspunkt i tillid, rummelighed, frihed og mod. Foreningens formål er informations- og formidlingsarbejde med fokus på musikformidling

§4 Medlemskab

4.1 Alle, der er fyldt 13 og kan tilslutte sig foreningens formål, kan blive medlem. Man er medlem af foreningen, når medlemskabet og kontingent er registreret (se 4.2).

4.2 Medlemskab af foreningen forudsætter betaling af kontingent. Beløbet fastsættes af generalforsamlingen.

4.3 Udmeldelse af foreningen sker ved skriftlig henvendelse til foreningen. Udmeldelse sker tillige ved medlemskabets ophør.

4.4 Bestyrelsen kan med 2/3 flertal ekskludere et medlem af foreningen med den øjeblikkelige virkning, at vedkommende ikke kan deltage i foreningens aktiviteter. Dette kan kun ske såfremt medlemmet arbejder imod foreningen eller foreningens formål. Medlemmet – og evt. bisidder – har møde- og taleret ved sagens behandling, og skal informeres skriftligt om denne senest syv dage inden behandlingen.

4.5 Såfremt bestyrelsen har truffet beslutning om ekskludering af et medlem, har dette medlem mulighed for senest to uger efter eksklusionen at anke beslutningen til førstkommende generalforsamling, hvorefter generalforsamlingen med simpelt flertal forkaster eller stadfæster eksklusionen, hvor afgørelsen er endelig. En anke har ikke opsættende virkning, men medlemmet har møde- og taleret ved sagens behandling, og skal informeres skriftligt om denne senest syv dage inden behandlingen. Kontingent tilbagebetales ikke ved eksklusion.

§5 Generalforsamlingen

5.1 Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed.

5.2 Generalforsamlingen indkaldes via e-mail til alle medlemmer med mindst en måneds varsel. Indkaldelsen skal indeholde en foreløbig dagsorden samt foreningens reviderede regnskab . Generalforsamlingen afholdes inden udgangen af april.

5.3 Forslag til dagsordenen sendes til bestyrelsen senest 14 dage før og medlemmerne skal have kendskab til den endelige dagsorden senest 8 dage før.  

5.4 Stemmeret i foreningen: Alle fremmødte medlemmer, der har været medlem af foreningen i mere end en måned, har stemmeret. Kravet om medlemskab i mere end en måned bortfalder såfremt ingen nuværende medlemmer har været medlem i mere end en måned.

5.5 Er et stemmeberettiget medlem ikke i stand til at deltage, kan der afgives skriftlig fuldmagt til et andet stemmeberettiget medlem. Fuldmagten skal indeholde fulde navn på medlemmet og overdrages med dato og underskrift. Fuldmagten kan ikke indeholde betingelser eller instruktioner. Fuldmagten skal overdrages til dirigenten, når denne er valgt. Fuldmagten kan overdrages digitalt.

5.6 Alle, der er fyldt 13 år, kan vælges til bestyrelsen – dog skal forperson og kasserer være fyldt 18 år.

5.7 Alle afgørelser vedtages med simpelt flertal blandt de fremmødte. Alle afstemninger afgøres som udgangspunkt ved håndsoprækning. Dog skal der være skriftlig afstemning, hvis dirigenten bestemmer det, eller et medlem på generalforsamlingen ønsker det, samt ved alle kampvalg

5.8 Generalforsamlingens dagsorden

1.    Valg af dirigent, referent og stemmetællere

2.    Bestyrelsens beretning

3.    Fremlæggelse af regnskab til godkendelse

4.    Fastsættelse af kontingent

5.    Indkomne forslag

6.    Fremlæggelse af budget

7.    Valg af bestyrelse og suppleant

8.    Valg af revisor

9.    Eventuelt

5.9 Bestyrelsen kan beslutte, at generalforsamlingen helt eller delvist afvikles digitalt.

§6 Ekstraordinær generalforsamling

6.1 Et flertal i bestyrelsen kan indkalde til en ekstraordinær generalforsamling, og bestyrelsen skal indkalde til en ekstraordinær generalforsamling, når mindst halvdelen af de der har været medlemmer i over 1 måned ønsker det.

6.2 Indkaldelsen til den ekstraordinære generalforsamling skal ske senest 14 dage efter modtagelsen af begæringen. Med indkaldelsen sendes den endelige dagsorden. Varsling som ved den ordinære generalforsamling.

§7 Bestyrelsen

7.1 Bestyrelsen (i daglig tale “Redaktørkollektivet”) står for den daglige ledelse af foreningen mellem de årlige generalforsamlinger.

7.2 Bestyrelsen består af 3-5 medlemmer, der efter generalforsamlingen fordeler posterne mellem sig, med minimum en forperson og en kasserer. 

7.3 Bestyrelsen skal som minimum have 2 medlemmer, der ikke identificerer sig som mand.

7.4 Bestyrelsesmedlemmer vælges for 2 år og kan genvælges. Ved valg på ekstraordinær generalforsamling vælges et bestyrelsesmedlem for indeværende foreningsår, samt det næste.

7.5 Der vælges hvert år to suppleanter til bestyrelsen. Hvis et bestyrelsesmedlem forlader bestyrelsen i valgperioden, indtræder suppleanten i stedet og bestyrelsen kan vælge at gen-fordele posterne. 

7.6 Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af bestyrelsens medlemmer er til stede. Bestyrelsen er dog kun beslutningsdygtig, såfremt alle bestyrelsesmedlemmer har været indkaldt til mødet. 

§8 Magasinkollektivet

8.1  Magasinkollektivet er Selvtægts skabende arbejdsgruppe, udgjort af medlemmer, der har mulighed for at udgive på foreningens platforme. 

8.2 Magasinkollektivets ledelse er foreningens bestyrelse, men det daglige arbejde kan organiseres af Magasinkollektivet selv.

8.3 Alle foreningens medlemmer kan anmode om at blive optaget i “Magasinkollektivet”. Optagelse afgøres af foreningens bestyrelse. Bestyrelsen kan opsætte formelle krav til optagelse, men som udgangspunkt er de eneste krav, at medlemmet har lyst til at indgå i foreningens musikformidling og tilslutning til foreningens formål.

8.5 Bestyrelsen kan fratage medlemmer deres medlemskab af Magasinkollektivet. 

8.5 Fratagelse af medlemskab af Magasinkollektivet kan skriftligt forlanges drøftet på næstkommende generalforsamling. Fratagelse af medlemskab kan ikke omstødes på generalforsamlingen, men kan indgå som motivation for valg af bestyrelsesmedlemmer. Fratagelse af medlemskab kan indgå som grundlag for eksklusionssager. I det tilfælde diskuteres eksklusionssagen først, da denne er mest vidtgående.

§9 Regnskab/økonomi

9.1 Regnskabsåret følger kalenderåret (1.1. – 31.12)

9.2 Regnskabet føres af kassereren og skal indeholde oversigt over indtægter og udgifter samt en status. Bestyrelsen er ansvarlig for at udarbejde regnskabet.

9.3 Regnskabet forelægges bestyrelsen løbende samt tilses og revideres af den af generalforsamlingen valgte revisor.

§10 Dispositionsret

10.1 Det er forpersonen eller kassereren i forening med et andet bestyrelsesmedlem, der har ret til at indgå aftaler på foreningens vegne. Ved køb eller salg af fast ejendom skal hele bestyrelsen underskrive aftalen. Bestyrelsen kan give et udvalg eller en person fuldmagt til at foretage dispositioner på vegne af foreningen.

10.2 Der påhviler ikke foreningens medlemmer nogen personlig hæftelse for de forpligtelser, der påhviler foreningen.

§11 Vedtægtsændringer

§11 Ændringer af vedtægterne kan vedtages på en ordinær eller ekstraordinær generalforsamling og mindst 2/3 af de fremmødte stemmeberettigede stemmer for forslaget. Ændringer til vedtægterne kan fremsættes indtil sidste punkt på dagsordenen er afsluttet.

§12 Opløsning af foreningen

12.1 Foreningen kan opløses på en generalforsamling, hvor mindst halvdelen af foreningens medlemmer er til stede. Der kræves mindst 3/4 af de afgivne stemmer for at forslaget kan vedtages. Hvis det nødvendige flertal på 3/4 for en opløsning opnås, men med under halvdelen af medlemmerne til stede, indkaldes til endnu en ekstraordinær generalforsamling, hvor beslutning om foreningens opløsning kan vedtages med 3/4 af de afgivne stemmer uanset antallet af fremmødte.

12.2 Foreningen kan ligeledes opløses, såfremt ingen af foreningens fremmødte medlemmer ønsker at opstille til bestyrelsen og ingen af bestyrelsens nuværende bestyrelsesmedlemmer ønsker at fortsætte, da dette vil medføre en bestyrelsesløs forening.

12.3 I tilfælde af opløsning pålægges ansvaret for at afvikle foreningens aktiviteter og aktiver den afgående bestyrelse. Det kan også besluttes af en ordinær eller ekstraordinær generalforsamling at pålægge dette ansvar et ønsket medlem eller tredjepart. I dette tilfælde skal det besluttes af 3/4 at overdrage tegningsansvaret ekstraordinært og udelukkende med henblik på afvikling. 

12.4 Såfremt opløsningen af foreningen resulterer i overskydende formue, skal denne doneres til en anden musikfremmende forening eller organisation. Dette skal besluttes på den opløsende generalforsamling.

Vedtaget på den ekstraordinære generalforsamling den 19.05.2024 

_______Hanna Ella Sandvik_______

Dirigentens underskrift

Selvtægt er et DIY-magasin om punk og metal. Vi er drevet som en frivillig forening.

Ansvarshavende redaktør: Hanna Ella Sandvik
Magasinkoordinator: Tobias Holst

This image has an empty alt attribute; its file name is logo-1024x243.png

2025 – København
CVR: 44226421

Privatlivspolitik

Instagram
Facebook