Nu skal du finde den store tusch frem. Der skal sættes kryds i kalenderen den 7. november. Over The Under og Vinyltroll Records indkalder nemlig til generalforsamling for folk med smag for god musik dyrket i hjemlig muld. Throwe, Terrorpy, Goatsmoker, New Money, Lysbærer, Vidnet og Katla spiller op til en kombineret label night for de to pladeselskaber, der har bragt os en stor del af den musik, vi bruger så meget tid på.
Vi nåede lige at stille Torben Portland og Manne Gersby – bosser for henholdsvis Over the Under og Vinyltroll Records et par spørgsmål.


Hvad er det, I præsenterer?
Torben: Vi præsenterer en aften, der forhåbentlig bliver fantastisk, og kommer til at vise nogle af de artister, vi arbejder sammen med. Forhåbentlig kommer aftenen også til at vise hvor stor diversitet der er på den danske musikscene og ikke mindst hvor højt, det musikalske niveau er. For OTU’s vedkommende har jeg forsøgt at vise et lille, men repræsentativt udsnit af, hvad OTU’s DNA er. Vi kunne jo “kun” vælge tre bands hver, og selvom jeg ikke udgiver lige så mange plader som Manne, synes jeg det har været sindssygt svært at skræddersy et program, der ligesom samler det meste af det OTU står for – men jeg synes det er lykkedes meget godt alligevel.
Manne : Vi holder den vilde labelaften, hvor du vil kunne opleve syv danske bands, som er udgivet på Vinyltroll Records og Over the Under det bliver en skøn og dejlig dag aften, som vi har valgt at lave i samarbejde med vores gode venner fra Graven Tattoo.
Hvad forener de to labels? Og hvordan adskiller I jer?
Torben: For mit vedkommende er det, der samler os, vores venskab, vores musikalske fællesskab og vores passion for musik, der vil noget og som har noget på hjertet. Jeg har jo efterhånden kendt Manne i rigtig mange år, og han har altid været en kendt og elsket person på scenen, og så var det bare naturligt at lave noget sammen. Manne og jeg har mange gode snakke om bands, labels, trykkerier og branchesnak generelt, og han er bare virkelig god at sparre med, synes jeg. Så vi blev enige om at holde en fest sammen, så det er det vi gør nu.
Hvad der adskiller os? Hmm, det er et godt spørgsmål. Altså først og fremmest udgiver Manne en del flere plader end OTU. Manne kører sine ting 100% fuldtid. Jeg kører OTU mere som et passions- eller hobbyprojekt. Jeg har et job ved siden af, så jeg kan desværre ikke beskæftige mig med OTU 100% af tiden.
Udover det har jeg min egen stringente måde at arbejde på. Jeg kan godt lide at bruge tid på at lave små videoer og prøve via den vej at opbygge noget buzz og momentum for de artister jeg arbejder sammen med. Da der ikke er de store penge i det, vi laver, må vi tænke ud af boksen og få det bedste ud af det vi har.
Jeg har min helt egen måde at arbejde på og jeg vil helst ikke arbejde sammen med andre (labels, red.). Ikke fordi jeg ikke kan lide dem, men fordi jeg bedst kan lide at gøre tingene selv, hvor Manne jo er meget mere åben for collabs med andre labels om at udgive plader. Der er jeg måske lidt mere “det vil jeg selv styre”… også fordi jeg ofte synes det bliver kaos når der er ti andre labels involveret om samme udgivelse – og det kan jeg slet ikke overskue. Haha!
Der er jeg måske bare virkelig dårlig til at slippe kontrollen, men det er fordi jeg er meget bevidst om hvor OTU skal hen, og det kan jeg bedst styre, hvis jeg gør det alene.
Og så er Manne jo bare virkelig god til at have tre-fire udgivelser på vej hele tiden, hvilket er pisse fedt, for så er han altid aktuel. Der kan jeg slet ikke følge med. Jeg har nogle enkelte gange haft to plader i produktion samtidig, og det er én for meget for mig, haha!
Jeg vil meget hellere have ét projekt af gangen – men det er jo ikke altid man kan styre timingen så nogle gange falder udgivelser sammen. Men jeg har det klart bedst med bare at have en udgivelse af gangen.
Og så er der selvfølgelig det musikalske, hvor vi har mange gode snakke og tit er enige, men hvor vi også lige så tit uenige om, hvad der er fed musik – og de snakke kan jeg virkelig godt lide. OTU har én musikalsk profil og Vinyltroll har en helt anden profil – og sådan skal det være.
Manne: Hvad, der adskiller Vinyltroll Records og OTU? Haha, jo, jeg er nok lidt mere åben og frisk på at udgive alt muligt musik som jeg kan se potentiale i, og som er noget, jeg kan lide, plus at jeg også kan bedst lide at have flere bolde i luften på én gang, og ikke bare én udgivelse. Min gode ven og makker Torben, som jeg sparrer en del med og snakker meget med om udgivelser, har jo en anden holdning til at udgive musik. Han tager et band af gangen og er nok lidt mere kræsen end den store Trold, haha!
Det er jo nok der vi begge er forskellige og nok også passer super godt sammen, til sådan en label night. Vi bruger begge det samme trykkeri, og det gør, at vi kan spare penge og snakke sammen. Udover det gør vi tingene forskelligt begge to, og det er super-rart at kunne sparre med Torben, da han jo kender alt til det med når man er frustreret og sådan
Og udover vinyl, er fællesnævneren for os begge metal.
Det der måske adsikller os mest er, at jeg udgiver mange forskellige genrer – fra hardcore over postrock til dødsmetal og børneplader, hvor Torben er nok lidt mere målrettet.
Der kan ikke være mange penge i at udgive dansk larmemusik. Hvorfor gør I det?
Torben: Det korte svar er: Fordi jeg ikke kan lade være. Nogle folk danser lambada – jeg udgiver metalmusik. Musik har altid været en kæmpe del af mit liv. Både professionelt, men også privat. Det er en kæmpe integreret del af mit liv – og så er der bare så vanvittigt mange fede bands derude, der fortjener noget opbakning og at blive skubbet i den rigtige retning. Og kan jeg gøre det samtidig med at jeg har det sjovt, så er alt jo godt. Jeg har ikke sat OTU i søen for at tjene penge, men kan den plade jeg udgiver finansiere den næste plade, jeg gerne vil udgive samt holde trit med udgifterne til bogholder, indkøb af papkasser og webshopdrift, så behøver jeg ikke mere.
Manne : Larmemusik, haha! Ja, nej, man bliver nok aldrig rig på at udgive små bands, og det er sørme hellere ikke derfor, jeg gør det! jeg gør det med hjertet, og fordi det er noget, jeg brænder for. Jeg elsker det og gør det 24/7, som Torben siger. For mig er det fuldtid. Udover det, elsker jeg vinyl og har samlet på dem siden jeg var syv år. Derfor elsker jeg at kunne gøre andre glade med musik på vinyl. Hvis jeg selv kan stå inde for det, og hvis mine bands så en dag går hen og bliver megastore, vil jeg da bare være stolt og glad over, at jeg var med til at starte det op.
Hvad kan man forvente til jeres labelaften? Hvordan kommer det til at løbe af stablen?
Torben: Man kan forvente en aften med masser af fantastisk musik, masser af god energi og ikke mindst en kæmpe fest med noget af det bedste musik, dette land kan præstere. Der er syv bands på plakaten, så det bliver kørt rimelig tight. Når der er så mange folk involveret, bliver vi nødt til at køre tingene stramt, for at det ikke skrider. Vi præsenterer en masse fede bands, der hver især er nogle af de bedste inden for de genrer, de repræsenterer, så uanset om man er til hardcore, doom, grind, black metal eller andet, så er chancen for, at der er noget for dig overhængende.
Det bliver afholdt på Hotel Cecil i København. Vi er stadig igang med at planlægge, men vi kan allerede nu godt fortælle, at hele overetagen på Hotel Cecil bliver allokeret til kæmpe merch-område, hvor alle bands og begge labels bliver repræsenteret, og hvor man kan komme og hilse på bandsene og få en snak og en signeret plade, hvis man har lyst til det.
Manne: Til vores label night kan man forvente, at der vil være supergod stemning og syv fede bands. Som Torben også fortæller, vil det være et stramt program, vi kører, da vi har syv koncerter, vi skal have afviklet, og derfor vil det nok også begynde lidt tidligere end normalt, da ingen af os har lyst til, at det bliver et natarrangement. Det har vi været for længe i branchen til, at vi gider. Men der vil være masser af merch i selve boderne oppe på første sal. Både LP’er, shirts osv. Så glæd dig bare, hvis du er fan og samler. Så går du ikke helt forgæves .
Hvordan synes I, man skal varme op? Hvad kan vi gøre for at blive klar?
Torben: Man kan jo starte med at tjekke op for nogle af de bands, der skal spille til Label Night’n. For OTU’s vedkommende har vi en officiel playliste, man kan tjekke med alt hvad OTU har udgivet. Der kommer også en officiel playliste KUN med de bands, der spiller til Label Night.
På selve dagen, d. 7. november, starter vi tidligt hos vores venner i Graven Tattoo, der ligger et stenkast fra Hotel Cecil. Her vil der blive spillet masser af metalmusik, skænket øl i stride strømme, og der kommer konkurrencer, hvor man kan vinde alt muligt sejt. Og skulle man have lyst til at få lavet en tatovering, er der også mulighed for det. Det bliver pissefedt!
Manne : Både Vinyltroll Records og OTU har flere skøre ideer, men nu må se hvad det bliver til. Det vigtigste er, at alle får en god og fed aften .




