UHØRT Festival har eksisteret i forskellige faconer gennem det sidste halvandet-ish årti, men præmissen har hele tiden været den samme: Musikken er ny – eller uhørt, geddit? – genrespektret er bredt, og de optrædende bliver efterfølgende mødt med feedback af mere garvede musikere i form af coaching.
Det er nemlig ikke hvem som helst, der bare vader ind på plakaten. De her bands, som ofte spiller en af deres allerførste koncerter på festivalen, har søgt om at få lov til at spille, velvidende at det formentlig bliver foran et publikum, der intet kender til dem, eller måske slet ikke bryder sig om den slags musik, de spiller. Til gengæld får de noget ret værdifuldt ud af det, for kvalificeret feedback fra folk, der – modsat undertegnede – rent faktisk kan spille på et instrument, kan være guld værd – må man gå ud fra. Og det lyder jo meget fedt på papiret. Men spørgsmålet er så: Har vi overhovedet brug for en festival som UHØRT?
Måske. Det er jeg ikke så optaget af. Men i en tid, hvor mindre festivaler med brede lineups kæmper med billetsalget, kunne det godt ligne, at nichefestivalerne har nappet en del af efterspørgslen fra de større, mere altfavnende flerdagesbegivenheder. Og jeg forstår det skam godt. Vi kan ikke allesammen være typen, der elsker alt, bare der står nogen på en scene og spiller musik. Jeg vil også mene, at der var markant færre mennesker på pladsen, end sidst jeg var forbi for et par år siden – og det er egentlig en skam. Dengang havde jeg det for fedt, selvom det kun var en brøkdel af programmet, der sagde mig noget som helst. Stemningen var sitrende, og man skulle møve sig igennem en tætpakket menneskemængde for at komme fra A til B, hvilket gav en reel fornemmelse af at være på festival, og ikke bare til Ringsted Byfest i nye klæder.
Sådan havde jeg det ikke helt i år. Stemningen var, som jeg oplevede det, en smule… flad? Måske ligefrem lidt nedtrykt. Det kan selvfølgelig være, at det bare var de koncerter, jeg selv ramte – med én klar undtagelse, som vi kommer til – men den der sitrende festivalfornemmelse udeblev. Til gengæld gik det op for mig, at UHØRT i bund og grund er en pæn festival med pæne bands, der spiller pæn musik. Og det krævede altså lige, at jeg fik rystet Brats grimme grindriffs fra dagen før ud af systemet, før jeg kunne sætte mig ind i det her lineup. Gad vide om jeg overhovedet var blevet lukket ind ellers.
Noget jeg allerede nu kan sige, som var fedt ved årets UHØRT, var, at der nærmest ingen kø var til noget som helst, at de frivillige var smadderrare og at det var uhyre nemt at orientere sig på pladsen, som alligevel har tre(!) scener. Den første scene, vi skal til er Skatescenen, navngivet efter Copenhagen Skatepark, hvis lokaler festivalen har lånt i anledningen.
Som så mange andre navne på plakaten spiller Sunraker en sammenkogt blanding af flere genrer uden rigtigt at forpligte sig på nogen af dem. Jeg er taget på UHØRT med en mission om at finde ud af, om de “hårde” bands – som der altid kun bliver booket en lille håndfuld af – rent faktisk kan skrive riffs, der hænger ved, eller i det mindste spille noget, der får en til at glemme alt andet. For hvis musikken alligevel bare skal sive ind ad det ene øre og ud ad det andet, må den godt være larmende og uoverskueligt imens.
Hvad er Sunraker så? Konferencieren introducerede dem som larmende og smadrede, men det er de absolut ikke. De er pæne. Det er rocket med en gazey stemning og storladen vokal henover duellerende guitarer i bedste 90’er-stil. Musikalsk går det lige langsomt nok, men Sunraker skal have ros for deres arrangementer, som indimellem faktisk fanger mig. Atmosfæren er altafgørende for bandet, og de bliver af festivalen omtalt som “filmiske” – men hvis den film skal score højt på Rotten Tomatoes, skal instruktøren nok lige finde sin egen stil. Der er nemlig mange forsøg på at skabe forskellige indtryk, men det bliver for usammenhængende, og jeg kan simpelthen ikke finde ud af, hvad det her band vil.
Sunraker er anført af Sophus Alf, som tydeligvis har styr på det med filmmusik – og vistnok også har vundet en pris for det – så måske ved filmmusikfolkene noget, jeg ikke ved. Falsetten er ellers overbevisende, og der er uden tvivl potentiale at hente, men det drukner i et tykt lag pompøsitet i jagten på at lyde så storladent som overhovedet muligt. På den anden side er det imponerende, hvor massiv en lyd de fire musikere kan stable på benene. Det blev yderligere forstærket af rummet i Copenhagen Skatepark, som med sin store, halvtomme karakter gav masser af rumklang, hvilket under andre omstændigheder kunne have været en hæmsko, men som her faktisk arbejdede til bandets fordel.
Idéen om at skrive musik ud fra et cinematisk udgangspunkt er som sådan ikke dum, og jeg ved ikke helt, hvad Sunraker selv har af planer, men det lægger jo op til at eksperimentere mere frit med genrer. Det kunne sagtens føre til noget virkelig spændende på sigt, hvis de i processen fandt en vej, som passede dem. Og hvis den vej indebærer den kant, som sidste nummer på setlisten havde, ville det bestemt være klædeligt for bandet.
Den anden indendørsscene er Gamescenen – opkaldt efter GAME København-hallen, hvor man normalt kan spille basketball, danse, dyrke parkour og alt muligt andet gadeidrætsagtigt. Denne aften stod den så på progrock, og det er jo heldigt for sådan en som mig, der aldrig bliver træt af at drille progfans. Det er på trods af, at jeg faktisk godt kan lide en hel del af det selv. De er bare nogle elskværdige nørder.
Det samme gælder egentlig for Press to Enter, som faktisk leverede nogle af de riffs, jeg gik og ledte efter. Ikke nogen, jeg kan gengive i skrivende stund, men jeg kan tydeligt huske, at hovedet nikkede med undervejs et par gange – og så er man altså allerede et godt stykke. Til gengæld bliver alt derudover en smule blødsødent for min smag.
Press to Enter spiller progressiv heavyrock med duddelutguitar og Dream Theater-keys, men jeg savner lidt, at de tager genren hele vejen. Hvis man vil spille krøllet nørdemusik, må man også gerne krølle det lidt mere. Til gengæld formår de at holde min opmærksomhed med et varieret sangmateriale og en forsanger med en imponerende vokalrækkevidde. Det bliver dog trukket lidt ned af backingtracket, som til tider byder på nogle decideret fjollede indspark, og et filter på vokalen, der hiver mig helt ud af oplevelsen.
Især bliver det lidt fjollet, når slap-bassen går amok – på bånd. Heldigvis har Press to Enter en bassist, som dog ikke kunne deltage, og så må man jo få det til at fungere som trio. Det lød bare virkelig fiktivt i øjeblikket.
Press to Enter udfordrede måske min måde at anskue genren på, men jeg vil også gerne se bandet satse lidt mere. Ryk ved noget. Hiv mig ind i et syretrip og nedsmelt min hjerne. Musikken er garanteret helt vildt teknisk krævende, men på trods af det, lød det lidt let sluppet. Jeg savner, at de tør presse lidt mere, men når det så er sagt, har de masser tid endnu. De er jo relativt nystartede. Du har fattet festivalens koncept, ikke?
Næste koncert, jeg vil sætte fokus på i nærværende reportage, foregik også på Gamescenen – denne gang med Arisona. Jeg har egentlig ikke sagt så meget om publikum endnu, og det er der en ret simpel grund til – er er ikke voldsomt meget at sige. Om torsdagen var der knapt halvt fyldt op foran scenerne, og uanset hvor meget de forskellige musikere forsøgte at starte en form for bevægelse, blev der kvitteret med et statisk crowd. Dog var lidt flere mennesker mødt op fredag aften, men Gamescenen var stadigvæk halvtom, da Arisona gik på.
Bandet fangede min opmærksomhed via deres beskrivelse på UHØRTs hjemmeside, hvor de lover kaotiske elementer fra blandt andet doom metal og post-hardcore. Jeg gik derfor ind til koncerten med en forventning om noget tungt, langsomt og følelsesladet med plads til de momenter af løssluppenhed.
Sandheden er dog mere broget. Arisona spænder bredere end beskrivelsen lægger op til, og bevæger sig helt over i alternativ rock – en side af bandet, der ikke klæder dem nær så godt som de mere aggressive passager, de også bevæger sig ud i, og som faktisk får rykket lidt i mig. Dertil kommer en god portion post-metal og en ikke ubetydelig mængde Deftones-worship. Det er jo ikke det værste sted at hente inspiration.
Der er god stage presence og spilleglæde hele vejen rundt, og energien fejler bestemt ikke noget – især forsangeren fremstår som en oprigtigt veloplagt forsanger. Selv når han forsøger at få publikum til at lave bølgen – please don’t – holder han fast, og han kæmper ihærdigt for at få gang i pitten. Det er dog hverken det rigtige publikum eller den rigtige setting til den slags, og først i sidste nummer begynder der for alvor at ske en smule bevægelse foran scenen. Trommeslagerens Chat Pile-t-shirt trækker desuden op.
Musikalsk er niveauet højt, og vokalen er stærk, men det er stadig et band, der kun rammer mig i glimt. Til gengæld er de glimt overbevisende, og det er nok til, at Arisona ender som en af festivalens positive overraskelser.
Der var to acts på UHØRTs plakat, som jeg i forvejen havde oplevet live, og den første af dem, Alice Ai, indtog Skatescenen en times tid efter Arisona. Det har ikke en skid med AI at gøre – thank god – og den menneskelighed, hun udstråler på scenen, når hun danser rundt, som om ingen kigger, er heller ikke til at tage fejl af. Til gengæld er det svært ikke at undre sig lidt over, hvad fanden i panden hun egentlig laver på UHØRT.
Roskilde-koncerten var langt hen ad vejen superfed, og hun har også lige spillet på Spot Festival, som i forvejen minder lidt om UHØRT – bare i en større skala. Hun har altså taget vejen til festivalen i omvendt rækkefølge, men fuck nu det, koncerten var fed. Bum, så er det plaster revet af. Alligevel føltes det en smule underligt i konteksten af UHØRTs koncept.
Mit umiddelbare gæt er, at en god portion af det fremmødte publikum havde set hende på Roskilde. Der var i hvert fald en markant anderledes bevægelse i crowdet end noget andet, jeg oplevede i løbet af festivalen. Folk var mødt talstærkt op, og flere havde endda taget knæklysmed. Alt i alt bidrog crowdet her altså til en langt mere levende energi, end jeg havde været vidne til under nogen af de andre koncerter, jeg så på årets festival. Det hjalp bestemt, at der var mere smæk på sætlisten denne gang – og ikke mindst at den rungende akustik på UHØRT klædte lyden bedre end på Roskilde. Produktionen var måske mere skrabet, og stemningen ikke helt så orange, men til gengæld stod alting musikalsk langt skarpere.
Min Selvtægt-kollega Lucas Rosenkvist skrev i sin anmeldelse af Alice AI på Roskilde, at “der må være et substantielt overlap af metal- og hyperpopfans til stede. De pumpede beats, autotunede vokaler og glitchede produktioner, læner sig ofte op af stakkerede guitarriffs og hardcorens råbevokal”, hvilket nok også er grunden til, at jeg selv er ret godt med på Alice AIs musik.
De glitchede beats har samtidig en overraskende groove, men publikum er i starten en smule urokkelige. Det løsner dog op, da Alice får dem til at synge med på ‘HATE MY BRAIN’. Teksten er nem og virker perfekt til singalongs, og så er sangen jo bare cool. Der er også plads til at spille smart, når hun synger noget med, at hun vistnok vil smadre nogens “motherfucking face, bitch” mens hun render rundt på gulvet. Jeg stod for langt ude i siden til rigtigt at fornemme det, men det virkede ret sejt.
Til gengæld falder det lidt til jorden, da ‘Do Whatever (Jerngreb)’ blev spillet. På Roskilde blev vi forkælet med ikke blot Benjamin Clemens fra SYL, som lægger en feature på sangen, men faktisk tre femtedele af bandet, og her stod fremførslen på UHØRT noget flad i kontrast, da featuren blev reduceret til et backing track. Igen, man må gøre, hvad man kan, og kalender og ditten og datten skal selvfølgelig gå op, men det havde nu været fedt at opleve sangen, som den nok var tiltænkt.
Min kære magasinkoordinator spurgte mig tidligere på ugen, om jeg overhovedet hører metal, fordi jeg “kun anmelder hardcore”. Der er måske noget om det. Jeg kan i hvert fald godt blive en smule mæt af metalkoncerter og metalpublikum™ – nok til at ryge ind i en metallisk dry spell, der dog sjældent varer mere end et par uger. Men jeg tager da til metalkoncerter! Jeg havde faktisk allerede set Solipsy tidligere på året, hvor de spillede i et auditorium på DTU, og dermed var de – udover Alice Ai – det eneste navn på årets UHØRT-plakat, jeg på forhånd havde oplevet live. De ramte Skatescenen på festivalens tredje og sidste dag.
Solipsy var hæderlige sidst jeg hørte dem som opvarmning for Avarice på RUST i juni, og det var de sådan set også på UHØRT. Der er ingen grund til at bruge spalteplads på at gentage mig selv for fire måneder siden, men jeg kan sige så meget, at nærmest alt var, som det plejede at være. Og dog.
Anton Fløystrup fra Afdød var trådt til som stand-in iført en tank top og farmer’s tan, og klarede det forventeligt til topkarakter. Han er en yderst kapabel dødsmetalforsanger, så det var ingen overraskelse. Vi ved fra hans tid i hedengangne Crimson Burial også, at han har et godt tag på mere teknisk og melodisk dødsmetal, så erstatningen virkede indlysende.
Samtidig havde Solipsy ryddet lidt op i setlisten, og droppet sangene med syng-med-omkvæd, hvilket jeg byder velkommen, da den slags godt kan blive lidt småkikset i længden. Settet bestod udelukkende af numre fra den kommende debutplade, og selvom sangene er så lange, at bandet kun nåede at spille fire numre, kedede jeg mig faktisk aldrig. Desuden blev de hjulpet af en helt udmærket lyd, hvilket i øvrigt gør sig gældende for samtlige koncerter i denne reportage.
Til sidst må det siges, at det er en skam, at en festival med så bred en profil som UHØRT, der har et så cool koncept, som det har, ikke rigtigt besad den stemning, som jeg ellers kendte den for. Udover et par hæklede UHØRT 2026-bøllehatte, som jeg blev ved med at spotte, var der ikke den store entusiasme at spore, men det er ikke ensbetydende med, at festivalen ikke er vigtig. Nogle af mine yndlingsbands herhjemme er UHØRT-alumner, så der gemmer sig jo uden tvivl stadig noget i mulden her.
