Det er udtryk for en misundelsesværdig sjælsstyrke tangerende indbildskhed at stå på scenen fredag eftermiddag lidt før klokken fem og afkræve publikum en wall of death. Og det er præcis et sådant ungdommeligt overmod, metal sukker efter, at alle fandme bare gør det. Så står der sådan en halvnøgen teenager og koster rundt med en salfuld midaldrende mænd og kvinder, der bare allesammen synes, det er fedt at blive mindet om, at de selv engang var unge og udødelige og havde det alt, alt, alt for vildt over metal.
Det var her på Posten, jeg selv som teenager indså, hvor intenst jeg kunne føle metal, når det eksede fuldstændigt i en kakofoni af skingrende guitar, bankende trommer og bas, arrig snerren. Jeg kan huske den første Invocator-koncert, jeg så her: Det var ikke til at høre, hvad det var meningen, der skulle foregå i musikken, bare at det foregik meget, meget voldsomt og hasarderet. Dengang stod Schultz oppe på scenen som guitarist, i eftermiddag nogle postgange, senere står han nede i salen og har arrangeret Odense Metalfest for fjerde gang. Stadig med det mindste lillebitte skæve smil, et sted mellem forbløffelse over, at folk er så meget på, og stille glæde over, at de bliver ved med at være det.
På fire år er Odense Metalfest vokset støt. Hånden på hjertet havde jeg ikke troet, den ville overleve de første år, for bortset fra de par hardcore-bands, Schultz konsekvent booker ind, og måske lige vægtningen af dødsmetal har der ikke været meget, der adskilte den fra så mange andre metalfestivaler landet over. Men der er godt fyldt op på Posten allerede fra fredag eftermiddag, og selvom pænt mange af os er gamle nok til at have set Invocator dengang, er scenen blevet godt suppleret op med ungt blod.
Og nøj, hvor synes de, at Guttural Disgorge er fed slamdød, og det synes jeg virkelig bare, de skal have lov til. Der er rigeligt med metal til mit segment, f.eks. sådan noget som Persecutor, der er utrolig meget fra Horsens. Persecutor spiller thrash på den måde, man gerne gør det i hovedlandet: Umanerligt kompetent, sindssygt stramt, med et glimt i øjet, en glæde ved bøv og ikke så meget som ét riff eller hook, der bliver siddende efter eller bare får én til at studse undervejs. Sådan noget thrash, som jeg er virkelig taknemmelig over, at nogen gider spille for mig, fordi det minder mig om, hvor meget jeg egentlig elsker thrash, men også lidt minder mig om, hvorfor jeg ikke altid har travlt med at tjekke nye thrashudgivelser ud.
Det behøver ikke være skelsættende. Det ville være en urimelig barre at sætte for en metalfestival i provinsen i 2025. Det er nok, at det er sejt og minder én om, at det engang har været skelsættende for én. Sådan er svenske Wretched Fate. Igen kan jeg ikke huske en eneste frase eller noget bagefter, bare at det hele kom fuldstændig upåklageligt. Mest af alt er jeg smaskforelsket i bassisten med svaj i bukserne, patronbælte, nittearmbånd, et enormt Nietzsche-overskæg og teaterblod i masken. Det er uden konkurrence festivalens allerbedste look, og det er rigeligt til at gøre det til dagens smukkeste oplevelse.
Det er også meget rart, når der lige har været dobbelt op på tysk beatdown med først Torch It, som er sådan noget funktionel trænings-playlistefyld, og bagefter Harm/Shelter, som falder fra hinanden på den store scene, men hvor trommeslageren stadig rejser sig op og laver stank face hver gang, der er et break, overbevist om, at det her er det vildeste shit. Jeg ved godt, at vi allesammen synes, det er dejligt, at hardcore rører på sig igen efter landet over efter en lang periodes død, black og thrash, men jeg mener helt seriøst ikke, vi behøver være taknemmelige for hvad som helst, der prøver at køre Biohazard i gamle dage. (Heller ikke Biohazard, nej.)
Hvis Guttural Disgorge er alles nye yndlingsunge, var Neckbreakker det for nogle år siden. Og nøj, hvor er de dygtige og professionelle og fulde af overskud. Sikke de kan dirigere rundt med folk og få dem til at lave synkronøvelser, sikke de kan spille jydedød. Jeg tror nok, jeg har det sådan, at det er rigtig fint, at de gør det, så jeg lige kan snakke med mennesker og være starstruck over at blive introduceret til én, der har spillet i Invocator mellem første og anden demo, inden Lik går på og lukker første aften. Jeg ved ikke, om det er bajere eller Neckbreakker, der har drænet publikum for kræfter, men man kan godt mærke, at det er det her tidspunkt, der ellers er Kriminalkommissær Barnaby på Charlie. Ikke på Lik: Lik spiller altid, som om det var fredag aften i 1990, og makker har lige fået sig en HM-2-pedal. Svenskerdød af den slags, der minder én om, hvor omsonst det egentlig er at beskæftige sig med alle mulige andre slags død, fordi det alligevel aldrig bliver bedre end det her.
“Ni kan slakta sakta till den här låten,” siger Tomas Åkvik, inden de spiller en relativt langsom sang, og så gør vi det. Det kan godt være, det ikke længere føles lige så overvældende som i 1990. At vi har fundet ud af, hvad der sker, er blevet fortrolige med det. Finder en tryghed i det. Men det er der en værdi i. For en salfuld af os lige her, i aften, igen.
