Der er noget uforudsigeligt ved Toldermania, også selvom man ved præcis hvordan arrangementet kommer til at foregå. Der er ingen scene; det foregår i øjenhøjde, alle bands får 20 minutter, og man ved ikke hvem, der spiller hvornår. Så det handler om at være der tidligt, hvis man skal have det hele med. Ellers risikerer man at misse netop dét band, man rigtig gerne ville se, som der skete for mange tidligere i år i Aarhus, hvor Halshug spillede deres første show i fire år som de første på programmet.
Jeg er vild med formatet. Det tvinger én til at forberede sig på det uforberedte. Og selvom man ved, hvad essensen af arrangementet er, så kan man stadig blive overrasket. Det kunne for eksempel være af aftenens første band War of Destruction, der lægger ud med “Aarhus-punk siden 1981”.
At være det første band er altid hårdt, og endnu hårdere når folk stiller sig i den velkendte, halvakavede halvmåne foran “scenen”. Det formår forsanger Hans Simonsen dog at udnytte til sit fulde potentiale ved bevæge sig ud blandt publikum, hvor han snubler over sig selv og råber folk direkte ind i ansigtet som en konfrontatorisk intimitetsbekræftelse. Musikalsk er det er ikke lige mig, men det er et godt og passende band til arrangementet, og kæmpe klap på skulderen til Simonsen.
“Sker’ der?”
Et band, der er mere mig, er New Money, der har spillet så få koncerter, at det kan tælles på én hånd. Men det ændrer ikke på, hvor hamrende dygtige og latterligt imponerende det er at se New Money live. Deres fuldstændig ødelagte tilgang til mathcore bliver fremvist perfekt, når de tre musikere, allerede under første nummer, formår at spille så vildt, at trommestikkerne bliver tabt to gange og guitarpedalen bliver trampet så hårdt på, at den stopper med at virke.
De kække kommentarer fra forsanger og guitarist Christian Jamet Bonnesen, som enkelstående og – meget – entutiastiske åbningsreplik “Sker’ der?” formår yderligere at bekræfte, hvorfor scenetilstedeværelse er vigtigt for bands. Med den energi, New Money formår at udløse, kan de i alle scenarier, der foregår i et Toldermaniaformat, kun spille for kort tid. Det virker både sådan på band og publikum, da publikum uafbrudt headbanger og bevæger sig, og Bonnesen fægter så voldsomt rundt på scenen med sin guitar, at han flere gange er tæt på at vælte ind i trommesættet.
Mere saxofon
Samme kompromisløshed kan findes hos Svin, der spiller så højt, råt og imponerende tight, at jeg spørger mig selv, hvorfor jeg ikke har set dem live før. At se Svin er ligesom at stå med en tændt stang dynamit i hånden. Du ved ikke, hvornår det rammer dig. Og når det rammer dig, er det så hæsblæsende og præget af abnormal barskhed i form af øredøvende støj og rock og jazz og alt muligt andet sindssygt.
Endnu vildere er den måde, Svin bærer sig selv og spiller op ad hinanden. Det er som om, de konstant excellererer musikalsk. De spiller så vildt, at arrangør Mads Stobberup er nødt til at bære en cementblok ind på scenen og stille den foran stortrommen for at holde den på plads.
At se Svin er ligesom at stå med en tændt stang dynamit i hånden
Der er ikke et eneste støjagtigt guitarstrøg, der føles malplaceret i forhold til trommeagogikken eller de kakofoniske saxofonhyl. Det bliver konstant opbygget på et grundlag, der er så solidt, at alle kulminationer føles som et større pay-off end det før.
Norm Dogs kører stilen helt modsat. De er mere laid back end alle andre, der har spillet i aften. For hvad de er, så klæder det dem at være mere afslappede og have nogle gode basmelodier her og dér. Desværre synes jeg, at det bliver alt for tilbagelænet, og i sidste ende føles det som en musikalsk ækvivalent til at løbe på stedet.
Lignende problemer har jeg ført haft med Kollapse, men ikke i aften. En ting, der er imponerende ved Kollapse, er, hvor tungt de altid spiller. Og endnu mere imponerende, hvordan de konsekvent formår at spille tungere, for hver gang jeg ser dem. Jeg ved ikke, hvad der er tungest: trommeslagene eller guitarmakkerskabet mellem Peter Clement Lund og Thomas Martin Hansen. Yderligere er det imponerende, hvor kompakt og koordineret de formår at få musikken til at lyde. Jeg kan ikke komme på mange bands, der har så tunge riffs i 5/4 og 7/4, og får dem til at fungere så godt i en livesetting.
Med hensyn til ting, der fungerer, så er Smertegrænsens Toldere et band, der fungerer. Hver genre har bestemte karakteristika, der korrelerer med essensen af den specifikke genre. Det kunne være de mentale billeder af en røgfyldt jazzbar i New York. Dæmpet lys, jakkesæt og gyldne farver. Det er de ting, man ofte forbinder med jazzgenren. Smertegrænsens Toldere formår at få den autentiske følelse frem i kroppen, som jeg kan forestille mig – uden at overhovedet have levet dengang – de klassiske hardcoreshows har fremkaldt i folk; de små, vilde og intime klubshows, hvor folk hang fra loftsbjælkerne og bevægelse var uundgåeligt grundet spillestedernes begrænsede plads.
Der er ikke nogle loftsbjælker at hænge sig fra i aften, men bevægelse er uundgåeligt. Om det er fordi, man bliver revet med af musikken eller ufrivilligt bliver skubbet rundt i pitten, så bevæger man sig stadig. Der er ikke tid til at tænke mellem numrene – især ikke når Smertegrænsens Toldere formår at få stuvet 18 sange ind i et 20-minutters-set. Måske giver det, jeg siger ikke mening, hvis man tænker for meget over det. Men til Toldermania er der ikke behov for at tænke for meget over tingene. Som anmelder bliver koncerter ofte begivenheder, hvor man står og tænker for meget over detaljerne. Toldermania er et frirum for netop ikke at skulle gøre den slags. Man giver sig hen til stemningen, og lader sig rive med af dynamikken, hvilket Mads Stobberup gør nemmere og nemmere for hvert nummer med sin uovertrufne scenetilstedeværelse og maniske gestikuleringer.
Alle øjne på Eyes
Sådan er det også med Eyes. Det kan godt være, at en skribent fra Selvtægt tidligere har set kritisk på Eyes, men når jeg ser Eyes live, kan jeg kun tænke én ting: alle, der ikke kan lide Eyes, er sure eller gamle. Eller begge dele.
Fordi jeg ved ikke, om der – reelt set – er et andet dansk band, der formår at skabe samme kaosenergi, som Eyes gør. Ikke nok med det, så har de yderligere optimeret godt og vel alt ved deres liveshows, så der ikke er nogle akavede overgangspassager. Naturligvis klæder det Eyes godt, men det klæder dem endnu bedre i et format som Toldermania, hvor der ikke er tid til ligegyldigt mellemspil.
Jeg har lyst til at sige, at med numre som ‘Swim’ og ‘Underperformer’ formår Eyes at cementere sig som et af Danmarks bedste bands. Men Eyes har ikke længere behov for at bevise noget eller cementere sig nogle steder, fordi de har allerede gjort det. For lang tid siden.
Sidste band, JJ and the A’s, formår også at levere en rigtig solid og energipakket optræden, der fungerer suverænt som slutnote på aftenen. Det er mere punk og råt end Eyes, men uden at miste blikket for intensitet. De virker alle til oprigtigt at gide det her. Især med forsanger Kimia, der danser rundt på scenen under numrene.
Det kan godt være, JJ and the A’s har sagt, at de er “ingen budskaber, kun riffs”, men det er ikke helt rigtigt. Det er tydeligt når et antikapitalistisk nummer, der handler om at “eat the rich” bliver introduceret af Kimia mellem sugerørsslurkene fra sin mojito.
Hele deres stil klæder dem sindssygt godt. De går ikke op i image eller se sig selv som noget større, end de egentlig er. De kører med præcis den attitude, de gider – præcis som det burde være. Især til events som Toldermania, hvor man kan få lov til at give slip og te sig, som man vil.
Karakter 5 / 6
