Traditionen tro udfolder Toldermania sig i starten af det nye år, hvilket fungerer glimrende som startskud på årets forløsning i alt det, man ikke lige vidste, man havde brug for. Bevares, vi kender jo formen efterhånden – en stak smadderdygtige bands, ingen scene, 20 minutters set, ukendt spilleplan – men alligevel formår uforudsigeligheden nøje at sætte sit præg på aftenen. Som sædvanligt.
Mindre uforudsigeligt er spørgsmålet om, hvorvidt første band på gulvet i aften, Nyredolk formår at piske en kaosstemning op blandt publikum. Fordi det gør de jo. Allerede fra start klokken 19.00 er den yngre del af publikum troppet foran for at banke hinanden med skramlet crust-black som soundtrack til hændelsen.
Det fede ved Nyredolk er, at de spiller så sjusket og grimt hele tiden. Det dårlige ved Nyredolk er, at de spiller så sjusket og grimt hele tiden. Hvad der fungerer godt som fysisk dirigering af menneskemængden fra forsangeren, stemmer ikke overens med den forventede medrivende indvirkning fra bandet musikalske styrke her til aften, som virker til at fremføre numrene langsommere, end de egentlig er støbt til på studieversionerne.
Som en slags modpol gør Inertials også deres for at byde aftenens gæster velkommen. Nu er det ikke længere elefanthuer, bøddelmasker og nittejakker, men skjorter, skolelærerbriller og forsanger Simon Tornby iklædt en Tangerine Dream-trøje. Aldersforskellen oppe foran har da også ændret sig fra den foregående koncert, og fokuspunktet for Inertials virker til at være at føle noget, end at gæsterne skal kaste sig ind i hinanden uafbrudt. Det fungerer også glimrende, når introspektionen manifesteres i skrøbelige og hæsblæsende tekniske screamo-numre med så meget energi, at det ikke blot føles som en venlig hånd på skulderen, men også et skub i den rigtige retning for at komme videre med, hvad end man går og døjer med i hverdagen.
Næste band kan noget af det samme. Båndet lyder som Smertegrænsens Toldere, der prøver at spille Omsorg. Ubarmhjertigt nok til ikke at blive dvælende, men samtidig hektisk nok til at kunne indleve sig i støjen, når Anders Thode råber ind i mikrofonen. Vi har i hvert fald én skribent her på selvtægt, der er glad for Båndet, og når jeg så kan stå her i Pumpehuset selv og se Båndet spille live, forstår jeg mere og mere, hvorfor man skulle have lyst til at fantasere sig til væk til et parallelunivers, hvor man kan drikke sig fuld på billige dåseøl og bo i Aarhus og hænge med de seje og gå med barnevogn og få små bebrillede børn med Thode. Den pæne mand. Jeg har til gengæld ikke lyst til at få børn med norske Psudoku, der også påtager sig ansvaret at kontekstualisere sig selv i et parallelunivers, hvor taktarter er ikke-eksisterende, hvor sammenhængende numre ikke hører til, og hvor genrespecifikationer er fuldstændige ligegyldige.
Det dér med at naile en specifik genre er dog en kunst, som aftenens husorkester har opnået til nær perfektion. Smertegrænsens Toldere, der både lægger navn til arrangementet og kuraterer lineuppet, har i hvert fald mestret de parametre, der er, inden for at spille hardcore punk. Det bliver gjort med attitude, nærvær og en særdeles intimiderende kraft fra forsanger Mads Stobberup, som vakler rundt på scenen og tårner sig over de forrest rækker, mens hans råber os alle surt ind i ansigtet.
Det er medrivende, når man får en svedige koncertgænger i ryggen, fordi den fælles synergi konstant er ved at koge over. Ligeledes er det medrivende, når der bliver spillet 19 numre på det 20 minutter lange sæt, og det føles yderligere enormt inkluderende, når Stobberup adskillige gange lader engagerede gæster synge med ved at proppe mikrofonen helt op i ansigtet på dem under omkvædene som en slags rå intimitetserklæring.
I den anden ende af spektret eksisterer Dancer som en symbiose mellem noise-rock og free-jazz. I verdenshistorien af 20 minutters sæt har der aldrig været et sæt, der er gået så hurtigt som Dancers. Alt for hurtigt gik det faktisk. Det er noget af det vilde, som free-jazz kan – det kan betage én fuldstændig. Specielt når Dancers tre medlemmer formår at holde hele progressionen koncis. Thomas Eiler på trommer både hæver og sænker tempoet fragmenteret, mens Nikolaj Heyman på guitar og Jakob Buchanan på trompet komplementerende har mulighed for at skabe deres egne lydflader og teksturer i kaoset.
De formår at være bragende udadvendte i genrens egen introspektion, hvilket gør det så meget mere overvældende, når de improviserede passager hæver ambitussen endnu mere end tidligere, og der går musikalsk tovtrækning i den mellem Buchanan og Heyman, som begge prøver at fremkalde de grimmeste skrig og hyl fra henholdsvis trompet og guitar.
Dancer må godt blive booket igen. Og dem, der skred, fordi det var jazz, gik glip af noget storslået.
Men glem alt om introspektion, udadvendtheden tilbage i fokus; tilføj nu punkrock, ubønhørlig attitude og spilleglæde, som om i morgen ikke fandtes, og så har du Pleaser. Punkrock bliver ofte en undskyldning for at spille fuldkommen elendigt, hvilket er tydeligere hos mange, mere end det er hos Pleaser – specielt hvis man ser på nogle af de seneste ungdommelige indspark i genren. Jeg kan forstå på mine kammerater, at Pleaser er det fede af det fede punk, og det synes jeg bare helt vildt meget, at de skal have lov til at synes.
Lack spiller også – og nøj, hvor kunne man bare se Lack hundrede gange mere, end man allerede har. I aften bliver der kun fremført nyt materiale, hvilket i sig selv jo er vildt taget det seneste album ‘Saturate Every Atom’ tilbage fra 2008 i betragtning. Det nye materiale minder umiddelbart mere om en fusion af den kantet punkrockede ‘Be There Pulse’ og den førnævnte androgyne indiepunkplade end en tilbagevenden til den hektiske hardcore på debuten – men det kunne man næsten have sagt sig selv.
Uanset er det ubetvivleligt Lack i deres element, og præcis som de vil skrive det, og det fungerer glimrende på scenen. Det er kloge-core med ambivalent charme og eksistentiel dybde, der langt størstedelen af tiden fungerer i aften. Ikke den mest overbevisende Lack-koncert, men altid lige uforligneligt godt. Den plade må godt komme snart.
Det buldrende mørke, der er St. Digue, får lov til at lukke ballet. Så kridt danseskoene, for nu står den på dansabelt darkwavevampyrtechno. Søren Bomand står for guitarværket, mens manden bag projektet, Kasper Deichmann, fungerer som fyrste over det, der nu er hans dansegulv. Æstetisk befinder vi os et sted mellem en kultkirke og en gotisk kælderklub med betongulv, når Deichmann sender den ene hårdtpumpende banger ud efter den anden.
St. Digue er muligvis kommet som en overraskelse for nogle, der ikke kendte ham i forvejen og tænkte, at præmissen for aftenen var anderledes. Heldigvis er den ikke anderledes, men kurateret nøjagtigt sådan her af en årsag.
Det havde måske været nemmere at stable noget på benene med formelle former, men Toldermania stræber tydeligvis ikke efter det. Uforudsigeligheden ved konceptet tvinger koncertgængeren til at gå ind i det med uventede forventninger. Og det er dét, der gør det unikt.
