Hvad er det, horror kan? Hvorfor drages vi som mennesker af det mørke, det voldsomme, det ubehagelige, når vi i det store hele efterhånden har sejret som art i forhold til at skabe strukturer og systemer, der holder netop de aspekter af naturen en armslængde fra os? Det gælder om nogen for danskere, at enhver form for aggression – og især vold – er noget, vi ser ned på, fordømmer og i yderste tilfælde forsøger at behandle. Nej, du, livet skal leves ved at man arbejder så meget, som man nu kan, køber ind og holder hjulene i gang, og så i øvrigt ellers opfører sig ordentligt. Der er bare det ved ordentlighed, at det er en fremragende præmis i det store hele, men det bliver også bare så skidekedeligt.
I den sidste del af romantikken, en meget pæn del af den danske litteraturhistorie, bryder enkelte stemmer alligevel væk fra nationalromantik og biedermeieridyl og tendensen til at feje problemerne ind under gulvtæppet, og vender blikket mod det interessante. I udlandet havde man fundet den tendens for længst, men dansken sad fast i pænheden længere end gennemsnittet. Og hvad er så det interessante? Det er vel per definition alt det, som gemmes væk grundet sin manglende pænhed. Der, hvor naturen bryder gennem socialiseringen for mennesket. Hvor vi er drifter, instinkter og utæmmede. At dømme efter hvor meget “det mørke” fylder i populær- og konsumkulturen, er det også unægteligt forbundet med at mærke efter og føle sig i live. Nogle genrer er bedre end andre i stand til at sætte det på spidsen, og så er vi tilbage ved udgangspunktet. Denne skribent vil hævde, at der er et stærkt slægtskab mellem horror og metal, men det vender vi tilbage til.
Hvert år arrangerer Odensebibliotekerne “Skrækfest”: tre dage med foredrag, film, workshops, horrormaze og metal, og demonstrerer dermed, at der er meget godt at sige om de danske folkebiblioteker. Rigtig meget, endda.
Nogle sidder måske fast i en populærkulturforstærket, klichéfyldt forståelse af biblioteker som støvede steder fyldt med bøger ingen længere låner, strengt overset af trælse typer med hang til at tysse hidsigt, men intet kunne være længere fra sandheden. Bibliotekerne udvikler sig sammen med befolkningen og er i dag levende, dynamiske steder med fremragende faciliteter for forskellige stadier af livet. Odense Hovedbibliotek fungerer som skoleeksempel på pointen. Allerede for år tilbage var det særligt kendt for sit musikbibliotek, og bør fortsat anerkendes for det samme. Musikarrangementer, vinyler og cd’er til udlån, øvelokale. Her kan du endda booke studietid til at indspille og mikse – fuldstændig gratis som med de fleste af bibliotekernes tilbud.
Musikbiblioteket danner også den fysiske ramme om festivalens foredrag om David Cronenberg, Margaret Atwood, kunstig intelligens, pandemier og klimakrise, og eksempelvis er det også her, at fremtidsforsker Klaus Æ. Mogensen udfolder sine betragtninger om, hvordan virkeligheden konstant overhaler fiktionen. Han viser hvordan forskere mener at kunne påvise at befolkningers IQ ser ud til at falde på verdensplan og sætter det op mod dystopiske scenarier, hvor verden meget vel kunne gå under som resultat af uheldigt promptet AI. Robotterne har allerede erstattet vores hænder, og nu kommer de efter vores hjerner. Profitorienteret kapitalistisk tænkning lader til at være drivkraften bag de fleste dommedagsscenarier – ikke at det kan være overraskende – men Mogensen får holdt kapitalismekritikken i tilpas straks arm til at hyggen ikke lider overlast.
Hyggen findes rundtom på biblioteket, både i de workshops, som afholdes, blandt de skabende kunstnere fra forlaget Afkom, som i realtid skaber en tegnet udgave af en novelle, blandt dem, som samles rundt om den stort opstillede Warhammer-demonstration, eller blandt de mange handlende til “dark market”.
Selvtægt har mødt Jonas Guldfeldt Viuff, som udover at være musikbibliotekar (og forsanger og bassist i Terrorpy) også er en del af arrangørgruppen bag Skrækfest til en snak om festivalen, horror og krydsfeltet hvor det møder metal.
For Viuff skal horror ikke reduceres til eskapisme eller æstetik. Vil man læse en god splatterhistorie, så kan man gøre det, men i forhold til litteraturens brugbarhed peger han på konfrontationerne med noget meget empirisk og ægte, forarbejdet ind i en æstetisk form, som man kan bearbejde i sig selv:
– Jeg synes, det trækker helt tilbage til sådan et godt, aristotelisk katarsisbegreb, altså at lade sig konfrontere som menneske med ting som sin dødelighed, med mennesket som dyr, med ondskabsfulde kræfter og hvordan de kan agere i verden. At have det som et kulturelt indtryk og på den måde bearbejde de ting.
Vi taler om hvordan man som menneske kan have en afstand til sin egen dødelighed i vores moderne, ordnede samfund. Ting som vold eller fremstillinger af mennesker på en måde, som gør os til ren mekanik findes måske efterhånden mest i litteraturen, og Viuff fremhæver grebet som en flot og vild behandling af de dødelige temaer, både for litteraturen, men også i eksempelvis dødmetal.
Det sker noget helt fantastisk, når man konfronteres med noget voldsomt – både sonisk og litterært.
Jonas Viuff, medarrangør af Skrækfest
For hvor er krydsfeltet? Det er svært at pege på i ren empirisk form, men der er en delt, underliggende fornemmelse af et overlap. Og man behøver ikke kunne nævne fem Lovecraft-noveller før man kan få lov at hævde, at man kan have et forhold til genren:
– Det er svært at sige, hvor man begynder at drages mod de ting på samme tid. Jeg tror, jeg kan prikke enhver til en dødsmetalkoncert på skulderen, og så vil de have et forhold til et eller andet stykke horrorlitteratur. Cannibal Corpse bruger selv Vince Locke til deres covers. Han er tegneserietegner og tegner zombietegninger. De baserer mange af deres tekster på seriemord,og true crime er stadig en stor ting i dag.
– Jeg tror, at krydsfeltet er en fascination af dødelighed og en uhygge, som fandtes for mennesket i naturen. Det sker noget helt fantastisk, når man konfronteres med noget voldsomt – både sonisk og litterært. Jeg tror, at den æstetik har været fascinerende i meget lang tid. Der er noget med at skubbe til nogle ekstremer, og det er i kulturelle produkter generelt, hvor dødsmetal og Cronenberg (horrorfilmsinstruktør, red.) godt kan ligne hinanden lidt.
Der kan trækkes paralleller i forhold til det reaktionære. Jo mere forbudt noget gøres, eller jo mere nogen rynker på næsen af det, des mere provokerende eller tillokkende kan det også blive – især for et ungt segment. Der ligger en appel i det forbudte, og det er ikke uden grund, at undergrunden og metallen også tit kaldes for “modkultur”. Spørger man Viuff, vil vi gerne bryde med den herskende hegemoni og finde ind til hvad det forbudte er.
– Det trækker gode linjer til det dionysiske og det apollinske hos Nietzsche i sin tid. Jo højere gyldne kapeller man bygger, for at vise hvor stor og ren, man er, jo dybere må råddet stikke nedenunder.
Der er noget med det råd, dernede. Alt det sorte og ondskaben kan også virke som en meget stor sandhed, selvom det er noget – hvis det er noget – der virker som om, folk gerne vil holde hemmeligt. Det har vi vel altid gerne villet finde frem til.
Det behøver ikke være Cannibal Corpse for at befinde sig i krydsfeltet, og Viuffs fremragende pointe om hvad der sker, når vi konfronteres med noget voldsomt, om det så er litterært eller sonisk, gælder også for koncerten med Swartzheim og He Who Saw The Abyss, som er en del af fredagens program på festivalen. Det er en forholdsvis svær opgave at kuratere en dansk metalkoncert, som passer direkte ind i teknologisk horror, men til gengæld er vi stadig der, hvor vi sammen får lov at undersøge, hvad der ligger under de gyldne kapeller. Og mon ikke også He Who Saw The Abyss har læst lidt Nietzsche, bandets navn taget i betragtning. Under alle omstændigheder bevæger de sig på lyriksiden af deres “traumacore” – som de selv kalder det – i de helt mørke afkroge af menneskelig eksistens, hvor man famler rundt og forsøger at bygge noget op igen efter den totale ruin. De er ikke bange for at tage fat på depression, traumer og selvmord, og den legende tilgang til anonymitet og ansigtsmaling fungerer vel også på sin vis til at trække fokus væk fra det personbårne, og mere i retning af netop det univers, de forsøger at skabe. For nylig meddelte forsanger Daniel Lønberg sit exit fra projektet, og de stillede tre mand til koncerten fredag. Selvom der blev leveret tilpas med backingtracks og breakdowns til at være effektive var der alligevel et stykke vej til pladekvalitet i udførelsen.
En anden, og udforudset parallel, kunne findes mellem Swartzheim og fremtidsforskerens foredrag. Hvorfor være bange for overnaturlig horror, når virkeligheden er langt mere uhyggelig? Det er ikke ligefrem fremmed for thrash at være rasende på verden over den rædselsvækkende tilstand, den overleveres til næste generation i, og Swartzheim leverer her. Det gjorde de også fredag, med øjeblikkelig energi belønnet med en tilsvarende øjeblikkelig moshpit fra publikum. På et tidspunkt bliver det en kliché at blive ved med at fremhæve deres unge alder, men for nuværende er det stadig gældende, at de leverer langt ud over deres levede år. De havde det fedt på scenen. Konstant i bevægelse, men alligevel med så godt tjek på hinanden, at de formåede at fylde Frølagerets lille scene fuldstændig ud – uden på noget tidspunkt at ramme bare en smule ind i nogen af de andre. Komplet med guitarist Joe Timmins Pete Townsend-inspirerede hop og forsanger Jeppe Fuglebergs solide frontmandsperformance, fuld af charme og en scenebevidsthed, mange ville være misundelige over. Og samtidig fremstod de fantastisk ydmyge, mens de fik leveret det meste af bagkataloget og lidt nyt materiale.
Fascinationen af det voldsomme er ikke tilfældig, men ligger i spændingsfeltet mellem det dionysiske og apollinske, og stanken fra hvad der får lov at rådne under verdens gyldne kapeller er ikke helt uanseelig for tiden. Horror såvel som metal skubber ikke til grænserne i en sanseløs provokation, men i en søgen efter det, der føles som sandhed, uanset om vi prikker til sindets mørke og angste afkroge eller tanken om, at børn skal rydde op efter de voksne i den brændende bygning. Horror og metal har det tilfælles, at begge formater kan konfrontere os med det, der ikke virker, og som skal fjernes. Og begge kan agere den syl, som jages i bylden, så betændelsen kan komme ud.
