Ind imellem skal man lige ryste posen lidt og opsøge noget, hvor man er udebane. I dette tilfælde er det Horsens og Platform K, et venue jeg aldrig har været på. Men igen, jeg har normalt ikke så meget at lave i Horsens i forvejen. Når det er sagt, hvad i alverden er Platform K for et spillested? Gulvet foran scenen er sænket en meter, så det bliver en form for arena. En neon-belyst Colosseum. En slags jysk forstads-thunderdome, der i dagens anledning byder på en blandet landhandel af dansk metal og hardcore.
BoringHell Fest har stablet et koncept (I guess) sammen: Heavy Halloween. De har i hvert fald samlet nogle tunge danske bands som så spiller omkring Halloween. Mere avanceret behøver et koncept som sådan ikke at være. Tidligere har det været Lifesick, Hexis og de lokale knallertbøller i Destabilizer, der fyldte ringen. Nu er det Rot Away, Lightchapter og Mt. Sarin. Som sagt, en blandet buffet af indtryk.
For foden af bakken.
Ligesom i fitnesscenteret, er det vigtigt at man varmer op, så man ikke smadrer sig unødigt. Man skal tage sig god tid og strække alting ud, så man bliver klar til de tunge løft. Mt. Sarins instrumentale post-metal fungerer som dagens opvarmning.
Fra en overbelyst scene får bassen lov at runge i rummet og lyden er tung og spændstig, i mangel af bedre ord. Den lidt uvante scenearkitektur til trods, så er lyden tilforladelig. Der er noget skønt ironisk på græsk myteniveau ved, at bassisten har en Earth Crisis t-shirt på, mens han drikker øl på scenen.
Mt. Sarin siger selv, at de trækker på alt fra black metal, sludge og shoegaze, men umiddelbart er der ikke så meget black metal over det. Der er lidt tremolo, men så er det vist også det.
De har noget fremgang i størstedelen af deres musik, men jeg søger efter mere sammensmeltning. Instrumenterne er for separate – når jeg hører post metal, vil jeg gerne være lidt i tvivl om hvad der foregår, og her mangler der nogle musikalske lag til at blæse mig bagover.
Jeg vil rigtig gerne støtte det her projekt, for vi har sgu ikke brug for flere døds- eller black metal-bands fra provinsen, en Mt. Sarin var desværre mere en bakketop end en bjergbestigning. Jeg har kun lige dyppet mine kondisko i post-metal, så tag mine ord med et gran salt: de har nogle spændende kompositioner og der sker nogle ting, men jeg kunne godt bruge noget mere umf. Noget mere distortion. Lad mig forsvinde ind i et svævende univers, der kan opsluge min eksistens. Som Matt Berrys karakter i ‘What We Do In The Shadows’ siger: “trust me, gaze is in. Gaze is hot. I want me some gaze”.
Når lyset bryder frem.
Under bandskifte kommer der væsentligt flere hi-hats på scenen, og jeg frygter, at der skal til at gå Def Leppard i den. Heldigvis er der noget glitchy video-backdrop, som viser mig, at vi skal over i noget synthy melodød. Der er helt vildt meget lys på scenen og publikum – det var der også under Mt. Sarin – og det hiver altså noget af magien i mørket ud af oplevelsen. Men det passer måske egentlig meget godt til Lightchapter, for de er nogle muntre og optimistiske typer. Pladen de smed i efteråret hedder endda noget så anti-mædl som ‘Where All Hope Begins’, umiddelbart noget jeg ikke lige forbinder med sætningen “electro death metal”.
Mikkel Ottosen har en solid røst og god brægen, som jeg værdsætter mere live end på plade. Trommerne sidder satme i skabet – de lyder hårde og direkte krigeriske og er med til at give den blødere melodiske synth en kant, som jeg søger. Tobias Høst er en habil trommeslager og sørger for at takten er tilpas mekanisk,og så er det altid et lille plus, når der er drumpads med effekter, som det hører sig til i et synth-univers. Desværre kommer synthsene fra et backing track, hvilket jeg synes er ærgerligt, når de er så stor en del af lyden. Her havde det været fedt med en makker, der kunne skrue på nogle knapper.
Bandets lyd har en god tyngde og deres melodiøsitet overtager heldigvis (for mig) ikke det hele, så det bliver til et Disneysoundtrack.
Guitarist Anders Berg fylder på scenen med store armbevægelser og Ottosen er energisk og animeret, men når man tænker på, hvad melodød kan, så er bandet lidt jyske og stillestående i det. Men igen, Horsens er også lidt nærige med den. Publikum smager mere af forsamlingshus end stroboskop og ild. Der bliver da kastet horn og størstedelen svinger også med de forskellige mængder hår, de nu besidder, men der er sgu også bare mange som står og møffer i deres øl eller snakker med sidemanden.
Heldigvis lyder alle slag på tammerne som riffelsalver ved daggry. Oprigtigt frygtindgydende. Jeg ved ikke hvem lydteknikeren er, men samtlige hardcorebands burde overveje at optage trommer på Platform K, for der er noget seriøs hidsighed over dem.
Mit ønske om mere fysikalitet fra bandet til trods, så virker de øvede og har et godt greb på publikum, da der er optræk til den første pit i arenaen. Ottosens brøl, der har en raspende, nærmest thrashet kant, giver en (for mit vedkommende) tiltrængt råhed til det mere polerede lydunivers, de har.
Næstsidste nummer starter som en skyttegravskrig, inden der går lidt mere helteguitar i den. Men folk er på gulvet og de virker til at have det forrygende. Jeg kan mærke, at vi ikke helt er enige. Men jeg er også voldsomt på udebane her. Det hele slutter med en circlepit og en rød strenget-bassist i crowden.
Lightchapters positive og håbefulde attitude smitter af på deres musik, men det bliver aldrig rigtig farligt eller beskidt. Mere bare sådan lidt knækket hvid end rigtig smudset. Men Horsens kan lide det, and who am I to judge? Når man spiller melodød med 80’er-synth galore, så ville jeg gerne have lidt flere hooks og melodier, da hverken lead guitar eller synths er sådan voldsomt svære at glemme. Men ak, jeg er også bare en ‘core-knægt, der knapt kan klappe på to og fire.
Two men enter, one man leaves.
Med rungende guitar i forstærkeren lader Rot Away folk vide, at det skal til at gå ned. Endelig er lyset blevet dæmpet og gulvet minder mere om en arena, der skal til at kæmpes på, end et slagteri med alt for mange lysstofrør. Der er mandefald blandt guitaristerne, så Christian Hammer må stå for det hele selv, men det holder som sådan ikke bandet tilbage, da der er pit og store overarme fra start. Hele bandet kommer solidt ud over scenen, til trods for, at Jonathan Albrechtsens vokal sidder lidt lavt i mikset. Underligt nok, så er Hammers mikrofon godt fremtrædende.
Har man ikke set Rot Away før, så er de garant for øretæver. Uanset intensiteten og størrelsen på publikum, så er der altid håndmadder i luften, når Glostrup Crew kommer til din by. Vi skal også kun ind i andet nummer, før der er circle pit, som faktisk holder ret længe. Og det er derfor jeg holder så meget af hardcore i en live kontekst. Bevægelse og interaktion er en selvfølge og et krav.
Hammers thrashede bølleriffs runger i arenaen og folk skal holde øje for ikke at miste et par bisser. Andy Albrechtsen på trommer, straffer de fucking tammer, der skærer sig igennem beton. Som en lægtehammer mod dine tænder. Igen, skud ud til lydteknikeren.
Ole Schwartzs bas er helt sludgy og fylder bunden, mens Hammer tager resten af rummet. Trommerne lyder stadig som en skyttegravskrig, mens “Dollar Joller” bjæffer som en der råber dig an på gaden. Passende iklædt Xibalba-merch.
‘Prøv Igen’ er upfront og i dit ansigt og om du vil det eller ej, så ér det en nyklassiker inden for dansk hardcore. Folk holder tempoet højt på det nu rødt belyste Colosseum, og der er gang i en ordentlig svingom. Der er noget udgang i Hammers guitar, men han formår at komme tilbage i tide til breakdownet. Verdensmand-stilen, du ved.
På ægte metallermanér er der synkron headbang til ‘Timebider’ og det illustrerer lidt, at Horsens måske hellere vil metal-festival-skubbe end at slås med livet som indsats. Da de efter tyve minutter lukker showet på ‘Rot Away’, er der desværre heller ikke nogle stagedives. Men gulvet fortsætter og har en energi som jeg ville ønske, de havde haft til de øvrige bands.
Skal jeg holde mig til romerske populærkulturelle referencer, så væver tommelfingeren sådan omkring midten, mest i en positiv retning. Rom blev bygget, men der var lidt løbende bøvl med nogle af byggematerialerne.
Bandsene kommer med vidt forskellige udtryk og når man sammensætter et lineup, er det lidt på samme måde som en playliste. Man sætter umiddelbart ikke ‘Nothing Else Matters’ på lige efter ‘Whiskey In The Jar’. Det handler om at sammensætte nogle elementer som arbejder med hinanden, frem for at hive lidt i hver sin retning. Lidt mismatch i synergierne til side, så arbejdede alle tre bands med hvad de havde.
