Metalmusikken er ikke noget, der generelt har et ry for at være lettilgængeligt. For mig personligt må det gerne afskrække de uindviede og gatekeepes så vidt muligt. Tør vi ikke at gatekeepe, så ender vi med musik som Powerwolf og Sabaton, hvilket ingen for alvor kan være tjent med. Men tilgængelighed kan være flere ting. Du kan udvande metalmusik og gøre den tilpas Danonino-yoghurt-agtig til det punkt, hvor den ikke længere har meget med metalmusik at gøre. Du kan også holde formen i musikken og i stedet gentænke hele liveformatet for at skabe tilgængelighed for de mennesker, som ikke har mulighed for at deltage på lige fod med andre. Det er netop, hvad Rock & Rul Festival er sat i verden for at gøre. For mit vedkommende blev det en lørdagsbillet, da voksenlivets pligter også skulle passes.
Festivalens tredje udgave skulle i år afholdes på Volume Village i Aarhus. Et funky, lille industrikvarter i Godsbaneområdet under Ringgadebroen. Ikke det mest fremkommelige sted, men tilpas urbant og afsides til en metalfestival. Fremmødet er ganske pænt, til trods for festivalens nærdødsoplevelse i ugerne op til grundet manglende billetsalg. Der blev opfordret kraftigt til at støtte festivalens GoFundMe, købe billetter og lægge en masse penge i baren. Særligt sidstnævnte har været gældende, da man på andendagen kunne se, at festivalen måtte hente en masse Ceres Top på dåse for at følge med det tørstige metalpublikum. Det er trods alt ikke en kørestol, der er afgørende for, hvorvidt man kan tage fra i baren eller ej. Der er ramper til baren, til toiletterne og til den ene scene, som giver muligheden for kørestolsbrugere at opleve koncerterne i øjenhøjde. Ved den åbne scene, er der en dedikeret “kørestolsgrav”, hvor kørestolsbrugere kan køre helt frem til scenekanten, mens resten af publikum står på den anden side af et hegn. Et fremragende tiltag. Der er ingen, som ikke kan se, hvilket giver alle lige muligheder for en god oplevelse.
Foruden at være en inkluderende festival er Rock & Rul også en festival, der forsøger at ramme bredt. Store, internationale navne som Grave, Morbid og Midnight, flankeret af mindre danske navne som Gradience, Danefae, EYES og Rap Martin Rap. En broget skare, må man sige. Nogle vil måske mene, at lineuppet er ufokuseret, men at skulle lave en handicapvenlig festival til en genrefestival gør ikke kårene for billetsalg lettere. Arrangør, Andreas Truelsen fortæller selv, at han ønsker at præsentere publikum for et bredt udvalg af musik, som også kan udfordre elitisterne og forhåbentligt give dem en god oplevelse.
Jeg var heldig nok til at have mit sædvanlige festivalslæng med mig. Det betød så også, at der nok overordnet blev indtaget mere øl end musik. Festivalens helt store trækplaster for mit vedkommende var svenske Morbid, der skulle spille allersidst. Heldigvis var der flere fine øjeblikke inden da. Københavnske Rektum spillede en lidt rodet, men underholdende omgang funky groove metal, som var en udmærket start på dagen. Fancy Lee lød også fint på afstand, men så gik der også lige festival i den, hvor man skulle stå og sludre og sige hej og goddag på kryds og tværs, som det nu hører sig til.
Rap Martin Rap var skægt. Jeg er ikke overbevist om den musikalske kvalitet, men jeg kan godt bakke op om at råbe “Fuck kommunen”. Særligt som en person, der til daglig arbejder ret tæt med kommunen. Vitterligt, fuck kommunen. Med en udviklingshæmmet forsanger i Martin passede gruppen perfekt ind i det inkluderende koncertmiljø, som Rock & Rul forsøger at skabe. Martin er karismatisk og ejer en beundringsværdig portion selvironi. Han gør grin med sig selv, sit ophav og sine bandmedlemmer – og det er alt sammen fantastisk charmerende. Undervejs kom der et par gæster på scenen – blandt andet forsanger Emil Gintberg fra Wolfhead, hvilket gav en tiltrængt dynamik i et show, hvor musikken ellers tenderede til at være ret ensidig, men sjov.
Gradience var lidt for langt fra min opfattelse af black metal, så tiden blev i stedet brugt på at booke tid til en tatovering hos Julie Lintrup fra Graven Tattoo, som havde taget nålen med til Aarhus. Skotske Party Cannon levede op til navnet med slam-død for laveste fællesnævner. Mine venner (og en stor del af publikum) havde oppustelige badedyr med, som blev kastet rundt under koncerten. Selvom det alt sammen er sjovt i øjeblikket, og sjovheden sikkert bliver forstærket af, at vi på dette tidspunkt har drukket fadøl i små fire timer, så er det også bare svært ikke at føle, at kejseren står halvnøgen blandt de mange badedyr. Party Cannon er sådan et band, der skriver sange om at få udspilet sit røvhul, mens et bandmedlem står med et skilt af pap, formet som et hjerte, hvor der står “STRETCHING ASS” med store bogstaver malet på. Det er da meget sjovt, men det er ikke vildt godt. Party Cannon minder lidt om de første ungdomsfester, man går til, når man lige er blevet gammel nok til at ryge smøger og drikke bajere i smug. Det er sjovt, men ender ofte i bræk og dårlige beslutninger, og det tror jeg faktisk, at skotterne er helt indforstået med.
Dagger Threat får jeg hørt fra tatovørbriksen. Deres nu-metallede hardcore lød dejligt dumt og bøffet og var et passende soundtrack til lidt kropslig skamfering. Danefae var dagens hidtidige højdepunkt. Jeg har lyttet en del siden gruppens andet album, ‘Trøst’, udkom sidste år, men indtil lørdag havde vi forbipasseret hinanden i livesammenhæng. Bandet er voldsomt kompetent, omend den type musik, de spiller, som befinder sig i grænselandet mellem progressiv rock og progressiv metal, ikke er min foretrukne. Inspirationerne er mange, men jeg kan flere steder høre både Cocteau Twins og Porcupine Tree, hvilket aldrig har gjort noget dårligt for nogen. De rytmiske og lettere djentede riffs er ikke lige mig, men det er en ren smagssag, for musikernes evner på deres instrumenter og som sangskrivere kan der ikke sættes en finger på.
Forsanger Anne Olesen har en af de vildeste stemmer på den danske musikscene. Der er noget næsten overjordisk over, hvor uanstrengt hun ser ud, når hun synger.
Enten har hun studeret Kate Bush ned til mindste detalje, ellers faldt hun i gryden med trylledrik som lille. Hvad end det er, så fortsæt med det. Ovenpå den omgang gik der lidt festival i den for mit vedkommende igen. Der blev hilst og skålet med venner, tanket mad og fortalt røverhistorier, inden det var tid til Morbid.
Kender man ikke det svenske band, så er de kultlegender i den svenske ekstremmetalscene. De var aktive i årene 1985 frem til 1988 med demoerne ‘December Moon’ og ‘Last Supper…’. Kultstatusen kommer primært af, at den forhenværende forsanger i Mayhem, Dead, sang på den første demo, inden han flyttede til Norge for at synge i Mayhem. Derudover spillede Lars-Göran Petrov trommer og Ulf Cederlund guitar, før de dannede Nihilist, der senere blev til Entombed.
I dag er Morbid hyldet som et eksempel på førstebølgeblacken. Dels grundet den thrashede stil på ‘December Moon’, dels grundet Deads medvirken i Mayhem. Nu er bandet gendannet, men med Deads halvbror “Necrobird” som sanger og Erik Danielsson fra Watain på trommer. Det er noget af et scoop for den lille festival at få hevet Morbid til Aarhus for at spille sin første og formentlig eneste koncert nogensinde på dansk grund. Sammen med kørestolsbrugerne kan man også spotte Martin Jørgensen, arrangør af Metal Magic Festival, oppe foran med julelys i øjnene. Et stort omvendt kors står plantet på scenen, mens bandet går på. Necrobird bæres ind gennem publikum i en kiste af fire kutteklædte mænd. Det er tilpas fjollet, men samtidig meget opmærksomt på lige præcis den tid, det kommer fra, og forsøger at hylde.
Men foruden at gøre det er bandet ekstremt opmærksomt på, hvilket arrangement det rent faktisk spiller til. Necrobird og bassist Dr. Schitz var konstant ude ved publikum – særligt på kørestolsplateauet. Det er hjertevarmende at se et band, som sagtens bare kunne nøjes med at pleje sit image som mørkt og ondskabsfuldt, formår at have respekt for arrangementet og ikke bare gøre det til endnu en koncert. Det minder mig samtidig om, at det faktisk var en gennemgående ting ved flere koncerter på festivalen – særligt førnævnte Martin Jørgensen tilbragte mere tid i “kørestolsgraven” end på scenen, da han selv spillede tidligere på aftenen.
Jeg får senere at vide, at det også var tilfældet til flere koncerter dagen før. Særligt Midnight skulle have været ekstremt opmærksomme på at give kørestolsbrugerne en speciel oplevelse, og det gør mig sgu bare glad og understreger samtidig vigtigheden af at have en festival som Rock & Rul. Frem mod slutningen af Morbids koncert er der også et par kørestolsbrugere, som lige vippes ud af stolen og crowdsurfer frem og tilbage. En enkelt får flere ture, mens en anden får samlet mod til også at bede sin ledsager om at få en tur.
Efter små halvtreds minutter går bandet af. Der gives high fives og krammere, og Dr. Schitz får delt ud af sin medbragte hjemmebrændt til publikum, uanset om de er på ben eller på hjul.
Og således var mit første Rock & Rul overstået. Som publikum har det været en af de mest problemfrie festivaloplevelser, jeg endnu har prøvet. Måske kunne jeg ønske et mere fokuseret program, men som nævnt tidligere er jeg sikker på, at det er helt med vilje, at programmet spænder så bredt. Som arrangør har det vist ikke ligefrem rullet derudad. Festivalen har store økonomiske problemer grundet manglende opbakning. Det er ikke en billig løsning at gøre en festival kørestolsvenlig. Flere bands har frivilligt gået ned i honorar, mens andre har doneret dele af overskuddet fra merchandisesalg til festivalen.
Det ser bedre ud, end det har gjort, men festivalen er desværre ikke reddet endnu. Hvis du ønsker at støtte Rock & Rul, kan du købe støttebilletter for 100 kr. stykket her. Du kan købe så mange, som du ønsker – og beløbet går udelukkende til at sikre, at festivalen kan afholdes igen næste år. Lykkes det, så kan jeg garantere, at vi ses igen. Vores scene har brug for folk, som tør at gøre noget anderledes. Det tør Rock & Rul, og det er noget, som er værd at støtte.
