Størstedelen af jer der læser Selvtægt (kæmpe skud ud til jer, vi værdsætter det vildt meget), er ret aktive når det kommer til at tage til koncerter, hvilket er mega fedt (især på de små steder). Men hvor meget tænker vi egentlig over dem, som ofte ikke er til stede oppe foran? Hvordan er oplevelsen for dem, hvor noget så simpelt som bredden på dør, faktisk er en udfordring? Selvtægt besøgte Rock & Rul Festival, for at snakke med dem, der tit bliver overset.
Ifølge tal fra VIVE (Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd lyder lidt sejere), så er der over 300.000, der har et større fysisk handicap i Danmark, men som Dansk Handicaporganisationer siger så passende, så det ikke den, der lever med et handicap der er “problemet”, det er samfundets manglende tilpasning, der giver problemet. Som en, der ikke har funktionsnedsættelse, så skal jeg også være den første til at indrømme, at det ikke lige er det jeg tænker mest over i min hverdag – jeg har sgu for travlt med at tænke høje tanker om mig selv. Og jeg er nok ikke den eneste. Hvilket er grunden til, at Rock & Rul laver et vigtigt arbejde med den her festival, hvor de viser hvor nemt det er at gøre rum og oplevelser mere tilgængelige, fremfor at folk med funktionsnedsættelse bare bliver parkeret nede bagved på en platform.
Bare lige for transparensens skyld, så er jeg godt klar over, at jeg trækker en helvedes masse privilegier med mig ind i denne arena. Jeg er en to meter høj, tatoveret, hvid, (relativ) heteroseksuel mand. Som en levende gatekeeper – omend ufrivillig, i en verden, hvor ikke alle har den luksus at vælge frit, hvor de står eller om de kan se scenen over andres hoveder.
Jeg afbryder en ung mand fra Thy med denimvest og halvlangt hår, mens han snakker med sine venner hen over nogle øl (“magten” ved at have et pressekort er allerede steget mig til hovedet). Da jeg spørger Lars om, hvordan det er at være på festival i kørestol, så er han ambivalent omkring platformene, “Det kan nogle gange godt understrege ens position som anderledes.” Han synes, at det er vigtigt, at der er faciliteter, men oftest så vil han hellere være nede på jorden med sine kammerater og drikke bajere, så han bruger i højere grad de store skærme der ofte findes. Da jeg laver noget banal journalistik (jeg aner ikke hvad jeg laver), og spørger hvorfor han hører metal, siger han, at metal har en naturlig følelse af omsorg, hvor det virker normalt at give plads og passe på hinanden, uden at det føles som en ekstra indsats. Det er second nature at passe på folk i moshpitten og der er en tolerance for alt, der stikker ud fra normen. Derfor er det også uheldigt, at Grøn Koncert, der er bygget op omkring Muskelsvindfonden, så er festivalen ikke egnet til folk med funktionsbesvær, og det afspejler sig også i det tilstedeværende publikum, der i højere grad ligner J-dag på A-Bar.
Som jeg render rundt mellem Radar, A-Huset og Den Rå Hal, tænker jeg over, hvornår jeg sidst har været bevidst om mig selv, som en forhindring for andres oplevelse – for jaja, jeg står måske foran dig og gør, at du ikke kan se noget, men så kan folk bare flytte sig, tænker jeg ofte. Men det er altså ikke lige alle, der bare kan flytte sig lige så nemt som jeg kan. At være oppe foran er for alle, ikke kun for vrede, unge mænd som mig.
Jeg møder Torben fra Ulykkespatientforeningen, der ikke altid selv har siddet i kørestol, og han indrømmer da også, at da han selv var gående, ikke tænkte særlig meget over de behov, han nu selv er berørt af. Man har jo sin egen hverdag, hvor man bare prøver at få tingene til at fungere.
Da han siger “Du mister ikke noget ved at give plads” kan jeg jo kun give ham ret, og når han fortsat fortæller om, hvordan det er de små ting, der gør en forskel – en bredere dør, en rampe, der ikke er stejlere end en Alpe d’Huez-etape og en bar, hvor du kan bestille en bajer uden at du føler, at du er usynlig, går det op for mig, hvor relativt små tingene er, der gør en stor forskel for folk der har brug for det.
Jeg løber ind i Sebastian og Andreas, der står bag Rock & Rul, lige efter at de har snakket med TV2 Østjylland. Sebastian, der lever med cerebral parese, mødte metalmiljøet gennem Andreas, som de fleste kender som forsanger i Plaguemace.
Sebastian indrømmer, at han kommer fra popmusik, “men metal er sjovere, især når man som mig har krudt i røven.” Andreas tilføjer, at han før har stået og tænkt “han kommer nok tilbage” når Sebastian crowdsurfer. Det er så ikke altid, at det sker, og så må Andreas ud og finde ham. Undertegnede var da også ved at få Sebastian og hans kørestol i hovedet, da Sebastian crowdsurfede til Support Our Scene i Fredericia.
Som yngre hørte Sebastian historier om andre med handicap, som bare sad derhjemme, og han var bange for at ende på samme måde. “Min holdning er, at man kan meget selvom er handicappet. Det handler om ens mindset.”
De to har det ikke som en mission at ændre verden; de vil bare vise, at folk med funktionsnedsættelser kan være en del af det samme fællesskab som alle andre. “Det handler ikke om at skille sig ud, det handler om at være med på lige fod.” Og det handler især om at kunne inspirere folk med handicap, til at de godt kan. For mange med handicap har måske en forestilling om, at de blot skal sidde derhjemme, men sådan behøver det ikke at være.
Udover faciliteter som toiletter og ramper, som de fleste af os er klar over eksisterer, så er tilgængelighed mere end nogle arkitektoniske retningslinjer, der skal søges midler til (hvilket Torben fortalte mig, åbenbart var meganemt at gøre).
En af de måder som Rock & Rul har arbejdet med tilgængelighed og sameksistens på, er ved at have ‘Omsorgspersoner’ i veste oppe foran til koncerterne. De fungerer som en mur, der skubber pitten lidt bagud, hvilket giver en naturlig plads til dem, der oftest bliver placeret nede bagved, hvor de i forvejen ikke kan se noget. Og det fungerer overraskende godt, da de formår at holde momentum og sende energien tilbage i hovedet på folk, frem for at fungere som vagter, der med deres blotte tilstedeværelse gør, at folk skruer et tak ned for intensiteten på grund af faren for at blive bortvist.
Jeg falder i snak med tre unge mennesker, Nora-Mona, Evangeline og Jay, og som jeg snakker med dem, går det op for mig, hvor almindeligt og banalt det er, at kunne udtrykke sig som man vil. Hvem har ikke brugt alt for mange timer på Google i start-nullerne på at finde billeder af Good Charlotte og The Used, for at kunne kopiere deres tøjstil? Senere var det på MySpace for at se hvad Oliver Sykes og Mitch Lucker havde på. Og hvis du benægter, så er du en løgner. Jeg så jer, allesammen.
Selvbestemmelse gennem udseende og påklædning er en vigtig del af hvordan man identificerer sig med andre og i høj grad hvordan man ser sig selv. Så når man har noget gear, så er det selvfølgelig en forlængelse af det. Jagten på individualitet (og tilhørssted) har altid været en vigtig del af alternative miljøer, hvilket gør at metal- og punkmiljøerne (på papiret i hvert fald, at der eksisterer naziblack og TERF-punk er en konstant påmindelse om, at gift siver og ukrudt ikke forgår) har en feeling og stemning af at vi alle hører til, om vi skiller os ud på den ene eller anden måde, om det er køn, identitet, etnicitet, førlighed eller andet, så er der plads til os alle. Ifølge Nora-Mona så er der en følelse af at være velkommen også selvom man ikke ligner de andre med nitter og denimvest.
Når man har hjælpemidler, som bliver en forlængelse af ens udtryk, så er det vigtigt at man er tilpas med dem, derfor har Jay røde hjul på sin kørestol og Nora-Monas stok er lavet af gennemsigtig orange akryl, for hvorfor skal man have noget der ligner, at det er kommunalt forvaltet, når man er ung og farverig? Ligesom resten af miljøet, så er der noget forfængelighed over os alle — om det vores hår, tatoveringer, tøj eller piercinger. Selvbestemmelse og kropslig autonomi er essentielt for os alle.
