I hashtagget’s guldalder (2012-2015) var Roskilde Festivalen og ikke mindst pressen enormt optaget af den såkaldte ‘orange feeling’. Hvad er den følelse? Hvad består den af? Hvornår rammer den? En slags prædikat på den følelse, der eksklusivt findes hos personer på Dyrskuepladsen i uge 27. Sloganet blev droppet i takt med at årene gik, men det fungerer ganske fint som samlende fremstilling for, hvad Roskilde Festivalen er, og hvad den bør være. Definitionen og missionen for festivalen er der mange i mediebranchen og på sociale medier, som føler sig berettigede til at fastlægge. Sandheden er nok, at overfloden af holdninger til festivalen allesammen på deres egen måde er sandfærdige. Om det så er en 16-årig gymnasieelev, eller Berlingske-redaktøren Tom Jensen, som må have en mening.
Der er rig mulighed for at opspore holdninger til, hvad pokker den der ‘orange feeling’ er. Så det vil jeg ikke bruge spalteplads på at komme nærmere ind på. Jeg tænker, at du som læser er skarp nok til at have din egen definition, og den vil jeg lade dig have. I stedet skal du læse om min egen jagt i festivalens musikprogram på at finde denne ‘orange feeling’, i dens mange former.
Onsdag:
På et afbud skulle Iceage åbne Eos-scenen og den alvorlige del af Roskilde Festival. Nemlig de såkaldte Final Days, — ”musik-dagene”, ”de rigtige dage”. Kært barn har mange navne. I høj sol stod vi i hvert fald, den rimeligt pæne skare af folk vi var. Med 28 grader i smasken og en open air-scene, var det måske ikke festivalens mest belejlige lokation for Rønnenfelts weltschmerz. Men med så kort varsel for deres indtrængen i programmet, må man jo tage hvad man kan få. Uden at fortrække en mine kværnede københavner-punkerne os igennem deres nyeste album, ‘For Love of Grace & the Hereafter’. Fuldstændigt som vi kender dem. Selvsikkert, ikonisk og fandenivoldsk var det, da Rønnenfelt kastede sig ud i publikum med to LED-skærme i baggrunden. “No crowdsurfing, please” stod der på dem. Stakkels vagter. Ikke et øje tørt herfra. Til sidst fik vi blandt andet gamle kendinge som ‘Ecstasy’ og ‘The Lord’s Favourite’ fremført med den helt rette fandenivoldskhed. Så var vi ligesom i gang.
Over til Orange Scene. Som en sort alf trådt ud af sit vinterhi, stod han der. Robert Smith. Med et ansigtsudtryk, der rummede lige dele taknemmelighed og frygtsomhed, vinkede han ud til de tusinder og atter tusinder, som havde fundet vej til Orange Scene i aftensolen. I en tour de force af hits fik vi ‘Plainsong’, ‘Pictures of You’, ‘A Forest’, ‘The Lovecats’, ‘Why Can’t I Be You’, ‘Friday I’m In Love’, ‘Lovesong’, ‘Boys Don’t Cry’, ‘Close To You’, ‘Just Like Heaven’, ‘In Between Days’. Jeg kunne blive ved. Det fortæller lidt om den arv, bandet besidder, og som de fremførte for et publikum i alle aldre. Har man set The Cure, ved man hvor mesterligt de spiller, hvor godt det lyder. Og hvor intakt Smiths vokal er. Dybt imponerende. Slående var det dog, at de ikke spillede noget fra 2024-udgivelsen ‘Songs Of A Lost World’. Var det ikke netop her relevansen for bookingen af det efterhånden 50 år gamle orkester lå? Uanset blev vi spillet ind i natten på fornemmeste vis.
Torsdag:
Dårligt vejr. Det skal det åbenbart være når Napalm Death spiller i Danmark. Sidste gang de britiske grindcore-godfathers spillede på Copenhell, måtte koncerten sågar både afbrydes og aflyses helt pga. situationen foroven. Til min ærgrelse havde bandet fået open air-scenen Eos. Deres intense, buldrende udtryk får en anden intensitet i mere tillukkede omgivelser. Det var på alle måder et enormt professionelt og erfarent band som mødte os denne regnvåde eftermiddag. Midt i Napalm Deaths kaos hersker en spilleglæde og et nærvær med publikum, som enormt mange bands kan lære noget af. Tydeligst er det, når frontmand Barney vælter rundt på scenen i sin egen trancelignende tilstand, men alligevel med et overskud til at engagere sig og være nærværende med sit publikum. Med deres musikalske gavmildhed og politiske pletskud stod Napalm Death som skarpe stråler i regnen. Fremragende.
Efter en regn- og blæstfuld dag traskede jeg imod et farvel med en af mørkets fremmeste popsangerinder. Nemlig Lykke Li. På forhånd har svenskeren udtalt at denne turné vil være den sidste. Som modstykke til slut-nullernes og tiernes skabede og spraglede pop-artister (tænk Katy Perry, Kesha, ‘Gangnam Style’ etc.), stod Lykke Li for en seriøs, melankolsk og minimalistisk tilgang – som de svenske popstjerner har det med at gøre. Hendes mørke og kølige stil gjorde hende såmænd også overset i forhold til samtidens pop-artister. Med et velspillet, minimalistisk og teatralsk show fik vi sagt farvel på fineste vis. Med sin karakteristiske sorte og anonyme silhuet-æstetik gjorde Lykke Li alt det hun skulle. Nemlig at sende publikum ud i natten og selvfølgelig til et ‘Roskilde-hit’, som har været det hvert eneste år (i hvert fald de år undertegnede har været afsted): “I, I follow – I follow you”.
Fredag:
Den kolde og våde torsdag havde efterladt mig med rimelig tomme batterier til fredagen. End ikke en overnatning i København, et brusebad, solid morgenmad og en morgen-Red Bull kunne sætte mig i gang. Men det fik The Savage Rose ændret på. Familieforetagendet, som har strakt sig over 50 år, er totalt sit eget. Engang grinede man ad dem, men uagtet musikalske strømninger, eller skiftende politiske diskurser, har intet rokket ved Annisette og co. Og det er punk som bare fanden. Ligesom kollegerne i The Rolling Stones, har The Savage Rose været på scenen i nogenlunde den samme menneskealder. Dog som det modsatte – et band, ikke et brand. De gjorde fuldstændig som de skulle denne fredag eftermiddag. Hvor spiller de dog eminent, og deres familiære relationer afspejler sig i den musikalske tryghed, de udtrykker overfor hinanden og publikum. Robert Smith fremstod som en vildfaren farmor sammenlignet med Annisette Koppel. Dog fik det ældre segment af Roskilde-publikummet også sat lidt skår i glæden. Mindst tre realkreditlån fik jeg da ufrivilligt hørt historien om… Kom nu lidt ind i kampen, venner.
I ekstremt god tid vendte jeg snuden mod Arena og David Byrne. Der har nemlig været noget med scene-planlægningen i år, som ikke har fungeret. Jeg er helt klar over, at overlap og sceneplaner er en kunst i sig selv, og at der hvert år skal være nogle, som spiller på en for lille (eller for stor) scene. At det også er en nødvendighed for at sprede folk ud. Men i år har problemerne virket ekstraordinære. 45 minutter før David Byrnes koncert (eller rettere show), er Arena stuvende fuldt. Det står klart, at ekstremt mange er gået forgæves for en plads i teltet, selvom de er kommet i god tid. Om det er Byrne selv, som ikke vil optræde på Orange Scene, ved jeg ikke (han har spillet på open air-scener på sin nuværende turné). Besynderligt virker det ihvertfald, at vi ikke skal høre de udødelige Talking Heads-klassikere på festivalens største scene. Også med tanke på den enorme menneskemængde, der kom sidst Byrne optrådte på festivalen i 2018, og den hype, hans show efterfølgende medførte. Så meget hype, at Benjamin Hav har kopieret det 1:1 (find dog på noget selv). For ligesom sidst var det en overvældende, ekstatisk og underholdende omgang, vi var vidne til. Med et stramt anlagt visuelt show, som aldrig stod stille, er det ikke for sjov, at Byrne har høstet fuld plade hos anmelderne.
Efter en bid brød og en halvsløj Oklou-koncert set på afstand, var kursen sat mod Gloria. Det hører nok til sjældenhederne, at Poison Ruïn har spillet i mere passende rammer. Med et visuelt udtryk som bringer minder om Amager Fælled (eller Randers Regnskov, hvis man ikke har krydset Storebælt), passer omgivelserne som fod i hose til bandets dungeon-punk. Sidste år spillede bandet, hvad der muligvis var undertegnedes bedste koncert, i en propfyldt, hektisk, sveddryppende Store Sal under årets K-Town Festival. Så det var også med høje forventninger, vi gik ind til Gloria. Og som sådan skuffede bandet ikke. Med deres potente punk-rock var det tiltrængt med et band, som spiller en mere ortodoks form for rock. Deres seneste udspil har delt vandene, men samlet set var hele Gloria med fra første sekund. Vi var nok flere, som fandt det tiltrængt. Det sene spilletidspunkt på den anden side af midnat, og konkurrencen fra de andre scener, gjorde det på ingen måde så overvældende, som det var på K-Town sidste år. Her var langt fra fyldt op, og koncerten nåede aldrig det kogepunkt, som jeg ved Poison Ruïn kan ramme.
Lørdag:
På den solbeskinnede lørdag fik mit hamrende Phoebe Bridgers-hjerte mig til at søge mod Eee Gee på Lagune. Vi var mange her i den bagende sol, og jeg fandt lige tids nok plads ved kanten af teltdugen. Propfyldt var der nemlig, på en scene som syntes for lille til den danske pop-artist. Endnu en fejlplacering fra festivalens side, efter undertegnedes mening. Men der ved kanten af teltdugen mødte jeg ham så, Lukas Nysted, trommeslager i dødsmetal-duoen Sewer Haul. Han skulle også lige op og se hvad ”det der Eee Gee” det var. Så der stod vi. Med vores lange flotte hår og sindssygt flotte overskæg, som to skoledrenge, der var gået med mor i dameomklædningen. Alt andet end mosh-pit, dobbeltpedal og cirkelspark var det. Men nøj, hvor var det sofistikeret og vellydende, det som ramte os. “Hold kæft, hvor er det godt”, udbrød vi flere gange til hinanden. Fantastisk at høre og se, at dansk pop også kan være det her. Ambitiøst, klogt og velkomponeret. Indrømmet, jeg har nok bare lyst til at læse til sygeplejerske, høre en masse Taylor Swift, og spise en masse bland-selv-slik. Har i hvert fald ikke hørt så meget andet end Eee Gee siden jeg kom hjem fra Dyrskuepladsen.
Efter at været blevet sat blidt i gang med bjergtagende pop fra Eee Gee, var der lagt perfekt op til ”the Danish New Wave band TV-2”, som The Independent skrev. En håndfuld fra Selvtægt-redaktionen var vi samlet for at være vidne til historiens vingesus. For nogles vedkommende et vingesus fløjet ind med den østjyske modermælk, for andre en førstegangsoplevelse. Overlegent var det, og ligesom The Cure, plukkede Brandt og co. som det passede dem fra det enorme bagkatalog. Aarhusianerne mindede os om hvor mange hits de faktisk har. Især fra ‘Nutidens Unge’ (meget passende taget Roskilde-publikummets gennemsnitsalder i betragtning), samt de helt tidlige firser-klassikere var på setlisten. Og så selvfølgelig en håndfuld hits fra renæssancen i nullerne. Onde tunger vil sige, at man skal have et personligt forhold til TV-2 for at få noget ud af koncerten. Og det har de fuldstændig ret i. Men det var vi saftsuseme mange, som havde, der i eftermiddagssolen. I alle aldre stod vi der og gav minder, opvækst og historier vinger. Det var sjovt, rørende og meningsfuldt. Måske var det den der “Orange Feeling”, som ramte?
Efter TV-2’s folkefest ramte jeg en anden slags folkefest på Gloria. I dønningerne af Slægt og Scimitar spillede Cuirass deres charmerende og gennemførte middelalder-hymner. Iført rustninger og kjortler blev vi ført igennem den ene serenade og vise efter den anden. Publikum kvitterede med folkedans og fællessang. Jeg tør godt vædde på, intet andet band på Roskilde Festival har lydt sådan her i år. Udover Cuirass’ originale udtryk, spiller de også godt. Med et overskud i deres nærvær fandt der også en charmerende interaktion sted med publikum. Det var faktisk som at sidde på kroen i Ringenes Herres Bri og synge med sine venner. For en stund glemte jeg, at jeg var på en festival, og Cuirass formåede virkelig at skabe et intimt, festligt og vedkommende rum. Og det er svært på en festival med et så stort program, så mange indtryk og udtryk, og så mange infrastrukturer. Et perfekt cast til Roskilde Festival og Gloria.
