Jeg vil gerne starte med at bringe et dementi. Det er ikke god journalistik at viderebringe direkte forkert information, hvorfor jeg naturligvis gerne vil beklage. Sidste år fik jeg beklageligt forklaret, at Roskilde Festival 2025 var mit niende år på festivalen. Det er selvfølgelig forkert. Det var mit tiende år, hvorfor dette naturligvis er mit ellevte år.
Nå. Roskilde Festival. Hvor skal man starte? Det er sjældent, at en by har en kulturel begivenhed så stor, at den har reel betydning for hele landet. Roskilde er noget specielt. En festival, som både samler og splitter os. Der er intet, der kan få boomere op af stolen, som en festivalplakat, der får dem til at konstatere: “Jeg kender ikke et eneste navn!” eller et billede af en skraldefyldt festivalplads, der fremprovokerer et: “Luk lortet!”
Selvom mine venner falder som fluer, så involverer det at være på festival stadig at sove i telt og få minimalt med søvn i en uge, for så at have vildt ondt af sig selv i den efterfølgende uge. En udtjent luftmadras, en sovepose, der er for lille og en rugbrødsmad med makrel i tomat – det er næsten ceremonielt. Særligt i et telt, som jo gerne kommer op at kysse de 45 grader, når solen bager fra kl. otte.
Plads til forskellighed
Roskilde er jo klart noget andet end det var for tredive år siden. Festivalen har også ændret sig en del, siden jeg begyndte at komme i mine spæde teenageår. I 2014 synes jeg, at det var en pissegod idé at spise dåseleverpostej og høre Phil Anselmo and the Illegals i Arena-teltet. Her i 2026 er jeg mere sådan en, der har tørret mango med og hører Ethel Cain. Rock- og metalmusikken, kødet og overforbruget rykker i baggrunden på festivalen, mens kvinder, queerpersoner, bæredygtige alternativer og Maté Maté vinder terræn.
Det skaber naturligvis et skred i det segment, man forsøger at ramme, men det er jo tiderne, Hr. Schwann. Vi har en festival, som tør at følge med tiden og samtidig opdrage og udfordre sit publikum. Det er ikke uvigtigt.
Selvom opvarmningsdagene er noget, som bare skal overstås for mange, så betyder det bare mere for mig at stå med mine bedste venner og se Demersal være Demersal på en scene, som måske er for stor, end det gør, hvis jeg så dem på Copenhell.
I femogtredive grader og en syv hestes brandert, er Roskilde Festival stadig det sted, der samler os på tværs af genrer, køn og generationer. Ligeledes kan man lytte til strålende norsk folkpop med Pumpegris, som godt nok ikke havde nogen pumpe på scenen -<- men billeder af grise med et kæmpe yver, inden man skal have punkerskældud af Pistol Pistol Pistol. Selvom festivalens aktivisme til tider kan virke ensidig, så er der til gengæld masser af plads til forskelligheder i musikprogrammet. For eksempel, kunne den unge rapper Zuloo levere følgende rim foran et ocean af mennesker på Eos-scenen: “Hoved, skulder, knæ og tå – Ah, så meget drip, man har på.” Der er ikke altid så langt fra MGP til det, de unge gerne vil se.
Hurdy gurdy, grindcore og stjernenykker
Britisk-nigerianske Joshua Idehen åbnede hovedprogrammet for mig, og endte med at blive blandt festivalens bedste koncerter. Senere var koreanske Hypnosis Therapy skørt og kaotisk i en sådan grad, at man skulle tro at de havde siddet og suget bong på campingpladsen i en uge. The Cure var lige så magisk som altid, selvom vi måtte nøjes med et ‘kort’ sæt på to timer og femten minutter. Der er noget helt ekstatisk ved at stå med venner, på tværs af vennegrupper, og skråle med på ‘Just Like Heaven.’ En eller anden dag går det nok op for Robert Smith, at han sikkert døde for længe siden – men jeg håber, at der går lidt endnu.
I selve festivaldagene, havde jeg faktisk kun set frem til ét metalband; Primitive Man. De formåede så at aflyse for anden gang i løbet af få år. Selvom det var ærgerligt, så var det samtidig lidt frigørende. Jeg har efterhånden affundet mig med, at jeg næppe får dem at se.
Til gengæld fik jeg set slovenske Širom spille dronet krautfolk på hurdy gurdy (drejelire, red.), hvilket selvfølgelig var enormt fedt. Et Shane Embury-løst Napalm Death fik også vist at de stadig er pissegale, mens Barney Greenway på meget pædagogisk vis forsøgte at formidle bandets musik til de uindviede. Nå ja, og så spillede de ‘You Suffer’ to gange.
Ethel Cain holdt fest for alle de hjerteknuste, og selv jeg måtte overgive mig. Jeg var ikke vildt bekendt med hendes musik forud for koncerten, og noget af det var da lige lovligt meget Taylor Swift på lykkepiller – men stadig absolut fremragende.
Der er skrevet stolpe op og stolpe ned om, at Damon Albarn opførte sig som en abe, da Gorillaz spillede. Det gjorde han. Han var også spritstiv. Men det var da meget hyggeligt at høre ‘Stylo,’ som jo er en kæmpe banger. Min sidedame fik da også gjort mig opmærksom på (en ti-femten gange) at de altså ikke spillede ‘DARE’, hvilket gjorde hende meget vred. Jeg tror også, at hun var den eneste på festivalen, som var mere beruset end Albarn.
Hun faldt i hvert fald i søvn et par gange.
Må man nu ikke være fascist længere?
Tyske Brutalismus 3000 fik også for alvor bevist, at Roskilde Festivals valg om at fjerne Apollo som elektronisk scene gav fremragende mening. Det enorme Arena-telt var pakket kl. 02:00 til at give luften blå mærker. I en tid hvor metalmusikken næppe kan samle 15000 på Roskilde Festival, er det rart at se, at man stadig tør at tage chancer med nichemusik – og endnu rarere at se det give pote, uanset hvor hypet den tyske duo end må være.
Fredag fik jeg nok udfordret min musikalske horisont mest. Shovel Dance Collective spillede eksperimenterende folkemusik i regnen. Der var sågar en, som spillede på walkie talkie, hvilket jo er enormt sejt. The Savage Rose er målestokken for, hvor sej jeg vil være, når jeg er tæt på at runde 80. Annisette Koppel synger simpelthen som en drøm og er sympatisk som bare fanden. En flok midaldrende mænd ved siden af mig knurrer lidt, da hun råber mishagsytringer mod fascismen – og det er sgu da også for meget, at man ikke må være fascist længere i 2026. På grund af woke.
Maruja snakkede næsten deres egen koncert ihjel, hvilket var en skam. Når musikken spillede, var alting godt. Min ukrainske veninde fik hevet mig med til Addison Rae. Det mindede lidt mere om en opvisning fra Victoria’s Secret end en koncert. Min veninde får fremstammet, på lidt gebrokkent engelsk, “I hope you find this interesting,” hvortil jeg nikker smilende. Men altså, jeg anede ikke, hvor jeg skulle kigge hen. Der var meget lidt tøj – og endnu mindre musik.
Hos David Byrne var der derimod rigtig meget tøj og musik – og mennesker. Jeg plejer at gå en stor bue uden om Arena, når der er populære koncerter. Men den person, som har stået for en af de bedste koncerter i mit liv, skal selvfølgelig have chancen for at overgå det. Det lykkes godt nok ikke helt, men mindre kan fandeme også gøre det. Blawan toppede aftenen med reel techno, som jo er en mangelvare. Mørk musik kan være mange ting – og Blawans techno er helt klart en af dem. På vej hjem mod mit telt fik jeg endnu engang konstateret, at jeg aldrig nogensinde kommer til at forstå Yung Lean eller Bladee. En dag, hvor højdepunkterne var høje, og lavpunkterne var til at få øje på.
Roskilde, do you want some mår?
Min lørdag startede med, at min lejr skulle drikke seks rammer øl af en ølbong med en udstoppet mår, som hed Mårten, mens vi hørte Scooter. Øllet måtte jo ikke gå til spilde – og så var vi ligesom i gang. Første koncert blev irske Madra Salach, som både spillede punket irsk folkemusik og Neutral Milk Hotel-covers, så jeg var i godt humør. Dels på grund af måren, men særligt på grund af Neutral Milk Hotel.
Resten af dagen gik i godt selskab med min ven og tidligere skribentkollega Jon, som hev mig med til svenske Sara Parkman. Jeg var ikke forberedt på at blive rørt så dybt som jeg gjorde, men hendes næsten spøgelsesagtige indiepop om ufrivillig abort var en hård omgang. De sorger kunne så efterfølgende danses væk til Los Mirlos’ charmerende cumbia og surfrock. Jeg kan godt finde på værre ting at bruge en eftermiddag i solskin på.
I mellem blev der også tid til TV-2, som jo rent faktisk var lige så gode som alle går og siger. Be Bab A Lu La og alt det der.
Clipse fik, imod alle odds, bevist, at det rent faktisk er muligt for et stort amerikansk rapnavn at levere en over middel koncert på Orange Scene, hvilket i sig selv er en stor præstation. Der blev brugt omtrent lige så mange bombesamples som Pusha T fik rappet, hvilket er en del – og så spillede de ‘Grindin’ som jo stadig er en kæmpe banger.
Sidste ægte fede navn var Albertslund Terror Korps, som sidst spillede på festivalen i 2008. Meget vand er løbet gennem Store Vejleå siden, men det var rart at få lov til at stå i sin egen verden i en times tid, mens man blev udsat for et lydbad af gabber, hardcore, breakbeats og syrede ambiente lydflader.
Sara og Zara
Jeg får set lidt af Zara Larsson med min gode ven Emil. Eller, det vil sige, at vi ikke rigtigt kan se noget – men vi hører det på afstand, mens vi momentvis kan se storskærmene. Det der foregår på scenen, minder mest om børneunderholdningen på et all-inclusive resort på Mallorca, og så er det faktisk bare mere spændende at drikke fadøl. Det endte egentlig også bare med, at vi gik mod Gloria for at komme ind til Lord Snow, som var udmærket, men heller ikke så meget mere end det.
Vi mistede hinanden, som jo er ret så meget kutymen på sådan en festival. Særligt når man startede dagen med at drikke seks rammer øl af en udstoppet mår. Jeg endte derfor med at stå alene til årets sidste koncert; Kettama. Det var ikke sådan for alvor godt, men han spillede et af de bedste trancenumre nogensinde; ‘Need To Feel Loved’ med Reflekt. Det var en fin afslutning, hvorefter jeg traskede hjem i mit telt for sidste gang, gennem en efterhånden tom campingplads til solens første stråler.
Hvad kan vi så bruge Roskilde Festival til i 2026?
Det er fortsat et arnested for noget af det mest interessante musik der findes – både herhjemme og i udlandet. Det er vigtigt, at vi har et sted hvor både Sara Parkman og Zara Larsson kan være på samme plakat, og at man kan se Albertslund Terror Korps og TV-2 den samme dag. Et sted, hvor vi ikke behøver at tage stilling til, at man er tvangsindlagt til at høre på Guns N’ Roses i tre timer eller at skulle brokke sig over, at nogen har fundet på at booke Babymetal. Faktisk behøver vi slet ikke at høre metal – og det er godt.
