“Fuck, Roskilde har et lorte-lineup” er en sætning, jeg føler man hører oftere og oftere for hvert år det bliver afholdt. Og ja, det er jo ikke lige så godt som “de gode gamle dage”, hvor mænd kunne få lov til at spille rock på Orange. Men at holde fast i fortidens forventninger i moderne tider er opskriften på skuffelse. Specielt når Roskildes lineup i år jo faktisk var herregodt, og folk, der mener andet tydeligvis ikke har forstand på musikalsk mangfoldighed.
Roskilde er ikke en rockfestival længere, men det er ikke ensbetydende med, at programmets hovednavne fundamentalt er faldet i kvalitet. Jo, der har da været en håndfuld rædselsfulde industry plant TikTok-rappere med elendig facade og opvarmings-DJ’s som hovednavne de seneste par år, men samtidig har der også været hovednavne, der var lige så gode, som de andre var dårlige. For mit vedkommende har Roskilde Festival i år i hvert fald været en succes, og det starter helt fra de første dage på programmet.
OPVARMNINGSDAGE:
En sen ankomst på førstedagen grundet min gode vens studenterkørsel resulterede i, at det første band jeg fik set på Roskilde Festival i år var danske Vægtløs, der spillede enormt dyb og tung metal og tunge emner. Paradoksalt nok gjorde Vægtløs det nemt at snakke om alt det tunge, når de skar ind i sårbare emner som sorg, dødsfald og selvmord. Det var svært at se Vægtløs i dette format, da jeg personligt er vant til at se dem på små, trange spillesteder med absolut koncentration fra publikum – nu stod de på Roskildes Festivals First Days’ største scene og skulle formidle de tunge budskaber til et publikum af unge, der mest var kommet for at drikke øl og have det sjovt. Der blev i hvert fald startet mange glade, følelsesmæssige pits, der stod helt i kontrast til det sædvanlige Vægtløs-show. Jeg spottede i øvrigt Jamie fra Lysbaerer, der hævnede sig på publikum med en seriøs omgang crowdkill – som bestemt var fortjent, da størstedelen af publikum ikke kunne tie stille for at redde deres eget liv.
Troels Højgaard gjorde dog et fremragende stykke arbejde med at formidle budskabet til det unge publikum, der virkede til ikke at gide som udgangspunkt, og det virkede også til, han kom igennem til sidst. De semi-ironiske djævlehorn og tunge-ud-ad-munden-grimasser blev i hvert fald sænket og en generel følelse af fordybelse spredtes blandt publikum. Forhåbentligt kom Vægtløs igennem. Det gjorde de i hvert fald for mig.
Læs anmeldelse af koncerten her: Vægtløs: Dem, der ikke kender døden
Vi vandrede videre til et helt proppet Gaia-telt for at se Tonser, der ja, tonsede derudaf med pulserende EDM og hyperpop fra MySpace-æstetik i start 00’erne. Det var indkapslingen af alt hvad den gængse Copenhellgænger har imod “moderne musik” eller “ungdommens Roskilde-rap”. Og det var fyldt med clichéer, men samtidig var det så latterligt, smadret og overdrevet, at det virkede godt live. Det fangede i hvert fald essensen af genren godt, og Tonser føltes naturligt placeret på scenen som en skurk fra Winter Wonderland med sit kolde sceneshow.
Andendagen startede igen først sent for mit vedkommende til den danske rapper Wicky. Af hvad jeg forstod, var han et af de helt store og hypede navne for mange unge på Roskilde. Spørgsmålet var så bare hvorfor, han ikke gjorde mere ud af sit show? Pladsen foran Eos-scenen var nemlig proppet, men Wicky selv virkede fuldstændig ligeglad med at stå der.
Helt ærligt, så må Wicky ene og alene være en af de kedeligste performere, jeg har set. Om det så var reel ugidelighed eller et tvunget forsøg på at opnå at være “nonchalant”, så var det åndssvagt. Stræben efter at være nonchalant er ambitionernes død. Bilulykkerekvisitten på scenen var ikke det eneste ulykkelige ved koncerten, og Wicky der satte sig ned og spillede sej i sin pufjakke var en stærk andenplads på det mest ulykkelige.
Det opstod heldigvis statisk elektricitet af kropsgnidninger i hoppeborgspits, da Kesi kom på scenen. Hoppeborgen føltes bare punkteret, når folk hellere ville filme på deres telefoner end at have en fest, når der faktisk skete noget godt. Icekidd gæstede også scenen, og jeg vil aldrig forstå hvorfor Wicky ville have gæsterappere med, når det eneste de egentlig bidragede med var at vise et kolossalt niveauforskel i flow og performerdygtighed.
Jeg gik skuffet videre og mødte medselvtægter Thor til post-punkbandet Wedding på Gaia, der druknede sig selv i røg og ekkoende instrumentering. Det føltes mest som et loopet beat af ens numre og ligegyldige synth-adlibs her og der, selvom der mod slutningen var mere tydelige og velfungerende synthmarkeringer i lydbilledet.
Sidste opvarmningsdag, tirsdag, blev for mit vedkommende sparket i gang af det københavnske hardcore band Split; mere specifikt mærkatet “Amager Hardcore”. Det var perfekt til træningscenteret og store overarme, og det var af en eller anden grund lige så passende i Roskilde-format. Publikumskontakten var helt på plads, og for en gangs skyld føltes hiphoparmbevægelserne til metal/hardcore-koncerter ikke malplaceret.
Hiphopfølelsen gav jo også fint mening, når vi stod til en hardcorekoncert. Det føltes selvfølgelig ikke helt autentisk, da vi ikke befandt os til en blokfest i Bronx, New York, men snarere et telt i provinsen kl. 20 om aftenen.
Men det var også fuldstændig ligegyldigt om autenticiteten var tilstedeværende, for når Split råbte deres eget navn inden en kæmpe wall of death eller kommanderede folk til at two steppe, var alle komponenter for en hardcorekoncert så velspillende, at man ikke behøvede tage højde for, hvor gumpetungt og bølleagtigt det hele egentlig var.
Men hvad gjorde den her koncert til en god hardcorekoncert, når de jo egentlig bare genanvendte samme tricks og fifs, som tusindvis af andre også har gjort? Forskellen var charmen. Publikum ville gerne Split, og gjorde ikke bare som forsanger Benjamin Jeppesen sagde, fordi han sagde det. De gjorde det ud af rendyrket entusiasme for den stemning og kaosenergi, som Split formåede at skabe – så må vi jo i bakspejlet vælge at se bort fra det faktum, at folke valgte at sætte sig ned og ro midt i en hardcorekoncert. Stort skulderklap til bandet for ikke at skælde deltagerne mere ud.
Læs anmeldelse af koncerten her: Split: Jamen, så vuf vuf da!
Vi rykkede videre til rapperen Lay på Eos-scenen, der gik flere kunstneriske veje end bare rap. Jeg var måske forudindtaget, fordi jeg engang så ham på en højskole, hvor alt virkede til at spille mere end det gjorde denne aften. Instrumenternes rolle var fremtrædende dengang, men på Roskilde var det som om storhedsvanviddet eller idéen om det perfekte show havde taget overhånd. Den øreskærende autotune føltes ikke som et kunstnerisk valg, men snarere som kompensering for et eller andet. Hvad, ved jeg ikke. Det var en skam, da Lay egentlig havde et godt flow og virkede til at have forstand på elementerne af urbaniseret hiphop og dens genretræk.
Det blev et kort smut forbi norske Øyunns imponerende fremvisning af, hvor mange ting hun kunne samtidig, men at sludre ude foran Gutter Island med selvtægtcrewet viste sig at være mere interessant.
Jeg missede Biji, fordi aftensmad var vigtigt, men var klar igen til rapperen Skt. DeLarge på Gaia. Faktisk er han lige så meget en politisk figur, som han er en rapper. Han formidlede i hvert fald tydeligt diverse politiske holdninger fra scenen, mens det hele blev komplementeret af DJ-støj og trommespil.
Skt. DeLarge virkede lige så selvsikker som sårbar, når han råbte og græd med på sine egne tekster om en verden i forfald og personlig ængstelighed. I øvrigt var det enormt fedt at slutte koncerten på et mere stille nummer, der endte med adskillige drænede udråb af “Jeg har ikke nydt at skrive det her!”.
Skt. DeLarge indkapslede det ideelle af, hvad Roskilde kan symbolisere og stå for.
ONSDAG:
Annika startede den første rigtige festivaldag for undertegnede, hvor den faste tradition af danske “upcoming” kunstnere – hvis man overhovedet stadig kan kalde hende det? – havde sørget for, at hun havde fået tjansen at åbne Orange-scenen med sin feel-good-pop.
Man kunne godt mærke, at hun ikke havde alverdens erfaring med at stå på store scener, og at skulle spille foran omkring 60.000 publikummer som en af sine første festivaloptrædener var meget pres. Selvom koncertstarten var præget af regnbyger, stoppede Annikas entusiasme ikke hendes udstråling som en solstråle på scenen.
Men sommerfølelsen af god stemning og solstråleenergi var simpelthen ikke stærk nok til konsekvent at holde koncerten interessant, og det blev for kedeligt mod slut. Jeg ville ønske, hun kunne eksperimentere mere eller skrive flere numre, der ikke lød som de numre, hun allerede har skrevet. Hun er jo tydeligvis ikke en af de moderne kunstnere, der har behov for at gemme sig bag et backingtrack, da hun havde adskillige musikere og instrumenter med.
Vi gik fra koncerten lidt før slut for at se ukrainske Jinjer på Eos-scenen. Hvis du lytter til metal og har været på Facebook efter denne koncert blev afholdt, har du sikkert set en masse uenigheder omkring bandet samt voksne mennesker, der ikke kender til ordet “habitus”. Jeg har ikke de store holdninger til Jinjer, men hvis jeg skulle udtale mig, så ville jeg ønske, at de var lige så gode til at skrive numre, som de er til at spille på deres instrumenter.
Forsanger Tatiana Shmayluk har i hvert fald en af de vildeste vokaler i moderne metal, og de proggede stykker rundt omkring i musikken fungerede også godt live. Styrkerne og svaghederne spillede dog lige tydeligt op, og jeg havde ikke behov for at se en time af det, når de uden videre skiftede over i den kedeligste midtempo clean vokalpassage midt i numrene.
Efterfølgende var det et smut tilbage til Orange Scene for at se Fontaines D.C, der var et af årets store rocknavne. Nu skal man jo passe på, hvordan man udtaler sig om Fontaines D.C, så Tom Jensen eller hvilken som helst anden borgerlig skikkelse med adgang til et tastatur og en X-konto ikke kommer efter én.
Fontaines D.C valgte at invitere pro-palæstinensiske aktivister op på scenen i ti minutter for at lave kampråb og blafre med flag. Det fik sikkert et par stykker til at udvandre, men det fungerede samtidig også som en god platform for at italesætte nogle af verdensproblemerne rundt omkring. Måske er jeg ude af loopet, men jeg havde svært ved at se relevansen i at sammenligne situationen mellem Danmark og Grønland med Israel og Palæstina – det virkede i hvert fald fjollet.
Uanset hvad, var det sjovt at høre højreorienterede personer brokke sig over ytringsfriheden og ligeledes småbekymrende eller i hvert fald bare tankevækkende at se de danske mediers prioriteringer, da der på halvanden dag blev skrevet 102 artikler om Fontaines D.C-koncerten, mens der kun blev skrevet 60 omkring de yderligere 82 dræbte i Gaza.
Nå jo, musikken var for resten dødkedelig, og min papskål med spaghetti bolognese var en del mere interessant end stadionrockens forsøg på at være punkede.
Vi gik videre til Wet Leg, dels for at se koncerten og dels for at søge ly for den voldsomme regn. Wet Leg spillede god indierock, og det virkede passende at stå der med våde sokker og mudrede sko, men det blev en kort fornøjelse for mit vedkommende, da jeg efterlod min far dér for at få en god plads til Charli XCX lidt over en time inden koncertstart.
Det var en af de bedste festivalbeslutninger, jeg nogensinde har foretaget mig. Charli XCX’ sindssygt stærke onewomanshow var nemlig over alt forventning. Lige så nederen som det var at stå i en time og blive kold og gennemblødt, lige så fedt var det, da Charli XCX endelig stod på scenen og leverede overvældende bangers i sin gennemførte hyperpop.
Brat-summer er for alvor et genetableret fænomen, og Charli XCX viste perfekt hvordan pladsen skulle udnyttes. Tanken om at placere én enkelt kvinde på Orange Scene og bede hende om at spille et headlinershow virkede måske foruroligende, men Charli fyldte alene mere end mange bands ville gøre i fuld besætning.
Jeg kan forstå, at de personer, der kritiserer Charli XCX, ikke helt forstår, hvorfor hun er god. Personligt synes jeg, hendes evne til at balancere mellem intense festnumre og mere velovervejede personlige samt kønskritiske og samfundsopmærksomme numre i forbindelse med at være en kvinde i musikindustrien giver mere dybde til hendes abstraktionsniveau, når det kommer til lyrik – specielt sammenlignet med mange andre kvindelige girlbossrappere.
Charli XCX på Orange var i hvert fald en af de mest overvældende og bedste festivalkoncerter længe, og det er personligt den bedste koncert, jeg nogensinde har set på Roskilde Festival.
Jeg fik kigget på uret efter koncerten og det gik så op for mig, at jeg havde lige omkring 5 minutter til at nå ned til Arena for at se Deftones. Det havde jo været en semirealistisk tjans, hvis Roskilde ikke havde valgt at gøre ekspeditionen derned komplet umulig.
Jeg kunne lige så godt have taget en ond ring med, grundet den mængde dedikation jeg skulle samle sammen for at komme derned; både grundet menneskemængden selvfølgelig, men også det faktum, at der er blevet sat barrierer op mellem Arena og resten af festivalpladsen, så der kun er én forudbestemt vej derned.
Det var et logistisk helvede, og jeg håber, at vedkommende, der stod for denne beslutning, får modvind på cyklen resten af livet.
Nå, men på vej til Arena stødte jeg ind i en pige, der fik den gode idé at gå helt op foran. Indtil dette punkt havde jeg aldrig været i pit på Arena før, og jeg ved ikke hvordan hun formåede det, men hun fik os lukket ind i pitten 5 minutter koncertstart. Jeg havde forstået det som om, at man skulle stå op tidligt, få et armbånd og vente en håndfuld timer for at komme så tæt på, som vi spontant endte med at stå.
Men det var lige meget, fordi så stod vi der, helt forrest i crowd til Deftones. De har et par år på bagen efterhånden, men de gjorde det imponerende godt. Også meget fedt at se, at fænomenet “generationsgap” ikke var aktuelt til denne koncert, da jeg spottede alt fra mere normalt klædte voksne til unge metalhoveder samt drenge i bar mave og omvendt kasket på, til de sporadiske gothpigevenindergrupper, der var helt oppe og køre hele koncerten igennem.
Med rette, da det virkelig var en god koncert. Jeg er ikke den største Deftones-fan. Bestemt ikke fordi det er dårligt, jeg har bare aldrig for alvor dykket ned i dem. Bevares, jeg har da hørt hele deres diskografi, men vidste ikke, hvad man skulle forvente live.
Jeg blev heldigvis overrasket, om det så var numre med stille, liflige melodisk støjrock- og shoegazetilgang, eller om det var de vimrende nu-metalstykker med rapvokal og fryskrig var det utrolig medrivende og sindssygt højt bundniveau.
Det var en vild måde at slutte af på, og at se Deftones direkte efter Charli XCX var to passende highs for festivalen indtil videre.
TORSDAG:
Jeg kom først senere torsdag. Trods de uendelige opfordringer fra mine gymnasievenner til at høre Apacha, kom jeg ikke derud. Jeg har hørt nok af dem til fester og sommerhusture, nok så meget at jeg faktisk aldrig nogensinde har brug for at opleve dem live. Deres pseudopoetiske sursødlyrik er tåkrummende, og hele deres feel-good-vibe med lejrbål- og højskolestemning komplementeret af en akustisk guitar lyder jo i bund og grund også helt aldeles karikeret.
For mit vedkommende skulle torsdag have startet med Couch Slut, men dem missede jeg grundet forfærdelige mængder trafik på motorvejen – sådan er det, når man tager frem og tilbage mellem hver festivaldag og ikke har krigerinstinktet til at opholde sig i campområdet i otte dage og leve af lunkne øl, en teltstol som følelsesmæssig støtte og dåsemad på kolde madpandekager.
Derfor var det heldigt, at jeg kunne gå til Gaia-teltet og høre beroligende Wisp. Hun kørte en virkelig nice 90’er-æstetik med drømmende shoegazemelodier og stille vokal. Det var super dejligt, og nok det jeg havde brug for efter at være ret irriteret over både trafik og at misse Couch Slut. Også meget cool, at hun opførte det i pink kjole, fletninger og en Hello Kitty-guitar, mens resten af bandet stod i store, sortklædte hættetrøjer og kiggede ned i jorden det meste af tiden – hey, det var jo shoegaze, ikk’?
Jeg vandrede over mod Orange, der var dekoreret med kirsebærblomstrende træer for at se filippinsk-britiske Beabadoobees semialternative indie-rock med popundertoner. Det var da meget hyggeligt, og hun sang også godt, men samtidig føltes det også lidt akavet at stå der, når halvdelen af pladsen var tom. “Hvorfor var der ikke byttet rundt på Apacha og Beabadoobee?” hørte jeg i hvert fald flere af mine venner spørge om.
Hun er et godt eksempel på, at TikTokificeringen af upcoming artister ikke altid er dårlig, og det ikke nødvendigvis behøves være industry plants, der skal passe ind i en meget bestemt boks af “lækkerhed” for at være appellerende på scenen. Det var nemlig rigtige instrumenter, samspillet var der også, men det var simpelthen også for kedeligt i længden.
Jeg mødtes med min far og vi gik ned til Arena for at se, hvad der skulle vise sig at være en af de største skuffelser på Roskilde i år. Nemlig Beth Gibbons. Bandet gik på som et kæmpe ensemble nærmest, og den mørke kammerstemning bredte sig hurtigt i Arena. Folk virkede bare ikke særlig inddraget i det.
Beth Gibbons selv stod som hugget i sten på scenen med lukkede øjne. Hun sang i det mindste godt, og jeg er sikker på, at det havde lydt endnu bedre, hvis folk rundt omkring kunne have været stille. Men mere spændende var det heller ikke. Desværre.
Det blev til aftensmad i stedet, før vi bevægede os ned mod Arena igen for at se engelske FKA Twigs. Vi mødte en lidt større gruppe venner, der tilbød hindbærshots og kartonvin, inden vi gik ind for at finde en plads.
Resten af gruppen var mere på at stå i udkanten af Arena-teltet og hygge sig, end jeg måske ville have foretrukket. For at sige det som det var, så havde vi elendige pladser. Men FKA Twigs gjorde i det mindste nok for at performe en sceneudoverrækkende dansesceance med futuristisk r&b og glitch pop.
Forstå mig ret, det var et imponerende show og hun sang godt, og jeg er sikker på, at det er mig, der misforstår præmissen, men det var jo også ret ligegyldigt, hvad der foregik på scenen. Jeg antager, at det er et show, som er tilsigtet at transcendere – eller i det mindste udfordre – hvad der kan tillades at blive udfoldet i et koncertformat. Og det gjorde FKA Twigs også godt med grænseskubbende koreografi og en tydelig – og rigtig fed – brydning af kønsnormativitet i forbindelse med danserne på scenen.
Meget af tiden var det dog også bare playback, og så kunne selv de pulserende gode post-dubstepbeats eller den sværdfægtende scenografi ikke redde det.
Vi smuttede fra gruppen igen og gik over til Eos for at se Knocked Loose. Jeg kan forstå, at der er en konsensus om, at Knocked Loose er dårlige blandt de (medie)personer, jeg har snakket med. Devilution kaldte dem TikTok-metal, hvilket jeg godt kan forstå, da det skal gå lige i dopaminreceptorerne med hurtigtskiftende riffs og breakdowns hver 20 sekund, så man ikke begynder at kede sig.
Men ellers synes jeg generelt kritikken er rimelig udefinerbar; i hvert fald hvis “Det lyder af helvede til” ikke tæller med som reel kritik. Min umiddelbare opfattelse er, at de udelukkende ses ned på, fordi de er så gateway efterhånden. Mit indtryk er dog mere, at det er det repræsentative i deres hardcore, folk synes der er noget galt med. Fordi nej, de er jo ikke Terror og nej, det er heller ikke nyskabende.
Det var heller ikke en pragtfuld koncert på Roskilde, men det var da meget sjovt og medrivende. De havde stemningen og kaosenergien med sig, men jeg så dem mest, fordi jeg så dem for to-tre år siden på et lillebitte spillested i Malmø for max. 200 mennesker, og jeg ville gerne se, hvordan de havde ændret sig med tiden efter at været sprunget i luften efter deres seneste album.
Jeg synes det ville klæde dem med en større scene, end da jeg så dem i Malmø. Men at se dem på Eos, løftet over publikum og et par meter mellem scenekanten og publikum, føltes underligt fjernt, når præmissen for Knocked Loose er at være så konfrontatoriske i deres beatdown som muligt.
Det er selvfølgelig den klassiske “hardcore på hovedscene”-kritik. Altså, at det er blevet “for stort”. Men i og med, at Eos ikke engang er en hovedscene, og der er andre mere veloplagte scener til Knocked Loose, så synes jeg, det var et meget underligt valg.
Ellers hyggede jeg mig. Mødte nogle gode venner oppe foran, faldt i pitten, blev sparket i hovedet ved et uheld, og hjalp adskillige festivalgængere med at finde deres telefoner efter koncerten. Det lykkedes ikke.
Vi gik mod Gaia-teltet for at se belgiske Amenra, men jeg stødte ind i undergangseksperten, Emil Hansen fra Terminalist, ved pissoiret inden. Vi snakkede om pladebutikker, og han fik da også fortalt mig sin holdning til Knocked Loose. Vi anerkendte uenighed, og han gik videre.
Amenra leverede for resten en af de bedste metalkoncerter, jeg længe har set. Hvis det ikke var for Charli XCX dagen før, så havde det her været festivalens koncert. Helt og aldeles fuldført fra bandets side, der spillede tungere end noget band, der spillede på Copenhell i år. Jeg aner ikke, hvorfor Copenhell ikke har ledt med lys og lygte efter en mulighed for at få dem på programmet igen siden 2014, men det burde de.
Jeg ville gerne have set HorseGiirl efter utallige anbefalinger fra medselvtægter Lucas, men jeg var helt drænet efter Amenras pragteksemplar på en koncert. Vi vendte snuden hjemad i stedet.
FREDAG:
Fredagen var pakket for mit vedkommende og startede ud med Body Void på den indendørs scene, Gloria. De kunne godt nok spille tungt, og det havde været meget sejt, hvis det også havde substans. At spille tungt var tilsyndeladende alt, de gjorde udover nogle tilfældige noisesektioner, der hurtigt blev afbrudt af endnu tungere samspil, som druknede ud i monitorfeedback.
Heldigvis spottede jeg Anders, som havde købt en endagsbillet. Det var en god måde at starte dagen på.
Jeg havde aftalt med en ven at se Electric Callboy, så det var jeg jo nødt til. Det var faktisk ikke så slemt, som jeg havde frygtet. Nogle af deres breakdowns lød egentlig meget godt, for så at blive ødelagt af clean sang lige bagefter. Det store problem var bare, at vi havde set det hele efter 10 minutter. Dér havde de nemlig fyret alting af. Pyroteknik, konfetti, breakdowns, fjoget 80’er tyskertechno.
Det var ikke længere en wow-faktor, når der under sidste nummer kom konfetti og breakdowns. Igen.
Heldigvis var der god festenergi der hvor min ven og jeg stod, hvilket var godt til at skjule, hvor kedelige deres numre egentlig er.
Gik fra min ven igen, mødtes med min far, fik noget at spise og gik tilbage til Arena for at se Magdalena Bay. Hun introducerede sin koncert som et tegneserieprogram for børn, hvor forsanger Mica Tenenbaum spillede underlige personaer i kostumer og en kryptisk sceneudsmykning.
Det viste sig at være en fantastisk idé at se Magdalena Bay. Ikke fordi jeg var i tvivl om, hvorvidt de ville være god eller ej, men jeg tror ikke, jeg havde regnet med, at det var så godt, som det var.
Tenenbaums overlegenhed i art-pop strålede igennem, og det føltes som en forvrænget drøm af Alice I Eventyrland, hvor hun var popfeen, der skulle guide os igennem det hele. Det var dreampop fra Twin Peaks af David Lynch, med en hjælpende hånd fra The Flaming Lips til de dansable og chunky synthsektioner.
Uden tvivl et gennemført og artsy popbravurarie.
Et prominent stilistisk skift til Thou på Gloria, der udover at ligne en blanding af skolebøller og kælderdvælende IT-nørder spillede rigtig, rigtig tungt. De spillede bare ikke lige så tungt, som jeg havde håbet på. Eller forventet måske?
Det var helt sikkert bedre end dagens tidligere metalindslag, og jeg følte, at hvis man sammenlignede Thou og Body Void, at Thou generelt fik perfektioneret kunsten af at være enormt tunge meget bedre. Det var bare en skam, at frontmand Bryan Funck var så herresteneren at kigge på. Det gjorde det ikke mørk og sejt med hans “stare into the abyss”-persona. Det gjorde koncerten kedeligere.
Jeg nåede det sidste af Geordie Greep på Gaia, der var lige så kompleks og musikalsk akrobatik, som jeg havde forventet. Det var en god balance af rodede jazznumre, hvis form blev hevet og strukket fra studieversionerne til at passe i liveformatet og mere strukturerede og klart King Crimson-inspirerede numre, hvor Greep selv fremstod som en dirigent blandt medmusikerne.
Ligesom Deftones formåede at flette generationerne sammen, gjorde dagens hovednavn, Olivia Rodrigo det samme. Fordi det er jo pop-rock. Du ved, det som Roskilde var kendt for “i de gode gamle dage!”. Det er i hvert fald nok nemmere for den gamle festivalgænger med snævert syn for musikalsk mangfoldighed at tage til Olivia Rodrigo end mange andre moderne kunstnere, der spiller på Orange.
Jeg kan godt lide Olivia Rodrigo og hendes album “GUTS” var en meget sej milepæl for rock i mainstreamen og har helt sikkert fungeret som eksponering for mange lyttere.
Der var gang i den på scenen, og det lød ret godt, når det ikke lød som High School Musical. Jeg tror, at mit store problem med det er, at det virker som en kæmpe facade at sætte en Disney-industry plant som headliner på Roskilde, hvor hun skal formidle sit musikalske image af at være “punk i mainstreamen”, når det jo mest er stadion-poprock.
Det føles som et tvunget forsøg på et image af at være rebelsk fra musikmainstreamens normer. Specielt når hele bandet ligner nogen, der er meget specifikt udvalgt for at have en mere alternativ stil og ligne Green Day i 90’erne, men også fordi, du ved, hun tjener, jeg ved ikke hvor mange penge på at være muligvis det allerstørste navn på hele Roskilde Festival 2025.
Men bare fordi det alternative præmis føltes tvunget, skal det bestemt nævnes, at det var en fremragende måde at være repræsentative som band, ved at alle Olivia Rodrigos bandmedlemer var kvinder som er en del af LGBTQ+ miljøet. Det giver i det mindste håb for kvinderne i moderne rockmusik, en genre, der har været domineret af mænd og stodderkultur gennem årene. Det satte fokus på diversitet, også selvom man kan sætte spørgsmålstegn ved autenticiteten af punkoprigtigheden bag de store akkorder og følsomme tekster.
Jeg vælger at tage det bedste med fra koncerten og anerkender Olivia Rodrigo som en samlingsartist, der forhåbentligt kan hjælpe med at videreudvikle rock i moderne tids musikrammer. Det er i hvert fald fedt, hvis det kan lade sig gøre – det håber jeg.
Vi gik over til danske John Cxnnor og norske Witch Club Satans duoshow på Gaia, der viste sig at være festivalens skuffelse. Jeg ved ikke, hvad det var. Det var jo John Cxnnor, jeg stod og kiggede på. Hvordan var det ikke godt?
Jeg kan godt lide Witch Club Satan, men jeg forstår også godt, hvis linjerne mellem et band og et kunstprojekt kan sløres med dem. Denne koncert føltes det ikke helt som nogle af delene, fordi det lød jo ikke godt.
Jeg tror, jeg er blevet for vant til det sædvanlige John Cxnnor-show, der altid kører på hundredeti procent og aldrig står stille. Deres koncert på Roskilde virkede både mindre storladent med Witch Club Satans usædvanlige håndklædekroner, men også betydeligt tammere end normalt, fordi hele koncerten i bund og grund føltes som John Cxnnors sædvanlige overgangspassager, der nu var blevet forlænget til længden af en hel koncert. Vi udvandrede.
Heldigvis spillede amerikanske Snow Strippers på Eos-scenen lige ved siden af John Cxnnor. Snow Strippers havde i hvert fald det aspekt af ravemusik, som John Cxnnor manglede. Det var så bare heller ikke mere end standard ravemusik, og det forholdt sig ikke vildt interessant, også selvom det var det perfekte soundtrack til en midnatsseance, hvor hoftesvaj og armbevægelser var fokuspunktet.
Vi tog hjemad på det her tidspunkt, og kom ikke over for at se Neckbreakker. Jeg gad egentlig godt have set dem, men følte ikke det store behov for det. Man ved jo godt, hvad man får med Neckbreakker.
For mit vedkommende ville det interessante ved at se dem i et Roskilde-format være, 1. at støtte op om riff-fællesskabet; noget der virkelig har manglet i år og som førnævnte Emil Hansen har slået ned på – mere om det senere. 2. se den danske metals relevans på Roskilde Festival. Hvorfor skulle det nemlig være anderledes at se dem her, end de mange andre gange man ellers normalt kan nå at se dem i Danmark – den ene dag i storbyen og den anden dag tæt på en mark i Jylland
LØRDAG:
På sidstedagen var jeg godt udmattet og havde ikke forfærdeligt meget på programmet, så var først derude sent. Samtidig havde jeg været hjemme hver dag og sove i min seng med mulighed for god kost og bad, så måske skal jeg stoppe med at brokke mig over festivalforholdene og træthed på sidstedagen. Immervæk var jeg derude ved 20-tiden for at se collabshowet mellem danske Kollapse og Grava.
Der var kæmpe kø for at komme ind på Gloria for at se de to bands, men vi kom ind til sidst. Dog var koncerten 15 minutter forsinket, så jeg tror ikke, at jeg hørte meget mere end 30 minutter, før vi bevægede os ned til Nine Inch Nails. Dog var det 30 gode minutter, og der var pakket stemning, mens man kunne mærke ambitionerne flyde ud over scenen fra orkesteret. Og så havde de trompetspil i sludge, hvilket var sejt.
Vi gik ned til Nine Inch Nails for at få en god plads, og jeg endte med at få min far i pitten for første gang i mange år, så vi kunne se koncerten sammen. Det var en god beslutning, fordi det gav det selvfølgelig en sentimental værdi for mit vedkommende, men helt koncertmæssigt blev det også bare udført på et rigtig højt niveau.
Det er i hvert fald en af de koncerter, jeg husker allerbedst fra festivalen. Man kunne godt bekymre sig for, at de kun var leveringsdygtige i 90’erne og at se ‘Closer’ i 2025 måske ville være tåkrummende. Men det var det slet ikke. Det var godt spillet, og enormt fængende at se en innovatør i sammensmeltningen af industrial, elektronisk og rockmusik udføre sangene i live.
Det blev dog en smule langt, og tror jeg havde håbet på en mere industriel lyd i liveformatet, men det var alt sammen småting, som ikke havde den store betydning for helhedsindtrykket. Specielt ikke når der blev lukket på ‘Hurt’, der viste at publikum tilsyndeladende godt kunne finde ud af at være stille, hvis omstændighederne var rigtige.
Det håber jeg, at folk tager med sig til næste år – også selvom det er festival.
Vi overvejede at tage til The Ravonettes, men vi blev enige om, at benene var trætte og hjemturen kaldte. Mens regnen lige så stille begyndte at falde over festivalpladsen drog vi mod bilen og takkede for dette års festival.
Musikalsk har Roskilde Festival været en succes i år, men som en der primært beskæftiger sig med hårdere genre generelt, føles det også som om, der mangler noget. Som nævnt tidligere, så slår Emil Hansen ned på det med opfordringen til “Folkebevægelsen for flere fede riffs på Roskilde”. Det føles nemlig som om, metallen har været underrepræsenteret på festivalen generalt.
De to helt store metalnavne har vel været Deftones og Electric Callboy, men hvis man virker lytter til de to kunstnere, opdager man jo ret hurtigt, at metallen egetnlig føles som et sekundær supplement til henholdsvis melodisk rock og poppet core.
Det samme kan siges om Knocked Loose og Jinjer. Ja, de har riffs. Men hele præmissen med Knocked Loose er jo nemlig, at de skal være der, og at høre hundrede forskellige riffs på ét nummer fjerner noget af gennemslagskraften. Jinjer klodser så meget rundt i sangskrivningen, at jeg simpelthen ikke kan huske et eneste riff.
Det tætteste vi kom i år har vel været Amenra eller Thou, der spillede på de to mindste scener, henholdsvis Gaia og Gloria. Amenra var så atmosfærisk og fængende, at de ellers enormt tunge riffs ikke var fokuspunktet, så meget som den ude-ad-kroppen-oplevelse, de skabte var. Thou faldt nogle gange i samme fælde som Body Void ved at prøve at gøre deres riffs tungere, ved at lade være med at spille riffs og lade støj og monitorfeedback tage overhånd i lydbilledet for at fremstå sonisk overvældende.
Tro mig, det er hårdere bare at spille de riffs, I har skrevet.
Og så selvom der måske kan nævnes en håndfuld navne, der halvt opfylder kravene for “fede riffs”, så mangler der alvorligt et hovednavn eller i hvert fald noget, der spiller på større scener end Gloria og Gaia, som kan være repræsentativt for metalbefolkningen på festivalpladsen.
Der er så mange bands at vælge mellem – både gamle og nye – og jeg tror, at det ville gavne Roskilde gevaldigt selv, hvis de gjorde det klarere, at de gerne vil gøre en indsats for metalpublikummet.
Vi må se, hvordan programmet ender med at se ud næste år. Forhåbentligt er det mindst lige så godt som i år med mere vægt på en tungere genrerepræsentativitet.
Vi ses igen næste år.
