Jeg har været på Roskilde Festival, hvert år siden jeg afsluttede 1.g. Det kan lyde som lang tid, men med en alder på 28 betyder det, at jeg har været på Roskilde Festival hvert år siden 2014. Med de to corona-år var det altså mit niende år i smatten. Selvom punk- og metalmusikken ikke fylder så meget på plakaten længere, så er der rigeligt spændende musik i andre genrer for den nysgerrige lytter.
I mine teenageår lå jeg i P-området. Hvis jeg havde kunne tale med Mufasa, ville han nok have sagt: ”Det er en elefantkirkegård, Simba. Der må du aldrig gå hen.” Jeg er da også blevet klogere på de senere år, hvor jeg er rykket til ”Get A Silent Spot”-området i L. Ikke at det er specielt silent, men med et forbud på “forstærket musik” mellem 22-10, bliver jeg i det mindste ikke længere vækket af Thomas Tog-techno klokken 7 om morgenen. Det er også en slags sejr.
Jeg ankom til Dyrskuepladsen ved 12-tiden lørdag. Med det nye Early Entry-system er det blevet nemt at komme tidligt ind og slå sit telt op, hvilket egentlig er meget fedt, når man er i så ringe form, som jeg er. Jeg kan til tider savne adrenalinsuset ved at skulle løbe for sin plads, men må også sande, at hvis det var på savannen, så var jeg sgu nok endt på elefantkirkegården.
Jeg har efterhånden camperet med det samme slæng i 7 år, så opsætningen af lejren gik gnidningsfrit. I år havde vi fiskeritema med merch og et flag på en fiskestang. Der var sågar kurateret et campmix med fisketema, hvor Aquas ’Dr. Jones,’ Scooters ’How Much Is The Fish?’, Enyas ’Orinocco Flow’ og temaet fra 00’er børnetegnefilmen ’Help! I’m a Fish’ smeltede sammen i en skøn symbiose.
En i vores lejr havde sågar inviteret til pub quiz med fisketema, hvilket resulterede i, at der pludselig var mast mere end 80 mennesker sammen i vores lille lejr. Det var skægt, og mit hold vandt naturligvis. Til gengæld fik vi hugget halvdelen af vores festivalstole i samme ombæring, så det var ikke en sejr, der kom uden et offer.
Nå, der gik øl i den efterfølgende, og de fleste gik i seng ved midnatstid, så lad os lave en flashforward til …
Søndag
Søndagen startede med en tur i den famøse Roskilde Badesø, som var grumset, men fantastisk forfriskende. Vi tog en tidlig koncertstart med Boy With Apple, som var årets første rockrelaterede navn på Gaia-scenen. Den svenske kvartet har tydeligvis hørt lige så meget Cocteau Twins og Slowdive, som jeg selv har, så det var en fremragende første koncert for mit vedkommende. Det var ikke synderligt nytænkende eller revolutionerende, men det var umuligt ikke at lade sig rive med af deres shoegaze i solen.
Medselvtægtere stødte til, hvor vi hørte Ki! på afstand, mens der blev repareret briller og drukket øl. Musikken var udmærket, men ikke noget, der fangede mig.
Vi gik videre over til Casket Spray, som bød på øretæve-grind. Det var fedt og beskidt, men også en lidt rodet omgang. Der blev også roet i pitten. Hvem end, der finder på det til andet end Amon Amarth og liverollespil, burde sendes i snickerboa med Emil fra Lønneberg. I kan lege vikingeskib derinde i stedet. Forsangeren afbryder koncerten for at læse et statement op om Palæstina til et stort bifald og knyttede næver. Det skulle vise sig at blive et tilbagevendende tema for festivalen – men det kommer jeg tilbage til.
Med et tyndt program i sigte de næste par timer trak vi os tilbage til campen og tankede op på procenter. På tilbagevejen får vi af uransagelige årsager flere øl, end vi bad om, så der bliver inviteret til gilde foran Gutter Bar ved Gaia, mens vi hørte Stine Bramsens Bye Bye Brenda, som lød helt udmærket. Sådan fortsatte det faktisk de næste par timer, hvor vi også får hørt lidt af Fakethias, som spillede en fin blanding af industrial og hyperpop.
Nu var det tid til søndagens hovedattraktion Vægtløs, som skulle spille den enorme Eos-scene op.
Det gjorde de med bravur, hvor selv de yngste teenagere lyttede og tog forsanger Troels Højgaard og bandets budskab til sig. Det var utroligt rørende og umuligt ikke at få våde øjne til. Det har min redaktør til gengæld sat markant bedre ord på, end jeg kan, hvilket du kan læse her.
Vi tog tilbage til Gaia, hvor vi hørte Tonser på afstand. Det var en kæmpe fest med en blanding af techno, eurodance, hyperpop og happy hardcore som en absurd antitese til Vægtløs før. De, der oplevede Debbie Sings voldsomme opvarmningsshow i 2022, bør skrive sig Tonser bag øret. Det var voldsomt.
Jeg fulgte med tilbage til medselvtægter Thors camp, hvor vi drak et par øl og hørte mere eurodance, inden jeg selv tog turen tilbage til mit telt og satte et punktum for den første hele dag.
Mandag
Mandagen startede med den årlige ’Trash Talk’ i Dream City, hvor der skal debatteres om bæredygtigheden af forskellige emner. Min ven Oskar skulle blandt andet forsvare Statoil. Han vandt ikke. Til gengæld var der bred enighed om, at det mest bæredygtige, man kan gøre, er at dø.
Videre over til Eos, hvor Karoline Funder spillede Phoebe Bridgers og Boygenius-adjacent musik. Det lød fremragende, og særligt trompeten gav musikken en dejlig melankolsk dimension. Desværre koksede teknikken lidt i crescendoet på et af de sidste numre, men det slog hverken Funder eller band ud. Det udløste til gengæld negative anmeldelser af koncerten i andre magasiner, hvilket jeg synes er unfair. Vi taler om 5-8 sekunder med manglende scenelyd som det eneste negative i 45 rigtig gode minutter. Hermed en opfordring til at tage musikjournalistik seriøst frem for at lede efter sensationsoverskrifter.
Vi tog videre over på Dancefloor-scenen, som ligger i hjertet af campingområdet. Her spillede det georgiske kollektiv Eau de Cologne et langt DJ-set med en blanding af house, acid house, techno og trance. Eau de Cologne er et georgiansk queer-kollektiv, som arbejder for at skabe trygge rammer for queers og LGBT-personer i Georgien, hvor disse ofte udsættes for trans- og homofobi. Tidligere på dagen havde de afholdt en talk, hvor fokus var på deres aktiviteter og modstandsarbejde i et russisk-præget land, hvilket jeg desværre missede.
DJ-sættet var dog fremragende i aftensolen. Som solen langsomt gik ned, blev musikken hårdere og mere ravet og kulminerede med en fælles ’Macarena.’
Der blev tanket op på øl, og vi bevægede os tilbage til Gaia, hvor et andet queer-kollektiv skulle optræde. Her var det norske Rosa Faenskap, som spillede punket black metal med voldsom nerve og energi. I bedste Eddie Vedder-stil formåede den ene i bandet også at klatre op på det ene scenetårn. Jeg spottede ingen robåde, men min medselvtægter Thor two-steppede på hardcore-manér, og jeg lavede karatespark. Så var der måske også lidt balance i verden igen.
Desværre fulgte noget af det argeste lortemusik, jeg nogensinde har udsat mig selv for. På Eos spillede Wicky Soundcloudrap for dem, som lige akkurat er blevet for gamle til at gå i SFO. Jeg havde et par venner, som gerne ville se det, så jeg blev i lige dele solidaritet og nysgerrighed. Hvad nu hvis jeg tog fejl? Hvad nu hvis jeg begyndte at fatte det?
Jeg kom ikke til at fatte det, men kunne konstatere, at en ramme Grøn Tuborg havde mere variation, end det makværk jeg var vidne til. 45 minutter med det samme dovne trapbeat og vokal, der var så sovset ind i autotune, at man skulle tro, det var Grøn Koncert. Heldigvis blev de interesserede i min gruppe også trætte af det, så vi udvandrede. Jeg hørte efterfølgende, at Kesi dukkede op på et nummer. Om det så gjorde noget positivt for musikken, kan jeg ikke udtale mig om.
Gudskelov var Wedding på Gaia en fremragende oplevelse. De spillede en lækker blanding af 90’er rave a la The Prodigy, tilsat en masse post-punk a la Joy Division. Det var dansabelt, men koldt. Langsomt begyndte technoen også at fylde mere og mere i lydbilledet, hvor de sidste 15-20 minutter lød som en mere hårdtslående version af Nine Inch Nails.
Tirsdag
Den sidste opvarmningsdag er altid en svær størrelse. Man vil gerne spare lidt på kræfterne, inden det for alvor går løs, men samtidig også feste igennem, da det er sidste chance for at gøre det. Det blev til BÆNCH på Gaia klokken 13.30 som spillede en godkendt rockkoncert. Ikke noget, man sådan rigtigt fik armene op over hovedet over, men noget, man i hvert fald kunne drikke øl til under teltdugen uden at blive sur. Derefter lyttede jeg lidt til både Uden Ord og Lúpína. Førstnævnte rykkede ikke meget for undertegnede, men Lúpínas elektroniske univers mindede mig om en ung Björk på bedst mulige måde. Det var ambient og koldt uden at være hårdt. Det var derimod dragende og smukt på den måde, som kun islandsk musik kan være det.
Vilma Crow var sidste ubekendte for mig af de ting, jeg lyttede til tirsdag. Det lød meget som en blanding af Phoebe Bridgers og Fiona Apple, hvilket vil sige, at det var ret godt.
Nå. Nu var det tid til SPLIT fra Amager. Jeg kan se på mine noter, at det eneste, jeg har skrevet, er ”WOOF WOOF”, hvilket er meget sigende for koncerten. Unge knægte med studenterhuer, der smadrer Gaia med hardcore. Der var også robåd. Godt nok ligger Vikingeskibsmuseet i Roskilde, men det ville være at foretrække, hvis robådene også blev der. Jeg var ikke selv i pitten, men formoder,at der blev uddelt amagerkys efterfølgende.
Kunne jeg nogensinde finde på at sætte en plade på med SPLIT? Næppe.
Kunne jeg nogensinde finde på at forsøge at sætte en verdensrekord i cirkelspark til en koncert med SPLIT? Absolut.
Vi blev hængende i Gutterbaren indtil Skt. Delarge. Som forventet var det bare sejt. En god blanding af punk og hiphop, hvor to verdener mødtes på midten, mens strofer som ”Vi vil hellere gå i krig end at gå i terapi” rungede ud over festivalpladsen. Der blev også sendt et par skud ud til Bob Vylan efter deres koncert på Glastonbury samt Kneecaps Mo Chara, som BBC valgte ikke at vise på årets festival. Dette sker på baggrund af offentlig kritik af Mo Chara, efter han viste et Hezbollah-flag til en koncert i London.
Hvad man mener om Bob Vylan, Kneecap og Mo Charas handlinger, må stå for egen regning. At råbe ”Death to the IDF” og vifte med et Hezbollah-flag er måske ikke de mest gennemtænkte beslutninger. Men skal vi ikke kigge på proportionerne? Det er provokunstnere, som bruger deres platform til at italesætte en af de største humanitære tragedier i nyere tid – netop det folkemord, der foregår i Gaza. Her har både de danske og britiske magthavere travlt med at forsøge at fjerne kritikernes platforme frem for rent faktisk at debattere elefanten i rummet; det faktum at vores regeringer intet gør for at modarbejde Israels overgreb på det palæstinensiske folk. Det er ikke en konkurrence i ”hvad er værst?”. Det er et spørgsmål om en nation, hvis premierminister bomber civile for selv at undgå at blive slæbt for en international domstol.
Føj.
Skt. Delarge var til gengæld fremragende.
Aftenen sluttede på Eos til dansk-uruguayanske DJ g2g. Der var skruet op på max med happy hardcore og gabber, mens pro-trans-slogans blev vist på storskærmene kombineret med en masse brainrot-videoer med Subway Surfers. Det var sjovt, legesygt og helt forrygende, hvor festen peakede i et obskurt mashup af Robert Miles’ klassiker ‘Children’ og Rihannas ‘We Found Love’.
Onsdag
Onsdag var åbenbart Roskilde Festivals varmeste dag nogensinde med fucking 34 grader, hvilket ikke ligefrem var en fornøjelse. Heldigvis startede musikken først sent, så man kunne blive i skyggen af pavillonen i campen.
Første koncert var amerikanske Kassi Valazza, hvor jeg både finder Undergangseksperten og medselvtægter Jon. Musikken var en fin blanding af americana, folk og country, men lige til den lave side. Valazza blev desværre ofte overdøvet af folks knævren – inklusiv vores egen. Måske skulle vi lige i gang? Koncerten blev bedre, som den skred frem, og endte heldigvis med at være en rigtig fornuftig start på det reelle festivalprogram.
Jeg fulgte med undergangseksperten op til Annika, som lød udmærket på afstand. Det var dog ret så ensformigt, og teksterne er lige til den banale side. Nok ikke noget, der kommer til at udgøre en stor andel af den hjemlige pladesamling.
Vi trissede over til Shabjdeed & Al Nather på Apollo. På vejen gav jeg 68 kroner for en ”gourmet hotdog” – hvad det så end betyder. Syltede rødløg og et halvt kilo urter gør fandeme ikke en hotdog til en gourmetoplevelse.
På Apollo svajede adskillige palæstinensiske flag i luften, og de to herrer på scenen så tydeligt glade ud. Der blev rappet på arabisk, hvilket betød, at jeg selvfølgelig ikke fattede en skid af, hvad der blev sagt, bortset fra de få ord, der blev udvekslet på gebrokkent engelsk mellem numrene. Shabjdeed fik sagt, at han først bookede sin flybillet i dag, og at den kostede 1000 dollars. Han fik åbenbart også først sit visum i dag. Forberedt type.
Kommunikationen fra bandets visuelle backdrop var dog ikke til at tage fejl af. Der kom en længere animeret sekvens med doomscrolling, hvor der blev flettet klip ind fra, hvad jeg formoder er Gaza.
At jeg ikke fattede, hvad der blev sagt, betød ikke så meget, for videoen illustrerede meget godt, hvordan krigens rædsler bliver til hverdag på sociale medier.
Efter koncerten blev der tanket øl og fundet en god plads til Fontaines D.C. Det irske postpunkband har haft en kometkarriere, som især har taget fart det seneste år. Jeg så dem for et par år siden på den noget mindre Avalon-scene, hvor de gav en udmærket, men lidt kedelig koncert.
Koncerten her var ikke så meget mere spændende. Bandet spillede fint og havde sangene til at skabe en rockfest på Orange. De var bare ikke så nærværende. Som de fleste nok allerede har læst, overlader bandet scenen til propalæstinensiske aktivister i ti minutter. Det er sympatisk og godt at se bandet benytte sig af dets enorme platform til at demonstrere. Det blev dog i min optik en smule tonedøvt, da en dansk demonstrant griber mikrofonen og råber ”From Greenland to Palestine / Occupation is a crime.”
Nok har Danmark meget at bøde for med sin behandling af Grønland gennem tiden. Jeg benægter ikke, at Danmark som kolonimagt har tilranet sig Grønland. Blandt andet er sagen om tvangsoplægning af spiral forfærdelig og forkastelig. Det kan dog ikke sidestilles med Palæstina og folkemordet i Gaza. Grønland har selvstyre og muligheden for udmeldelse af rigsfællesskabet gennem en folkeafstemning i Grønland. Det er milevidt fra, hvad der sker i Gaza, og falder til jorden, selvom det sikkert kommer fra et godt sted.
Bandet sluttede med ’Starburster,’ som i øvrigt er et fremragende nummer. Jeg savnede dog noget nerve og nummeret ’A Lucid Dream’, som er min favorit.
Det blev tid til en bid mad, inden Charli xcx skulle vise, hvorvidt ’brat summer’-fænomenet kunne gentage sig. Det kunne det – delvist. Jeg oplevede det ikke sidste år, da jeg valgte Foo Fighters i stedet, men fik at vide, at showet og setlisten var mere eller mindre identisk. Det betød måske ikke det store for mig, men det stod som et ret klart kritikpunkt blandt venner, som er langt større fans, end jeg er.
For jeg er ikke fan. Jeg var faktisk ikke voldsomt begejstret for brat med undtagelse af de mere ravede numre som ’365’ og ’Von Dutch.’ Hun spillede faktisk ’365’ to gange, hvilket jeg ikke selv ved, om jeg kan lide. Men hey, det er en banger, so whatever.
Selvom det var imponerende at se hende stå alene på den enorme scene i regnvejr, så faldt koncerten en smule til jorden, når momentum blev brudt af de stille ballader. Inden festen kulminerede med Icona Pop-collab hittet ’I Love It’, listede jeg over til Arena for at finde en plads til Deftones.
Det er jeg glad for, jeg gjorde, for der var ved at være godt fyldt, da jeg kom fem minutter inden showstart. Jeg overværede en stor del af hitparaden alene, som lægger ud med en vanvittig trio af ’Be Quiet and Drive (Far Away)’, ’My Own Summer (Shove It) og ’Diamond Eyes.’ Nok bestod aftenens udgave af Deftones primært af hired guns, men det betyder meget lidt, når Chino Moreno for en sjælden gangs skyld er i sit es og synger fremragende.
Lidt over halvvejs inde i koncerten fik jeg selskab af min veninde Dagmar, som ellers ikke er til rock – og i hvert fald ikke metal. Hun lod sig alligevel rive med på numre som ’Change (In the House of Flies)’.
Efter koncerten spurgte jeg hende, hvad hun syntes, da jeg ikke forventede, at hun ville dukke op, hvortil hun svarede: ”Jeg aner ikke, hvem de er, men jeg synes, det var så fedt, hvordan de blandede det bløde og det hårde.” Det må siges at være ret spot on, når man taler om Deftones efter onsdagens fantastiske koncert.
Torsdag
Torsdagen startede langsomt for mit vedkommende. Der blev spist morgenmad og drukket øl i campen, inden de yngre i gruppen ville til Aphaca. I de senere år har Roskilde haft en række exceptionelt dårligt placerede koncerter med danske kunstnere på Arena-scenen. I 2022 var det Tobias Rahim, i 2023 var det Ukendt Kunstner, og i 2025 var det Aphaca. Jeg var ikke selv med, da jeg synes, det er ret ligegyldig og banal efterskolepop. Jeg fik som antaget at vide, at folk stod som sild i en tønde, og flere klatrede op på toiletvognene i håb om at se noget. Nej tak.
Jeg gik derfor til Flock på Gaia i stedet, som jeg hørte på afstand, mens jeg drak en cider og klukkede over en reportage fra medselvtægter Bjørn, som skrev om Aphaca:
“Føl jeres fødder, som vi står her sammen, vi er alle et stort blomstrende træ, og vores fødder er rødderne, der sammenbinder os.” Hold nu kæft, Rumle, og spil på din guitar.”
Jeg aner ikke, om det første er en Aphaca-tekst, men jeg er tilbøjelig til at give Bjørn ret.
Videre over til Seu Jorges sambafest på Arena, hvor jeg stødte ind i en flok medselvtægtere. Vi lyttede en halv times tid og konstaterede, at det var ret fedt, men at vi også måtte skynde os til Gloria for at komme ind til Couch Slut. Det var nærmest skrækindjagende at iagttage bandet på den mørke scene, hvor forsanger Megan Osztrosits skiftevis bundede White Claws, slog sig selv til blods med mikrofonen og fortalte om, hvor forfærdeligt det er at være kvinde i USA. Man troede på hvert et ord, hun sagde. Du kan læse Hannas anmeldelse af koncerten her.
Hun fortalte om sin ekskæreste Chris, som stak hende ned, hvor salen bryder ud i et ”Fuck you, Chris!”-chant. Det var ikke en koncert, jeg tænkte, jeg ville smile over, men kunne alligevel ikke lade være.
Vi tankede drinks og gik til Gaia, hvor TikTok-fænomenet Wisp spillede shoegaze. Det lød sådan set fint og ufarligt, men den kande med yuzu-drinks, der var købt til formålet, var alligevel mere spændende.
Det blev til en halv koncert på afstand, hvor der blev opildnet til at hoppe. Det er altså lidt svært, når man står med en kande til 400 kroner, okay?
Vi gik til Arena for at se Beth Gibbons. Jeg var den, der var mest investeret i gruppen, så resten fandt et øltelt, tror jeg nok. Det var en forrygende koncert, som desværre også blev snakket lidt ihjel. Der er gået Northside i den på Roskilde, hvor mange stille koncerter er lavere end sidemandens fuldemandssnak. Det er en skam. Roskilde kørte en kampagne i år, som byggede på, at der ikke var nogen forkert måde at sige nej til stoffer på. Det er sandt, men mens man er i gang, kan man lave en kampagne, der går på at holde helt kæft under koncerter.
Gibbons spillede størstedelen af hendes fremragende album ‘Lives Outgrown’ fra 2024, krydret med lidt overraskelser i form af sange fra hendes samarbejde med Paul Webb fra Talk Talk. Til slut fik vi Portishead-hittet ‘Glory Box’, som resulterede i, at de tusindvis af mennesker, der sad på græsset foran teltet, rejste sig op og stormede mod teltdugen.
Jeg havde planer om at se Chicago house-legenden Omar S på Apollo, men måtte indse, at det var umuligt at komme ind, da jeg havde trasket tværs over hele festivalpladsen. Åbenbart havde Roskilde Festival besluttet sig for, at der ikke kunne komme nye gæster ind på Apollo under en koncert, når der først var fyldt, selvom folk begyndte at gå.
Hvis man nu bare havde en velfungerende festival-app, hvor man kunne markere, hvorvidt en scene er lukket eller ej …
Det gav mig muligheden for at se Bright Eyes i stedet. Jeg havde egentlig planlagt at se FKA Twigs, da jeg synes, hun er fantastisk. Jeg magtede dog ikke syndfloden af mennesker, så jeg gik med en selvtægt-anbefaling og blev ikke skuffet. Det mindede mig til tider om Neutral Milk Hotel uden at være lige så obskurt. Fin koncert og god overraskelse.
Efterfølgende kom der lidt af et four way clash. Deb Foam, Stormzy, Knocked Loose og Kumo99 skulle alle starte inden for 30 minutter af hinanden. Jeg valgte at gå med sidstnævnte, da jeg havde set Deb Foam og Stormzy før og synes, at Knocked Loose skriver noget ubehjælpsomt lortemusik, som vil alt for meget på alt for kort tid, uden at slå ret meget løst. Knocked Loose er som at doomscrolle instagramreels, hvor hjernen overstimuleres af dopamin i små sekvenser af ti sekunder, men intet af det er sådan for alvor spændende.
Kumo99 var heldigvis et godt valg, for den japansk-amerikanske duo leverede 35 minutter med fuld smadder på ravet drum and bass, mens der blev skreget på japansk på et voldsomt lydniveau, jeg kun har oplevet få gange på Gloria. Det var en kæmpe fest. Undervejs fik jeg rapporter fra Knocked Loose-koncerten fra et par medsammensvorne, som fandt det helt forfærdeligt, hvilket kun gjorde mig mere selvtilfreds over mit valg.
Fra Gloria til Gaia for at se Amenra, som er blevet et af mine yndlingsbands i de senere år. Gloria havde nok passet dem bedre, men Colin og co. leverede stadig en fremragende koncert, som dog var i fare for at blive snakket ihjel til tider. Spilletiden var måske til den korte side på kun 45 minutter, men jeg nød hvert sekund. Koncerten slår ikke deres mageløse magtdemonstration i Vega i 2023, men det var tæt på at være lige så godt. Krystalklar lyd, midnatshimmel og et band, som spillede så tight, at det ikke var til at forstå. Fremragende.
Turen gik videre til kaffeloungen ved siden af Eos, hvor horsegiirL skulle spille en time senere. I de seneste år har hun haft noget af en kometkarriere. Det er en kunstner, som formår at tage ideen om world building til det næste skridt. Hun spiller med en hestemaske, omtaler sig selv som halv-hest-halvt-menneske og er vokset op på Sunshine Farms. Hun har lavet melodier i sit hoved, siden hun var et føl, indtil hun blev opdaget af Whitney Horston til en høstfest.
Det var eurodance og happy hardcore med 180 BPM med titler som ’My Barn, My Rules,’ ’Farm Fatale,’ ’eat, sleep, slay, repeat’ og ’My Little White Pony.’ Det var sjovt, dumt og helt fantastisk.
Over de distortede beats kørte lange sekvenser med forvrængede hestevideoer, mens publikum vifter med kæpheste i koncertens 80 minutter.
Det var ikke Roskilde Festivals bedste koncert. Men det var Roskilde Festivals største fest.
Fredag
Det var den næstsidste dag, og festivaltrætheden var ved at indfinde sig. Derfor blev første koncert for mit vedkommende også Body Void klokken 15 på Gloria. Hvis det var højt til Kumo99, så ved jeg ikke, hvad Body Void var. Ved første anslag på Janys-Iren Faughns bas rungede hele lokalet, og alting rystede. Det var som et jordskælv i og uden for kroppen samtidig. Samme Faughns formåede også at chugge en Tuborg Classic på fem sekunder uden at fortrænge en mine, hvilket selvfølgelig så vildt sejt ud.
Det kom lidt skævt fra start, da Willow Ryan væltede sit pedalbræt, som måtte tapes fast af en stagehand. Det gav et lille afbræk i koncerten, men ikke noget, der var udpræget negativt for helhedsindrykket.
Derefter stod den på champagne udenfor, da Meejah fejrede deres signing med tyske Pelagic Records, som blandt andet udgiver bands som The Ocean, MONO og LLNN. Det var hyggeligt, og der skal lyde et stort tillykke til Meejah!
Herefter begik jeg så den fejl at være nysgerrig. Tyske Electric Callboy skulle til at starte på Arena, hvilket jeg valgte at undersøge. Jeg havde ikke set dem før, men har fået dem beskrevet som: ”Hvis Scooter spillede metal.” Jeg kan godt lide Scooter – med en relativt, ironisk distance. Jeg måtte sande relativt hurtigt, at jeg absolut ikke kan lide Electric Callboy. Selvom ligheden mellem dem og Scooter er til at få øje på, så hader jeg hvert sekund under Arenas teltdug. Hvor H.P. Baxxter er ekstremt quotable og har røven fuld af karisma, er Electric Callboy ekstremt fladpandet. De spillede et rædsomt cover af Sum41s ’Still Waiting,’ da de har deres trommeslager med på tour. Efterfølgende kom et endnu værre cover af Cascadas ’Everytime We Touch’ (den eneste gode version af den sang er Maggie Reillys original. Den er til gengæld rigtig god, red.) tilsat deathcore. Der står tilmed en fyr i fuld corpsepaint og skråler med.
Electric Callboy er musikkens svar på et tysk motorvejscafeteria. Et af dem med en kondomautomat på toilettet. Det bedste ved det var, at man kunne finde et sted at pisse. Jeg havde det bedre til champagnefesten og udvandrede.
Min nysgerrighed var ikke forsvundet, så jeg valgte at følge med andre medselvtægtere til Doechii.
Det var heldigvis et godt valg, da hun ejede Orange Scene. Efter at have oplevet Ice Spice, 21Savage, Busta Rhymes, Wu-Tang Clan og Sexyy Red falde totalt igennem over de senere år, var det forfriskende at se en dygtig rapper levere et show af høj kvalitet hele vejen rundt.
Jeg fangede dog kun de første 40 minutter, da jeg gik tilbage til Arena for at få en plads til Magdalena Bay, som var et af de navne, der stod øverst på must-see-listen for mig i år. Albummet Imaginal Disk stod som et af de stærkeste for mig i 2024. Det er en kalejdoskopisk rejse i pop, rock og funk med en produktion, der overgår de fleste. De spillede heldigvis hele pladen fra start til slut med en smukt udsmykket scene og en masse kostumeskift. Det fungerede også bedst sådan, da der var masser af referencer til pladens gennemgående tema eller motiv, som blev udløst i en katarsisk ekstase til slut. Der var dobbeltpedal, guitarsoli og englevinger i en helstøbt pærevælling af uncanny valley. Jeg elskede hvert sekund og vil være overrasket, hvis denne koncert ikke er at finde på en årsliste til jul. Selv pantsamlerne dansede med. Hvis du endnu ikke har hørt pladen eller nummeret ’Death & Romance,’ så gør dig den tjeneste at få det gjort. De headliner festivaler inden længe.
Jeg tankede noget mad og bandede Roskilde Festivals infrastruktur langt væk. Det er nemt at komme til Arena, men det er et absolut helvede at skulle derfra, når en koncert på Orange Scene er slut. Da der ingen overlap var mellem de to scener, kunne man forvente, at 80% af festivalgæsterne pendlede mellem de to største scener, hvilket gjorde turen væk fra scenen lang.
Næste navn for mit vedkommende var Thou på Gloria. Jeg ville egentlig gerne have fanget lidt af MØ, men da jeg var sat på som anmelder, kaldte pligten. Det var heldigvis en rigtig god koncert, hvor jeg var lidt uforberedt på Bryan Funcks stage presence. Det kan der læses mere om her.
Videre til Orange Scene for at fange Olivia Rodrigo, som var virkelig godt! Hun havde et velspillende band i ryggen og masser af energi og attitude til at opveje for nogle måske knapt så fantastiske sange. Er det hele perfekt? Nej. Er det tiltrængt med et rockbrag på Orange Scene? Så absolut.
Skulle der stadig stå nogle sure gamle mænd og spørge ”Hvor er rocken henne?” når de kigger på festivalplakaten, så er svaret: lige her. Rodrigo bragte den samlende rockfest på samme måde, som bands som Foo Fighters har gjort det før. Hvis det er en katalysator for at få flere unge til at dyrke rockmusikken, er jeg helt med.
Jeg fangede en kop kaffe og gik over til John Cxnnor x Witch Club Satan. Efter tre numre måtte jeg sande, at det virkelig ikke fangede mig på samme måde, som det før har gjort. Måske var det manglen på hardcore. Måske var jeg ikke i stemning.
I stedet for at dvæle for meget ved det gik jeg de 100 meter over til Eos, hvor Snow Strippers spillede ravemusik. Det var straks bedre uden at være fremragende. Vi gik videre til Jamie xx, som var … ikke dårligt bare heller ikke rigtig godt. Måske var jeg fanget i Snow Strippers rave-stemning? Den monotone klubmusik fangede mig i hvert fald ikke på samme måde, som jeg havde håbet på. Det blev derfor til en halv koncert, hvor vi gik til Apollo for at høre den britiske jungle duo 4AM Kru.
Jeg var straks teleporteret tilbage til min tid i England, hvor jeg frekventerede natklubberne ofte. Distortede breakbeats og staccato keyboards var præcis, hvad energien kaldte på. Vi fik kæmpe bangers som ’Incognito Rhythm’ og ’Just Saw Johnny’ og dansede til den lyse morgen. Festen var ikke lige så vild som horsegiirL, men vi var 90% af vejen. De, som ikke var der, missede ud. De spillede ikke helt til klokken 4, men det var tæt på.
I mellemtiden fik min veninde ”danseben.” Det vil sige, at hun selv havde drukket halvanden liter rosé og ikke kunne lokkes tilbage til campen, uden der blev danset i Dream City først. Gudskelov for mig skal musikken fra de store anlæg slukkes klokken 4, så det var ikke en helnatsforestilling. Jeg var stadig først i seng klokken 4.30, så hvis nogen var en del af et 4AM Kru, var det mig.
Lørdag
Sidste dag er altid hård. Alt gør ondt. Gårsdagens danseben havde heller ikke hjulpet på det, så jeg var ret kvæstet, da jeg slæbte mig selv og en kammerat op til festivalpladsen i jagt på kaffe. Vi fandt ingen kaffe, men Jon i stedet. Vi besluttede os for at høre Landless fra Irland, som synger folkesange. Det gør de meget smukt og ikke uden klassisk britisk tongue-in-cheek-humor.
De introducerede en sang som ”the cougar song”, der omhandler en ung mand, der gifter sig med en ældre kvinde og vistnok dør ung. De fortalte indledningsvist, at da de spillede den i Cork, var der en puma, der slap løs fra den lokale zoo samme dag. Yderst betryggende information, når man befinder sig på Dyrskuepladsen.
Vi gik videre til Gloria, hvor Nadah El Shazly spillede smuk og Björket post-eletronisk-klimpe-klimpe-musik. Anden sammenligning med Björk i denne reportage, men hey, måske er det bare stilen for tiden. Jeg vil være godt tilfreds, hvis det er tilfældet.
Musikken blev forstærket af de intime rammer, mørket og de mange træer og planter, som scenen var udsmykket med i år. Hun virkede oprigtigt glad for taknemmelig for de mange arabiske kunstnere, som har spillet på festivalen i år, og fortalte yderligere om, hvordan man i traditionel arabisk musik er pisseligeglad med tonearter, men i stedet stemmer instrumenter efter sangerens stemme, hvilket er ret punk. Koncerten var i øvrigt også et af de få øjeblikke, hvor Roskilde Festival formåede at tie stille og lade musikken tale.
Videre til Anohni and the Johnsons, som også er et af årets koncerter. Wow, en stemme. Det er umuligt ikke at blive rørt af Anohnis sårbare, men kraftfulde stemme, som understøttes af optagelser fra The Great Barrier Reef i Australien. Her fortælles der om de store skader, der sker på revet grundet voldsom koralblegning. Koralblegning er et fænomen, der forekommer, når koraller dør grundet forhøjede havtemperaturer som resultat af klimaforandringer. Det var umuligt ikke at knibe en tåre og blive dybt rørt af det hele. Til gengæld kunne man smile lidt ved tanken om, at Tom Jensen nok stod et sted under teltdugen i gummistøvler, ildrød af raseri over noget så woke som det, vi var vidne til – og det var helt perfekt. Jeg fandt noget mad og gik tilbage til Orange Scene for at fange slutningen af Africa Express, hvor der blandt andet blev spillet ’Panic’ med The Smiths. Albarn og co. var som altid gode i den halve times tid, jeg nåede at se.
Jeg skyndte mig tilbage til Gloria, da jeg ville være sikker på at få en plads til Kollapse & Gravas collab-show, som står på skuldrene af deres fremragende plade fra juni. Desværre er koncerten et kvarter forsinket, hvilket gør det knapt med tid, inden Nine Inch Nails går på. Jeg nåede at høre fremragende 30 minutter, inden jeg spænede over til Arena for at få en god plads.
Der var tæt på fyldt, men resten af Selvtægt-slænget og andre venner stødte til tidligt i koncerten. Trent Reznor og co. lød fremragende, og vi gfrinte lidt over, at Rammstein tydeligvis har stjålet riffet til ’Du Hast’ fra det kæmpe Brian-omkvæd i ’Heresy.’ Vi fik hele seks numre fra The Downward Spiral og ellers en god blanding af hits fra diskografien samt et David Bowie-cover i form af ’I’m Afraid of Americans’ – og helt ærligt, hvem er efterhånden ikke det?
Sidst jeg så Nine Inch Nails, var i 2018. Jeg var i starten af 20’erne og lige kommet ud af mit første længerevarende forhold. Jeg var på bunden og var på vej til udlandet for at finde mig selv igen. At se dem levere en magtdemonstration, som de gjorde i år, syv år senere var forrygende og livsbekræftende. Selvom mit snart 30-årige selv ikke længere føler at kunne relatere til tekster som: ”You are someone else / I am still right here”, så var det umuligt ikke at blive rørt, når der brydes ud i fællessang og et kæmpe ”let-me-see-your-engangslightere-moment” til ’Hurt’.
Mæt af indtryk, traskede jeg med flokken til Lambrini Girls på Gaia. Deres politiske riot grrrl-punk har kastet meget omtale af sig de senere år, så jeg var spændt på at se, hvad det kunne – trods min efterhånden ret voldsomme festivaltræthed. Bandet spiller sådan set fedt nok og har masser af punkenergi, men jeg gik lidt død i deres selskabslegsformat. Mellem hvert nummer bliver der spurgt om ting som: ”Roskilde, do you like J.K. Rowling?”, hvortil der naturligvis svares ”Nooooooo.”
Hvor der så spørges ”Roskilde, do you HATE J.K. Rowling?” hvortil der svares ”Jaaaaaaa!”
Det fungerer – men det er også lidt en lavthængende frugt, selvom Rowling er en nar af rang.
I takt med at pitten voksede, mistede jeg også den sidste festivalenergi. Ikke fordi det er dårligt, eller fordi jeg er uenig. Tværtimod. Jeg har bare været på festival i 7,5 døgn og fået minimal søvn. Min krop gav op, jeg kaldte den for i år og traskede tilbage til mit telt.
Vi ses igen næste år.
