Roskilde Festival blev ikke udsolgt i år. Eller, jo. Det blev den så dagen efter Charli XCX spillede, hvor lidt for mange mennesker må have fået FOMO. Jeg er kommet på festivalen siden 2005 og er opvokset i Roskilde. I mange år var festivalen en stor økonomisk succes for de lokale Fakta-butikker og man accepterede generelt de mange mudderspor i byen, til fordel for masser af penge spenderet på de lokale restauranter og dåsemakrels-udbydere.
Men Roskilde har ændret sig over de sidste 20 år. Campingområdet er snart self-sustaining med varme bade, mobil-opladning, madboder og endda walk-in køleskabe med personlige skabe, der har plads til mælk til morgenmaden. Man behøver ikke længere mindst én gang i løbet af ugen tage den lange vandretur fra Vorfrue til Fakta. Men hvad har erstattet det? Og hvilke andre ting kan forklare hvorfor festivalen for første gang viser ridser i lakken? Tag med på en tur til Roskilde Festival gennem en Roskilde-veterans briller:
Campingdagene på Roskilde plejede at være den bedste del af min Roskilde Festival. Inden der gik totalt inflation i anlæggene, der voksede sig så store, at de skulle slæbes på bil-trailere og inden de efterfølgende blev erstattet af soundboxe, kunne man, efter at have væltet hegnet, se frem til en slags DIY-fest, der spredte sig over flere dage. Der var forskellige institutioner, man skulle forbi som nøgenløbet eller Filur-fest, men ellers var det mest en camping-tur med en bunke venner, inklusiv mulighed for at gå på eventyr til de forskellige små “scener”. Det handlede i højere grad om at snuble over oplevelserne og ikke at have en kurateret plan.
Med “First Days”-konceptet har Roskilde taget en del af kontrollen tilbage og i stedet kan man se upcoming navne på de lidt mindre scener, først via et koncept i West Camping og senere på et decideret område på festivalpladsen. Vi har hyldet First Days-konceptet på magasinet, men det er i højere grad som elitære musik-snobber, og ikke som sådan i sammenligning med hvad der var før. Ingen tvivl om, at lyden er bedre på Gaia end den nogensinde var på Van Damme Camps mega-anlæg, og musikken er desuden live, men der er ikke tvivl om at Roskilde er blevet mindre DIY over årene.
Hvem ved, måske er min tilknytning til camping-området røget i samme sving som min lænd (og dermed muligheden for fysisk at kunne campere i en uge).
Når det så er sagt, så har First Days igen scoret nogle fede navne i vores musik-regi og derfor trak jeg allerede i gummirøjserne søndag, på trods af voksenjob, der skulle passes mandag morgen. Jeg har ikke en finger at sætte på Tobias’ anmeldelse af Vægtløs, og de mange kendte ansigter i Gutter-baren var også rejsetiden værd. Udover Vægtløs fik jeg snuset lidt til Boy With Apple, der lød fint, men på ingen måde sønderflænsende, som Casket Spray senere var.
Jeg kunne bemærke, at det må være ualmindeligt svært at finde de rigtige navne til First Days, for Casket Spray er på mange måde skræmte borgerliges værste fordom om det radikale, venstreorienterede Roskilde-mareridt med Palæstina-opråb mm. Men alligevel virkede det ikke som om, at publikum var rigtig med på barrikaderne. Generelt får man på First Days nærmere indtrykket af at de ægte radikale acts er lidt mere for os gamle, imens de unge kan gå lidt på eventyr i de forskellige komplekse genrer. Med andre ord nok præcis det samme som jeg gjorde, da jeg var ung. Jeg fik blandt andet forvildet mig ind til en DIY Red Warszawa-koncert på “mini-Orange”, inden jeg rigtigt lyttede til metal og fik således lyst til aldrig at se bandet igen. Man må håbe de unges oplevelse med Casket Spray var mere positiv.
Den førnævnte lænd tog en hviledag om mandagen, men da jeg var tilbage på pladsen tirsdag for at se Split, var vejret fortsat forrygende. Det bragende solskin og studenterhuerne på et par af bandets medlemmer mindede mig om, at Roskilde stadig er for de unge. Der var i løbet af dagene masser af udbud af yoga, talks og pop-musik, men jeg må ærligt indrømme, at min egen eventyrlyst ikke fik mig særligt mange steder hen. Har det meget med programmet at gøre? Nej. Det, jeg altid har nydt mest ved Roskilde Festival, er selskabet. Selvom der i de senere år har været en del frafald i min generation, så har Selvtægt for det første en del yngre skribenter og vi har de mest dedikerede folk, der har mere prangende Roskilde-jubilæer i bogen end jeg. Således kan man nogle dage glemme at få hørt så meget nyt musik og i stedet sidde i solen lidt udenfor Gaia-scenen og sammenligne programmer for morgendagen.
Nu er det ikke for at starte alt for mange afsnit med “I gamle dage”; men i gamle dage føltes “opvarmningsdagene”, som de blev kaldt, som en hel festival for sig selv. Man lagde sig gerne i kø fredag eller lørdag, og musikken startede så først torsdag. Onsdag var den klassiske “vi tager lige hjem og bader”-dag, hvor min fars baghave først blev invaderet af mine ældre kusiner og fætre, hvorefter jeg tog den stolte tradition op. Hvis det var varmt, kunne man få et koldt karbad, og hvis det var koldt, kunne man få et varmt. Min far serverede vandmelon for mine venner og mig – ofte den første grøntsag/frugt vi havde fået i dagevis. Der gik altid vandrehistorier om, at nogens klassekammerat eller granfætter havde fået skørbug af at spise toast med dåseleverpostej i en uge.
I stedet er der nu musik på hele Dyrskuepladsen fra onsdag. Vejret var fortsat skønt og selvom jeg stadig ikke ved hvem Annika er, så fik hun i hvert fald crashet 5G-netværket for første gang, og det lød fint i baggrunden til den første drink. Jeg havde sat mig for at se Slim0 og det var også rimelig fornøjeligt. Efter at have lyttet til bandet kan jeg bedre forstå, at overlappet mellem Slim0-publikummet og Jinjer-publikummet nok alligevel ikke var så stort. Det ukrainske band spillede på Eos imens. Efter lidt avantgarde-rock med Slim0 tog jeg turen hen forbi det mindst avantgarde rock-musik i verden, nemlig Fontaines DC.
Jeg er så ualmindelig glad på Fontaines DC-fans vegne over, at bandet kan spille så mange koncerter for dem på Roskilde. Men jeg har simpelthen fundet dem alt for monotone til rigtig at blive ophidset over dem. Hverken negativt eller positivt ophidset. Hvilket i min bog er et orkesters værste synd – for hvad er musik, hvis det ikke er ophidsende? Jeg gik før tid og kan forstå, at jeg missede bandets mest ophidsende øjeblik, hvor de lod Palæstina-demonstranter overtage scenen. Jeg tror, at de fleste borgerlige mennesker i det her land ville få et hjerteanfald, hvis de kom en tur forbi campingområdet og hørte hvad der blev råbt der for 20 år siden. Især den dag Glistrup døde. De forsøger at skabe et billede af en festival, der er helt ude af kontrol, samtidigt med at festivalen aldrig har føltes mere kontrolleret – både på godt og ondt.
Inden vi kommer til den sindsoprivende Wet Leg-koncert jeg gik tidligt fra Fontaines for at se, så lad os snakke lidt mere om kontrollen, og hvordan den har skabt den festival, vi ser i dag. 2025 markerer 25-året for en katastrofe, der ændrede festivalens tilgang til kontrol og sikkerhed – nok i virkeligheden alle europæiske festivalers tilgang til kontrol og sikkerhed: Pearl Jam-koncerten i 2000 hvor ni unge mennesker døde. Roskilde Festival har siden da formået at gøre sig selv til at forbillede for koncertsikkerhed. Alligevel sker der stadig ulykker på festivalen (eller omkring den), som i år hvor en ung mand gik i Himmelsøen udenfor festivalområdet og druknede. Det letteste modsvar er altid at opsætte mere kontrol, men er der mere kontrol for Roskilde Festival at opsætte? Det er svært at se med færre vilde opvarmningsdage, en festivalby på pladsen med samaritter og apoteker og i værste tilfælde et tog, der går hjem til far og mor.
Om ikke andet, så er festivalen måske kun blevet en smule mindre sikker fordi fællesskabet på så mange måder er blevet udskiftet af officiel festivalinfrastruktur.
Wet Leg på Arena var præcis som forventet: En bragende success. Rhian White indtog scenen som en gudinde, iført en tanktop og et par cowboyshorts. Hun løftede sine arme og fleksede sine imponerende biceps. Hester Chambers på guitar, der lider af meget voldsom sceneskræk, fik også vendt sig en smule imod et dansende publikum et par gange imens hun lirede fede riffs af. Settet er en blanding af sangene fra debuten ‘Wet Leg’ og ‘Moisturizer’, der udkom et par uger efter. Jeg fik blandt andet lov til at synge med på mine favoritter ‘Catch these fists’, ‘CPR’, ‘Oh No’, ‘Ur Mom’, ‘Wet Dream’ og naturligvis ‘Chaise Longue’. Wet Leg minder mig om dengang britpop var sjovt og spændende, med en lille smule Cheerbleederz- eller Menstrual Cramps-attitude og lyrik. Jeg lytter videre til dem på vejen hjem fra festivalpladsen – jeg havde nemlig droppet Deftones, som jeg har set mange gange, og lige så mange gange hvor Chino Moreno ikke kunne synge. Jeg kan forstå på vores andre skribenter, at det var en fejl, men sådan kan man nogle gange bare nyde andres lykke over en god koncert og samtidigt glæde sig over at være hjemme i sin egen seng.
Torsdag på Roskilde Festival er den nye fredag på Roskilde. Dagen hvor der kan skejes lidt ekstra ud, for hvordan skal vi ellers komme igennem dagen? Programmet er også for én gangs skyld mere interessant i dagtimerne end det er klokken dolk om natten. Jeg mødes i solskin med et par andre skribenter for magasinet til brasilianske Seu Jorge, der får en lidt mere vindblæst og lidt mindre solbeskinnet dag foran Orange Scene til at føles lidt mindre af begge dele. Det er dog ikke noget, man kan lytte til i mange minutter uden at begynde at føle sig lidt fanget i en elevator, hvor alle sangene der spilles er glade og venlige, men ikke ligefrem sindsoprivende.
Vi gør os selv klar til et kæmpe toneskift inde i Glorias mørke, hvor Couch Slut fik mig til at tænke over, hvornår en koncert er kunst og hvornår den er selvskade, eftersom sanger Megan Osztrosits slår sig selv til blods (måske også knækker en tand) og ellers bunder en sixpack af de alkoholiske danskvand “White Claw” på scenen. Jeg kunne mærke det hele stritte imod i mig, fordi jeg jo helst ikke vil have, at folk gør skade på sig selv, og samtidig fik jeg en enorm empati for Osztrosits som historiefortæller. Det kan du læse om her.
Jeg bliver fortalt, at Wisp er store på TikTok og det lyder sgu meget fint. Men kun fint, da vi går en tur over til Gaia. Jeg er glad for, at TikTok kan hype mere end “I think the apple’s rotten right to the core” og ‘Diet Pepsi’, men det er alligevel lidt for pænt til mig. Det samme gælder måske også lidt Beth Gibbons, som vi ser bagefter. Stor stemme, ikke materiale, der fanger mig. Men en glædelig overraskelse at høre ‘Glory Box’ til sidst i settet. Jeg er udmattet efter en hel dag på voksenjobbet og efterfølgende en festival med mange indtryk, så jeg overlader Bright Eyes til Lucas, der faktisk havde en god oplevelse. Ja, ja os, der var på MySpace cirka 2002 og fandt ‘Lifted’, har tydeligvis stadig fingeren på pulsen. Nuvel, det er den akkurat samme puls som for 20 år siden, men alligevel!
Fordelen ved at sove hjemme, når man er på Roskilde Festival, er at sove hjemme. Der er ikke mange andre fordele, især ikke når man ender med at vente 45 minutter på den lille lokalbus 202A, der kører til Roskilde Handelsskole og misser Body Void. Men det er i sådan nogle tilfælde, at man bare må tage tingene i festivaltempo og hjælpe et par svært tømmermændsramte bartendere hurtigt igennem, så de kan komme på vagt og ikke betale kr 2000,- i bøde. Jeg håber, at I klarede den, drenge.
Jeg var så heldig at få lov til at hænge lidt ud med Meejah og lidt af HIRAKI ude foran Gloria bagefter, med naturvin og soju i alle regnbuens smage. De har netop signet med Pelagic Records og skulle naturligvis signere en fysisk kopi til tyskerne. Det er en glæde, når gode ting sker for gode mennesker, og selvom det begyndte at trække lidt op til regnvejr, så var der ikke en finger at sætte på humøret. Jeg “misser” Electric Callboy, men har det bare helt okay med det.
Jeg vil til gengæld rigtig gerne se Doechii. Hun har gjort et stort indtryk på mig i de forskellige clips, jeg har set af hende, og det begynder også virkelig, virkelig imponerende. Efter et par sange går jeg i baren efter en lille drink og så snart jeg når teltdugen åbner himlen sig desværre i en sådan grad, at jeg må se koncerten på afstand og ellers søge i ly ovre ved Gloria. Jeg er gennemblødt, min ryg gør ondt og jeg har mejslet Kollapse x Grava i kalenderen den næste dag som absolut højeste prioritet på hele festivalen. Så selvom jeg får slæbt mig hen til Magdalena Bay, så kalder toget til Roskilde. Jeg valgte det absolut værste tidspunkt at forlade Arenas varme og tørre telt. Jeg kan næsten sejle hele vejen til Roskilde Station.
Sidste dag på festivalen og så i regnvejr føles altid meget dommedagsagtig. Unge mennesker, der mest er kommet for solskoldningen, har pakket deres grej og søger imod regionaltogene som zombier. De voksne har indtaget pladsen i gummistøvler og regnslag. Her overlever kun de bedst forberedte. Og ligegyldigt hvor forberedt jeg har forsøgt at være på Grava og Kollapses fælles show, så går der ikke mange minutter før al forberedelse forlader min krop, og jeg stortuder foran scenen. Heldigvis er min gode ven og korrektur-konge Frederikke på pletten til at hulke med mig, imens vi giver hinanden et stort kram. Hvorfor koncerten var en magtdemontration, der ledte tankerne hen på vores smukke fællesskab i scenen og hvor skrøbeligt livet er, det kan man læse om her.
Jeg har en overraskende og glædelig fest til Nine Inch Nails, som havde taget en festival-version af deres åndssvagt dyre lysshow med til Roskilde. Jeg fniser af lyrikken på ‘Closer’, og danser til en masse andre sange, jeg sikkert har hørt til en fest engang. Det er så vulgært og overdrevent. Præcis hvad jeg havde brug for efter en mildest talt diametral modsætning i Gloria til Kollapse x Grava. Det var dumt. Det var sjovt. Det var overraskende godt. Jeg stod som en af de eneste med en ægte lighter i stedet for en mobiltelefon under ‘Hurt’ og følte mig enormt “true”.
Sidste prioritet for undertegnede var Lambrini Girls, der ligesom Wet Leg har en fantastisk samling af sjove, pudsige sangtekster. Jeg må simpelthen indrømme, at jeg efterhånden bliver til et græskar efter midnat, så selvom jeg knuselsker bandet, så gik der en smule for meget snak (bevares, det var blandt andet JK Rowling-bashing) og britisk lad-kultur i lortet. En idiot tager min cigaret og slukker den. Kigger på mig med et herskerblik i øjnene. Alle ryger. Bandet ryger. Jeg stirrer ham ind i øjnene og spørger om han føler sig som en stor dreng, når han slukker kvinders cigaretter til en feministisk punkkoncert. Jeg tænder en ny smøg, en ung kvinde vil låne min lighter og får dermed også tændt sin. Nu er der to cigaretter i nærheden. Bevares, hvis han havde spurgt pænt, havde jeg lykkeligt slukket min cigaret for ham, og den unge kvinde havde ikke fået tændt sin.
Men jeg tror vidst også han er sur over at jeg råbte med, da Lambrini Girls forsøgte at starte en “death, death to the IDF”-chant, som det dog ikke lader til at det radikale, socialistiske mareridts-publikum på Roskilde Festival helt har forstået, hvad går ud på. Jeg hopper i pitten, mister min regnjakke og finder den igen ved foto-graven, da koncerten er ovre. Jeg er ikke sikker på, hvordan det er et billede på Roskilde Festival, men på en eller anden måde føles hele oplevelsen som et eller andet smukt billede på det hele: Lovløshed og solidaritet. Samtalen kan løse de fleste konflikter, men du får næppe meget ud af at forsøge at kontrollere Roskilde Festival – selv festivalen har svært ved det. Du må gerne spørge om det, du har brug for, men hvis du forsøger at tvinge det igennem, vil du blive mødt af mere modstand. Det samme gælder festivalen selv: Måske er det på tide at give lidt mere slip og lade publikum være med til igen at skabe både program og happenings. Også den del af publikum, der har ramt 30’erne eller (GISP) 40’erne. Der er så meget vi gerne vil give videre i form af fælles ansvar, solcreme og fornuftigt fodtøj.
