CPH:DOX havde inviteret til visning af dokumentarfilmen ‘Hex’, der handler om Witch Club Satan og deres tre-årige pagt. Ikke nok med at vi skulle se filmen, så optrådte snart-pladeaktuelle Ditte Krøyer inden, og et panel skulle derefter drøfte dokumentarens indhold.
For dem, der ikke ved det, opstod Witch Club Satan, da Nikoline Spjelkavik, Johanna Holt Kleive og Victoria Røising aftalte, at de ville bruge de næste tre år på at lære at spille henholdsvis guitar, trommer og bas, danne et black metal-band og blive en del af en næsten mytologisk musikalsk bevægelse – især set i forhold til at Witch Club Satan netop kommer fra Norge. Selvom musikken måske ikke opstod her – det vil adskillige folk, ikke mig, diskutere – var det her, den fandt det udtryk, vi har kendt, elsket, hadet og så videre lige siden.
Black metal er kendt for at provokere. Fra Mayhems demo ‘Deathcrush’, der lød som diarre på dåse, over Deads forkærlighed for at grave både tøj og døde dyr ned til brug på scenen, hans efterfølgende selvmord og hans jordiske resters anvendelse til både promo-fotos og smykker, Varg Vikernes’ bevidste provokation i at optage og indspille så ringe så muligt, hans drab af bandkammeraten, udbredt nynazisme og racisme, afbrændinger af historiske kirker og uprovokerede homofobiske mord har black metal alle dage handlet om det teatralske, det dramatiske. Det er heavy metal for theater kids, der nok burde have været forbi skolepsykologen et par postgange tidligere.
Og på den måde er Witch Club Satan, der startede som lige dele kunstprojekt og metalband for to teatermennesker og en forfatter, intet andet end en perfekt krystallisering af black metals essens.
At musikerne er kvinder, antiracister, antifascister, feminister, synger om modstand mod krig og folkedrab og var blandt de få, der turde sige fra over for giganterne i Panteras heilende frontmand, gjorde det blot det mere provokerende. Og enormt sejt.
Og det var én del af dokumentarfilmen ‘Hex’. For provokationen lever i bedste velgående. Især blandt dem, der ellers kalder sig black metal-fans. At de tre ikke kunne spille på deres instrumenter i begyndelsen, er en big deal for nogle fans. Udtalelser som “Metalmusik kræver en helt særlig teknisk dygtighed” vækker kun latter for undertegnede, imens jeg lytter til ‘A Blaze in the Northern Sky’.
At Witch Club Satan skoses for både nøgenhed på scenen og detaljerede og smukke kostumer, virker latterligt, når man har set videoerne til både ‘Mother North’ og ‘Call of the Wintermoon’. Og netop derfor afsløres kritikerne, hvis sure kommentarer bringes i mellemspil overlagt skønne optagelser fra Norges natur, i deres hykleri. Problemet for disse fans er ikke hverken nøgenhed, dramatik, provokation eller kontroverser.
Det er derimod ganske enkelt kvinder.
Noget af det mest provokerende, man kan være i verden, er åbenbart en kvinde, der nægter at skamme sig. Dette forstod vi fra meldinger fra visningen af videoen dagen inden, hvor Konvents Rikke og Heidi måtte lægge øre til endnu en mand, der udtalte sig om den instrumentale dygtighed, der åbenbart var nødvendig for at spille heavy metal, og også senere denne dag, hvor en bebrillet, gråsprængt herre ikke længere kunne holde ud ikke at være i centrum.
Panelet bestående af Vulvatorious’ Ditte Krøyer og Sofie Angen og Copenhells Stine Omega og modereret af vores egen Hanna Ella Sandvik havde netop talt om de stærke reaktioner, der havde været på Witch Club Satans afklædte optrædener i filmen, og var nået til pointen, at kvindekroppen ikke kunne være andet end politisk. Ditte Krøyer, der med tydelig reference til det norske band havde optrådt i gennemsigtig overdel, inden filmen blev vist, forklarede, at hun gerne ville kunne eksistere lige så ugeneret som mænd. Stine havde talt om mænd i bare maver til festivaler, og hvordan det kunne skabe så meget opstandelse, at nordmændene spillede med blottede bryster, da den modne mand trængte til opmærksomhed.
Men en fuldstændig mangel på situationsfornemmelse, forståelse for emnet og i en opvisning af eklatant opmærksomhedshunger blottede han balderne fra forreste række. Hold kæft, en klovn. Og hold kæft, hvor symptomatisk for den kultur vi ofte befinder os i.
Heldigvis lod panelet sig ikke nøje med det og fandt tilbage til deres drøftelse kort efter.
Imponerende, at de fire kvinder nægtede at lade manden centrere sig selv. Imponerende, at han ikke blev kylet ud. Men også perfekt, da hverken dagen, filmen eller diskussionen handlede om mænd.
Den handlede derimod om kvinder, og hvordan kvinder er for og med hinanden. Og det var det absolut væsentligste i dokumentaren og også det, der ramte undertegnede hårdest.
Fremstillingen af de tre kvinders forhold til hinanden var smukt. Og som mand var det så utroligt fremmed og overrumplende at blive konfronteret med, at jeg nærmest ikke kunne rumme det.
Det var utroligt at se dem så naturligt gøre sig umage for at forstå hinanden. At hjælpe og støtte hinanden. Og at tale sammen.
Da Johanna i en sekvens havde svært ved at ramme trommesekvensen til deres plade ordentligt, var de andres reaktion forstående. Der var ikke nogen dom at spore. Når de havde skrevet tekster, der skulle skæres til, var egoerne ikke i vejen. Musikken og budskabet var i hovedsædet.
Når personlighedsstrukturer stod i kontrast til hinanden, førte det ikke til skænderier. Nikolines type A-personlighed og hendes behov for konstant at arbejde, at skabe, at komme videre stod i kontrast til Johannas mere flyvske kaosnissethed, men det blev til en udfoldelse af følelser og tanker, ængstelighed og drømme. Aldrig til et skænderi. Der blev undskyldt, krammet og vendt tilbage på en måde, jeg aldrig har set i mandefællesskaber. Og det var tydeligt, at de forstod at sætte hinanden højest.
Da Victoria taler om sit ønske om at få børn, er det det naturligste i verden for de andre at acceptere.
Det var overrumplende. Og det var svært ikke at blive misundelig.
Det er måske noget af det, der provokerer os mænd mest. Når vi ser, at disse kvinder har det godt, er glade og forstår at gøre alt det, vi gør. Når de forstår at være venner, alt imens vi lever i en verden, hvor mænd er så afstumpede og ensomme, at flere i mere eller mindre ramme alvor har foreslået, at kvinders rettigheder skal afskaffes, så de igen har brug for en mand som forsøger, eller at staten ligefrem skal tvinge kvinder til at være “kærester” med ensomme mænd.
Den sorte pille eksisterer for mænd. Og når man konfronteres med, at man skal gøre sig umage for at være værd at være sammen med, er det naturligt, at nogle reagerer med fjendtlighed.
Det er det, der er så provokerende ved kvinder. De har forstået en del af det at være mennesker, som det tusindårige system har banket ud af mænd på alle fronter.
Og det er det, Witch Club Satan viste os i ‘Hex’. Vi hørte om Norges historie om hekseafbrændinger, og vi så bandet bevæge sig igennem mindesmærket for de uskyldige kvinder, der blev tortureret og myrdet af ængstelige mænd og religiøse fanatikere i 1600-tallet – et mindesmærke, vi i øvrigt burde få oprettet en pendant til herhjemme – og vi hørte om, hvordan disse kvinders vildskab, visdom og frihed den dag i dag tjener som forbillede for de nuværende musikere.
Og det er også nemt at genkende i Ditte Krøyers optræden. Uforskammet, selvsikker, aggressiv og modig står hun der. Høj og stærk eksisterer hun i et fysisk udtryk, der ikke giver et eneste fuck for konventionelle skønhedsidealer, men hvor hun alligevel fremstår som et næsten overnaturligt smukt væsen, mens hendes brøl klinger ud over de røde plyssæder.
Kombinationen af Witch Club Satans ærlighed, Krøyers brutalitet og Stine, Sofie, Ditte og Hannas trodsige visdom var perfekt. Og jeg kunne se, at kvinderne i publikum følte sig styrket, mens mændene fik noget at tænke over.
Hvis kvinderne på den måde kan kæmpe for at løse deres egne problemer og blive det, de har lyst til i verden, kan det være, vi skulle lade os inspirere lidt. Imponerende, at black metal kan provokere os til at tænke os om.
