Puke Wolf og Demersal tog på turne i Europa, og Selvtægt fik lov at følge med pr. brev. Vi bringer her dagbogen i sin samlede længde. Du har også kunnet følge de enkelte dage på Selvtægts instagramkonto.
Dag 1: 28. Maj – Berlin, Reset Club
Vi er af sted nu. Endelig. Af en eller anden årsag er vi endt med at høre Jacob Haugaard og Finn Nørbygaards version af ‘På vejen igen’. Jeg anede ikke, de fortalte jokes mellem versene?!
Det er starten på en ti-dages tour, hvor vi skal spille ni koncerter i Tyskland, Italien og Frankrig. Vi er Puke Wolf og Demersal, men i en lidt anderledes konstellation; på grund af barsler til højre og venstre spiller begge bands med stand-ins. Puke Wolf har gaflet Trong fra Omsorg på bas, mens Demersal har snuppet hans bandkammerat Jan på guitar og Jamie fra Lysbærer på bas. Tre halve bands.
Jeg siger endelig, fordi det har været en tour, der har været længe undervejs, og som har haft sin del af road blocks, for at sige det rent ud sagt. Da tingene så aller lysest ud, da vi havde styr på alle datoer, fundet en bil, der ikke koster det hvide ud af øjnene, fik vi den forfærdelige besked fra Peter Clement Lund fra Kollapse, der oprindeligt skulle have været med, at han har fået diagnosticeret en aggressiv kræftform, og kan derfor ikke tage med. Jeg tror alle, vi var i chok, og det er noget nær umuligt at forstå den kamp som Peter nu står overfor. Men hvis man kender Peter, så ved man også at han elsker at turnere og spille musik, så han ville mere end noget andet, at vi andre tog af sted. Så det gjorde vi. Det er vi. Og vi tænker på Peter hver dag.
Vi befinder os lige nu et sted på Autobahn mellem Hamburg og Berlin, hvor tourens første koncert skal finde sted med det lokale band Löri, der sidste år udgav en fremragende plade. Vi hører den lille håndfuld singler Turnstile har udgivet fra deres kommende plade, en plade som vi har mulighed for at høre til fulde i næste uge, når vi tager den lange tur hjem fra Sydfrankrig.
Trafikken i Berlin er selvfølgelig vanvittig og vi ender med at komme næsten halvanden time senere end aftalt. Det går nok. Folkene på Reset Club er meget flinke. Vores kontaktperson hedder Emma og er åbenbart fra Aalborg. Vi undrede os også over, at hun underskrev næsten al korrespondance med ‘Vi ses på grillen’.
Demersal spiller først, fordi de gerne vil have lydprøve. Der er kun tid til en lydprøve, og de har ikke nået at øve med Jan endnu. Koncerten går godt, de to stand-ins spiller imponerende og overbevisende. Vi er på som det næste. Jeg er ikke nervøs. Mest bare lidt træt efter den lange køretur. Både Emil og jeg starter en sang forkert, ironisk nok er Trong helt fejlfri. Resten af sættet går godt. Vi spiller nye numre fra vores kommende plade, og får hjælp af Viktor og Emil fra Demersal på det afsluttende nummer. Löri spiller som det sidste band, og selvom jeg virkelig godt kan lide dem, har jeg lidt svært ved at samle mig om det – jeg er bare træt og lidt udmattet. Efterfølgende ved merch-bordet sammenligner en ivrig fyr mig med Serj Tankian. Jeg ved ikke helt, om jeg kan se det, men det er da meget sjovt.
Vi skal sove i et kæmpe besat hus, der minder ret meget om Ungeren. Det føles hjemligt og her er overraskende stille. Dag et er slut. I morgen er det en kort tur til Dresden.
Dag 2: 29. Maj – Dresden, Riesa efau konzertkeller
Vi er på vejen igen… For helvede…
Efter en stille opvågning i Köpi, som det store besatte hus hedder, det fattede jeg ikke i går, så beslutter vi os for at finde noget morgenmad, men fordi det er Kristi Himmelfartsdag har næsten alt lukket. Fedt. Vi finder heldigvis en lille café, der har pyntet op med rislende vand, blomster og ud af en højtaler spiller musik komplet med fuglefløjt, så det lyder som om, vi er landet midt i en Miyazaki film.
Dagens destination er Dresden, der kun ligger to timer væk, så vi har ikke travlt, men tager alligevel af sted ved ti-tiden, så vi kan nå at se noget af byen inden get-in. Jeg ønsker at høre Mews Frengers i bilen, fordi jeg egentlig skulle have set deres afskedskoncert i Aarhus i dag.
Turen til Dresden forløber uden de store problemer, men til gengæld ligner det en spøgelsesby. Der er næsten ingen mennesker i gaderne. Kristi Himmelfartsdag betyder åbenbart meget for tyskerne. Sjovt nok fejrer de også fars dag i dag, og en af medlemmerne fra Löri fortalte i går, at fars dag som regel bliver fejret ved at mænd tager i parken og drikker bajere. Hyggeligt. Vi spankulerer ind til centrum i det gode vejr, og heldigvis er der lidt mere liv her. Dresdens centrum er præget af de mange kæmpestore slotte, der alle er kulsorte. Vi stopper ved et ishus, hvor man kan få en ispizza. Jeg overvejer det kraftigt. Vi får selvfølgelig også Tysklands stolthed, en döner, et andet sted. Trong får en salat, der efter hans ord er “for våd”. Han er ikke fornøjet.
Venuet i Dresden er super fedt. Jeg har indtrykket af, at det er et slags kulturhus, hvor scenen så er i kælderen, der har hvælvinger i loftet. Emil fra Puke Wolf kan ikke bevæge sig særlig meget vertikalt på scenen, for så slår han sig. Folkene på venuet virker utroligt flinke; de har for eksempel bagt kage til os.
Vores show går helt fint. Jeg lærte på den hårde måde, at jeg skal være lidt bedre til at spare på luften i vores afsluttende nummer, ellers kan jeg simpelthen ikke få ordene ud. Det blev bedre i dag. Der er ikke suuuuper mange mennesker, men det er okay. Det er trods alt en helligdag, hvor folk skal på arbejde dagen efter. Men dem, der er her, virker til at have det sjovt.
Vi har en lang dag foran os i morgen, vi skal køre fra Dresden til Torino, en ni timers tur, så det gør egentlig ikke så meget at venuets curfew er kl 22. Vi deler os op på to lejligheder, som vi får lov til at sove i af bookeren og en af hans venner. Så slipper vi for at nogen af os skal sove på gulvet. Her kan vi også komme i bad. Det kunne vi ikke i går. Jeg synes ikke, det er super fedt at svede amok på en scene, og så ikke kunne gå i bad senere, så det er tiltrængt.
Vi får hjemmelavede shots af bookeren efter showet. En er spicy, en er “ice candy”.
Nå, tidligt i seng, tidligt op. I morgen er det Italien. Ciao, bella!
Dag 3: 30. Maj – Feltre, Bar Italia/Da Feng
Det er næsten sådan en Roskilde oplevelse her på tredjedagen. Jeg er helt træt i kroppen efter at have sovet på liggeunderlag på gulvet, men til gengæld gør et bad absolut underværker. Bookeren, som nogen af os sover hos, har købt morgenmad til os, som vi kan tage med i bilen. Jan, Emil og jeg henter de fire andre hos den anden booker, og nu er vi på vej til Italien. GPS’en siger turen tager ni timer.
Til min store rædsel opdager jeg, at jeg har skrevet, vi skal spille i Torino i gårsdagens indlæg. Det passer ikke. Undskyld. Det er Feltre.
Vi har kørt i godt og vel fem timer, og begynder så småt at nærme os Østrigs grænse, som vi skal køre igennem. De eneste afbræk er korte stop på tankstationer, hvor man kan finde fede ting. Jeg vil så gerne vide, hvem der køber sådan noget et sted udenfor Nürnberg.
Vi kører i Alperne nu. Fantastisk udsigt. To en halv time igen. Det har været en eklektisk blanding af musik, vi har hørt på køreturen i dag. Alt fra obskur dansk rap til engelsksproget Kim Larsen til Boygenius, Charli XCX, The World is Beautiful Place & I Am No Longer Afraid to Die, Everything Everything. Alting. Vi er i Italien nu. Jeg har ikke tal på, hvor mange tunneler, vi kører igennem, så jeg må holde en kort pause i den bog, jeg læser. Det er ‘Lad den rette komme ind’ af svenske John Ajvide Lindqvist. Ørerne begynder at proppe lidt til, når vi så småt begynder vores nedfart.
Endelig fremme.
Vi skal spille på Bar Italia eller Da Feng, jeg er lidt i tvivl om, hvad den hedder af de to navne. Ejerne er et kinesisk ægtepar, der åbenbart synes det er super fedt at have shows i deres lillebitte bar. De to-tre bookere kommer så med grej selv, og så er der ellers floor shows på meget lidt plads.
Vi får hjemmelavet kinesisk nudelsalat af ejeren. Bagefter sidder vi udenfor og drikker rødvin. Fordi vi er i Italien. Det virker til der kommer okay med mennesker, og det er altså et lillebitte sted, så der skal nok blive proppet. Puke Wolf starter og vi skal først gå på kl ti. Ægte Italy style.
Showene går godt. Jeg tror alle vi er enige om, hvor absolut magisk et sted det her er. Crowdet er entusiastiske, klapper og hujer. Demersal for besked på at spille et nummer mere, men det er svært med to stand-ins, så de spiller første nummer igen.
Det virker til at alle typer kommer her; både folk, der kommer for at se showet, men også bare folk, der gerne vil hygge sig en fredag aften. De står udenfor, drikker, snakker. God stemning. Vi bliver tilbudt Campari i en lillebitte flaske. Camparino.
Omkring halv to er vi hjemme ved en af bookerne, der bor i et kæmpe hus, hvilket betyder, at der er sengepladser til os alle. Det er ren luksus. I morgen er det Milano, hvor vi skal spille til BOB festival.
Dag 4: 31. Maj – Milano, BOB festival
Det er et fantastisk sted at sove her. For det første, fordi vi alle sammen sover i egen seng, for det andet, fordi vi ikke har travlt i dag, og for det tredje fordi det er så latterligt idyllisk. Bjerge på alle sider, solen skinner, en let brise. What’s not to like. Det viser sig at vores vært, Giacomo, åbenbart har spillet i Storm(O), så vi udveksler selvfølgelig plader. Jeg har dem allerede…
Vi har ikke så langt til Milano, hvor vi skal spille til en festival, så vi tager ud og spiser frokost med Giacomo og en af de andre fra i går på en restaurant oppe i bjergene. Vi får selvfølgelig først pasta og dernæst en hovedret. Jan og jeg fristes af en egnsret, der består af stegt ost. Vi får en mild rødvin på kande, fordi Italien.
Og så er det af sted til Milano.
Der sker noget interessant i byen, udover vi skal spille selvfølgelig, og det er at et af byens hold, Inter, skal spille Champions League-finale mod det parisiske hold PSG. Vi fik at vide fra flere i går, at hvis Milan vinder, så bliver det til en krigszone. Heldigvis er spillestedet, som vistnok er et klassisk squat, lidt uden for byen, så vi burde være i sikkerhed. Det er en af de få gange, hvor jeg faktisk har tænkt mig løbende at holde øje med, hvordan en fodboldkamp udarter sig.
Det er godt med bilkø på vej ind i Milano. Rigtig mange i blå trøjer. Men ikke længe efter drejer vi af, og så er det som om, det er en helt anden by. Stille gader, få biler, og lige pludselig er vi fremme.
Der er allerede godt gang i BOB festen. Det viser sig at BOB står for “Bottom of the Bottle” og altså ikke bare en hyldest til alle, der hedder Bob. Det hersker lidt tvivl fra arrangørernes side, om vi skal tage alt grej med ind eller blot det, vi skal bruge, vi spiller nemlig på deres gear, men det ender med, vi må tage det meste med ind af frygt for folk med lange fingre i natten.
Toiletterne er ikke super lækre, hvilket betyder at vi nok ikke kan lave nummer to i løbet af vores ophold. Det er jo altid spændende, hvordan kroppen vælger at reagere på sådan en udmelding. Desuden får vi at vide af en af arrangørerne, at maden nok ikke er særlig god, for ham, der skal lave mad, kan ikke finde ud af det.
Puke Wolf spiller først og showet går fint. Jeg glemmer et par linjer i et helt nyt nummer, men jeg gør op for det til allersidst, hvor Emil fra Demersal kommer på og tager over på trommerne, og så går jeg ud til publikum med en mikrofon. Men ledningen falder ud, så det ender med, at jeg bare står og råber uden noget.
Milan taber 5-0 så mon ikke gaderne er relativt stille her til aften. Ingen frygt for afbrændte biler.
Demersal skal på efter et lokalt band, og det er altid lidt utilgiveligt, for så bliver man nødt til at give den lidt ekstra for at vinde folk over, men efter et par numre er de blevet banket godt møre af Demersal energi og har overgivet sig.
Den føromtalte arrangør forbarmer sig over os bagefter og køber pizzaer til os, så vi ikke behøver spise det andet mad. For selvfølgelig har et squat i Italien ikke rigtig toiletter, men de har en fuldt fungerende stenovn til pizza.
Vi lægger os så småt til at sove halv to, vi sover på spillestedet I ét stort rum. Musikken på scene to, der er indenfor, og som i øvrigt kun er techno, slutter klokken to, men jeg når at falde i søvn inden.
Dag 5: 1. Juni – Torino, secret show
Vi har god tid i dag, for Torino ligger ikke særlig langt væk fra Milano. Alligevel står vi op okay tidligt, så vi kan tage ud til en nærliggende sø for at få en tiltrængt dukkert. Det er rimelig varmt og fugtigt, sidst i tyverne. Inden da stopper vi ved en rasteplads med tank og restaurant, for at – ja, du ved det nok, hvis du læste gårsdagens indlæg. Avril Lavignes ‘Complicated’ spiller over højtalerne. Det føles trygt.
Vi parkerer ved en restaurant, der ligger lige ned til søen. Det er så forfriskende langsomt at vade ud i det kølige vand for til sidst at gå helt under. Det er som en genstart af kroppen. Hvad har vi dog gjort for at have det så godt?
Turen til Torino tager ikke så lang tid. Det er et hemmeligt show, vi skal spille, hvilket vil sige, det ikke er et regulært spillested. Det er i et øvelokale, som befinder sig i et gammelt varehusområde, der er kæmpestort. Jeg elsker sådan nogle forladte lokationer, der er blevet lavet om kreative steder, og der sørme også en ølbar i området. Men det er som om, vi er ramt af uheld, for de dage, hvor vi har god tid, så er det enten søndag eller helligdage, og derfor er det meste lukket. Vi for febrilske rundt I Torino på jagt efter en bar, men ender med at købe øl i en kiosk og sidde i en park. Det er heller ikke så slemt.
Hele dagen har det været stegende hedt og tungt i luften, hvilket lidt senere på aftenen forløses af torden og en lille regnbyge. Jeg kan godt lide regn. Nej, jeg elsker regn. Jeg falder i søvn til lyden af regn hver nat. Og det er som om at den lille byge giver mig lidt ro i sjælen. Lugten af varm asfalt, hvor det lige har regnet. Jeg har det lidt stramt i dag, og det er jo også trods alt dag fem, så det er forventet. Når showet først er gået i gang, så glemmer jeg alt det.
Vi spiller i aften med det lokale band, Norse, hvis øvelokale vi skal sove i bagefter. De bor en time væk, så det er en lille køretur.
Det er nok det varmeste show, jeg har spillet nogensinde før. Det er så fucking varmt. Men det går godt, det er sjovt, og folk er glade. Norse spiller bagefter og er super fede. Hvor jeg dog elsker euroscreamo.
Vi er først fremme halv tre, så det er direkte på hovedet i seng i deres kæmpe øvelokale.
Dag 6: 2. Juni – Freiburg, KTS
Vi vågner til at himlen har åbnet sig og det vælter ned med vand, lyden er massiv på taget af Norses øver, og det er kun afbrudt af de kæmpe tordenskrald, hvis massive buldren forstærkes af, at vi er oppe i bjergene. Det virker dog til, vi alle har sovet okay, helt til klokken ti, hvor et par telefoner begynder at ringe med hver deres melodi.
Vi skal tilbage til Tyskland i dag for et enkelt show i Freiburg, før vi skal til Frankrig og spille tourens sidste tre shows. Turen tager os op gennem Schweiz og så ind i Tyskland, hvor Freiburg ligger tæt på grænsen til Frankrig. Det er vores gode ven Alexander, der har arrangeret showet, han har tidligere spillet i Fragile Masculinity, nu spiller han i Sunken, og i dag spiller han også med sit nyeste band, Litch. Derudover spiller hardcorebandet Brach også i aften.
Turen gennem Schweiz er flot og regnfuld. Inden vi kører ind i landet bliver vi stoppet ved grænsen af italiensk kontrol, der nok synes, det ser lidt underligt ud med syv trætte fyre i en vogn. Men vi ser åbenbart ikke særligt farlige ud, for da han spørger om pas, og vi alle troligt begynder at finde dem frem, siger han bare “Vai vai”, og så får vi lov til at køre videre.
Det er en hård tur frem til Freiburg, for vi bliver både ramt af bilkøer og skørt vejr. Vi kommer lidt for sent på grund af det, men de er selvfølgelig super flinke på spillestedet. Det er et squat igen, men de har sgu bare styr på det hele. Vi skal sove i et sovelokale med køjesenge og man kan satme også få et bad!!
Overraskende nok er der virkelig mange på sådan en helt almindelig mandag, og overraskende nok så bliver de fleste til alle fire shows. Puke Wolf spiller sidst i dag, og inden vi skulle på, var jeg ret nervøs for, om folk overhovedet gad at blive. Men min nervøsitet blev gjort til skamme, og ikke nok med, at der var godt med folk, så var de også meget modtagelige. Vi spillede sgu også bare et godt energisk set, og det er sjovt at man kan få en ny oplevelse ud af at spille de helt samme sange hver aften.
Gute nacht fra Freiburg. I morgen er det Paris!
Dag 7: 3. Juni – Paris, Le Klub
Vi siger tidligt Auf Wiedersehen til Freiburg og ikke længe efter bonjour til Frankrig, for det ligger så tæt på grænsen. Det bliver en lang køretur igen i dag, men vi burde være i god tid. Vi har også tidlig get-in på spillestedet, der hedder Le Klub. Perfekt navn til en klub i Paris.
Turen på de franske veje går stille og roligt. Nogen spiller Mario Kart, andre får sig en lur, og jeg er begyndt på en ny bog efter jeg blev færdig med ‘Lad den rette komme ind’. Nu er jeg begyndt på ‘The Seabird’s Cry’ af Adam Nicolson, en bog om – ja havfugle. Jeg har efterhånden også lyttet hele den nye Swans-plade igennem, som varer intet mindre end to timer. Det er for det meste godt, men de første ti minutter af ‘The Merge’ kunne jeg godt være foruden.
Trafikken i downtown Paris (s’et er stumt) er selvfølgelig vanvittig, men Jan, med Emil som co-driver, klarer skærene på fornemste vis. Le Klub er i en kælder, men vi kan heldigvis spille på deres baggear, så vi ikke skal slæbe alt for meget ned af de stejle trapper.
Begge bands får overstået lydprøve forholdsvist hurtigt, hvilket betyder at vi lige har en times tid til at gå lidt rundt. Vi er effektive og får set Notre Dame, noget andet flot halløj, et billede hvor man lige kan ane Eiffeltårnet og så en bette bajer.
I aften spiller vi med det lokale band Un Automne de Plus. De spiller fedt, der er nogle klare fransk screamo referencer men også noget, der minder mig om tidlig metalcore. Puke Wolf spiller som det næste, og jeg bliver en anelse nervøs over, at åbningsnummeret måske ikke kører helt. Det er ikke fordi, vi spiller forkert, den føles bare ikke helt rigtig. Heldigvis begynder settet at udfolde sig derefter, som det skal, og det ender med at blive et rigtig godt show med god respons fra publikum. Jan hopper med på ‘Full of Heart’, som han har gjort før for lang tid siden. Demersal spiller som det sidste også til god respons fra publikum, og der er mange, der gerne vil snakke med os bagefter. Det er lidt skørt, at der er så godt fremmøde på en tirsdag, men bookerne mener også, at vi skal komme tilbage og spille en bedre dag, og så er der tre gange så mange.
Klokken er tæt på midnat og vi kører gennem Paris’ gader for at komme frem til bookeren, hvor vi skal sove. Man skulle ikke tro, det var tirsdag, der er liv i gaderne, lys over det hele. En kølig brise lufter i den varme nat. I morgen er det Strasbourg.
Dag 8: 4. Juni – Strasbourg, Le Local
Vi sover til cirka ni, hvor bliver vækket af bookeren, hvis lejlighed, vi sover i, der har købt baguette og croissanter til os. Gæstfriheden på turnéen har alle steder været i top og det er bestemt også tilfældet her. Vi tager afsted ikke længe efter, for vi har en tur på fem-seks timer foran os, hvor vi skal spille I Strasbourg. Desværre er det uden overnatning, så vi har selv booket en lejlighed, som jo selvfølgelig koster lidt i tourbudgettet, men til gengæld er det rart at have sit eget helt for en enkelt nat.
Turen går nemt. Jeg spotter en god håndfuld rovfugle ned gennem det franske landskab, der enten svæver majestætisk over træerne eller også sidder de på hegnspæle, nok for at spotte deres næste bytte. Ethel Cain har udgivet et nyt nummer i dag. Trong og jeg lytter til det på repeat.
Lejligheden er lækker, vi har masser af plads, og ikke mindst mulighed for bad. Jeg er heldig og får mit helt eget værelse. Vi bruger lige en times tid i lejligheden inden vi kører ind til spillestedet, der hedder Le Local. Det øser ned, når vi kommer derind. Det har ikke lige været det bedste vejr i dag. I aften er det kun os, der skal spille, og vi spiller for døren, så det er spændende, hvor mange, der kommer, og hvad vi får med hjem. Vi har været positivt overraskede over mængden af folk hver aften, så lad os håbe det fortsætter.
Vi skal slæbe alt vores gear ad bittesmå trapper ned i en kælder, og det er altid en superstressende del af det, men det går. Vi bliver bedt om selv at sætte en pris for, hvad man skal betale for at komme ind, hvilket stresser os lidt, for vi vil jo gerne tjene penge, men heller ikke sætte det for højt, så folk ikke gider betale. Efter anbefaling af bookeren så sætter vi det lavt til 5 euro som minimum, for vi kan forstå på hende, at folk som regel er flinke til at betale mere.
Igen er vi overraskede over, hvor mange der egentlig kommer ud for at se to danske bands i en by i Frankrig på en onsdag aften. Det er næsten en kliché at sige efterhånden, men begge shows går rigtig godt og folk er begejstrede.
Fordi det er sidste aften, hvor vi ikke skal alt for tidligt op, for at køre hjem, så har vi snakket om at tage på en bar, der ligger i nærheden af, hvor vi sover, men når vi først har fået læsset alt grej tilbage i bilen, så er klokken næsten et, og baren lukker kl halv to. Vi beslutter os i stedet for at købe en flaske vin på spillestedet og tage med hjem. Vi har dårligt haft tid til at være sådan ordentligt sammen, for det meste af dagene går med at køre, pakke ud, og så selvfølgelig spille, så pakke ned igen. I morgen har vi også fin tid inden vi skal til Besançon, som kun er to timer væk, så vi bruger noget tid i Strasbourg.
Dag 9: 5. Juni – Besancon, Les Passagers du Zinc
Jeg vågner til lyden af regn på vinduet, men ellers total stilhed. Det har virkelig været rart og tiltrængt, at vi har haft vores eget sted i nat. Vi skal først være ude klokken 11, og vi trækker den til absolut sidste minut; rister brød, laver kaffe og te.
Vi har god tid i dag, vi skal først være på spillestedet kl. seks og Besançon ligger kun tre timer væk. Vi tager ind til centrum og slentrer lidt rundt, spiser frokost på et koreansk sted, jeg får købt lidt gaver til familien derhjemme, som jeg glæder mig rigtig meget til at se. Der opstår sådan en lidt ambivalent følelse i løbet af sådan en tour, især her på de sidste dage, for det er så fedt at spille hver aften, men man savner også bare de trygge, vante rammer fra sit eget hjem. Det er sidste show i aften. Det bliver nok lidt underligt.
Besançon er smuk, men forbandet besværlig at køre i, i hvert fald den gamle del. For det første skal vi lukkes ind ved nogle bomme, fordi man for to måneder siden begyndte at indskrænke, hvor mange biler, der må køre rundt, og for det andet er det små smalle gader, som ikke just er beregnet til en vogn med syv mennesker og en hel masse grej. Men chauffør Emil klarer det. Vi har lige en lille times tid inden get-in, så vi slentrer lidt rundt og bliver betagede af byen.
Vi skal igen spille i en kælder, hvilket som regel altid er fedt, men hold op hvor det bare er bøvlet med en hel masse gear. Til gengæld får vi vildt lækker mad, forskellige salater, cous cous, brød og franske oste. Igen er jeg spændt på, hvor mange der dukker op, men så vidt jeg kan forstå, så er der en god scene her i byen.
Okay, ikke det mest energiske publikum, men der er da kommet en okay håndfuld. I aftenens ånd, når det nu er sidste show, så har vi både Jamie og Jan med på ‘Full of Heart’ og Viktor og Emil med på det afsluttende nummer. Så er der fuld plade.
Demersal brager igennem og de slutter af med ‘Som et barn mod dit bryst’, hvor jeg, Trong og Emil griber en mikrofon hver og råber med på de sidste ord. Og lige pludselig så er det slut. Den sidste sang til det sidste show. Nu kommer det kedsommelige nedpakningsritual, men først: Champagne. When in Besançon…
I morgen er det tidligt op og hjem til Danmark. Touren er gået over alle forventninger, men det bliver også rart at komme hjem.
Andrew Davidson, Puke Wolf, et sted udenfor Besançon.
