Johan Tankred og HXC Kids har haft travlt. Det er jo i sagens natur sådan, at gode ideer har det med at vokse, og i løbet af de ganske få år siden opstarten, har HXC Kids bredt sig som et landsdækkende fænomen. Og som med enhver levedygtig expansion pack står Temu-udgaven klar i kulissen, så snart der kan vejres profit. Således har vi også i den senere tid kunnet se provinsielle kopiudgaver af “børnefestivaler”, hvis kontekst åbenbart har været passende til reklamefremstød fra eksempelvis den lokale ejendomsmægler – formentlig dækket ind under sponsorat – og man må stille det helt centrale spørgsmål: For hvis skyld arrangeres det? Køber børn huse? Låner man børnetøj til at iklæde sin reklame, så har man misforstået den fuldstændig grundlæggende præmis: at det er børnene, der skal tages alvorligt.
Indtil nu har Selvtægt taget udgangspunkt i de udgaver af HXC Kids, der har været afholdt på Posten i Odense – arnestedet for konceptets udvikling – men i år prøvede vi kræfter med Aarhusudgaven, afholdt på Voxhall. Ganske belejligt har indeværende skribent hele to arvinger at slæbe med til tidlig indprægning af de hårdere genrer, for det er som bekendt afgørende, at man kommer med en mini-me i hobbitstørrelse for at få adgang. Har man ikke en, må man låne, og hvem kan ikke garantere kvalitetspasning med den løsning, man har for hånden? Begge voksne hører metal i husholdningen, og forud for årets deltagelse har det ført til en snak om, for hvis skyld vi egentlig gør det. De fleste af os, der er vokset op i hjem med en eller begge forældre som musikinteresserede, har været indlagt til diverse foredrag om skelsættende øjeblikke, følelser, stemninger, oplevelser; med andre ord har vi fået oversat musikken. For undertegnede betyder det eksempelvis, at jeg ikke kan sætte Pink Floyd på uden mentalt at afspille en indre konstatering af, at min far havde et afgørende og formativt øjeblik under en koncert i Earl’s Court i 1980. For nogle er det en del af en musikalsk dannelse, som vi bærer med os videre, for andre bliver det trælse monologer, man har udholdt og ellers skubbet til side, fordi den forrige generations genrer ikke liiiige var det rigtige for os. Og hjemme hos os er vi ikke bedre. Begge vores børn har været udsat for passiv lytning siden før fødslen, og vi kommer uvægerligt til at sætte metal på fra tid til anden, mens vi tager os i at betragte deres reaktioner eller at tale med ungerne om, hvad det gør ved dem.
For ikke så længe siden var jeg i samtale med Terrorpys Jonas Viuff om netop, hvad der sker med mennesker i mødet med det voldsomme, også sonisk, og netop den samtale finder vej til min bevidsthed i Voxhall. Måske er der ikke behov for den mængde oversættelse alligevel, fordi det spontane møde indeholder oplevelsen i sig selv – eller også har vi netop lagt det gode grundarbejde, for det er alligevel en grundantagelse for mig, at man bedre forstår det, man har sprog for.
I hvert fald kan vi konstatere, at vores børn er helt med på, hvad det her handler om. At det så i allerhøjeste grad også handler om at ankomme i god tid for at sikre, at ansigtsmalingen er i hus, er noget, de voksne har værsgo at forstå, for det er faktisk afgørende. Så det sørger vi naturligvis for. Vi sørger naturligvis også for at have spillet et udpluk fra dagens lineup inden ankomst, for en stor del af glæden ved en koncertoplevelse kan ligge i at se det i forvejen kendte udfolde sig.
Denne skribent er i forvejen begejstret for Danefae, og så bliver det også naturligt, at den begejstring har en vis afsmitning. I hvert fald ved min ældste datter godt, at Danefae er “dem med ‘Vætter’”, og sikrer sig en plads midt for, helt fremme ved scenekanten, for hun skal ikke gå glip af noget. Det kommer uden tvivl også til at blive Danefae, som for vores familie fungerer som hovednavnet denne dag. Selvom jeg i mit stille sind lidt havde ønsket mig at se ‘P.S. Far er død’ opført live (en sang, som jeg i øvrigt anbefaler alle at græde ud til ved nyligt tab), så har de ikke inddraget den i setlisten. Naturligvis. Børnenes præmisser. Jeg er med.
Jeg selv har placeret mig en anelse ude i siden for at give plads til, at hobbitstørrelserne kan få den bedst mulige oplevelse med det bedst mulige udsyn, men eftersom min treårige oplever koncerten sammen med mig, er vi stadig tæt på. Og så går jeg ellers i gang med at oversætte, går det op for mig, ikke med ord, men ved at vise hende med min krop, hvordan musikken føles for mig. Hun sidder på mine skuldre, min hofte, og hun mærker, hvordan vi bevæger os til musikken. Lidt senere får hun selv lov på gulvet (hun er skidetung efterhånden), og hun hopper i sin dans, mens hun holder mig i hænderne og slår smut med øjnene. Hun er helt med.
Danefae er noget nær den perfekte booking til setuppet. De er topprofessionelle musikere, som leverer et enormt velspillet set, trods det faktum, at lyden ikke er den bedste denne dag på Voxhall. De har taget to korsangere med i dagens anledning, og det tilføjer en fremragende dybde til livefremførelsen. Anne Olesen udviser en fremragende fornemmelse for sit publikum og lader sin grenkrone vandre blandt børnepublikummet, oversætter også musikken og historiefortællingen med sin krop fra scenen og småsnakker mellem numrene lige præcis nok til, at ungerne kan mærke hende.
Ældstearvingens far må forlade salen, før settet er helt færdigspillet, for vi har lovet, at vi nok skal få fat i en Danefae-T-shirt. Der har ikke været nogen i boden op til de gik på scenen, og vores datter er overbevist om, at de bliver udsolgt lige for næsen af hende, hvis ikke vi rykker på det. Heldigvis står de forrest i køen, da bandet indfinder sig efterfølgende, og hun udpeger “den med uglen”, som hun skal bede om at få med hjem. Også i interaktionen med publikum efterfølgende skal Danefae roses, for de tager sig tid til at tale med de små fans, og Anne Olesen lader sig stoppe i tide og utide, idet hun har blik for de benovede udtryk, som stammer fra små menneskers lyst til at komme i kontakt, selvom de er for generte til selv at initiere den.
Også Livløs har medbragt merch i halv størrelse, og der er bedre afsætning fra boden i dag, end hvad man ofte ser. Beklagende forklarer Bag Lukkede Døre fra scenen, at de ikke har noget med; til gengæld kan de fejre et af bandmedlemmernes fødselsdag med et stort, fælles hurra. Den slags forstår børn godt er vigtigt.
For vores børn er det, som om de allerede efter første koncert har leveret en energiudladning, som står mål med, hvad der var i tanken til hele den samlede oplevelse. Det kan man ikke fortænke dem i. De er ikke erfarne koncertgængere og overvejer ikke at spare på opmærksomhed eller sansninger, fordi der er flere koncerter at holde til. Det hele er spontant og nærværende, og det er sådan, det skal være.
Det kan også være en anke ved Voxhall versus eksempelvis Posten, for selvom der også her er plads til, at man kan trække sig lidt væk fra salen, så er her ikke megen plads, og derfor ikke helt samme rum til at genoplade. Det kommer både Bag Lukkede Døre og Livløs til at lide lidt under. Førstnævnte får vi ikke rigtig set meget af, fordi det føles vigtigere med popcorn og slushice, og sidstnævnte deler vores medbragte publikum i to.
Vi er søgt op på balkonen – måske også fordi de voksne gerne vil prioritere mødet med Livløs på børnenes vegne – og ældstearvingen er betaget af, hvad der foregår nedenfor. Hun ser skiftevis ned på scenen og på sine hænder, mens hun med tungespidsen mellem læberne koncentrerer sig om at forme horn, hun kan række i vejret. Hun mærker, at de både betyder anerkendelse og fællesskab. Den yngste er ved at være klar til at gå, og således bliver meget af den voksne oplevelse præget af at løbe rundt efter et barn, der ingen respekt har for det koncept, at man kan blive væk, eller i øvrigt at man kan slå sig, hvis man hopper ned fra høje steder.
Der er dog tider, hvor også vi kan få lov at opleve Livløs’ oversættelse af mødet med det voldsomme, og det bliver en fremragende kontrast i den samlede oplevelse. Hvor Danefae excellerer med både disciplin og sødme, Bag Lukkede Døre med særligt en ungdommelig genkendelighed, så bringer Livløs banditenergi og en sprælsk fandenivoldskhed til bordet. Der er ingen tvivl om, at alle børn vil kunne have facetter at spejle sig i til dagens oplevelse, som jo netop handler om at kunne udfolde børneliv. Her skal man ikke sidde stille, være stille og lade være med at pille. Her skal man mærke sig selv og hinanden.
Det er jo nok netop endnu en af de facetter, der spiller ind i de voksnes lyst til at hive børnene med; at de mærker lige dette fællesskab, som vi selv sætter så stor pris på. Her er ikke tale om at bruge børnene som en sløj reklamesøjle til at fremme sin egen biks, men om at tage børnene alvorligt nok til at oversætte vores kærlighed til den hårde musik så den – måske – også kan blive deres.
