Power metal er det nye nu-metal. Glem KoRn og Slipknot – i dag er kriteriet heltekvad og sørøvermetal.
Nu-metal plejede at være den uundgåelige måde ind i metal for mange. Indflydelserne fra grunge, hiphop og industrial var lettere tilgængeligt end fræsende hurtigt thrash med skrattende vokaler fra samtidige bands. I dag ser det dog ud til, at dagsordenen er skiftet. Nu-metal er ikke på programmet længere, og power metallen har overtaget. Man ser ikke de store nu-metal-bookinger i Danmark; i stedet ligger fokus mere på power metal. Bands som Powerwolf og Alestorm bliver booket som hovednavne på Copenhell, og stormægtige Epic Fest bliver konsekvent udsolgt. Det er alt sammen uden at nævne den store mængde power metal-bands, der bliver booket i Roskilde-området. Det kunne være Blind Guardian eller Stratovarius, men også kunne det være Paganfest, som undertegnede var til.
Power metallen tager indflydelse fra ting helt tilbage fra 1970’erne med Ronnie James Dio, der lagde grundlaget for fantasybaserede tekster i bandet Rainbow. Senere hen blev store betydelige bands som Iron Maiden og Judas Priest også store indflydelser for genren. Iron Maiden lagde grundlaget for de opløftende og melodiske kompositioner med en tydelig sing-along-faktor, mens Rob Halford fra Judas Priest lagde grundlaget for den skingre vokal – og selvfølgelig var der også Helloween, som gjorde alt det rigtige.
I moderne power metal-bands finder man mange af de samme genretræk. Det er ofte et opløftende lydbillede med dualguitar-værk, melodiske indspark, hurtige guitarsoloer samt en relativ let tilgængelig og syngende vokal. Men hvorfor resonerer power metal mere hos nogen end andre? Hvorfor er lige power metal den nye gateway-genre for metal som helhed?
I anledning af Paganfest – en aften med fem power/folk meta-lbands – havde jeg udstyret mig med mit skarpeste sværd og diverse trylledrikke, og for at kunne svare på ovenstående spørgsmål har jeg interviewet de to største power metalfans, jeg kender.
De er begge selv draget til Roskilde for at få deres dosis af sørøver- og heltemetal. Minna Damgaard på 14 år lægger ikke skjul på, at hendes hovednavn i aften er Alestorm, mens Alexander Dörge på 34 hovedsageligt er kommet for at høre aftenens åbningsband Elvenking. Jeg synes, det var interessant at høre dem begge om deres introduktion og forhold til genren, da aldersforskellen er en betydelig ulighed, men alligevel mener de begge, at power metal er deres yndlingsgenre. Minna lærte genren at kende gennem sin far og storebror, der sørgede for at eksponere hende til et bredt udvalg af metal, hvor power metal var det, hun bedst kunne lide. For Alexander var det helt tilbage, da han var 14 år gammel, hvor han via et internetforum snublede over et DragonForce-album.


De kan begge genkende tesen om, at power metal ofte fungerer som en gateway-genre for mange nye metallyttere. Minna pointerer specifikt genrens glade og opløftende stemning som værende et godt udgangspunkt for nye lyttere. Alexander supplerer og siger, at påstanden er ved at blive mere og mere aktuel. Han påpeger nu-metal som at være gået af mode, og power metallen for alvor er begyndt at tage overhånd for mange nye (unge) metalfans.
Teatralsk eskapisme
Jeg ville mene, at power metals tematik er en af grundene til, power metal hersker over porten ind i metaluniverset for mange. Genren står tydeligt i kontrast til 2000’ernes nu-metal, hvor instrumenteringen og vokalleveringen var betydeligt hårdere, samtidig med at teksterne ofte kom ind på tunge og samfundskritiske emner, der var svære at forholde sig til. Med power metals orkestrale elementer, en teatralsk tematik og storslåede instrumentering inviterer genren lettere lytteren ind i et musikalsk helteeventyr.
Det giver mening at dele de to aspekter op i: lyd og tematik. Begge dele er essentielle for genren som helhed, men samtidig kan de også fungere enestående. Minna synes ikke, tematikken er essentiel at tage i betragtning, når hun tænker over, hvorfor hun så godt kan lide genren. Hun synes mere, at det har været en tilpasning, siden det altid har været udgangspunktet. Hun mener dog ikke, at der ville være et mere passende alternativ og er derfor glad for, at det er denne specifikke tematik, hun har tilpasset sig. Alexander ser anderledes på det og synes, at budskabet og historien skal være til at føle, og derfor mener han, at tematikken er “ekstremt essentiel”. Alexander tilføjer, at fantasy og science fiction altid har været en stor del af sin opvækst, og derfor klikker lyrikken med ham. For ham er det essentielt, at eskapisme er en del af genren, og at den kan forholde sig til andre emner end dagligdagen og politik.
Min tese er, at eskapisme er en stor faktor for mange. Jeg er overbevist om, at alle, der lytter til metal – power, thrash, død, black, alt du kan forestille dig – på et eller andet tidspunkt har haft følelsen af at være anderledes. Metallyttere er i undertal, og derfor fører det ofte til, at man for alvor dykker ned i den interesse, man kan få lov til at “have for sig selv”. Det kunne være: at der er en naturlig forbindelse mellem interesser for rollespil og fantasy og power metal, som kommer til udtryk i mange bands motiver. Specielt ses dette i aften, når tre ud af fem bands har smukkeseret sig i ansigstmaling og passende udklædning. Elvenking ejer i hvert fald scenen med øjenskygge, mørke gevir og violinspil over dansable guitarmelodier. Ensiferum kører lignende stil med sigtekornsmakeup samt galoperende og melodiske helteguitarer i lydbilledet. Stormægtigheden falmer dog for Ensiferum i løbet af koncerten, da koncertens højdepunkt er åbningsnummeret “Fatherland”. Selvom jeg synes, det går hen og bliver løllet mod slut, er det heldigvis ikke på bekostning af showmanship fra hele bandet, der bærer koncertfanen så højt som muligt for præcis den slags folk metal, de gerne vil spille.


Kaos, korsang og kanoner
Æstetikken hos opvarmningsbandene bliver dog aldrig lige så gennemført som Alestorm, der indtager scenen i kitler, piratsmykker og deres genkendelige mutantbadeand. Men burde det her fungere? Burde noget så latterligt som Alestorm fungere? Ja, det burde det. Og grunden til, det burde det, er, fordi Alestorm ikke er dårligt – det er bare dumt. Der er en knivspidsskarp linje, der adskiller de to ting, og Alestorm er kun i den ene.

Det er noget af det mest attraktive ved Alestorm. De lader sig ikke binde af forventninger, og man kan tydeligt mærke, at det er et band, der teer sig, præcis som de vil. Om det er faktummet at have en hurdy-gurdy med i numre om døde marodører eller numre om piratskibsædende havzombier, er Alestorm ligeglade. Og det er også fedt at se, hvordan fans ikke lader sig binde af mange metalhoved-forventninger om, hvordan man skal opføre sig eller påklæde sig i sort tøj, nitter og den ondeste backpatch, du kan finde til din uvaskede og knasende klamme battlevest. I aften er der pirathatte og -kostumer samt klap for øjet på mange af gæsterne, og så er der heller ikke længere noget, der hedder metalhorn. Fra Alestorm går på scenen smider man en piratklo op i stedet.
Som sædvanligt, bliver der sat sejl med nummeret ‘Keelhauled’, der hurtigt for folk til at sætte gang i pitten og kaste sig ind i hinanden som affyrede kanonkugler. Ligeledes bliver der crowdsurfet i massevis, som der altid gør med specifikt Alestorm. Her bliver en tidligere pointe understreget, da jeg ser flere unge oppe i luften på menneskehavet, som alle ligner nogen, der er ved at opleve et af højdepunkterne for deres koncertliv – et stort rygklap skal naturligvis gives til security til de her koncerter, der konsekvent tager sig godt af menneskestrømmen, selvom de godt ved, at alle koncertgængeres skattekort altid vil lede tilbage til pitten og så ud over sikkerhedsbarrikaden igen.

I aften har Alestorm Patty Gurdy med som supplerende gæst. Desværre er lydbilledet så rodet, at man kun hører hendes instrument og sangstemme under få numre. Endnu ærgerligere er det også, at Christopher Bowes stemme ret så tit bliver overdøvet af guitarist Máté Bodor backingvokal – og nå ja, så burde de også skrue meget højere op for lydniveauet.


Jeg har set Alestorm live en håndfuld gange efterhånden, og jeg har i princippet ikke noget mod at pakke seriøsiteten væk og finde rom og skattekort frem, hvis det er yderst nødvendigt. I sidste ende var Alestorm et af de bands, der for mit vedkommende fungerede som tærskel ind i metalverdenen, også selvom jeg praktisk talt aldrig får lyttet til dem i hørebøfferne længere. Men selvom jeg har sådan en fundamental kærlighed og uden tvivl en skarp forudindtagelse for, hvor perfekt elendige og effektive de er, må jeg desværre indrømme, at dette ikke er den bedste Alestorm-koncert, jeg har været til. En så ens sætliste efter at have set dem mange gange begynder at virke mekanisk – især når mange af deres samme kliché-performancestykker er én til én det samme som altid. Bandets entusiasme hiver bestemt oplevelsen op, men samtidig er der mange andre faktorer, der hiver det ned.

Men for hvad det er, så er jeg sikker på, at dem, der var mere indstillet på en piratekspedition og ikke stod med anmelderbrillerne på, har haft en begejstret sejltur. Det vigtigste er, at din indsats er noget, der gavner dig og din smag. Så må black metal-fans, der afskyr pirattematik og konkurrenceindstillet prøver at se, hvis mundvige kan gå mest ned af, trække sig. Hverken power eller folk metal er den genre, jeg har begået mig mest i, og jeg kan sagtens fange mig selv i at tage mig på panden og græmme mig over ting ved genrene. Men hvis det er måden, nye folk kan få øjnene op for metal, så synes jeg, man skal omfavne det.
Lyt til det; udforsk det selv. Dræb nogle drager med DragonForce, løb over ingenmandslandet med Sabaton, og find skattekisten med Alestorm. Gør præcis dét, du har brug for, for at kunne komme til at lide metalgenren.
