Det er ikke forfærdeligt længe siden, Hulen åbnede dørene på toppen af Odense på et sted, som jeg sidst kendte som PåTaget. Den intime atmosfære ved stedet er bevaret her – det er ikke særlig stort – men der er tilføjet en ny form for omhu, som gør, at her føles gennemgribende rart at være.
Som noget nyt er der nu en spand med tuscher på samtlige borde oven på en lille stak papir, så man til hver en tid kan krusedulle sig en hyggetegning, mens man samtaler. Op ad en væg står en arkademaskine med Tekken – sjældent ledig. Rundt om i lokalet er væggene så småt begyndt at blive tapetseret løst med gæsters tegninger side om side med plakater, som gør det tydeligt, at LGBTQ+ miljøet er velkomment her.
En del af stedets appel er også, at man skal være minimum 21 år for at komme ind.
– Jeg elsker de unge, kreative mennesker, fortæller Eline Blunert, som har stedet. Hun står selv bag baren hele aftenen. – Men jeg gider ikke, at der udvikler sig en efterskolestemning her. Jeg er selv 36, og det behøver ikke være teenagere, jeg hænger ud med.
Hun er selv fast genganger på ILTER-festival, så det er naturligt for hende, at Hulen kan bruges til hardcore og punk. Det er tydeligt, at hun er ansvarlig for den gode stemning her – det er sjældent at møde et menneske, der er så naturligt behagelig at tale med. Aftenen igennem ser man glimtvist et stank face hos hende, mens hun vugger lidt med fra baren. Den skal også passes, jo, og en aften som i aften kan hun gange sin normale omsætning med cirka femogtyve. Der er nok at se til.
Punk og hardcore egner sig fortrinligt til at transformere små steder som Hulen til undergrundslommer, og Hulen egner sig fortrinligt til at agere ramme for foretagenet. Det er vigtigt, at vi har sådan nogle steder i Odense, hvad forsanger Christian Berntsen også bemærker, bedst som Foot to Face åbner aftenen. At lyden ikke er optimal, alt for hård, metallisk og diskant – i hvert fald til at starte med, kan tilgives. Der er ingen scene, så vi er allesammen tæt på hinanden på gulvet – igen, ikke en ulempe. De lokale hardcore-drenge er gemytlige, men på den dér hardcore-måde, hvor man egentlig tænker, at der godt kunne ligge en latent voldsudøvelse lige under overfladen. Den kunne for eksempel anvendes på den enlige homie, der satte sig ned og forsøgte at starte en robådspit – han forblev heldigvis enlig – men Berntsen holder sig til at pace frem og tilbage, konstant i bevægelse og den frie hånd enten på ryggen eller i færd med at pille ved flitterstadset, der hænger ned fra loftet.
Sewer Haul rigger til, trækker balaclavaen ned over hovedet og kasketten og redneck-brillen på, og så er vi klar til at komme igennem hele bagkataloget i løbet af det kvarters tid, de efterhånden har bevæget sig op omkring. Det er anden gang, jeg ser dem live, og jeg gribes også i aften af underklangen af absurdteater, som klynger sig til duoen. Det er møgbeskidt goregrind, og det går kraftedeme hurtigt, og vi har det sjovt. De er svære at forklare til folk uden for genren, for de hygger sig med tekstskrivningen – ikke ulig som jeg forestiller mig, Cannibal Corpse gør det – og er gennemgribende uhøjtidelige. Det oprindelige afsæt i dødsmetal fornægter sig ikke, og i aften er igen en fornøjelse i deres selskab.
– Vi har fire sange tilbage nu. Det er alt, hvad I får. Fire sange – det er cirka tre minutter, så hvis der skal ske noget, så er det nu, konstaterer L fra sin plads bag trommerne. Det er der nogle stykker, der skriver sig bag øret og får startet lidt bevægelse på gulvet. Det bliver aldrig farligt eller alvorligt, men en lille hygge-mosh opstår der da.
– Var det 15 numre?, spørger en makker overrasket efter showet. Og ja. That’s Sewer Haul for ya.
Er Smertegrænsens Toldere egentlig punk eller hardcore? Den diskussion opstår i løbet af aftenen, og skal man konkludere noget ud fra samtalen, bliver det, at er man født i 70’erne, er det hardcore, men fra 80’erne og frem er det punk. Vi hiver fat i guitarist Jacob Bredahl, da han passerer os på et tidspunkt, og selvom den ophedede stillingtagen lader til at more ham, gør han ingen ansatser til at afklare tvisten. Og det er sådan set også meget punk.
Der er meget godt at sige om tolderne, som efterhånden udgør deres egen institution inden for scenen, og det er agtværdigt at bruge, hvad man måtte have af indflydelse til også at sørge for, at der også skinner lys på andre. Man finder dem også blandt publikum hele aftenen igennem – det samme med Sewer Haul i øvrigt – og bands, der på den måde udviser en ægte wingman-kultur, afgiver ganske enkelt en vibe af autenticitet og ydmyghed, som øger deres likeability med 1000 procent. Der er ikke så mange dikkedarer, og de leverer, som de skal til stor fornøjelse for publikum, som både består af folk, der kan synge med på ‘Mine unger’, og andre, som måske ikke besidder samme velbevandrethed. Det bliver samlet til en lykkefølelse af en energiudladning, uden det føles tarveligt eller nedladende. Som jeg lægger et smut forbi merch-boden under koncerten (Hulen ér virkelig ikke særlig stort som spillested), retter jeg venligt to makkere, som er overbevist om, at det er New Money, som spiller nu, mens de står og piller ved Tolder-merch.
Der er ikke så meget diskussion om New Moneys hardcore. Den er effektiv, selvom den qua lyden ikke er tungt, som kunne klæde den, og det er også aftenens sidste band, som mest effektivt får gang i halvcirklen på gulvet. Det odenseanske publikum udgøres i aften af en forsigtig og venlig pit, som kender sine grænser. Her kommer ingen til skade, for obligatorisk venlighed er til stede, og der snarere gadedrengehoppes til grænsen frem for at smadre ind i den. Det er en aften, som starter klokken 19 og slutter klokken 22, og det har jeg meget pænt at sige om. Hvorfor bruger vi ikke flere af vores aftener effektivt på den måde i stedet for at ødelægge op mod flere dage for os selv efterfølgende? To dages-tømmermænd er som bekendt en ting efter 30. New Money excellerer i øvrigt i at optræde med samme form for graciøse nonchalance, som Tolderne gør det – måske er der noget om den der med at have meritterne i orden, som gør det let at udvise god stil i små setups uden at ligne nogen, der er for store til det her sted.
Hvis ikke det var nu, vi skulle have et sted at gå hen med vores “hvad sker der med verden?”, hvornår er det så?
Ikke siden 1980’erne har der været så meget lort med ild i på samme tid.
Det er nu, vi har brug for undergrunden – Natmaskinen for at bruge Strunges ord – til at gribe os. For vi er stadig forkomne englebørn med barnet i blodet, og vores sarte hud spiddes fortsat af avisoverskrifter. Vi har brug for at bytte drømme i mørket, mødes om det fælles og transcendere hele lortet og hele vores knuste hjerter, inden vi tager hjem gennem mørket og lader den natmørke himmels olieklumper falde ned i vores øjne, før vi falder i den dybe, encellede søvn, som vi kendte den, fra vi var encellede organismer.
Hulen er ingen Rockmaskinen, men den er fandeme et rart sted at være i Odense, og vi har brug for den slags steder som ugens overlevende.
