Der er lidt mandefald i den kollektive vennegruppe, da jeg ankommer til HQ på andendagen. Om det er udbrændthed fra gårsdagens pit eller udsigten til endnu en dag med bøllehardcore, må være usagt. Begge årsager er fuldt forståelige. Til gengæld føles det stadig som en fætter-kusine fest i Fredericia.
De Leipzigske venner i Odd Pace, har fået den tvivlsomme ære at starte dagen med mere tyskercore. Deres bøllechugs er hårdtslående, men bliver komplet overtaget af kompressoren i breakdownsene. Den er så voldsom, at det føles som, at hele bagvæggen er ved at kollapse. På et tidspunkt frygter jeg faktisk for, at den fucker en med pacemaker op, for den er satme hidsig i et lille lokale.
Selvom der er lidt berøringsangst fra publikum, bliver bandets tørre tyske humor taget godt imod, hvilket understreger at vi trods alt stadig sind freunde.
De nordjyske beatdownere i Hard Lessons er lige ud af Terror-skolen med en efteruddannelse i blandet bøllecore – og deres inspirationer er tydelige på scenen. På trods af den store indflydelse fra Scott Vogel, kan vokalist Tore Saaby Christiansen stadig bære sig selv uden at det bliver en parodi. At der er lidt lav vokal i starten af koncerten er selvfølgelig ret ærgerlig, men energien kommer stadig godt udover den lave scenekant.
Det nye nummer ‘Parasitic’ har mere tyngde og tungere breakdowns, hvilket virker som noget publikum har brug for, da der begynder at komme langt mere bevægelse i takt med at vi kommer igennem koncerten. Faktisk bliver koncerten bedre og mere sammenhængende mod slutningen, hvor der også er crowdsurf og noget gedigen bevægelse, frem for det lidt halvtrætte pushpit gejl.
Vi var flere, der var overraskede over at se Stitcheds bassist stå på scenen, for han har været utrolig fuld det meste af dagen, men så er det heldigt, at han bare skal stå og hugge lidt på strengene. Chunkyheden gør, at gulvet bliver mere hidsigt, faktisk så hidsigt at der er nogle, som bliver oprigtigt uvenner. Men hey, så er det godt, at der er mange venner til stede som lige kan håndtere det. Faktisk tror jeg, at det er første gang, at den, der blev sendt hjem, er den person, der blev ramt først. Men sådan er det – hvis du ikke forstår dynamikken i pitten, så skal du heller ikke stille dig op foran.
Sangene flyder ret meget sammen, når mixet får alting til at lyde som om et doom band, og alting lidt forsvinder i en mur af lyd. Deres onkel-dum-riffs, er egenligt fine, men tempoet er til tider lidt for lavt — det gør dem til gengæld utroligt rygelunge-twostep-venlige. Når de så sætter tempoet op igen, så er det faktisk ret effektivt og de får et bounce i deres musik som de fleste af os kan være med på. Problemet er bare at sangene er for lange, hvilket tager pusten fra folk. Vi skal altså under to minutter — alt over det er dødsmetal. Og det er der ikke cirkelspark i.
Når man snakker Fredericia hardcore, så er det umuligt at komme uden om Earn Your Scars. De fire venner har spillet hardcore i længere tid end de fleste forhold varer. Årsagen er højest sandsynligt, det er fordi, at de er vildt velspillende og deres fælles karisma smitter af på publikum. En karisma som cementerer sig i at de nærmest går på til applaus – det er sgu ægte vennecore det her.
Knud Lind fra gendannede Barcode er på besøg på venskabsanthemet ‘Not by Blood’, som får gulvet til at eksplodere. Der er ikke plads til mange krammere blandt de øretæver, der flyver rundt. Folk står tættere pakket end tidligere, hvilket gør at alle fungerer enten som en målskive eller som en bande man kan bounce af på.
Blandt de løse tænder og cirkelspark er der plads til en crowdsurfer, der som det altid er på HQ, ender med at ligne Spider Pig-scenen. Opbakningen fra publikum er gennemgribende og den centrale idé om venskab er gennemsyret af mængden af energiudladninger i pitten. En energi der er så smittende, at undertegnede kommer ud af moshretirement, da de bliver nødt til at spille et ekstranummer, for at få lov til at gå af scenen.
Ude i den tvivlsomme danske sommeraftens, blide luft, mens Earn Your Scars vennecore stadig ringer i baghovedet, og man deler oplevelsen, den dårlige kondition og de blå mærker med de andre i publikum og dem man nu engang kender i bandsene – har Northern Aggression så en eksistensberettigelse i det danske festivallandskab? Hvad gør den anderledes end hvad Fredericia Hardcore Festival og Support Our Scene gjorde og gør? Well, ikke meget. Men er det måske det smukke ved cutie-patootie musik? At der er flere steder, hvor folk med trang til fællesskabets niche kan mødes og komme hinanden ved? Snakke om de gamle dage og gamle dyder, huske slåskampene og de åbne sår fra pitten. Grine af ens tvivlsomme (men set i datidens klare lys, fede) tatoveringer. Det er her, blandt smøger og røde kinder, at jeg bliver mindet om, hvad det her også handler om, at vi er her sammen, også uden for arenaen og de fræsende guitarer.
