I det voksende landskab af festivaler, der kæmper for deres eksistensgrundlag og overlevelse, er der landet en lille ny spiller – Northern Aggression. To dage med bøllecore. Sgu egentlig et ret simpelt koncept at skulle forholde sig til.
Men hvor mange sange om venskab kan man skrive? Hvor mange sange om at hænge med sine boys, kan man skrive? For det her er altså de bedste boys, skal du forstå. Og det er boys, som man rigtig gerne vil fortælle andre om. Og det er sgu egentlig ret sødt. Måske burde vi kalde hardcore for cutie patootie-core, for det hele handler nærmest om hvor meget, de elsker deres venner.
Når man nu skal være de første på scenen – og det er ens allerførste gang som band endda – så er det super vigtigt, at man har sine venner med, lige til at have ens ryg, når man er lidt nervøs. Her er det heldigt, at Reality Unfolds er rigtig gode til at være venner.
Faktisk er det lidt sjovt, for Reality Unfolds spiller noget rigtig gadedrengecore, der lyder af bøllebank og brede skuldre. Deres bouncy TUI-core gør, at vi kun lige skal igennem introen, før at der bliver twosteppet. Peter Sandvig brummer på backing vokal mens dummemandschugsene runger gennem Headquarters lille lokale. Forsanger Rógvi Reinert Hermansen er sådan en god ven, at han er helt oppe i ansigterne på folk, bare for at vise hvor glad han er for at spille sammen med sine venner. Og det smitter af på folk. Reality Unfolds er slåskampcore lige ud af provinsen. Der skal også kun en enkelt opsang til, før folk begynder at gå efter hinanden, for der er altså ikke Copenhell-venlig pushpit i aften. Traditionen tro, er der selvfølgelig også lidt håndgemæng, der ikke kan kontrolleres, men det fikser den altid gode Jesper fra HQ (og HUL), som får glattet trådene ud efter kampen.
Vi får et kvarter og ikke en skid mere, og selvom numrene flyder lidt sammen og Rógvi ikke helt kunne følge med, så bliver det reddet af nogle effektive riffs og en fremragende energi. Og det er sgu mere ægte end et gennemprøvet og øvet band, hvor alting er en rutine.
Det smukke ved at cutie patootie-core handler om venner, er at man kan dele sine følelser – for en delt glæde er fordoblet og en delt smerte er halveret. Og her er Pure Trauma fra Aalborg rigtig gode til at være lidt sure over det hele, men de er sure sammen. Og det er rigtig dejligt.
De er mindre gadedrenget og mere “ham den sure mand længere nede af gaden”, end de andre. De har en sur og tvær, nærmest sludget tyngde, der giver dem en forbitret lyd.
Der er ret meget feedback i systemet, så lyden bliver ret mudret og runger på den der måde, hvor alt flyder sammen. Lyden var relativt fremragende under Reality Unfolds (det plejer den at være på HQ), men nu er det på grænsen til rædderligt. Men sådan er det vel, når alle bands skal have lov til at skrue på knapperne. På plade har Pure Trauma en tæt knyttet lyd hvor de lyder som en helhed, der deler dissonans. I aften er det desværre bare larm.
Sidste år smed de en EP med tre numre, som er fyldt med gammelmandsvrede. Og sådan er det også på scenen. Den buldrende, mid-tempo indignation, der lyder som resultatet af at stirre ud på et liv af fortrydelse og anger, får, det lidt sløvere tempo til trods, stadig folk til at svinge efter hinandens hoveder.
I de gode gamle dage hjemme i Fredericia, i venskabets højborg, var der på et tidspunkt en håndfuld bands. Nogle af de bands, de gik rigtig meget op i at være gode venner. De gik faktisk så meget op i det, at de lavede et lille crew. Og selvom samtlige bands gik i opløsning, så har nogle af menneskerne fundet sammen igen. Real Impact er et sammenskudsgilde af 7000HC. Overskudslageret fra Spinkick, om du vil. Der er også noget Road To Manila og Fragile Masculinity indblandet. Men det er mest Spinkick. ‘Early Grave’-EP’en lyder af vans, skinny jeans og neotrad tatoveringer. Det er lyden af en svunden tid, men faktisk uden at det bliver anakronistisk. Det er mere som, når du trækker strengen på buen bagud, for at pilen kan flyve frem. Og fremad skal jeg fandme love for, at de kommer.
“Kumite” ekkoet fra Paul Hertzhogs ‘Fight to Survive’ glider direkte over i feedbacken og folk er på gulvet for at vise, at de også en gang har set ‘Bloodsport’. Meget hurtigt bliver det meget tydeligt, at Real Impact er aftenens vindere. Det er ren hanekamp, pure survival, alle har paraderne oppe, for hvis du ikke følger med, så er der øretæver på højkant. Kevin Nielsen hakker derudaf på trommerne og det hele smager lidt af d-beat, men det er fandme også effektivt at twosteppe til. Der er heller ikke så meget pis med hverken Nicolai Madsens bass eller Jimmi Thygesens riffs. De tøffer af sted som de godstoge, der holder bag Ungdommens Hus i Fredericia. Det er lige ud af landevejen og allerhelvedes fremragende.
På trods af, at bandet kun har spillet tre koncerter og har udgivet 9 minutters musik, så er det altså nogle garvede venner, der står på scenen. Og venner får det absolut bedste frem i folk. Så der er både vejrmøller og cirkelspark i hovedhøjde. Der er også rigeligt med knyttere, hvis man skulle være til den slags. Den halvcirkel, der former sig på gulvet er med til at skabe en ring man kan flexe i. Eller agere hegn for de kæmpende, så ingen slipper ud før tid. Da forsanger Anders Vøhlert annoncerede, at sidste nummer blev ‘One With The Underdogs’, har folk mere end travlt med at komme op til mikrofonen, og et kort øjeblik føles det som at se Terror spille på Tøjhuset i Fredericia igen. Vi var der alle sammen dengang også.
Real Impact var en monsunregn af vejrmøller og forbiflyvende lemmer. Så hvis du finder noget af en fortand på HQ, så hiv lige fat i Esbjerg Hardcore Crew.
Efter en magtpræsentation, var det blevet tid til førstedagens hovednavn, Risk It, der har spillet sådan noget rigtigt tysker crossover-core siden ‘09 – hvilket faktisk er ret imponerende. Desværre var de det bare ikke. De er energiske og allestedsværende på scenen, som også er tæt pakket, når man er fem mand. Men deres semi-melodiske New Yorker-hardcore, virker ret indstuderet. Der er også gået en del luft af publikum – hvilket er en selvfølge efter den (bogstavelig talt) lemlæstelse, der foregik under Real Impact. Deres solide bølle-chugs svæver gnidningsløst mellem slåskamp og twostep, men ikke sådan videre imponerende. Der er en forbandet circle pit, men den glider heldigvis hurtigt over i twostep. Det her er altså ikke et event for denimveste med rygmærker. Det er musik til at ordne sit vendetta til. Det gør ikke noget, at vi holder skæg og snot fra sig. På ægte HC-manér, lige ud af Scott Vogel-skolen, anerkender forsanger Gregor Lesky den sindssyge kendsgerning, at vi kan stå sammen og høre musik, når verden brænder så mange steder i verden. Det er også ret skørt, at vi kan være så privilegerede. Desværre er det også det eneste, der føles oprigtigt i deres set.
