Mange af de klassiske black metal-albums har en eller anden form for fæstning på coveret. Ofte indhyllet i tåge, i grå, blå og sorte toner. Musikken starter typisk med en campy synthintro spillet på det billigst tilgængelige keyboard. Der er ikke ret meget kulde, tåge eller meterhøje borgmure at spore denne onsdag – men med lidt god vilje, vil man også kalde DTU for nørdernes højborg, så helt ved siden af er det måske heller ikke.
DTU inviterede til foredraget ’Black Metal som mørk tænkning’ med foredragsholder Markus Floris Christensen, hvor jeg tog plads bagerst i lokalet – lidt som dengang jeg selv gik i skole. Auditoriet er totalt pakket, hvorfor enkelte, der kommer lige før start må tage til takke med en ståplads. At arrangementet er udsolgt kom tydeligvis bag på arrangørerne, hvis man skal dømme på ventelisten på over 100 mennesker. Nu har de så valgt at lave et nyt arrangement i Imperial biografen sammen med Jesper Moeslund, hvor der er plads til lidt flere. Og åbenbart også flammekastere og band. Billetter kan købes her: https://www.fukbh.dk/program/film-musik-og-teater/black-metal-som-mork-taenkning
Christensen er litteratur- og idéhistoriker og arbejder til daglig på Europa Universitet Flensburg, og har egentlig meget lidt med black metal at gøre, men han har en stor interesse for romantikken, hvor idéen til foredraget og hans egen interesse stammer fra.
Christensen perspektiverer blandt andet til den tyske filosof Ludwig Wittgenstein, som i 1921 sagde: ‘Wovon man nicht sprechen kann, darüber muss man schweigen.’ Noget á la, ‘Hvorom man ikke kan tale, derom må man tie.’ Altså, black metal som en slags hemmelig Fight Club’sk genre, der arbejder i det skjulte. Hvorvidt det så stadig er sandt i dag, kan debatteres – særligt når man sidder til foredrag om black metal på DTU, som må være et symbol på den institutionalisering, der er sket af black metallen siden 1990’erne.
En stor del af forelæsningen bygger på ‘melankologi’ – altså idéen om en stor, kosmisk pessimisme. Blandt andet eksemplificeret i Mayhems ‘Funeral Fog’.
‘From a place empty of life
Only dead trees are growing here‘
Kender man allerede en del til black metallen, vil man måske opleve, at foredraget starter lidt langsomt. De første tyve minutters tid bruges på at se billeder og lytte til forskellige sange fra henholdsvis første og anden bølge. Det giver anledning til at høre ‘Freezing Moon’ i 18 grader, hvilket de fleste finder morsomt i salen, da de enkelte, der headbanger får lidt svedperler på panden.
Christensen lægger stor vægt på det ideologiske plan i andenbølgeblacken, hvor vi har helt basal satandyrkelse. Satan betyder ”modstander” på hebraisk. Det fremhæves jo specifikt, fordi det netop er en modstand til den skandinaviske, kristne Gud, såvel som det skandinaviske velfærdssamfund.
På det udtryksmæssige plan finder vi så blastbeats, tremolopicking, skrigevokal og dissonans. Visuelt og æstetisk kontrastfyldt. De sorte kontraster i corpsepainten er en skarp kontrast til Guds lys.
Satan, eller modstanderen, finder vi også i Varg Vikernes’ manifest ‘Vargsmål’ fra 1997. En idé om at brænde kirker for at genskabe det oprindelige, hedenske Norge.
Eller hos Gaahl, som har udtalt: ”I verdens øjne er jeg satanist, hvilket betyder modstand mod alt, der holder dig nede. Når jeg bruger ordet Satan, betyder det den naturlige orden, menneskets vilje, viljen til at vokse, viljen til at blive overmenneske og ikke at blive undertrykt af nogen lov såsom kirken, som kun er en måde at kontrollere masserne på…”
Satan er også stor i romantikken, hvilket kaldes satankonceptionen. Særligt eksemplificeret i i John Miltons digt ‘Paradise Lost’, som skildrer den faldne engel Lucifer, som vælger at trodse Gud. Samtidig har vi William Blake, som fremhæver Satan som en oprører i ‘The Marriage of Heaven and Hell.’
Christensen argumenterer for, at black metallens brug af satan og satanismen er en direkte forlængelse af den romantiske tænkning, som et oprør med den kristne samtid. Her var vi to spor i Varg Vikernes’ genskabelse af det norske og hedenske, samt Gaahls idé om individets styrke og ret til at dyrke sig selv og ikke at være undertrykt.
Det er jo en ganske tydelig vinkel, som er svær at modsige. Satan er Guds modsætning. Ikke nødvendigvis i en ondskabsfuld forstand, men som en antitese til den konformitet, som musikken forsøger at bekæmpe. Det er måske noget af den kant, som musikken til en stor grad har mistet i dag, hvor antikonformitet er blevet en konformitet for mange store black metal bands.
Black metal kan også refereres til som ‘nattens musik.’ Omend Christensen roder lidt rundt i begreber, blandt andet når han flere gange bruger “sang” og “plade” i flæng, hvilket skaber lidt forvirring i gennemgangen af eksemplerne. Heldigvis er det blot en mindre forstyrrelse. Der er en tydelig tråd til romantikken, men for mig en endnu stærkere reference til præ-romantikken, som var særligt stor i England med forfattere som Thomas Gray. Her var poesien en forherligelse af mørket, vildskaben og døden, ligesom i Mayhems ‘De Mysteriis Dom Sathanas’:
‘Welcome the elder ruins again
The wind whispers
Beside the deep forest
Darkness will show us the way’.
Derudover fremhæves det, at BS Ingemann skrev ægte black metal-lyrik. Ja, manden bag ‘Glade jul, dejlige jul’, ‘I østen stiger solen op’ og ‘Stork! stork! Langeben!’. Men kan man kigge forbi disse evergreens, vil man måske falde over en tekst som ‘Nattevandrerinden’, som indeholder rigeligt med nekrofili, incest og andet der måske ikke er så passende at danse om juletræet til. Der vækkes lidt vantro, grin og foragt i salen, mens Christensen gennemgår tekstens grufuldheder.
Her kan der drages referencer til både Freezing Moons legen med nekrofili og kannibalisme, men også Johannes af Korsets idé om Sjælens Sorte Nat, som en spirituel krise, hvor man mister sig selv til mørket og gennemgår en form for renselsesritual, der gør det muligt at transcendere til noget større. Og transcendens er netop noget som fylder meget i black metal – gammelt som nyt.
Jeg vil gerne applaudere Christensen og Folkeuniversitetet for dette foredrag. Der er en stor indsigt i de lyriske kvaliteter, der er at finde i black metallen, såvel som nogle af de ideologiske tanker, der har været med til at forme genren. Christensen taler med en overbevisning, men lytter selv interesseret, når han giver mulighed for at stille spørgsmål. Selv hvis man ikke er decideret fan af black metal, vil jeg stadig anbefale at deltage ved en forelæsning – særligt hvis man, om ikke andet, bare er litterært interesseret. Der er masser af gode pointer, analyser og interessante værker at tage fat på, selvom det kun er toppen af isbjerget, som kan berøres på halvanden times tid. At et foredrag om black metal kan fylde et auditorium på DTU, siger måske i sig selv noget om, hvor langt genren har bevæget sig fra det skjulte og utilgængelige, som den engang dyrkede.
