Her på anden dagen, vil jeg gerne få noget på det rene. NMF har ikke været en nem festival at dække, da jeg hurtigt lør tør for musikalsk indhold at skrive om, og fredagen var i særdeleshed drøj at komme igennem.
Jeg har tænkt lidt over hvorfor Næstved Metal Fest har været lidt undervældende. Når der er langt mellem de fede bands, og det eneste man kunne lave, var at drikke sig stiv i ølteltet, bliver det altså en kedelig festival. Der var bare ikke nok at lave, og det fodrer lidt den der mentalitet med at komme en time før hovednavnet, drikke sig stiv, og tage hjem, I stedet for at være på festival.
Det virker på mig, som de gerne vil det Metal Magic gør, bare med højere priser og dårligere bookinger. Ligeså meget som jeg revser Næstved, er det faktisk en by, jeg holder meget af, og jeg ønsker at det skal lykkes for dem, og som jeg også kom lidt ind på i gårsdagens reportage, lykkes det faktisk at få samlet folk langt væk fra scenen og vækket interessen for andre. Det er mega fedt bands kan få muligheden for at nå ud til nærområderne, og at fans har muligheden for at opleve et koncertmiijø i deres del af landet. Faktum er at det er den eneste open air metal festival i miles omkreds, med relativt gode transportmuligheder, der har god støtte fra både lokallivet og investorer. De har nogle rigtige gode forudsætninger for at blive en god open air festival, hvis det er det de gerne vil. Men så synes jeg sgu det skal gøres fuldt ud.
Hvis Næstved Metal Fest gerne vil mere og større, synes jeg, at man burde udnytte at det netop er en provinsby. Udvid rammerne, lav et campingområde, et rigtigt metalmarket, etc. Måske et mere jævnt line-up, med lidt mere kød på. Selv tak, Næstved!
Af årsager jeg ikke vil dykke ned i, kan jeg ikke dække Afdød, da jeg ikke ville forholde mig objektivt. Men spørger du om, hvorvidt jeg synes du skal tage ind og høre et dødsmetalband fra Slagelse, hvis navn starter med A, er svaret ja.
Efter Afdød indtræf den føromtalte kedsomhed, så efter et beer-run, satte jeg mig op på Høje plads for at nyde det gode vejr.
Fra udsigtspunktet kunne jeg høre Neverland spille uinteressant progressiv metal. Don’t even get me started om ironien i, at Neverland spiller i Næverland. Da jeg læste programmet, var jeg reelt i tvivl om det var et rigtigt band, og ikke en eller anden gimmick. Det er måske også fordi jeg aldrig har hørt om bandet før, og der ikke umiddelbart var noget, der dukkede op i min googlesøgning. Hvis de også bliver booket til at spille festivalen Neverland næste sommer, smelter min hjerne sammen.
På min høje plads, så jeg også Grave Digger grave et par lig ud af diskografien, og mod min forventning var det sgu meget fint. De har aldrig været det mest interessante band, men jeg havde forventet elendigt, afdanket, 80’er-skrammel. Godt nok var det fyldt med trætte metalklichéer, men de slap fra dem med en vis integritet. En helt igennem anstændig optræden. Som med langt størstedelen af tysk metal fra 80’erne efterlod det mig med en følelse af “meh”, og pudsigt nok sult. Denne gang blev det en fucking god pizza med pepperoni – skud ud til Casa Bella!
På et tidspunkt var jeg og en kammerat i merch teltet, hvor han skulle prøve en t-shirt og fik at vide, han ikke måtte sætte sin øl på bordet. Det er jo meget normalt, så der ikke bliver spildt på merchen. Men så slog det mig, at der ingen merch var på bordene, måske ti artikler fordelt ud over ti meter bordplads. Teltet var enormt, så det så komisk tomt ud. Det var måske halvdelen af de dagsaktuelle bands, der solgte merch, og dem der gjorde, havde et meget skrabet udvalg med. Der begyndte det at krible i graverjournalist-fingeren, så jeg spurgte et unavngivet band, om hvilke betingelser, der var ift. merch salg. Det viste sig, at de skulle af med 15% af salget, hvilket også det jeg havde regnet med. At bookere, spillesteder, og festivaler tager et cut af merch salget er desværre ikke noget nyt, og noget man ser i højere og højere grad. Det er bare godt at huske på, næste gang du synes et bands priser eller udvalg er wack. Min informant mente, at det var en kombination af frivillige og Target-medarbejdere, der stod for salget. De havde også fået at vide, at det ikke var muligt at selv få lov til at sælge det. Jeg antager at Target-medarbejderne var dem, som solgte festivalens egen merch, og at det var de frivillige som solgte resten.
Det bedste er i den grad blevet gemt til sidst. Det eneste rigtige højdepunkt, og det eneste jeg spåede, kunne redde min NMF. Han hedder godt nok Barney Greenway, men du kan bare kalde ham Messias, for Napalm Death gav os alt det vi manglede. Det var min fjerde koncert med bandet, og jeg har aldrig set dem så locked in som de var i fredags. Det var på trods af en manglende nøglefigur i form af Shane Embury. Med sig havde de i stedet Adam Clarkson på bas, men vidste man ikke bedre, ville man aldrig gættet, at han var en stand in. Selv guitarist John Cooke, som jeg ellers huskede som lidt ugidelig på Metal Magic, gav den hele armen.
Sekundet de trådte på scenen, udviste de helt og aldeles uudfordret autoritet.
I torsdagens rapport, nævnte jeg tendensen til, at de få moshpits, der var, var små og skete ikke uden opfordring fra kunstneren. Napalm Death var undtagelsen, da der var gang i pitten fra start til slut. Helt uden hjælp. Parkeringplads-asfalten foran hovedscenen var dog ikke ideelt til moshpit, og flere fik rimelig gnarly hudafskrabninger. Måske skulle man overveje at lægge noget flis ud næste år – man kan jo ikke forvente, det bliver robådspit det hele.
Det burde ikke undre nogen, når jeg siger, at Napalm Death er lige så relevante som nogensinde før.
“This song is about fascism, and as always, we ask you to say the words with us – a little loud, and a tiny bit proud. NAZI PUNKS FUCK OFF”
Og bliv væk!
Helt høj på koncerten skulle oplevelsen lige bearbejdes. Så da jeg var nået over til Indendørsscenen for at se Strychnos, mødte jeg et grumt syn. En tyve meter lang kø havde dannet sig udenfor, da spillestedet var ved max kapatasitet. Ikke særligt fedt når man desperat manglede indhold til sin reportage, så jeg og en anden skribent forsøgte at overtale vagterne til at lukke os ind, men no cigar. Det er jo Næstved, så det kan selvfølgelig også være vi havde de forkerte sko på.
Jeg har ikke set Strychnos siden før de udgav ‘Armageddon Patronage’, så jeg havde også lidt set frem til det. Sucks to suck, i guess.
Slukøret måtte jeg indse, at det blev den antiklimaktiske afslutning på fredag aften, samt NMF 2025 for mit vedkommende. Jeg skulle hjem med den sidste bus, og op til 40-års fødselsdag lørdag.
