Den sidste håndfuld arrangementer afviklet af K-Town Powerviolence Mafia har foregået i Ungeren, men i lørdags var det Basement, der stod for skud, da konglomeratet atter havde samlet et hidsigt line-up af bands med planer om at straffe vores hovedstad. De er gode til at kuratere koncerter, ingen tvivl om det. Der er som oftest et udvalg af kendinge med et enkelt band eller to, som de færreste herhjemme kender til, og det var præcis det, vi fik serveret i lørdags. En håndfuld bands, der på hver deres måde leverede den samme grundopskrift bestående af hurtige, sure og korte råvarer, for hvad mere kunne man egentlig ønske sig?
Når et band kan spille tusinde sange i et tidsrum, der er kortere end change-overen mellem bandet og det næste, har man gjort noget rigtigt. Det er skidegodt. Hvorfor spilde tiden på lange koncerter, når man i stedet kan få Casket Spray til at spille, hvad jeg gætter på er hele deres diskografi, på 11-12 minutter? Da jeg – igen-igen – hørte dem i Byhavens lydhelvede forleden, efterspurgte jeg revanche, og den skal jeg love for, at de tog i Basement.
Dette spillesteds akustik klæder nemlig deres rasende, sovsede motorsavslyd bedre, og der gik da heller ikke længe, før der kom lidt fut i pitten. Casket Sprays sange rammer som en lægtehammer i tindingen, og så går det pissefuckinghurtigt. Så hurtigt, at trommeslager Elias på et tidspunkt ikke engang har tid til at finde en ny trommestik, da den gamle må lade livet. I stedet må han spille resten af nummeret med hånden på lilletrommen, som var det en bongotromme. Men der er ingen grund til panik, for sangen er ovre, før de fleste når at forstå, hvad fanden der lige skete.
Til sammenligning tager malmøske Lingchi sig god tid, men når de nu spiller så hidsigt, som de gør, synes jeg egentlig godt, de må. Det er stadig powerviolence-ish, men med en god klat fedtet sludge oveni, en million blast beats og en vokal, der konstant veksler mellem screams og growls. Det hele bliver leveret med en sådan rasende intensitet, at man kun kan undre sig over, hvorfor publikum egentlig først begynder at bevæge sig under allersidste nummer. Hvad har I lige ventet på?
Lingchi må også siges at være aftenens riff-ministre. De leverede nogle af de mest interessante og veloplagte riffs på hele aftenen, og selv når tempoet bliver så absurd højt, at det hele burde flyde sammen, er der stadig en fed tyngde og et svung i sangene. Det er jo altid fedt, når et band faktisk både kan spille surt og hurtigt og samtidigt kompetent.
Tjuvkoppla fra Gøteborg er endnu et strålende eksempel på dette. De spillede deres første danske show til arrangementet, og trods der næppe var mange blandt de fremmødte, der kendte dem på forhånd – i hvert fald af dem, jeg talte med – tør jeg vædde med, at de fleste uindviede gik overbeviste fra koncerten. Jeg var egentlig skeptisk over for deres setup med to forsangere, men de to vokalister komplimenterede hinanden alt, alt for fedt, og solgte mig fuldstændigt på det. Den ene var mere Cookie Monster-brølende, den anden mere skingert skrigende, og det gav en svedig dynamik, hvor de to vokaler hele tiden skubber til hinanden.
Musikalsk var der også lidt mere groove og rytmik over Tjuvkopplas materiale, men de punkede energiudladninger fra de to vokalister sørgede for, at de stadig passede glimrende ind i aftenens øvrige smadder. De stak altså ud uden at føles malplacerede, hvilket er en ganske fin balance at ramme på sådan en plakat.
Vi går fra det ubekendte til det særdeles velkendte, for Decorticate fuldendte aftenens line-up med den helt lange setliste på 25 minutter. Det var tydeligt, at det var dem, de fleste havde ventet på, og der var så godt gang i den bøllede pit, som der nu engang kan være i et halvfyldt Basement. Decorticates modus operandi lyder på, at hvis det kan gå hurtigere, så skal det gå hurtigere.
Brøle- og basmand Adam Marques har booket sig selv to gange på aftenen. Kæmpe power move. Imens han står og stemmer bassen – jaja, Decorticate er faktisk professionelle – opfordrer han de unge i publikum til at starte deres eget band. Og det er fandme da smart, for er der en type musik mere egnet til generation Z end powerviolence og dets genresøskende? Den stilart er jo som skabt til dem, der kun kan fordøje deres Reddit-tilståelses-historier oplæst af en robotstemme, hvis der kører Minecraft- eller Subway Surfers gameplay nedenunder imens. Decorticate – og stort set alle andre bands, der nogensinde har spillet til et KTPV-arrangement – spiller musik for folk, hvis opmærksomhed ikke rækker mere end 60 sekunder, og det er måske ikke ligefrem den værste måde at lave musik på i 2026.
Så ja. Start du bare dit eget band. Hvem ved, måske kan du, kære læser, også komme til at spille en 20-minutter lang koncert i en fedtet kælder på Vesterbro en dag.
