Træerne vokser jo som bekendt ikke ind i himlen. Og dem, jeg har i min besiddelse, vokser der skuffende nok ikke penge på. Ikke desto mindre er det en universelt anerkendt sandhed, at man må prioritere sine festivaler, særligt efter at festivallandskabet (heldigvis) har forgrenet sig så grundigt som tilfældet er. Copenhell koster hurtigt det samme som en lækker ferie ret langt sydpå, især når man er to fra samme husstand, som gerne vil afsted sammen. Prioriterer man Kill-Town i september, venter der også en dygtig regning der, og vil man så også på Metal Magic, kan en endagsudgave blive den løsning, der får tingene til at hænge sammen. Vi smager på fredagen i år, og får serveret lidt af hvert undervejs.
Metal Magic føles i mangel på et mindre udslidt tillægsord autentisk fra det øjeblik man kommer ind på pladsen. En makker trasker rundt i tøfler og bar dunk med en form for flag over skuldrene og ligner at han ikke har sovet meget i nat. Jeg spotter min polske ven, som er at finde til de fleste metalkoncerter og -festivaler, i hvert fald i Jylland. Der er en helvedes masse forskellige typer, men alle er alligevel rundet af den samme uprætentiøse imødekommenhed, uanset om de er iført enhjørningekjole, slidt band t-shirt, bukser med kæder eller i fuld goth.
Skilte med “I heart gatekeeping” pryder pladsen. Man bliver nødt til at eje det, når man har lavet Gatekeeper-gate. Så det gør de så. Komplet med chill-område navngivet “The Vault of Fuck Off”, som så faktisk bare viber af den skønneste, imødekommende afslappethed. Den kan man gå hjem og tænke lidt over. Stemningen er, helt generelt, rar helt ind til benet. Måske er det hvad der sker, når man lader en metalfestival være, hvad det er, frem for at drukne det i gøgl og sideshows.
Der er ikke langt fra det ene til det andet på Metal Magic, og campen er nærmest integreret med musikpladsen i en grad, at man selv i den vildeste brandert skal koncentrere sig, hvis man skal bruge mere end fem minutter på at nå fra sit telt hen til scenen. Dertil betaler man ikke for overnatning, hvis man selv medbringer et telt sammen med sin partoutbillet. Det er god stil, det er tilgængeligt, og det åbner for at dem, som ikke lider af snart at nærme sig en midaldrende tilgang til ondt i lænden og dårlig søvn, kan nedsænke sig fuldstændigt.
Til gengæld bør festivalen i den grad tage sin tilgang til mad- og drikkebilletter op til revision. Det kan for så vidt være fint nok, ser man bort fra den dobbelte kø-oplevelse, men skal det det fungere at lange én billet-penge over disken uanset hvilken type drikkelse man køber sig, så skal festivalen også sørge for, at der eksempelvis ér de lovede 60 centiliter i en sodavand. Der er sådan cirka plads til en lunken dåse fra bilen oveni en fem-seks isterninger. At man så altid ender med at købe for mange af de skide billetter kan løses ved at hænde dem videre til en god makker, som kan få gavn af dem dagen efter.
Det er tydeligt at fornemme booker og arrangør Martin Jørgensens forkærlighed for kontraster i programmet som fredagen folder sig ud. Vi veksler mellem nostalgisk dungeon synth, black på speed, thrash, mere black, mere thrash, antifascistisk doom metal, episk doom, klassisk rock og darkwave synth. Lidt af hvert, med andre ord. Og der er bare noget ved at opleve en festivalplads vågne til Offermoses perfekt dronede levering af nordiske, synthede soundscapes. Stemningen vælter ud og ned fra scenen sammen med dygtige mængder kunstig røg, som nok forsvinder alt for hurtigt i vinden i forhold til hvad der har været tænkt af mystisk, moseagtig indhyllethed. At misse med øjnene mod solen til Offermose er også en slags dualistisk oplevelse, men jeg er nede med det, og giver man sig hen er det hamrende ligegyldigt hvad tid på dagen man indtager den urovækkende skønhed, som eksempelvis ‘Mørkt Foraar’ langer afsted.
En festivals dialektik skabes kollektivt, og dem, der er kommet for at danse til gamle Scorpionsnumre har ikke nødvendigvis den samme fest i teltet til Slyngel. Men mange har, og nogle gange kan man også godt bare have brug for at lade sig rive med rundt af virkelig hurtige riffs og Frygts på én gang lade og maniske performance – tilmed med flagermusevinger i outfittet. Til gengæld går der måske lidt rigeligt Anders And i den, når black metal-stemmen bibeholdes i snakken mellem numrene. Jeg kommer i hvert fald til at fokusere mere på dét mentale billede end på, hvad der egentlig bliver sagt. Men der er plads til mange former for teatralskhed i dag, og Frelser leverer en mere klassisk ceremoniel antænding af røgelsespinde i kar, og iført corpsepaint, som bogstavelig talt tog bandmedlemmerne fem minutter at klaske i smasken.
Det er ikke fordi de nødvendigvis nogensinde bruger udførligt lang tid på at få det til at ligne andet end hjemmeværnscamo i sort/hvid, jeg siger bare, at får de først øje på japanske Sigh vil det nok kunne få samtlige medlemmer af bandet til at se sig i spejlet og ærgerligt udbryde “det seroverhovedet ikke sejt ud!”. Hvor Slyngel tonser rundt, står Frelser stille, men lad det være sagt: Havde jeg haft bedre plads, havde jeg bevæget mig mere. Indeni danser jeg med udstrakte arme. På en mark. Som ingen kan se mig.
Jeg nøjes med at sørge for at få en T-shirt med hjem.
Det er heller ikke fordi, der nødvendigvis skal være en manual for, hvad en god sceneoptræden er, men Smoulder får i hvert fald leveret en temmelig syret omgang, som får mig til at overveje, om der har været for mange øl eller finske svampe indover. Jeg kendte vokalist Sarah Ann, som en fremragende metalformidler med et andet efternavn, før jeg kendte bandet. Fordi jeg netop altid har set hende i seriøse setups bliver det derfor en så meget større overraskelse at overvære hvordan det ser ud som om, at hendes arme er besatte af en blæksprutte med restless legs syndrome. Er de ikke i gang, når hun står foran mikrofonstativet, ryger hun hurtigt hen bag bassisten eller guitaristen i stedet. Hun skubber konstant sine solbriller tilbage eller får mikrofonledningen i hovedet, og jeg ved ikke, om hun ikke kan høre sig selv, men hun kan ikke synge i dag. Bevares, flyselskabet havde også fået forlagt deres alt grej og merchandise, og det kan vel slå selv den bedste ud af kurs.
Hos franske Dionysiaque er det mere de frække fingre, der skal flashes. Doom på et solidt leje af “fuck fascisme” forenes med instruktioner i at udføre pirouetter med tilpas meget humoristisk overmod til, at publikum makker ret, for den slags kan også bare være ret befriende. Vokalist Nathaniel Colas blæser skiftevis fingerkys af sted, sviner publikum til, og er i det hele taget ret fransk. Bandet har det tydeligvis fedt med at være på scenen, og selvom der er plads til sjov, trækkes der også tråde fra den franske revolution og til nutidens magthavende bourgeoisie, som skal bekæmpes. Bag glimtet i øjet anes en alvor, som tilføjer en klædelig tyngde.
Hvorvidt der er tale om alvor eller leg hos Sigh kan forblive et tvivlsspørgsmål, men under alle omstændigheder bliver det en kontrastfyldt oplevelse at se hvordan de udfolder deres avantgardistiske black. Hvor bassist og vokalist Mirai Kawashima er uomtvisteligt jordbunden, og stillestående fremfører vokalen med stikkende øjne, er guitarist Nozomu Wakai i evig bevægelse, florlet og graciøs. Guitaren får lov til at skabe langtrukne lydflader i en inderlig anderledeshed, og Wakai bevæger sig på samme måde som guitaren lyder, konstant flydende. Der er skruet op for trækket på traditionel japansk kultur i fremtoningen, og Kawashima bærer kimono mens Wakai er iklædt en form for hybrid mellem en samurairustning og pigbesat, blackmetallisk læderantræk. Læg dertil kunstfærdigt højt hår og en corpsepaint, som leder tankerne i retning af perverteret geisha. Der opstår da også en del bajerbetinget snak og pegen i teltet, men de fleste af disse udvandrer heldigvis inden det bliver alt for udtalt.
Lad os afslutningsvist tale lidt om klassisk tråd og dens berettigelse på et setup som Metal Magic. Uli Jon Roth er uomtvisteligt booket ind på baggrund af Scorpionsbetinget merit, men bør anerkendes i egen ret som uomgængelig for udviklingen af lyden af ekstravagant instrumental guitar. Således er det ikke mærkeligt hvis tankerne ledes hen på typer som Joe Satriani eller Steve Vai under showet, for han har været inspirationsfigur for begge. Jeg vil ikke bringe en længere forklaring af sammenhængen mellem Roths guitarstil og den historiske sammenhæng med metallens udvikling, for det vil være trættende for både dem, der har svært ved at se fidusen ved sådan et show på en metalfestival og ikke mindst dem, der er med. I stedet vil jeg nøjes med at konstatere, at en betragtelig del af publikum i den grad nyder hvad de ser, og for mit eget vedkommende bliver det lige dele nærvær og kærlige tanker sendt til min far, som har spillet sin del udtryksfuld guitar for mig på anlægget som en del af en formativ, musikalsk opvækst.
Tilbage står den grundlæggende fornemmelse af Metal Magic som en festival, der for længst har fået etableret sin berettigelse som en festival, man ikke bør snyde sig selv for. Den har heldigvis ikke særlig travlt med at byde sig til for mainstreamkulturen, og det er en af dens største styrker. Det er et sted, hvor man ser en mand bevæge sig mod en Hellbutcher-koncert mens han spontant synker i knæ med knyttet næve i ren begejstring over hvor fedt, han synes det er. Og som man uironisk kun kan elske. Jeg kommer helt sikkert tilbage. Gatekeeping er fedt.
