Lasher Fest ’26 Lørdag: Længe leve Lasher

Med små skridt, et par “Tak for i går!” og store smil er Lasher Fest 26 ved at vågne stille op i det aalborgensiske for at bevæge sig ned på Kattesundet til 1000Fryd, hvor dagens eskapader vil udspringe.

Det er limet fast i min bevidsthed, at når jeg så fodbold som knægt, så skulle jeg holde med “de røde”. Det er dem, vi holder med – så uden videre kritik var vi glade for de røde og sure på de blå, altså dem, der sparkede fra højre mod venstre i første halvdel og derefter omvendt i anden halvdel – hvis jeg altså havde nok tålmodighed til at nå så langt i kampen. 

Vi omgiver os med og råber med de koncertgængere, vi er iblandt, og der kan virkelig opstå en nærmest klub-agtig fornemmelse, hvor vi bakker hinanden op ved skuldrene og tropper trofast op på 1000Fryd for at høre alle de lokale bands, der har vovet sig ud af øvelokalerne for at give os én på opleveren. Lasher Fests lørdag starter med en “lokalbands-bonanza”, der ikke kun er godt for vores oxytocin-depoter, men også en katalysator for inspiration og kreativitet på scenen. 

Hvis alt, du ved om et band, er, at de spiller instrumentalt, har du et snævert grundlag for at gætte, hvordan de lyder. Hvis du får det yderligere hint, at guitaristen i det pågældende band har en Russian Circles T-shirt på, er du ikke i tvivl om, hvad der kommer til at ske. 

Det bliver nok sådan en omgang tung og groovy post-rock – og det blev det, da lokale Mt. Sarin stiller sig frem på den lille scene, og bliver det ingefærshot, vi har brug for for at komme i gang med Lasher Fests anden dag. Bandet spiller tilbagelænet og stilrent og søsætter ikke for mange eller for komplicerede idéer. Det er godt håndværk, og man kan roligt bestille sin første Thy-pilsner og læne sig tilbage i en massage af tunge toner. 

Beachprey bliver næste levende billede på scenen, og der bliver efterhånden godt pakket på det lille spillested eller i “svedehytten”, som forsanger Magnus Carlsen kalder det, før han med en fandenindvolskhed begiver sig ud i en slåskamp med sin Fender-guitar, som var det en alligator, der skulle have et par på tuden. Beachpreys opskrift er simpel og uhyre underholdende; bassist Jesper Yssing og trommeslager Steffen Fog får lov til at gå i totaktsmotor-mode og ellers køre upåklageligt og uforstyrret langs Route 66, mens Carlsen får lov til at være helt mærkelig og surfet i sine riffs til den helt store psychede guldmedalje. Og når bandet har været helt væk på deres “Fear And Loathing”-køretur bliver dynamikken hevet helt ned, og Carlsen får lov til at vise, hvor godt og dynamisk hans stemme kan bevæge sig mellem rå og desperate råb til en charmerende cool-guy agtig stemme – lidt som hvis Slift spillede Ice Age. Under sættet bliver alle bandets musikalske facetter til en fængende og eklektisk helhed, der sender mine tanker mod den britiske Windmill-scene – tænk Squid, Maruja og Black Midi – og jeg er spændt på, hvad de nordjyske psychere finder på næste gang. 

Efter en kort pause i solen, er vi alle inviteret ind i two-step-land, hvor Pure Trauma har taget nogle old-school riffs med til anledningen. Der er efterhånden stimlet en stor flok til foran 1000Fryds scene, og der bliver taget rigtig godt imod de lokale hardcore-helte. Forsanger Theis John Veile holder et tårnhøjt niveau gennem hele koncerten, og viser både stor intensitet og variation med sin vokal. Guitarist Jimmy Siegenfeldt Fylking har luret en rigtig genistreg, og har bygget sit arsenal af riffs op efter et simpelt og effektivt dogme: Vi tager ét rigtig, rigtig godt riff og så gentager vi det, men trommeslager og bassist går half-time, og så bagefter går de double-time. De får simpelthen maksimalt ud af meget få og stilrene virkemidler. Koncerten slutter af med et kæmpe skud ud til sidste-bossen af koncertgængere på den danske metalscene, som igen, igen står forrest og spreder gode vibes til hele 1000Fryd. 

De merchklædte Lasher Festere bevæger sig i små klaser til kulturhuset Nordkraft, hvor skråen og teater Nordkraft lægger scene til resten af weekendens festival. 

Jeg finder min plads på Teater Nordkraft, som til hverdag oftest huser en bred vifte af scenekunst og forestillinger. I dag har stockholmske Together To The Stars dog gjort sig klar til at fylde den brede scene med litervis af atmosfærisk blackgaze. 

Vi er et bundt heldige Lasher Fest-gængere, der har stillet sig frem til denne uropførsel af bandets nyeste udgivelse ‘Iridescence’, som landede på hylderne tidligere på året – et album jeg selv er blevet svært glad for. 

Åbningsnummeret ‘Ichor’ fylder salen med rumklangsfyldte helte-toner, og guitarister William Zackrisson og David Steinmarck er nærmest smeltet sammen, og jeg har sjældent oplevet et band i sådan en symbiose med deres musik – hver en tone er skræddersyet og hvert et ord er håndlavet, og i deres perfektion bliver Together To The Stars kun mere og mere en organisk og overbevisende enhed, der ånder og vokser. Forsanger Rafael Rönnberg ligner en besat, som han nærmest vender det hvide ud af det øjnene, og svinger med armene, som var han dirigent for det karbad af lyd, vi alle bliver indhyllet i, og bjergtaget må jeg læne mig tilbage i overvældelse over kvaliteten.

“This song is about the surveillance of each other” siger Rönnberg lavmælt før bassist Sebastian Ryderberg sparker hul i lydmuren på sit seksstrengede monstrum af en bas. Skal en bassist virkelig bruge så mange strenge? Hvis man vil være den svenske Envy eller Deafheaven, så må man også tage alle virkemidler i brug, og han danser let rundt på gribebrættet og bliver ét med trommeslager Magnus Brolin – og helt ærligt, hvad er der i vandet i Stockholm for at man bliver så god, at man kan få sådanne en præstation til at se så let ud? Det må være Brolins hemmelighed, for jeg har sjældent set noget lignende. Tak for en forrygende koncert.

Efter en omgang aftensmad, og en dertilhørende gåtur i Aalborgs hyggelige gader, befinder vi os inde på Skråens hovedscene. Her er vi så småt ved at gøre os klar til en rigtig klassiker på scenen: EYES. Ja, det er rigtigt, vi skriver om EYES igen. Men sådan må det være, når vi kun kommer til seje arrangementer, og EYES kun spiller til seje arrangementer, og hvis du selv var til EYES-koncert denne aften i aalborg, og selvom du havde hørt bandet tusinde gange før, vil du stadig have lyst til at snakke om dem.

Du vil måske lægge vægt på forsanger Victor Kaas, og hvordan du stadig er overbevist om at han bliver trukket op som et optrækslegetøj inden bandet går på scenen, eller hvordan de to guitarister Rasmus Furbo og Søren Bomand kun skriver riffs, der lyder som et angreb af bier? Eller måske hvor nonchalant og sej bassist Kenn Bendtsen ser ud? Eller hvordan deres nye trommeslager Ali Tawfik på forrygende arbejde skubber endnu mere galskab ind i den københavnske blender? 

Måske ville du det, måske ville du ikke. Men at tage til en EYES koncert er muligvis det mest underholdende man kan gøre for sig selv på scenen, så det gør du lige igås.

“Lasher Fest, hvad fuck sker der”? – Trong Minh Le

Jeg har haft æren af at høre Omsorg en del gange efterhånden, og opsøger med glæde den Aalborgensiske post-hardcore/screamo-trio til endnu en dans. Allerede fra første nummer kan jeg mærke, hvor meget bandet har rykket sig over tiden, og det føles som om, at gruppen er i topform. Forsanger Jan Fengers vokal er hjerteskærende og rammer direkte på hver en linje, og i samspil med bassist Trọng Minh Le (Som har fået flere vokaler at jonglere, og det er godt!) og trommeslager Mads Skannerup løfter det til nye højder.

Omsorg er, foruden at være et forrygende band, et samlingspunkt for den aalborgensiske scene, og Tobias Aske fra lokale Vægtløs tager over for på trommerne på et nummer, for at Skannerup kan bevæge sig foran på scenen, og levere en hjerteskærende performance. Omsorg er et af de der projekter, der er mere end summen af dens dele. Omsorg er for os der var der, dem der lavede larmen, og dem der hørte den. 

Trọng Ming Le introducerer et nyt nummer og holder en kort tale om at række ud til sine venner, og at ting ikke behøver at være “fucked up” før vi beder om hjælp. Også Troels Højgaard fra Vægtløs kommer ind på scenen og lader sin ikoniske vokal omfavne teaterscenen, mens han bliver båret i luften som afslutning på et fantastisk sæt. 

Og nu har bandet spillet både Copenhell, Roskilde, Lasher Fest osv. Så hvad bliver det næste? Vi er mange, der er spændte, og følger med hele vejen. 

På den store scene har vi fået et rigtig scoop af en oplevelse. Amerikanske This Will Destroy You (TWDY herfra) afslutter en længere turne med en koncert på dette års Lasher Fest, og før bandet overhovedet får lov til at gå i gang, må jeg bare erkende, at dette ikke kan gå galt. Så garvet og rost et band i post-rock miljøet og en rigtig Lasher-booking. Det er da perfekt.

Og ja, det blev alt, hvad du havde ønsket dig, hvis du var TWDY fan i forvejen, og måske en glædelig overraskelse, hvis du ikke har stiftet bekendtskab med gruppen før. 

Det er de helt bløde toner, der bliver slået an. Der er en forsigtighed og nøjsomhed i musikken, som en skrøbelig samtale, hvor hvert ord bliver målt og vejet, og man kan ikke undgå selv at skabe filmiske billeder i sit hoved af de dynamisk bølgende toner bandet slår an. Måske en fortælling om noget nært og vigtigt.

Der er en enorm fordybelse i musikken fra både publikum og bandet, og man må lige blive stående et minut efter koncerten og lande tilbage i virkeligheden igen. 

Ja, Lasher Fest har blandet en ordentlig pose slik til os i år, og gudhjælpemig om der ikke også er lidt død på plakaten i år. 

Norske Voidspire får kastet en monstrøs lyd fra sig på teaterscenen. Måske er det lidt frækt at kalde det død, da jeg egentlig oplever at bandet dyrker de dissonante og sludgede passager mere, end de læner sig ind i død troperne. Men de har stillet stearinlys oven på deres forstærkere, og deres logo ligner et bundt grene, så det må være lidt i død-territoriet alligevel. 

Det er bandets første koncert i Danmark og det er nogle kæmpe riffs, de har taget med på kontoret, der bevæger sig synkoperet mellem de bombarderende tech-død trommer, hele tiden ind og ud af forstand og galskab – det er et imponerende show der er lige til at blive godt rundtosset af. Forsanger og guitarist Waadeland har en forrygende intens, men også mere alsidig vokal, end hvad genren ellers typisk byder, og det er en fornøjelse. 

Inde på Skråens hovedscene, kan man virkelig mærke, hvor stor den egentlig er, for Youth Code har ikke andet end et bagtæppe og en 1×1 meter pult fyldt med blip-blop udstyr og trommemaskiner – og så føles alting blot endnu mere ude af proportioner, når salen blot er halvt fyldt. 

Elefanten i rummet på årets Lasher Fest er selvfølgelig billetsalget. Program, lokation og stemning har der ikke været en finger at sætte på, men i et landskab, hvor enhver kvadratmeter af kongeriget skal have sin egen festival, er der rift om publikums opmærksomhed. Jeg må selvfølgelig stille mig uforstående, da Lasher Fests kvalitet er i absolut verdensklasse. 

Nuvel, amerikanske Youth Code går på den store scene til Carl Orffs “O Fortuna” – næsten tragikomisk taget fremmødet i betragtning – og derefter bliver industrial-techno alt, der eksisterer i denne lille verden de næste 30-40 minutter. Det kan godt være, at var en anelse nervøs for, hvordan det sløje fremmøde ville påvirke mig, men det har også gået mig på, om det har påvirket de bands, der måske ikke får den energi tilbage, som de måske ønskede.

Her flår forsanger Sara Taylor mine bange tanker fuldstændig itu, som hun hopper rundt på scenen til ‘The World Stage’ fra deres seneste udgivelse ‘A Skeleton Key in the Doors of Depression’. Du kan ikke andet end at overgive dig, og danse med i et andet vanvittigt trommemaskine-inferno, der kunne være en scene direkte ud af Blade. 

Synth-betvingeren Ryan George har taget en mikrofon i hånden og går febrilsk imellem at skrue på nogle knapper, two-steppe og levere nogle decideret skræmmende gode vokaler. Der er nærmest ikke et sekund hvor intensiteten falder på scenen, og jeg tør ikke tænke på, hvor mange kalorier de to tilsammen får brændt af – vi andre kan kun forsøge at gøre kunsten en smule efter. 

Duoen gør et kort ophold mellem to numre, for at takke for at få lov til at være en del af Lasher Fest i år, og giver et oprigtigt skud ud til årets program, hvor de fremhæver This Will Destroy You, Slow Crush og danske EYES.

“This song is about killing your enemies” – Sara Taylor 

At se norske Feral Nature på en festivalplakat er det rene Chekhov’s gun. Pistolen er blevet vist i første akt, og det er nu skæbnen, at denne skal fyres af på et eller andet tidspunkt. Og her bliver forsanger Selma Johanne Bahner personificeringen af et håndvåben, der leverer 30 minutters nådeløse skudsalver. 

Oppe af en vindeltrappe finder vi Skråens lille bitte DIY-agtige scene, hvis kvadratiske form er en decideret slagmark for alle de sidste kræfter på dette års Lasher Fest, og jeg har sjældent set en sådan panik i øjnene på en koncertarrangør som da Bahner om og om igen klatrer rundt i sprinklerrørene i loftet skrigende i en mikrofon. Det er et enormt underholdende spektakel at være en del af, men alt akrobatik til side, så er Feral Nature et virkelig godt hardcoreband med virkelig gode riffs, energi og så er de enormt velspillende i en livekontekst. Alt i alt en meget helstøbt oplevelse på den lille scene og en perfekt måde at slutte weekenden af på.

Jeg får debriefet på 1000Fryd med nogle fantastiske mennesker og får kølet svælget med årets (måske) sidste Thy-pilsner. Vi håber på mere og mere Lasher Fest, fordi vi har brug for det. Vi har brug for at være udfordret, vi har brug for at være mere på 1000Fryd, og vi bliver nødt til at anerkende, hvad Aalborg og dens kulturkræfter kan – fordi det er noget helt, helt specielt. 

Længe leve Lasher! Hurra!

Tak til Jan Fenger Christensen for lån af skønne billeder.