Den 13. december. Hvilken dag.
Dagen, hvor vi markerer, at vi nu er over halvvejs gennem kalenderlyset. Dagen, hvor vi betror børn klædt i hvide, lange dragter levende lys og krydser vores fingre. Og selvfølgelig dagen, hvor vi står i solidaritet med alle dem, hvis hverdag, levevej eller i værste fald liv er blevet ødelagt af et helt smadret system drevet af endnu mere smadrede mennesker, som tolererer og belønner magtmisbrug og vold. Hver dag bør være 13/12.
Aftenen rummede også – for mig – et helt andet tema. Musikere, jeg har fulgt tæt og med hengivenhed, men som jeg endnu ikke har beskæftiget mig med på skrift i en anmeldelse eller lignende. Der skal lyde et kæmpe skud ud til A Colossal Weekend for endnu engang at smække en fed plakat sammen til A Colossal Kind of X-Mas, som de kalder deres – nu tilbagevendende – julearrangement. Forventningerne er høje, når kræfterne bag en af Danmarks vigtigste festivaler står bag noget som helst, så det var med ro i maven at jeg begik mig ind på Hotel Cecil.
Første levende billede på scenen var pladedebuterende Salver. Når tre ud af fem mulige medlemmer er iført sweatre, kan julestemningen bare komme an.
De åbnede med ‘ILDHEGN’ fra deres første udgivelse. Mega fedt. Knapt så fedt var det, at sangen blev en smule druknet i en virkelig massiv low-end, som dominerede mixet. Jeg hørte dog senere, at lyden havde været endnu mere mudret andetsteds i lokalet end i højre side oppe ved scenen, hvor jeg selv befandt mig. Sådan kan man jo være heldig med sin geografiske placering.
Der blev justeret på de nødvendige knapper forholdsvist hurtigt, og lydbilledet faldt mere på plads, så både ‘allerinderst’ og i særdeleshed ‘SKJUL’ kunne lyde så skarpe, som de fortjener live. Sidstnævnte blev introduceret af forsanger Aske Severin Frederiksen, som hoppede ned på gulvet for at råbe omkvædet lige ind i forruden på os. Jeg har en kæmpe svaghed for bands, der lige kommer ned og siger hej på den måde. Det skal selvfølgelig ikke overgøres, men det er en effektiv måde at få skabt et fælles rum på.
Omkring halvvejs gennem koncerten tog bassist Paolo Pierleoni-Nielsen ordet for at rette to strittende langemænd mod politiet i Danmark, England og Tyskland – blandt andet for anholdelser af demonstranter, der – gud forbyde det – forsøger at skabe opmærksomhed omkring den skrækkelige virkelighed millioner af palæstinensere kalder for hverdag. Blikket blev derefter vendt mod USA’s hemmelige politi ICE for deres indtrængen i private hjem og bortførelse af mennesker, hvis eneste forbrydelse er at tale det forkerte sprog. Ændringen i den politiske diskurs til at gøre termer som “remigration” spiselige, blev tilmed også påtalt.
Det er tunge emner, og tunge emner kalder på tunge sange. Derfor var ‘KNUS’ et totalt oplagt, men ikke desto mindre tæskegodt næste skridt. Koncerten udfoldede sig derfra nærmest fuldstændig som man kunne have drømt om, også selvom publikum virkede en anelse tilbageholdent. Det er vel forbandelsen forbundet med at være første band på scenen. Til gengæld smittede det ikke af på Salvers intensitet, og når et bands repetoire er så solidt, at de ikke ville kunne lave en forglemmelig setliste, kunne hvert nummer sådan set fremhæves. Det ubestridte højdepunkt kom dog, da Skt. DeLarge – som vi så mere til senere – stormede ind på scenen til ‘fjern dine hænder fra min hals’. Det er så optur at se ham og Aske råbe hinanden ind i skallen med grebet om hinandens nakker. Det her er fandme mennesker, som mener det, og det kan om noget forvandle mit stank face til et kæmpe smil.
En kort changeover fulgte, og så var det ellers blevet tid til Morild. De spillede hele deres nye plade ‘DISSE FUGLE FÅR INGEN AT SE’, som er et værk, jeg vældig hurtigt udviklede en begejstring for. Ovenpå pladen og deres eminente koncert i Lille Vega i oktober, var forventningerne tilsvarende. Hvis der dog er noget, denne aften har lært mig, så er det ikke at læne sig op ad sine forventninger. De danner et mere skrøbeligt fundament, end man lige skulle tro.
Lydproblemerne var endnu mere påtrængende under Morilds koncert. Tue Krebs Roikjers mikrofon lod pludselig til at slukke, og to teknikere begyndte hurtigt at arbejde på sagen mens bandet ellers fortsatte med ‘RETTEN TIL RESTERNE’. I mellemtiden måtte man deles om Kristoffer Alms mikrofon, hvor der heldigvis var lyd igennem. Frustrationen var tydelig, men bandet fortsatte ufortrødent, og de nægtede at lade de tekniske drillerier diktere aftenen.
Min sidemakker bemærkede en anelse frækt, at man ikke må forvente andet, når et band har brugt hele deres budget på lyset. Det er groft, og nok næppe noget, Morild kunne gøre noget ved, men deres lysshow kan ikke have været billigt. Det er en storslået del af deres identitet, og plejer at fungere godt, men på Hotel Cecils relativt lave scene, blev det en smule anmassende. Mine øjne blev stressede, og følelsen kunne bedst beskrives som at spille Counter-Strike i VR og få tyret diverse flashbang- og røggranater i ansigtet konstant. På den anden side synes jeg, at laserne og ansigtsmalingen er cool. Corpsepaint er yt – knæklyspaint er det nye sort. Sidstnævnte begyndte dog først rigtigt at give mening efter 20 minutters tid, hvor lyset på Hotel Cecil blev dæmpet nok til at retfærdiggøre valget af ansigtsmaling.
Anyways. De fem black metal-musikere, der alle lignede, at de havde tabt i paintball, blev undervejs tilsluttet af korsanger Elisabeth Vik og citern-maestro Villads Hoffmann, og pludselig var stemningen en helt anden. Musikken, lyset, atmosfæren; alting faldt på plads og blev mærkbart mere behageligt at være vidne til. Her blev man mindet om, hvor meget Morild faktisk kan. Deres musik er krævende for sanserne og sikkert udfordrende for tålmodigheden hos nogen – det er jo atmoblack – men når man giver slip og overværer det, især live, skal der ikke mere end ordentlige lyd- og lysforhold til, før det giver mening, hvorfor så mange mennesker pludselig var at finde i salen under netop denne koncert.
Desværre var det en betydelig mængde publikum, som ikke havde god nok smag til at blive til Alkymist. Dem har jeg hørt live en del gange efterhånden, og jeg var også vældig glad for deres sidste plade, ‘UnnDerr’, men i baghovedet lå der stadigvæk nogle bekymringer efter de betydelige lydproblemer under starten på de sidste to koncerter.
Heldigvis lod det til, at nogen behind the scenes havde haft evnen til at råbe vagt i gevær, før det stak helt af med teknikken. Der var ingen grund til at være bekymret, og mixet var lige i øjet. Igen var der et fokus på dybde med en rungende low-end, hvis fremtræden dog ikke var på bekostning af hverken vokal eller guitar. Peter Bjørnegs vokalstykker skar igennem den fedtede bas som en rusten sav under åbningsnummeret ‘Light of a Lost Star’, der skulle vise sig at være en god indikator for, hvordan resten af Alkymists koncert ville udfolde sig.
Første gang jeg hørte Alkymist live var som opvarmning for Saturnus i Ringsted Kulturhus i 2017, hvilket jeg – som en Ringsted-dreng – har en kontraktlig forpligtelse til at nævne. Dengang syntes jeg, det var kedeligt, men i dag har jeg lært glæden ved velvoksen, langsom og tung metal. Hvis man føler sig lige så tæt og fyldig, som riffene der bliver spillet, har bandet fat i den lange ende, og det må man sige, at Alkymist har.
Hvor jeg altid vil have det stramt med Alkymist, er med deres tekster. Det ville klæde firkløveret at udvide deres vokabular til at dække over andet end dæmoner og ild i øjnene, og på den måde står de også i stærk kontrast til eksempelvis Salver eller Skt. DeLarge, hvis lyriske greb insisterer på en mere markant sproglig opfindsomhed, end er tilfældet her. Til gengæld var det en af de mest vellydende koncerter, jeg har hørt længe. You win some, you lose some.
Og med det var det tid til aftenens sidste opvisning. Skt. DeLarge har i et pænt stykke tid haft en slags mytisk status for mig. Selvom jeg har hørt afsindigt godt om hans shows af alt fra metalheads til mine RUC-medstuderende, der oplevede ham til vores årsfest for to år siden, har jeg endnu ikke oplevet et af slagsen live. Jeg har desuden et grundlæggende forbehold over for soloprojekter i liveformat, men jeg er før blevet overrasket – af St. Digue, for at nævne et eksempel. Så alt kan jo ske.
Og helt solo var det nu heller ikke. Iført en Witch Club Satan-crop- og tanktop indtog Sebastian Toft – manden bag Skt. DeLarge-pseudonymet – midten af scenen med trommeslager Gustav Brønnum (SYL) til sin ene side og DJ Andrea Hildursdóttir til sin anden.
Ikke kun setuppet var anderledes, det var publikum også. Nu var der flere oversized hoodies og færre band tees at spore, og her står den altså 1:0 til hip hop-crowdet, der i den grad havde kridtet danseskoene. Pitten voksede sig organisk større og større, og klæbede sig rundt om vores hovedperson som en pyton, da han hoppede ned i den under ‘III: MIA_GOTH_HORROR_SCREAM’.
“Her er en sang, der handler om at have det dårligt og at være ked af det” – og så fik vi ‘HEYOAH’-singlen fra 2023, der stadigvæk, i min bog, er et af hans stærkeste numre. Jeg har jo som sagt ikke oplevet Skt. DeLarge før, så jeg havde ingen forventninger til setlisten, men jeg var yderst tilfreds med de sange, vi fik serveret. Også party-uartig tracket med den selvopfyldende profeti af en sangtitel, ‘BangersOnBangersOnBangersOnBangers…’ gik rent ind hos mig såvel som resten af publikum, der på det her tidspunkt var totalt opslugt af en bulderkogende moshpit.
Festen var dog ikke uden sine tænkepauser. DeLarge havde taget sin helt store shitlist med. AI og grådige “sigma-milliardær-tabere” stjæler fra de fattige og giver til sig selv, så fuck dem. Spotify og Daniel Ek finansierer Israels folkemord i Palæstina og kører reklamer for ICE, så fuck Spotify. Og J. K. Rowling er en ussel TERF, så fuck hende også. Meget passende var næste sang på sætlisten ‘[De/Der] [De/Dem]’ – en sang som blev dedikeret til ALLE. Så kan der vist ikke være nogen tvivl om det.
Og da koncerten endelig var slut, kunne man godt have brugt, at der havde været en dobbeltsidet setliste. Jeg havde ikke regnet med, at Skt. DeLarge ville levere aftenens mest optursagtige koncert, men fair play. Det var vanvittigt.
