Første weekend i september er en højtid for dødsmetalfans. Ikke kun de danske, men også alle de internationale, som valfarter til København for at deltage i Kill-Town Death Fest. Programmet er som altid ekstremt skarpt kurateret med en blanding af nye stjerneskud og legacy acts. Festivalen har givet plads til mange bands gennem tiden, som har fået et kæmpe rygstød, heriblandt Spectral Voice, Necrot og Blood Incantation, hvor sidstnævnte velsagtens er vokset sig for store til at optræde igen.
Jeg lander direkte efter arbejde, får armbånd på og lusker lidt rundt i både Byhaven og de indendørs merchandiseboder for at foretage lidt shopping. Det hører sig selvfølgelig til. KTDF er sammen med Roskilde Festival årets absolutte højdepunkt for mig. Der er så meget nørderi, man kan foretage sig i forbindelse med denne festival, hvis man gider. Man kan også bare købe billet, møde op og være helt sikker på, at man ikke går skuffet derfra.
Dovne briter og finner med ‘bar kass’
Engelske Vacuous åbner festivalen på hovedscenen, hvor der er godt pakket. Tidligere i år udgav de deres andet album ‘In His Blood’, som jeg er svært glad for – og endda har anmeldt her på magasinet. Jeg havde derfor glædet mig ret meget til at opleve bandet til årets festival. Derfor er det en skuffelse at blive mødt af et uoplagt band samt virkelig dårlig lyd.
Jeg rykker mig længere ned i lokalet, hvor lyden heldigvis er noget bedre. Desværre afslører den bedre lyd et noget utight band, så det bliver kun til en halv koncert for mig. Skidt start.
Straks bedre er det på Black Stage, hvor de unge finner fra Malformed står klar. Bandet har haft et ganske godt rygstød på det seneste med en EP udgivet på danske Extremely Rotten Productions samt deres nyligt udkomne debutalbum på Dark Descent Records. Der er fart på musikken. Det går faktisk i et halsbrækkende tempo.
Malformed er ikke typisk finsk i deres lyd. Til gengæld lyder de meget overbevisende. Lyden er langt fra de tusind søer, hvor de i stedet giver associationer til sumpen i Florida med bands som Morbid Angel. Det er ikke nytænkende – men det behøver det heller ikke være. Mellem numrene vifter publikum på forreste række med det finske flag til stor begejstring for det unge band. Bassisten kaster sig endda ud i en mindre veludført bassolo. Men fair nok, det skal han også have lov til, når han står i ‘bar kass’ efter 15 minutter.
Efter små 35 minutter går bandet af efter at have leveret et stramt sæt. Så er vi i gang!
Impetuous Ritual sagde mig ikke meget, men vores fotograf har taget fede billeder.
Næste band på programmet er mexicanske Castleumbra, som deler medlemmer med Reverence To Paroxysm, der også optræder på festivalen. Hvor Malformed lød mere amerikansk, så lyder Castleumbra ekstremt finsk. De dyrker den rådne, klamme og doomede dødsmetal, og det gør de helt vildt godt. Lyden er krystalklar, og bandet er tight. Det er netop den slags dødsmetal, som er allerbedst. Forsangeren takker publikum på lidt gebrokkent engelsk, inden de takker af efter små 35 minutter.
De næste tyve minutter bliver brugt på en kort pause, hvor der tankes forfriskninger og den sidste smule dagslys i Byhaven, inden Corpus Offal indtager Main Stage. Tidligere i år udgav de et fremragende selvbetitlet debutalbum. Det er derfor et nyt band, men det består af garvede kræfter fra Bell Witch og hedengangne Cerebral Rot. Det er møgklamt, tungt og beskidt. Guitaristernes pinch harmonics skærer gennem den tykke dunst af ølprutter. Publikum kvitterer også med hovedscenens første pit, hvilket ikke er overraskende, for alt lyder rigtigt her.
Jeg springer Left Cross over for at blive klar til Portal, som er fredagens sidste navn. Jeg har aldrig set dem før og har kun lyttet sparsomt. Det er et band, som har formået at opbygge en mythos om sig selv ved at være anonyme, kutteklædte og udfordre rammerne for, hvad dødsmetal er og kan være. Det er imponerende at se på, hvor elegant de spiller på deres instrumenter. Forvrængede og forfærdelige akkorder, der lyder helt rigtigt, skiftes mellem i et voldsomt tempo. Forsanger The Curators horn stikker i alle retninger, mens han peger på publikum og laver Hamlet-hånden. Det er sejt, men det får mig også samtidig til at indse, at jeg bedre kan lide ideen om Portal, end jeg egentlig kan lide Portal. Riffet udebliver totalt og erstattes af infernalsk kaos. Det fungerer momentvist.
Britisk og amerikansk på finsk
På grund af lidt sygdom sparer jeg på kræfterne og skipper Cancer Void i Byhaven fredag eftermiddag. Til gengæld står jeg klar, da finske Galvanizer rammer Main Stage klokken 17. Deathgrind-bandet går alle på iklædt lårkorte 80’er shorts til en godt pakket sal. Musikken er tydeligt inspireret af britiske Carcass, som velsagtens kan krediteres for at grundlægge deathgrind og goregrind i slutningen af 80’erne. Gårsdagens lydproblemer er væk, og bandet står knivskarpt. Der er ingen bas, men de tre guitarer udfylder lydbilledet tilstrækkeligt, så det ikke bliver en mangel.
Efter Galvanizer benytter jeg mig af muligheden for at få noget aftensmad. En spicy ramen gjorde godt oven på sygdom. Jeg fik muligheden for lige at høre de sidste tre numre med Noroth. Det, jeg havde tjekket ud hjemmefra, var ikke lige mig, men på scenen gør de sig absolut fremragende. Det er råt, hurtigt og aggressivt. Selv som en, der selv mener at have ret godt styr på sin dødsmetal, kan man tydeligvis ikke ramme rigtigt hver gang.
Næste band Purulency fra Tennessee er derimod et kærkomment syn. Det unge band har blot en enkelt demo fra 2022 under bæltet og været sat lidt på pause på grund af udskiftning i besætningen. Heldigvis lyder bandet helt fantastisk. Vi er tilbage til dogmet fra torsdag, hvor et amerikansk band lyder utroligt finsk. Det er midtempo med sørgmodige leads, der af og til bevæger sig helt ned i deathdoom-tempo. Vi får samtlige tre numre fra demoen Transcendent Unveiling of Dimensions, et helt nyt nummer samt hele tre covers. Naturligvis alle af finske bands. Convulses ‘Putrid Intercourse, ’Amorphis’ ‘Pilgrimage from Darkness’ og Abhorrences ‘Caught in a Vortex’, hvor det sidste kommer som et ekstranummer, efter publikum råber efter mere. Forsanger Andrew Brown står med et stort smil og siger: “Alright, here’s another one for you old school death metal freaks. We might fuck it up though.” Det gør de ikke.
Der kvitteres med klapsalver og en enorm kø til bandets merchandisebod efterfølgende.
Jeg glæder mig meget til at høre, hvad der kommer fra bandet i fremtiden, for de har potentiale til noget stort.
Efter den amerikansk-finske magtdemonstration står den på canadisk vanvidsmetal med Mitochondrion på Main Stage. Det tekniske niveau er overlegent, men der bliver ikke spillet højt nok. Jeg har egentlig lyst til at kalde det for war metal, men det ville være grænsende til injurierende, for Mitochondrion er mere end det. Det er transcenderende og rent – samtidig med at være altødelæggende. Som hvis Atlas tabte himmelhvælvingen og spillede fodbold med den. Ikke på sådan en Stig Tøftingsk “los-den-langt-og-lav-en-to fods-tackling-agtig-måde,” men mere sydamerikansk joga bonito. Det er let og elegant. Som en dansende damptromle man ikke kan gøre andet end at give sig hen til.
Mexicanerne med det mundrette navn Reverence to Paroxysm står bagefter klar til at smadre Black Stage med tonstung deathdoom. Jeg har lyttet utroligt meget til bandets fremragende debut ‘Lux Morte’, som de også mere eller mindre spillede i sin fulde længde. Det er et band, som har forstået, at dødsmetal skal spilles højt, for shit et lydtryk, der kommer fra scenen. Faktisk det højeste ,der er blevet spillet på den lille scene, til hele festivalen. Det er den slags doom, hvor man kan nå ud at pisse mellem hver akkord. Det er ret belejligt, for der bliver drukket pænt meget øl på KTDF.
Sidste band for undertegnede denne fredag er amerikanske Mausoleum. Det er første gang, amerikanerne besøger Europa, og der er godt pakket på Main Stage. Det er ren og skær Autopsy-worship, men det er gjort virkelig godt. Bandet er i topform og giver en tre kvarters lang lektion i, hvordan dødsmetal lyder, når det lyder bedst. Vi får endda to numre fra deres splits med japanske Anatomia, som bliver dedikeret til trommeslager Takashi Tanaka, der er hyppig gæst på KTDF. Han er der også i år og kvitterer endda med at crowdsurfe under nummeret ‘Shades of Fright.’
Der er egentlig to bands mere, men jeg er skidesyg og skal klare mig igennem to dages dødsmetal endnu, så jeg vælger at trække stikket og cykle hjem i den kølige natteluft. Voksne beslutninger er af og til korrekte, selvom de er røvsyge.
Goregrind og legender
Lørdagen på Kill-Town Death Fest er altid benhård. Programmet starter klokken 14.30 og slutter klokken 2.00, når sidste band har forladt Main Stage. Det er hård kost med næsten 12 timers dødsmetal, men også en af de ting, der gør KTDF til det, det er.
Vi starter i Byhaven med danske Sewer Haul. Den danske goregrindduo, som sprang ud af Wayward Dawn, har haft godt med vind i sejlene på det sidsteog for nylig udgivet en ny EP med en spillelængde på hele fem minutter! Der er godt pakket i Byhaven, da de går på. Mange er mødt op tidligt for at pleje tømmermændene i solen. Sewer Haul er så bøllet, som noget kan være med en trommeslager i balaclava og en guitarist med hurtigbriller og army cap. Og så spiller de hurtigt. Meget hurtigt. Vi får 19 minutter, hvilket vil sige, at de spiller begge EP’er og to Mortician-covers. Tilpas, og ligesom det skal være. Ingen tid til pauser – kun grind. Derefter går der fadøl og et mindre selvtægt-meetup i den, mens Ruinous Power spiller. Det gør de såmænd fint nok, men jeg er lidt mere optaget af at drikke fadøl og sludre med venner. Det er jo festival.
Indenfor på Main Stage har danske Maceration fået opgaven at åbne lørdagens hovedprogram. Det gør de ganske hæderligt – og er endda det eneste band, som har talt dansk fra scenen. Maceration er det første band, som udgav dødsmetal i Danmark, som jo ellers ikke er et land med stor dødsmetalhistorie. Bandet har hevet den oprindelige guitarist Lars Bangsholt med til et enkelt nummer. Der er lagt stor vægt på den nyeste plade, Serpent Devourment, hvor Dan Swanö er blevet udskiftet med Jan Bergmann Jepsen, men det gør egentlig ikke nogen forskel for kvaliteten. Det er svensk-inspireret dødsmetal med HM2-pedalen i bund – og det er godt. Til dagens koncert kommer Dave Ingram fra Benediction og Bolt Thrower også på scenen. Ingram brøler med sin britiske humor: “Are you drunk yet, Kill-Town? You wankers. I wish that was me.” Vi får herefter Benediction-bangeren ‘Nightfear’ og ‘Inside the Wire’ fra den ene Bolt Thrower-plade, Ingram sang på. Jepsen joker selv med, at han ikke aner, hvordan de skal komme videre efter det, men vi slutter af med en stærk ‘Pain and Pleasure Incarnate’ fra debutpladen.
Derefter er der lige tid til lidt aftensmad og et par numre med HAR. Det er egentlig ret fedt med en meget old school og primitiv lyd. Men energien skal også prioriteres, hvis man skal holde til langt ud på natten. Tiden bliver derfor brugt på at shoppe lidt merchandise.
Tilbage på Main Stage er Caustic Wound klar. Det amerikanske grindband har virkelig taget fart, efter deres andet album Grinding Mechanism of Torment fra tidligere i år. Der er totalt pakket på Main Stage – muligvis det største fremmøde til en koncert på festivalen. Der bliver ikke sagt et ord fra scenen før eller mellem numrene, hvor intet kommer over halvandet minuts varighed. Der kvitteres med en enorm pit fra første sekund. Vi får serveret størstedelen af Grinding Mechanism samt et par enkelte numre fra debutpladen Death Posture, herunder den personlige favorit ‘Ritual Trappings.’ Efter små 20 minutter går bandet af, mens publikum skriger på mere. De indtager scenen igen, spiller et cover af ‘You Suffer’ og går af igen. Caustic Wound leverer ikke bare en af festivalens bedste koncerter, men en stærk contender til årets bedste.
Den gamle skole
Det giver heldigvis tid til en god pause, inden norske Abhorration spiller på Black Stage. Nordmændene spillede i Byhaven i 2023 og har sidenhen udgivet deres debutalbum. Det er ren tidlig Morbid Angel-worship. Der er nitter, omvendte kors, læder og voldsomt meget fart på. Den cirka to meter høje mand foran mig siger, inden de går på: “Det her er et af de bedste livebands, jeg har set længe.” Det er svært for mig at være enig i, for jeg kunne sgu ikke se ret meget. Men fedt var det. Det er dødsmetal, man kan lave Hamlet-hånden til, og det er sjældent en dårlig ting.
Tilbage på Main Stage står Interment fra Sverige klar. Det er et band med ligeved-og-næsten-legendestatus, men som altid har stået i skyggen af de store bands fra Stockholm. De udgav tre demoer i 90’erne for derefter at gå i opløsning og genopstå i 2010 med et debutalbum – 29 år efter den første demo. Det lyder også som et band fra den scene. Det lyder også bare lidt kedeligt, så på en dag hvor programmet er så tæt pakket som i dag, så bliver det en af de halve koncerter.
Når vi nu er ved den gamle skole, så er der ligesom to stier. Der er Abhorration, som hylder den gamle stil, og så er der Interment, som var med til at skabe den. Der er ikke mange bands på KTDF som hylder den stil, som Chuck Schuldiners Death allerede var gået videre til i starten af 90’erne. For mens svenskerne lød som en vred bisværm, og Morbid Angel spredte gudsbespottelser, så havde Death allerede givet sig i kast med det progressive aspekt af dødsmetallen.
Italienske Miscreance hylder til gengæld netop denne stil. Den let trashede, men progressive dødsmetal som Deaths sidste fire albums og særligt Symbolic bestod af. Det er et atypisk take på genren. Ikke fordi det er upopulært – tværtimod. Men måske fordi det er nemmere at lyde som en solid Autopsy eller Abhorrence-klon, end det er at spille dødsmetal, som Death gjorde det. Men Miscreance gør det – og de gør det virkelig godt. Det er ret beset som at høre en Death-plade, man ikke kender. Vokalen er spot on, guitartonen er spot on, og publikum sluger det råt. Mig selv inklusiv.
Finske Rippikoulu har derefter den hårde tjans at skulle tage den videre. Det er bare lidt ærgerligt, at de spiller doom. Ikke fordi at doom er dårligt – jeg elsker det. Jeg kan også rigtig godt lide Rippikoulu, som jo er endnu et band med en mindre legendestatus i nordeuropæisk dødsmetal. Energien er bare ikke lige til doom efter så mange koncerter i streg med energiniveauet i top. Det skal dog ikke tage noget fra finnernes præstation, som er ret fortrinlig. Bandets sætliste tager udgangspunkt i de to demoer fra 1992 og 1993 med særlig vægt på ‘Musta Seremonia.’
Fra et kult-band til et andet er det tid til amerikanske Morpheus Descends. Bandet har aldrig været i Europa, så er der godt pakket ved Main Stage, selvom klokken er 1.00. Foruden at være bandets første europæiske koncert så er det faktisk med den helt originale besætning fra 1990, fra hvor bandet stadig blot hed Morpheus. Lyden er fremragende, bandet er tændt, og mange i publikum råber “old school!” i kor til stor morskab for frontmand Craig Campbell. Desværre formår guitarist Rob Yench at springe to strenge på første nummer, hvilket sender ham på sidelinjen i halvanden sangs tid, mens både han og stagehanden fumler med strenge og knibtang, hvilket giver en lidt flad fornemmelse.
Da alting endelig spiller, får en stagediver trampet på Yenchs pedalboard, så kabler flyver til højre og venstre, hvilket igen betyder, at bandet må spille et nummer uden ham. Hvor han så IGEN springer en streng på sidste nummer. Dårlig dag på kontoret for den garvede guitarist, som tydeligt var frustreret efter koncerten. Heldigvis spiller bandet fremragende og vildt tight, desværre falder det lydmæssige udtryk lidt til jorden med kun en enkelt guitarist.
Dommedag og kræmmermarked
Søndag på KTDF kan ofte være en lidt tung sag at komme igennem. Man har været på festival i tre dage og drukket øl med rigtig mange finner, og det sætter altså sine spor. I mange år har KTDF kørt med deres Gloomy Sunday-koncept, hvor det primært er doom, som spilles. Men før det er der traditionen tro et dødsmetalkurateret Heavy Thunder Metal Market, hvor adskillige distroer og kræmmere kommer for at sælge ud af deres pladesamling. Der er som altid rigtig mange fede ting, og jeg finder selv to Funebrarum-plader, inden koldingensiske Foetorem åbner sidstedagen i Byhaven.
Faktisk er det bandets debutkoncert. Det er ikke ualmindeligt, at bands får muligheden for at livedebutere på festivalen, men det er sjældent, at det ligner et band med flere års erfaring. Selvsikkerheden stråler ud af både musik og performance. Vi får en del nye numre fra bandets snarlige debutalbum, som lyder virkelig godt. Lydmæssigt læner det sig op af bands som Krypts og Spectral Voice, hvilket ikke er noget, vi har en overflod af herhjemme.
Den plade kan ikke komme hurtigt nok.
Indenfor spiller italienske Assumption funeral doom på Main Stage. Det er smukt og koldt. En rigtig fin måde at starte den sidste dag på, omend det bliver lidt ensartet i længden. Jeg gør mig derfor klar til næste band Necrotic Ooze, som også spiller deres debutkoncert. Bandet er finsk og spiller finsk dødsmetal. Et af de få bands på festivalen, som rent faktisk spiller dødsmetal uden geografisk forvirring. De spiller også længe – hele 40 minutter, hvilket er ret lang tid for en koncert på festivalens mindste scene.
Der er et par småfejl hist og her, men det største problem er egentlig den store ensformighed i musikken. Det lyder måske paradoksalt i dødsmetal, men jeg ville ikke kunne skelne to numre fra hinanden her, selvom de alle lød ganske fint. Sympatisk nok fortæller forsanger Tommi, at trommeslageren Sami spillede med sit gamle band Ascended på den allerførste Kill-Town Death Fest for 15 år siden. Derfor spiller de et cover af nummeret ‘Omnipresent Evil,’ som er rigtig fedt og giver lidt tiltrængt afveksling.
På Main Stage får vi endnu en af de koncerter, som man kun får på KTDF. Amerikanske Dusk spiller nemlig deres allerførste europæiske koncert nogensinde samt den eneste for denne gang. Bandet var aktivt i midten af 1990’erne, hvor de sammen med Morgion var den amerikanske pendant til bands som My Dying Bride, men markant tungere i lyden.
Dusk er sidenhen genopstået og har endda udgivet en ny plade. Den får vi dog kun et enkelt nummer fra, da bandet spiller hele debutalbummet ‘Majestic Thou in Ruin’ samt enkelte numre fra deres første demo, herunder deres allerførste sang, ‘Envision the Terror.’
Det er enormt tungt, og lydtrykket er voldsomt med en bund, der rumler i hele kroppen. Det er vidunderligt smukt – især når Dana Ignarski kommer ind på scenen og tilføjer sin operastemme til musikken. Festivalens eneste kvindelige musiker modtager et gigantisk bifald.
Efter en pause går svenske Moondark på. Det er tonstung og dyster dødsmetal med tydelige referencer til bands som Bolt Thrower. Der er ingen tristesse eller melankoli – kun riffs og grooves, der fremkalder stankfaces hos størstedelen af publikum. Hvor Dusk og Assumption havde større fokus på stemningen, så dyrker Moondark noget af det vigtigste ved dødsmetallen – nemlig groovet. Og det gør de højt, for her er endnu en koncert, hvor det bare ryster i hele kroppen for hvert stortrommeslag. Dødsmetal skal spilles højt, og det er gør Moondark fandeme. Fuck, hvor det svinger.
Det samme kan siges om Cancer, som er aftenens egentlige hovednavn. Det er bandets allerførste danske koncert til trods for en mangeårig karriere. Det har absolut ingenting med doom at gøre, men er i stedet et friskt pust til en langsom søndag. Selvom Cancer aldrig har opnået samme status som mange af de samtidige bands, så bringer de riffet med deres blanding af dødsmetal og thrash metal – tydeligt eksemplificeret på aftenens sidste nummer, ‘Death Shall Rise.’ Det er primitivt, råt og lidt bøvet. Men det virker.
Aftenens – og festivalens sidste band – er japanske Funeral Moth. Den japanske trios funeral doom får næsten fyldt Black Stage, som de sidste festivalgæster alligevel skal passere på vejen hjem. Jeg har været meget glad for bandets album ‘Transience’, som vi også får et enkelt nummer fra. Det er ikke ret tight. Det er nærmere sloppy og kejtet. Men det er sloppy og kejtet på en charmerende måde. Det er clean, men med et afgrundsdybt growl, som minder om en messen. Atypisk for et funeral doom-band så er bandet ekstremt entusiastiske og tydeligt begejstrede for at få lov at spille på festivalen igen. Vi får små 45 minutter, før bandet går af med et entusiastisk “Kampai! Kill-Town forever!” Vidunderligt japansk.
Og med det er den tiende udgave af Kill-Town Death Fest slut. Fire dage med dødsmetal er hårdt. Jeg sidder og skriver dette mandag, hvor jeg har taget fri fra job for at komme mig, men ser allerede frem til næste år og funderer over, hvilke døde kaniner der hives op af hatten der. Er det i øvrigt ikke ved at være tid til at få Funebrarum tilbage? Måske Torture Rack? Hvad med Purtenance? Eller et one-off show med Cenotaph? De gode bands står i hvert fald i kø. Uanset hvad så skal det nok blive godt. Det gør det altid. Vi ses næste år.
