Det kan være svært med nye vaner, men høkerbajer og majsol kan som bekendt indtages mange steder, og den smule resterende industrihistorie, der er at finde på den efterhånden dygtigt gentrificerede Odense Havn, agerer fine rammer til ILTER.
Cirkusfabrikken Dynamos lokaler viste sig at være det perfekte venue til en punkfestival: En perfekt mængde smadrethed. Allerede inden jeg nåede helt frem til destinationen, mødte jeg første homie ved havnefronten, som sad foroverbøjet på en bænk og brækkede sig. Så er man ligesom i gang, ikke? Enhver bekymring over at komme for sent blev skubbet til side, og der var både tid til at uddele krammere, se stedet an og få en øl i solen, inden det blev meddelt, at nu skete der noget. Ganske rigtigt kom Casket Spray gående i sindigt tempo tværs over gårdhaven klokken fem minutter over koncertstart, men hvad gør det, når man bare kan gå lige ind og gå på? Deres powerviolence trækker skønt i forskellige retninger: Dels med sludge-elementer og en vidunderligt ækel vokal leveret af Meagan Allen, mens hun ludende vadede rundt, krummede sig sammen og bevægede sig fra scene til gulv og retur og demonstrerede ILTERs ambition om at være i øjenhøjde med publikum – og dels i et tempo højt nok til, at trommeslagerens Darkthrone T-shirt kun overlevede til og med andet nummer. Der var en afslappet stemning blandt publikum, og der løsnedes op for lidt twostep – hvis jeg ikke tager meget fejl, så leveredes det af samme dude, som måtte ofre ved havnefronten tidligere – og det aftvang alligevel et par smil, inden sættet sluttede, et kvarter efter det startede.
Det hele fungerede fredag for ILTER i den helt tilpasse smadrethed. Lyden blev aldrig god, men kunne man læne sig ind i det, kunne det skrue op for en afslappethed, som kan klæde punk og hardcore udmærket. Dynamos lokaler er lavet til gøgl, og derfor kunne man se folk i en tivoliseret skydebod, mens man bevægede sig mod den tilpas skraldede toiletafdeling, som mest af alt føltes som containerdele, der var sat ind i cirkusfabrikken under de gamle fabrikselementer, som måske/måske ikke kunne tænkes engang at styrte ned. Ligeledes forefandtes også et stativ fyldt med udklædningstøj i samme retning, men det blev mig bekendt aldrig taget i brug.
Udendørsområdet fungerede smukt med sine muligheder for at suge den første rigtige varme dag til sig, plantet lige ved siden af parkourbane og beach volley. De forskellige containere i området var forsynet med klatregreb og tilbød dermed at agere små, private solterrasser – velbesøgte – og så var der bare en form for rigtighed i setuppet som en kontrast til den polerede overflade af hvidmalet beton og pænt klippet lavendel, som efterhånden tegner Odense Havn.
Masser af følelser kendetegner både Nyt Liv og amerikanske Muelas, men hvor der hos førstnævnte er melankoli lige under overfladen, selv når de havde Anders (med ved scenekant, naturligvis) med på call and response-dele, så er det for amerikanerne vrede, som præger deres hardcore. Bevares, der er da også nok at være vred over derovre, ikke mindst som barn af mexicanske immigranter, som ser sit folk blive kidnappet på åben gade. Men noget, som amerikanere til gengæld kan finde ud af, er community, og her giver det også mulighed for at skrive sange om disses kamp mod developers, fordi “fuck gentrification!”. Der var plads til folk-elementer og violin med på scenen (til tider helt tilpas smadret og liggende på gulvet), og publikum tillod op mod adskillige minutter med stille passager uden at forfalde til snak og andre utilbørligheder. Måske årets bedste booking.
ILTER præsenterede god stemning som vanligt, og Nyt Livs opfordring fra scenen bliver stående som en opfordring – også fremover: “Husk, når man møder ILTER-frivillige, så giver man lige en krammer, ikk’?”. For mig at se gælder det også publikum. Den helt generelle afslappethed, som prægede fredagen, blev kun brudt, når en løsning krævede årvågenhed, som når nogen tabte en ølflaske. Straks formedes en perfekt cirkel af seks personer, som bøjede sig synkront og samlede stumperne op, i respekt for at ingen skulle komme til skade. Det tog under tre minutter, så var der både kost og moppe til stede, og så kunne der fandme twosteppes, præcis som den skulle skæres igen.
Det eneste sted, kæden hoppede lidt af, var under Rot Away. Vanligvis er der ikke mange bands, der er lige så leveringsdygtige i sveddryppende stemning og moshpits med garanti for at få mindst én stagediver i hovedet, uden du var klar, men det var ikke tilfældet i aften. Hvad der blev sagt fra scenen mellem numrene (“kom tættere på” og “fucking bevæg jer” er solide bud), vil jeg ikke kunne genfortælle, om det så gjaldt mit liv, for det druknede i lydmudderet. Måske var lyden faktisk problemet her, for der var i hvert fald en ukarakteristisk stor del af publikum, som stod stille trods effektive breakdowns eller bevægede sig udenfor under sættet.
Hvorom alting er, kan man vist ikke andet end at godkende afviklingen af ILTER – beach volley edition – og forhåbentlig se frem til mere modspil til gentrificeringen af havnen i fremtiden også.
