“Det kræver foreninger som os, der gider stable det på benene. Hvis et af de etablerede spillesteder hyrer et band i vores genre, kommer der ikke lige så mange mennesker. Det fungerer meget bedre som en klubting.”
Foreningerne KNUD og Metal Mekka er med til at holde undergrunden i live i Odense, mens Odense Metalfest, det regionale spillested Posten og kommunale aktører står klar til at hjælpe dem videre på bedste beskub, når de har vokset sig ud af undergrunden. Hvis det da overhovedet er ambitionen, at de skal det.
Vi er henover efteråret mødtes med seks af byens aktører og har stillet dem de samme spørgsmål: Hvordan ser det ud i Odense efter Kansas City? Hvad fungerer ikke? Hvad fungerer? Hvad skal der til for at det bliver bedre? Og hvad kan det blive til?
I denne tredje og sidste artikel møder vi to foreninger, der arrangerer koncerter med punk og metal og samler op på, hvordan fremtiden kan se ud for landets tredjestørste by.
Vi savnede, at det var lidt mere som i 80’erne
Ronny Rode Eliasen og Basse har ikke som sådan noget imod fornyelse eller yngre mennesker, det er der bare andre koncertarrangører i byen, der tager sig af. Da de tog initiativ til foreningen KNUD i 2018, handlede det om at skabe grundlag for, at den punk og hardcore, de selv er vokset op med i 80’erne og 90’erne, havde et sted at spille i Odense. Det gælder både bands som veteranerne i Bleeder og War of Destruction og nyere navne i samme gode, gamle stil.
Det kan være svært at forestille sig, at de ikke skulle kunne det, men i en længere årrække, efter spillestedet og de kreative værksteder på Badstuen skråt overfor Posten og Hovedbiblioteket lukkede i slutningen af 90’erne, og koncertarrangøren Scum Club lukkede ned, var den scene der ikke.
– Jeg har spillet i bands, som aldrig nåede at spille i Odense. Et band spillede måske 80-100 koncerter over fem år, men vi spillede kun en eller to gange i Odense, fortæller Basse stille på djærvt odenseansk.
Når folk fra andre steder i landet snakker om “syngende fynsk,” glemmer de gerne, at en væsentlig del af fynboerne bor i hovedbyen Odense og dens opland, hvor tonefaldet er mindre lejfigt og lyder mere af gammel industri og arbejderklasse. Sådan taler Basse. Han har et borgerligt navn, men han er blevet kaldt Basse “siden punkdagene.” De punkdage holder han i live i drukpunkbandet Johnnywunderbaum, og seks gange om året arrangerer han sammen med Ronny koncerter i foreningen KNUD på Frølageret.
Jeg har spillet i bands, som aldrig nåede at spille i Odense. Et band spillede måske 80-100 koncerter over fem år, men vi spillede kun en eller to gange i Odense.
Basse, KNUD
Det er her, vi mødes i baren en aften, hvor Ronny er bagvagt som tekniker på Kulturmaskinen, det kommunale kulturhus med kreative værksteder og to livescener, hvoraf Frølageret er den lille vækstlagsscene. Ronny arbejdede også som tekniker på Badstuen og flyttede over på Kulturmaskinen, da de gamle fabrikshaller i området omkring Brandts Klædefabrik midt i byen ved Amfiscenen efterhånden blev omdannet til kulturinstitutioner. Men når han laver KNUD, er det som privatperson, og det hele er baseret på frivillighed, understreger han:
– Vi savnede, at det var lidt mere som i 80’erne. At det var mere brugerdrevet. Alle i baren og garderoben er frivillige, så vi koster ikke Kulturmaskinen noget. Det løber rundt med baromsætning og entréindtægter – og så får bandsene heller ikke så meget, det er der en naturlig begrænsning på.
–Vi er ikke kommunale. Det betyder, at vi kan få lov at gøre det, som vi gerne vil – og det kan de andre foreninger som Metal Mekka og Klub Golem også.
Samtidig fremhæver Basse den fordel, der er ved at være frivilligdrevet: at de frivillige i høj grad tager ejerskab for arrangementerne og sørger for at sprede ordet blandt deres venner.
– Der er faktisk også begyndt at komme mange unge, specielt efter corona.
Det, foreningerne kan som koncertarrangører er noget af det, Casper Schärfe efterlyste: De kan skabe et miljø omkring deres scene, så det ikke bare er enkeltstående koncerter, som publikum måske opdager, måske misser, men et fællesskab, man dyrker. Ronny er i hvert fald overbevist om, at det skal til, hvis der skal blive ved med at være en scene for punk og metal i Odense:
– Det kræver foreninger som os, der gider stable det på benene. Vi har et kæmpe netværk, og det har vores frivillige også. Hvis et af de etablerede spillesteder hyrer et band i vores genre, kommer der ikke lige så mange mennesker. Det fungerer meget bedre som en klubting. Det er Klub Golem jo et super eksempel på, siger han med reference til den forening, der i Frølageret laver koncerter med goth, electro og industrial.
Vi er ikke kommunale. Det betyder, at vi kan få lov at gøre det, som vi gerne vil.
Ronny, KNUD
Det er i undergrunden, vi kan gøre noget
Metal Mekka, som Ronny nævner, og som både Schultz og Jonas tidligere i denne artikelserie har anerkendt vigtigheden af, oplever som KNUD, at der er en stigende tilstrømning af unge. Det gælder til koncerterne, men formand Christian Jensen fortæller, at det også mærkes i det frivillige arbejde rundt om koncertafviklingen i den efterhånden 20 år gamle forening.
– Posten og andre steder booker de større navne. Vi booker undergrund, og det er der, vi kan gøre noget.
Metal Mekka spiller en vigtig rolle i vækstlaget for undergrunden i Odense. De er forankret i samarbejdet med kommunen og de lokaler, der derigennem kan stilles til rådighed for afholdelse af koncerter og metalcaféer. Enten kontakter nye bands foreningen, eller også rækker Christian Jensen ud til dem, han opdager for at høre, om de er klar til at spille. De kan få stillet en scene til rådighed, og der er i sagens natur ikke mange penge at kaste efter dem, men Metal Mekka kan tilbyde erfaring og eksponering. Det lyder måske nok lidt vel meget af den evige sang fra velmenende kulturarrangører med større drive end økonomi, men der er faktisk en lang liste af bookinghenvendelser, for der er flere der henvender sig, end hvad der kan laves koncerter til henover et år. Der er ikke udelukkende fokus på lokale bands, og som kontakter opstår forfølges de i det omfang det kan lade sig gøre. For tiden arbejdes blandt andet med kontakter i Polen.
Vi taler lidt om, at undergrunden godt kan mærke, at det hele er lidt ustabilt i det vakuum, der er opstået, efter Kansas lukkede. Metal Mekka bruger altid minimum et lokalt band, også af helt lavpraktiske årsager: Når der ikke er nogen nævneværdig økonomi at rutte med, skal der være nogen, der kan stille med grej. I den kontekst har de kunnet mærke, at der har været en række bands, der stoppede med at spille i tiden efter lukningen, sådan som Jonas også nævnte, og de har været nødt til at bruge mange af de samme bands.
Der er ikke tale om en stor bestyrelse, og foreningens fortsatte virke kræver, at der også i fremtiden er frivillige, der har lyst til at indtræde og lægge forholdsvist meget tid og energi i foreningsarbejdet. For nuværende er der tre bestyrelsesmedlemmer, som står for hele driften, og man skal ikke undervurdere det antal timer, formanden lægger i det.
– Har man prøvet at være med til at afvikle en koncert, ved man, hvor meget tid der ligger i det. Vi tager den dog skridtet videre og serverer hjemmelavet mad for de bands, der optræder.
Hvordan gør vi Odense til et sted, der producerer nye bands?
– Jeg tror, der kommer til at ske noget med oprettelsen af KRFTVRK. Jeg håber, der måske også kan komme noget hjælp til at få bands til at komme uden for Fyn.
Mindreværdskultur
Ude foran KRFTWRK er de lokale medier for længst kørt hjem til redaktionerne igen, arrangørerne har lukket og slukket og samlet tomme vandflasker ind fra cafébordene, og borgmesteren og kulturrådmanden er draget videre på flere odenseeventyr frem mod kommunalvalget. Man kan sagtens forholde sig skeptisk til den måde, kommunale kulturtiltag gerne præsenteres på, og man kan altid finde områder, der samtidig svigtes – også i kulturen. Men det er også værd at tage med, når der reelt sker forbedringer af forholdene, og når der er nye tiltag, der afføder mere liv.
Hvad fungerer godt i Odense nu? spørger jeg Casper Schärfe.
– Det er svært at være konkret, men jeg synes, der er en anden stemning i byen nu, end da jeg var ung. Folk er mere åbne for forskellig musik nu, og det kan man i nogen grad spore i de koncerter, der er i byen. Men der mangler mere fokus på den musik, som ikke er bæredygtig. Som ikke er den nye Andreas Odbjerg eller Mø.
– Jeg synes selv, jeg med Momentum Musik lykkedes med at tale Odense op og vise, at selvfølgelig er der også et publikum her til smal og eksperimenterende musik. At man ikke behøver at tage til København for at opleve det. Og det skulle også gerne smitte af på dem, der selv spiller musik, så de heller ikke bare tager til København. For det er meget sværere at komme til at spille en koncert i København.
Hvad savner du?
– Jeg ser en monokultur tage form rundt omkring i landet, hvor der ikke er den store forskel på Northside eller Midtfyns Festival, og det synes jeg også, man ser lidt på spillestederne. Jeg savner mere decideret kuratering, hvor man satser og rækker ud til nogen, man gerne vil præsentere, og så forsøger at finde shows til dem i København og Aalborg også, så det bliver bæredygtigt for dem, i stedet for bare at køre katalogbookinger, hvor man tager det, man får tilbudt fra agenterne, og så har man det samme program som alle andre.
Jeg synes selv, jeg med Momentum Musik lykkedes med at tale Odense op og vise, at selvfølgelig er der også et publikum her til smal og eksperimenterende musik. At man ikke behøver at tage til København for at opleve det.
Casper Schärfe, Ilter
Inde på Frølageret er Ronny Rode Eliasen langt mere konkret:
– En senere bus hjem ville være en god ting. Det har altid været et problem i Odense for de unge, at der ikke gik sene busser hjem. Allerede i 80’erne var der jo natbusser i København, som vi ikke havde noget af her.
– Det er klart mit indtryk, at Odense Kommune ønsker mere kultur. Det skal være mere storby, et sted, hvor folk gider bo, og så er der nødt til at være et bredt udbud. Jeg kan selvfølgelig kun tilskynde til, at de giver flere penge til kultur, men jeg synes, de gør mange gode ting. Det skal heller ikke være totalt kommunestyret, det hele: Foreningerne skal have lov at lave det på deres egen måde. Det gør Kulturmaskinen med os og de andre foreninger. Der er ret vide rammer.
Og det er netop noget af det, Casper Schärfe efterlyser:
– Jeg synes, det ville klæde kommunen, hvis man satte det lidt mere fri. Jeg prøvede engang at sætte en hardcore-koncert op ude i en skatehal, for der var ingen naboer at genere, og vi kunne bare lade være med at sælge øl og have det grineren med at se, hvad der skete. Det syntes forvaltningen også var spændende, men så rullede de en tjekliste ud med alt det, der skulle være styr på. Jeg forstår godt, at der skal være styr på det, hvis nogen kommer til skade, men stadigvæk.
Hvad er problemet med Odense?
– Det har jeg undret mig meget over. Der er dels noget med, hvad vi har fået præsenteret af musik, men der er også et mindreværd. Du kunne høre borgmesteren lige stå og sige, at “vi kan også godt.” Som om man hele tiden skal legitimere sig selv i en spejling af København og Aarhus i stedet for at arbejde lidt mere stille med sine egne koncepter. Til gengæld er skyttegravskrigen mellem spillestederne slut. Den var der, da jeg boede her som ung. Man talte stort set ikke sammen, samarbejdede ikke om noget som helst. Nu er der deciderede venuefestivaler som Resonator og Nashville Nights.
Så hvad sker der med Odense? Det kunne se ud, som om alt det rigtige sker: Der er nogen, der sørger for, at der er steder, hvor bands kan øve og mødes. Der er nogen, der sørger for, at de kan prøve sig selv af på en scene foran et publikum, og andre, der sørger for, at de kan vokse med opgaven. Der er flere, der gerne vil binde det hele sammen og skabe noget endnu større. Noget, der kan være med til at tegne Odense udadtil, give landets tredjestørste by en musikalsk identitet. Ikke bare være der, hvor HC Andersen, Andreas Odbjerg og Mø godt nok fødtes, men også flygtede væk fra til en rigtig storby og gøre karriere med deres kunst. Så snart den første morgenbus gik.
