“Det er fint at spille koncerter, men er det nok bare med det? Hvorfor er der ikke flere, der samarbejder på kryds og tværs og blander tingene?” Sådan spurgte bookeren Casper Schärfe i første del af denne serie om, hvad det er, der sker i landets tredjestørste by, og hvorfor Odense ikke har en tydelig profil uden for bygrænsen.
Vi er henover efteråret mødtes med seks af byens aktører og har stillet dem de samme spørgsmål: Hvordan ser det ud i Odense efter Kansas City? Hvad fungerer ikke? Hvad fungerer? Hvad skal der til for at det bliver bedre? Og hvad kan det blive til? Mens Casper Schärfe har haft svært ved at se, hvilken betydning Kansas City havde uden for spillestedets og øvelokaleforeningens egne rammer – fordi stedet i hans optik lukkede sig om sig selv – og efterlyste endnu mere samarbejde mellem musikkonservatorium, bands og spillesteder, har andre en anden opfattelse af, hvad der er gået tabt.
Gemytlig soft power
Det er netop samarbejdet, Jonas Guldfeldt Viuff ser som det største savn efter Kansas Citys lukning:
– Det, Kansas især kunne, var at skabe blivende kontakt. Musikbranchen bygger – som alle kulturbrancher – meget på et socialt netværk. Det med at lave en talk, en workshop eller sende en email kan bare ikke det samme som at gå op og ned ad hinanden og lære hinanden at kende. Der var Kansas god, fordi vi var så mange samlet derude og kunne dele kontakter, når vi mødtes over en kop kaffe eller kakao.
Vi mødes i kantinen på tredje sal af Hovedbiblioteket i Odense, hvor Jonas er musikbibliotekar. Ud over at pleje en af landets største samlinger af fysiske musikmedier passer han det øvelokale og lydstudie, biblioteket stiller til rådighed for brugerne, og afvikler onsdagskoncerter og foredrag nede i Musikbibliotekets hjørne af biblioteket med vinduer til tre sider ud mod Kongens Have, banelegemet og rulletrapperne inde på det banegårdscenter, der ved opførelsen i 90’erne fik sparet fuge-s’et væk, fordi nogen mente, at det så kunne blive forkortet til OBC. Som musikbiblioteker er Jonas med til at arrangere den årlige Skrækfest på biblioteket med foredrag af forfattere og forskere, tegneworkshops, gyserfilm, Dark Market med okkult tingeltangel og en metalkoncert på Frølageret i samarbejde med Metal Mekka. Der er et naturligt interessefællesskab mellem metalfans og horrorfans, forklarer han, og han må vide det, eftersom han ved siden af arbejdet spiller bas og synger i techdødsbandet Terrorpy.
– Vi har oplevet med mit band, at det, der virker for os, er, at vi har en bestemt måde at opføre os på, når vi er ude at spille. Vi nyder at være sammen med mennesker og har det sjovt. Vi har set glimrende bands falde fra hinanden, fordi de ikke gjorde den samme sociale indsats. Kan man kalde det en form for soft power? Da vi selv blev booket til Mono Goes Metal, havde vi ikke selv meldt os til, så der spurgte jeg Trine Ulrich, hvorfor hun havde booket os. Hun svarede, at alle de bands, hun kendte, sagde, at vi arbejdede professionelt og var nemme at være sammen med. Den koncert gav os Copenhell og Summer Breeze.
Der er en udfordring i Odense i, at byen ikke rigtig har en musikbranche.
Jonas, Musikbiblioteket Odense
Det er præcis sådan nogle erfaringer, han gerne vil give videre til de nye bands, der kommer til – men som det er lige nu, hvor de odenseanske bands er spredt ud over flere forskellige øvelokalefaciliteter, er det sværere lige at støde ind i hinanden ude ved kaffemaskinen.
– Vi skal fortsætte med at hjælpe hinanden som bands, og forhåbentligt vil der så være musikere, der får opbygget netværk og knowhow nok til selv at kunne starte op i branchen som bookere, managere eller lignende – eller vi får artister, som bliver så store, at Odense bliver attraktiv for eksisterende branchefolk at vende blikket imod. Det kræver, at vi finder en måde at binde bands og soloartister socialt sammen på, så vi kender hinanden og hinandens udfordringer. Jeg synes, det er vigtigt, at både yngre og ældre bands kan være i nærheden af hinanden, så de bedre kan hjælpe hinanden. Udfordringen for mange odenseanske bands har i lang tid været at komme uden for Fyn, og der, hvor Kansas var god, var, at de etablerede bands derude kunne hjælpe dem, der skulle til at starte. Siden jeg flyttede til Odense i 2008, er der kommet mere eksport på.
En by uden musikbranche
Da den ene af denne artikels forfattere for nylig i en anden sammenhæng talte med Jonas Munk og Jakob Skøtt fra det odenseanske fuzzrock-band Causa Sui om deres pladeselskab, El Paraiso, betonede de vigtigheden af at se deres arbejde i en international sammenhæng. Scenen i Odense og for den sags skyld Danmark er ikke stor nok til at oppebære et nicheprojekt som deres, og derfor har de indgået adskillige internationale samarbejder – bl.a. London Odense Orchestra, som Casper Schärfe som tidligere nævnt var inde over som arrangør af jazzfestivalen Jaiyede.
Den type labels og professionelle samarbejder er der ikke for metalscenen i Odense, og det gør det sværere for nye bands at få en fod indenfor, forklarer Jonas Guldfeldt Viuff. Hans eget band, Terrorpy, udgiver deres plader på det københavnske feinschmecker-label Over the Under, og det er sådan nogle kontakter, der skal deles internt mellem musikerne for at stabilisere scenen.
– Der er en udfordring i Odense i, at byen ikke rigtig har en musikbranche. Vi har gode bands og gode spillesteder, men vi har ikke de store bookingbureauer og managementbureauer. Derfor er det svært for de unge bands at nå de samme resultater, som man ville kunne i København, hvor de netværk findes. Når vi ikke har den branche, er det meget op til os musikere at hjælpe hinanden med at dele de kontakter, vi får i resten af landet og udlandet. Det er der, os, der ikke længere er under 30, har de kontakter, der kan hjælpe de unge bands videre. Komme udenfyns. Og de branche- og mediekontakter har kommunen ikke nødvendigvis. En blivende musikvækst er afhængig af, at vi får bygget gode netværk og kan trække på hinanden.
Hvilken rolle kan Odense Metalfest spille i den henseende?
– Schultz skal have en stor cadeau for at hive Odense-bands på scenen til sin festival. Siden starten har han gjort en indsats for, at de lokale bands får en festival. Det har været rigtig godt at få den til byen: Det er en skidehyggelig årlig begivenhed, og den gør rigtig meget for de lokale bands.
Hvad giver det at have en forening som Metal Mekka?
– Det giver et godt samlingssted. Det er noget af det sidste tilbage, de har den samme duft af alle de søde frivillige ude fra Kansas, som man mødte til koncerterne der. De vægter ligesom Odense Metalfest de lokale bands, men er også gode til at få både danske og internationale bands til byen. Det er specielt godt, når de tør booke lidt vovet, for vi gik i et stykke tid og var bange for, at gennemsnitsalderen i vores scene var ved at skyde helt til vejrs, men vi ser heldigvis flere og flere unge til koncerterne. Det er vigtigt, at de er inkluderende og vovede i deres bookinger, så det ikke bare er sådan nogle dudes som mig selv, der nærmer sig 40 og har nogle klare holdninger til, hvad metal skal være.
Opbakning til Odenses ekstreme musik
Jakob Schultz, som udover at spille i det gendannede dødsmetalband Maceration står bag Odense Metalfest, imødeser initiativet bag KRFTVRK med nysgerrig interesse. Hans håb er, at man kan lykkes med at forene scene og øvelokaler med et udgangspunkt i noget af det samme, som gjorde sig gældende på Kansas City, blandt andet at der ikke er tale om tomme øvelokaler, hvor man ikke har sit eget grej stående. Maceration var så heldige, at de kunne bruge et af medlemmernes kælder som øvelokale, da usikkerheden rundt om Kansas blev for stor, men han er meget bevidst om, at det ikke er et privilegium, alle har – og særligt ikke unge bands.
– Det fede ved Kansas var jo også, at der var en scene, så man ret let kunne gå fra øvelokalerne og derind. Nogle gange opstod der også ekstrakoncerter og efterfester i forbindelse med de koncerter, der blev afholdt derude. Det var unikt. Det kunne være genialt, hvis man kunne lave noget, der minder lidt om det igen.
Schultz deler Casper Schärfes skepsis overfor, at ambitionen absolut skal være at skabe hitmagere. Vigtigere er det at skabe et solidt grundlag for en scene, sådan som initiativtagerne bag KRFTVRK også proklamerede.
– Frem for at se på det som et sted, der kunne levere den næste Andreas Odbjerg fra Odense, kunne man også gå efter at skabe det næste whatever i mindre skala. Det er det, man skal dyrke, for de fleste bliver jo ikke Andreas Odbjerg eller Volbeat. De bliver måske en god succes og holder det kørende, og på den måde bliver de et aktiv for hele kulturlivet.
Vi taler lidt om hvilke scener, vi reelt kan få øje på for genren i byen for tiden, og det ér begrænset. Posten kan danne ramme om de store ting, som eksempelvis Odense Metalfest, som i parentes bemærket også leverer flere metalkoncerter i løbet af de to dage, det afvikles over, end Posten ellers gør over et helt år, og så er der Frølageret, som Metal Mekka og KNUD bruger til deres shows. For nylig lagde den nyåbnede Hulen lokaler til Smertegrænsens Toldere og venner, og de kunne heldigvis godt forestille sig at gøre noget lignende igen. Men så er der heller ikke mange flere, og man behøver ikke være et geni for at kunne forestille sig at den synergi, der opstår når øvelokaler og scene er integreret, ville være en kærkommen tilføjelse til en levende undergrund.
Frem for at se på det som et sted, der kunne levere den næste Andreas Odbjerg fra Odense, kunne man også gå efter at skabe det næste whatever i mindre skala. Det er det, man skal dyrke, for de fleste bliver jo ikke Andreas Odbjerg eller Volbeat. De bliver måske en god succes og holder det kørende, og på den måde bliver de et aktiv for hele kulturlivet.
Jakob Schultz, Odense Metalfest
Lige netop et koncept som Schultz leverer med Odense Metalfest fungerer som en vigtig brik i et levende musikmiljø for genren, for der er behov for at understøtte netværksdannelsen for bands og give muligheden for at skrive bookinger på CV’et.
– Da jeg startede Odense Metalfest, var det også for at bakke op om den ekstreme musik i Odense, arrangeret professionelt. Selvfølgelig med nogle større bookinger fra udlandet, men også give mulighed for, at mindre bands kunne komme til at spille til sådan en festival med flere mennesker og større bands. Jeg vil rigtig gerne hvert år have noget fra Odense eller fra Fyn, og jeg vil meget gerne høre fra nye bands, for det er ikke altid, man selv opdager dem. Det ser ud som om, der er nogle nye, unge mennesker på vej, og det er virkelig rart at se. Eksempelvis Pertinax, som er nogle helt unge drenge, men ellers ser det mest ud til at tendensen for tiden er gamle, der genopliver projekter eller nye bands.
Hvad savner du fra kommunalt hold?
– Man kan jo ikke sige, at der ikke sker noget, men det er som om kommunen agerer med nogle andre spillere nu, som kommer udefra snarere end undergrunden, og det ligger ekstremmusik ret langt væk fra. De tænker ikke nødvendigvis på de genrer, som vi elsker. Det kan være sværere i Odense, fordi det er en stor by med mange kulturtilbud. Vi får også støtte fra Musikudvalget, og det er vi taknemmelige for, men ser man på, hvad der ellers bliver brugt af penge i Odense på alt muligt forskelligt, kan man godt se, at der er stor konkurrence om midlerne. Der er det måske lettere i Næstved, som er en lille by, hvor der ikke sker så meget, og alle bakker op om det. En metalfestival et kulturtiltag i byen, og alle bakker op om det, selv hvis man ikke nødvendigvis er så meget til metal, fordi der sker noget. Der er selvfølgelig også tilskud til de mindre tiltag som ILTER, KNUD eller Metal Mekka, som er meget gode til at lave det helt undergrundsagtige. Det har også noget med økonomi at gøre: Foreninger kan ikke risikere så meget økonomisk, men det er vigtigt, at de er der.
Schultz er nødt til at skæve til sin økonomi og vurdere, om “et interessant navn med en vis tyngde fra udlandet” kan tjene de 10.000 euro ind, de skal have for at spille på Odense Metalfest, eller om det ikke gør så meget for billetsalget, at det ikke er sikrere at gå med et etableret danske dødsmetalnavn, som folk kender og ved, de kan drikke bajere til. Det betyder, at det i stadig højere grad bliver de samme danske navne, der spiller på metalfestivalerne rundt omkring i landet, og gør det sværere for en lokal festival at markere sig med et særligt præg.
Men det kan foreningerne i forhold til de helt små undergrundsbands fra ind- og udland. I tredje og sidste del af denne artikelserie taler vi med Metal Mekka og KNUD og prøver at opsummere, hvad det er, der sker med Odense.
Du kan læse første del af artikelserien her.
